I 1855 udgav Julius Købner en tekst på tysk med titlen Worin besteht die Heiligung des Christen? Beantwortung nach der Heiligen Schrift. Det kan på dansk oversættes med Hvori består helliggørelsen? Besvaret ud fra den hellige skrift. Teksten er oversat af Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark med hjælp fra Bjarne Willer og Karen Sofussen.

Teksten er en af Købners mere ”teologiske”. Som titlen antyder, diskuterer han hvad vi skal forstå ved ”helliggørelse”. Anledningen kan have været den såkaldte fuldkommenhedslære, der kort sagt hævdede, at kristne som genfødte kan blive helt fri af synden. I mod den opfattelse, der allerede var blevet kritiseret af danske baptister, formulerer Købner en i høj grad klassisk protestantisk forståelse af den troende som på én gang synder og retfærdiggjort.

For helliggørelsen betyder det, at den troende i kraft af genfødslen på én gang er synder og helliggjort. Der er kort sagt to naturer i mennesket. Den såkaldte helliggørelse er ikke en proces, hvor det gamle menneske bliver stadigt mere helligt, men det, at det den troendes hellighed efterhånden kommer til udtryk – uden at den troende derved ophører med at være synder.

Som så ofte formulerer Købner sig i paradoksale vendinger, og afsøger dialektisk falske yderpoler, for derved at finde frem til den rette forståelse. Som altid insisterer han på menneskets uformåen og nådens nødvendighed – det er ikke mennesket, der helliger sig selv, men Gud, der helliger mennesket.

Uanset om vi er med på detaljerne i Købners argument, er der inspiration at hente i hans mange tankevækkende betragtninger over troens psykologi og nådens væsen.

Hvori består den kristnes helliggørelse?

Af Juilius Købner

Som det gælder for enhver lære i den hellige skrift, således gælder det også om helliggørelsen, at den er blevet skæmmet til usigelig skade for Guds børn og en forvirret verden. Menneskeøjet så helliggørelsen, snart som i et formindskelsesglas, snart som gennem forstørrelsesglas. På den måde skrumpede den enten ind til ingenting eller blev til en altoverskyggende karikatur. En overdrivelse fører til det modsatte af det ønskede resultat, et misbrug til dets modsætning. Det må derfor være nødvendigt – uden glas, men med en enfoldig bøn om lys fra oven – at se i Guds ord for at forstå, hvad helliggørelse er.

I.

Uden den nye fødsel, som Herren Jesus taler om i Johannes-evangeliet kapitel 3, er ingen gudvelbehagelig forbedring – dvs. ingen helliggørelse – mulig. Det uomvendte menneske kan vel forbedre sig i egne og i andres øjne, men ikke i Guds øjne. Et menneske, der forskrækkes over følgen af sine laster, ser den kommende undergang og forsøger at redde sit liv gennem forbedring. Det lykkes ham i kraft af dødsfrygt eller måske af frygt for Helvede, og han står nu i egne øjne som en helt, der har reddet sig selv, og derfor berømmes derved. En anden har altid været et godt og retskaffent menneske, men han indser, at noget i hans liv kunne være anderledes, og da han gerne ville kunne se på sig selv med helt uforstyrret velbehag, forbedrer og fuldender han sig selv. På den måde gør han hele tiden sig selv til værdig genstand for sin tilbedelse. Det første tegn på den nye fødsel er et styrt fra alle stolte og overmodige indbildningers højder – ikke ned i fortvivlelsen, men i det guddommelige moderskød som følge af hjertets nedbøjning og ydmygelse. Det andet tegn er en tro, der griber Kristi frelsende blod. Det tredje er et resolut brud med synden i enhver form samt en oprigtig og handlekraftig hengivelse til Herren Jesus med liv og levned. Først ved denne indre forvandling begynder et menneskes helliggørelse. Det er en ny skabning, derfor vil dets handlinger være nye; det er blevet et godt træ, og derfor begynder det at bære god frugt.

II.

I kristenlivet forekommer engangsbegivenheder, som ikke gentager sig, noget som ikke sker igen. Guds børn bliver kun én gang født af Gud og har da et nyt, udødeligt liv, som ingen menneske- eller helvedesmagt kan gøre en ende på ved en åndelig død. Guds børn kan blive åndeligt syge, ja kan endog befinde sig i en tilstand af åndelig skindød, men de kan ikke dø. Judas var ikke genfødt, derfor gik han væk til et andet sted. David og Peter var født på ny, derfor oplevede de den sværeste sygdom, men blev dog ved Herren og Hans folk.

Retfærdigheden er vedvarende, ligesom det genfødte liv, da den retfærdighed, de har fået er Guds. Den genfødte tror – først uden at vide det – på Kristus, og gennem denne tro, ved den bøn, som talsmanden beder, har han én gang for alle begge dele af retfærdigheden, som er gældende for Gud, nemlig uskyld og dyd. Uskyld gennem den fuldkomne straf, som hans guddommelige garant led for ham, og dyd gennem den fuldkomne lydighed, hvormed hans frelser opfyldte hele Guds lov. Så længe Kristi frelsesværk, som er helt uafhængigt af hans egne gerninger, bliver troet, grebet, bedt om og ønsket af ham, gør det ham retfærdig. Af det ovenfor anførte eksempel er det klart, at Peters tro ikke var ophørt, da han tre gange fornægtede sin Herre og mester, hvorpå han sværgede og forbandede sig. De tungeste synder, som et troende menneske kan begå, ødelægger ikke Kristi retfærdighed, Guds retfærdighed, som har gjort vedkommende retfærdig. De begåede synder ophæver ikke den retfærdige talsmands mellemkomst hos Faderen, men de forstyrrer bevidstheden om retfærdiggørelsen og den fred i hjertet, der kommer deraf. De tvinger den faldne til med dyb smerte at bekende og bede om tilgivelse; ja de gør det ofte nødvendigt for Herren at holde sin forsikring om tilgivelse tilbage, så længe hans faldne barn ikke rigtigt har erkendt sin synd eller vil undskylde den.

Man skal i det hele taget skelne mellem genfødslen, et liv i gudsfrygt, tro, Guds retfærdighed og bevidstheden om alle disse, fra hinanden uadskillelige, gaver givet af nåde. Bevidstheden bliver større eller mindre, og kan ødelægges og kan helt gå tabt. Efter ens bevidsthed kan man føle, at man befinder sig i Helvede, og dog stå retfærdig for Gud og være salig. Det nyfødte, skrigende barn har endnu ingen naturlig bevidsthed. Den, der er blevet den største synder, den der er blevet en, der trygler om nåde, har endnu ingen åndelig bevidsthed. Men begge lever og er børn. Den svageste tro gør fuldkommen retfærdig, ikke på grund af graden af tro, men fordi Kristi retfærdighed gør retfærdig. Kristne vokser i troen, men de kan ikke vokse i retfærdighed for Gud gennem Kristus.

Ved genfødslen modtager mennesket udover retfærdighed også en ny natur, som er skabt af Gud, en retskaffen (sand) retfærdighed og hellighed, altså en fornyet lighed med Gud. Iklædningen med guddommelig retfærdighed ved troen er altid uadskillelig fra fremkomsten af et nyt helligt sindelag forbundet med genfødslen, og dette sindelag er et slående bevis for den ikke-troende, fjendtligtsindede verden på, at troen på Kristus er den virkelige, uimodsigelige vej til retfærdighed.

Ved ingen anden tro, ved ingen menneskelig anstrengelse, gives et nyt hjerte eller en helt anden åndelig retning. Som Jesu Kristi opstandelse fra de døde én gang og til alle tider er herligt bevidnet, således er også hans sonende offerdød og synderens retfærdighed bevidnet og gældende foran Gud. Når synderens hjerte underfuldt forvandles, erklæres den guddommelige retfærdiggørelse for ægte.

Men for at sådan en ny, hellig naturs eksistens kan erkendes, må den træde synligt frem ved helliggørelsen. Det nye i sandhed retfærdige og hellige menneske må træde frem som iført en ny klædning. Genfødsel, retfærdiggørelse for Gud og hellig natur er i sig selv usynligt for det menneskelige øje, men det bliver synligt gennem helliggørelse, hvilke tanker, ord og handlinger, der forvandler dette menneske. Genfødsel og retfærdiggørelse ved Kristus er fuldkomne og fremskridt er ikke muligt. Troen og helliggørelsen er ufuldkomne og må derfor gøre fremskridt på baggrund af en indre guddommelig nødvendighed.

Den stærkeste tro gør ingen mere retfærdig for Gud end den svageste, men helliggørelsen kan ikke gøre mere fremskridt, end troens kraft har gjort fremskridt, for helliggørelsen er troens frugt, og så længe den er ufuldkommen, må helliggørelsen også nødvendigvis være det.

III.

Det, der i det omvendte menneske tror på Kristus, og som derved er retfærdiggjort og helligt, er ikke det gamle jeg, men den nye skabning, det nye indre menneske, det nye hjerte. Dette nye menneske synder ikke, hvorfor Paulus med henvisning til det siger: ”Når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig” (Rom 7,19-20).

Sammen med dette nye, hellige menneske, som af Gud ved Helligånden er skabt til at ligne Gud, står dog stadig det gamle naturlige menneske, som har omvendelsen for sig, og dette gamle menneske kan ikke fornys, ikke omvendes, ikke helliggøres. Det gamle menneske forbliver en synder, og alt hvad der berøres af vedkommende, er kun synd; vedkommende vil altid synde.

Selv om de er så forskellige som Kristus og Djævelen, er begge naturer på en ubegribelig måde forenet i alle Guds børn. Alles erfaring stemmer nøje overens med Paulus’ bekendelse i Romerbrevet 7. De kan alle bevidne: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” (Rom 7,15). De synder stadig og erkender da med dyb smerte: ”Jeg er af kød, solgt til at være under synden.” (Rom 7,14). Dog lever de ikke i synden, men hader og undgår den, eller de kæmper imod den for at dræbe den. Trods det, at de ”vil det gode,” ser de, at de ”kun evner det onde” (Rom 7,21), at de stadig synder. Trods det hersker synden ikke i dem, men det gør nåden, for de bryder vedvarende med synden gennem guddommelig sorg og anger. De erkender i deres liv, med tårer, det ene nederlag efter det andet og siger: ”Jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7,23-24). Derpå svarer de selv, i glæde over bevidstheden om sejr: ”Jeg takker Gud ved Jesus Kristus, vor Herre!” (Rom 7,25).

IV.

At to så forskellige naturer er sammen i én person gør det nødvendigt med en fortløbende helliggørelse, og om dette siger Skriften, at man ikke skal tænke på det gamle, ikke på det nye menneske, men på det menneske, hvor de to naturer befinder sig. Det gamle menneske kan ikke helliggøres, og det nye menneske behøver ikke helliggøres, fordi det er helligt. Men det kristne menneske må helliggøres. Det gamle menneske må i længden blive mindre synligt, mens det nye menneske i længden må blive mere synligt. Guds Ord driver derfor de kristne til en fremadskridende helliggørelse. De bliver formanet til at jage efter helliggørelsen, for uden den kan ingen se Herren. En masse formaninger af den mangfoldigste art peger i de apostolske breve på, hvordan Guds børn skal fortsætte med helliggørelsen, hvordan de stadig højere, mere redeligt, mere oprigtigt, mere samvittighedsfuldt, skal være tro mod Guds Ord. Det kristne menneske skal til enhver tid lade de høje tanker om sig selv fare og fremstå stadigt mere ydmyg, beskeden og fordringsløs. Gamle syndige vaner skal i endnu højere grad forsvinde. Der skal ske en stadig forandring til Guds ære. Det kristne menneske skal til stadighed blive det modsatte af, hvad det efter sin ejendommelige onde natur er. Dets letsind skal blive til alvor, dets ubesindighed skal blive til besindighed, dets grådighed til gavmildhed, dets træghed til foretagsomhed, dets hidsighed til omsorg og dets snakkesalighed skal forvandles til stilhed. Men i stedet for at leve for sig selv ved at søge egen ære, egen fordel, egen magelighed og velbehag, skal det frem for alt have sin Herres ære, glæde og velbehag for øje.

Helliggørelsen er en offertjeneste. Fordi offeret på Golgata er bragt for os ved Guds barmhjertighed, skal kærligheden med liv og levned lægge alt, hvad den har, på frelserens alter med glæde. Denne, den kristnes selvopofrelse, er frugten, Gud søger på sine retfærdighedstræer, hvormed de stråler til hans ære, og hvormed de skal bevise, at de er gode træer, Guds træer.

Den stærkeste tilskyndelse til helliggørelse er den hellighed, som Gud har skænket os i Kristus. Den, der virkelig modtager denne højeste nådegave, jager efter troens mål, helliggørelsen. Jo mere klart det bliver for os, at vi er hellige i Kristus, jo mere alvorligt vil vi stræbe efter helliggørelsen af det indre og ydre liv. Det ser vi hos Paulus, som formaner alle, der tror på deres fuldkommenhed i Kristus, men som erkender deres helliggørelses store ufuldkommenhed, til at have det samme sind (Fil 2,5).

Helliggørelsen er en fortsat kamp mellem det nye og det gamle menneske i den genfødte. Helliggørelsen er på samme måde en fortsat kamp mellem den kristne og djævelen og hans hær, magter og myndigheder. Så længe syndens lov raser i den kristnes lemmer, så længe gudløse tanker dukker op i den kristnes gamle hjerte, så længe Satan forsøger at fordærve os med list og magt, må kampen ikke ophøre et eneste øjeblik, for vi må ikke tillade os ro i denne uudsigeligt hede, svære kamp. Guds børns kampløse ro viser sig først, når de for evigt er revet ud af fjendens domæne. Her må kødets gerning på jorden slås ihjel hvert øjeblik, led for led. Her gælder det uophørligt at fornægte sig selv. Derfor er den kristnes vej trang.

Helliggørelse er at hvile i Kristus og at være drevet af Helligånden. Er Guds menneske sundt, hviler det i Kristus ved Faderens hjerte som et spædbarn, uden at gøre noget, uden at fortjene noget selv, uden at foretage sig noget, uden at løbe. På den måde er han altid foretagsom, som en Paulus, for Guds kærlighed driver ham til det. Uophørligt spørger Guds menneske: Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre? Det siger i tro: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft, i Kristus” (Fil 4,13). Guds børn skal sværge troskab: ”I Herren har jeg retfærdighed og styrke!” (Es 45,24). Retfærdighed, som de kan og skal hvile i uden at gøre alt muligt, uden at anstrenge sig; styrke, som de skal bruge hvert øjeblik mod Djævelens vilje og handle efter Guds vilje indadtil og udadtil. Bliver hvilen i Kristus til en kødelig, kampløs søvn, så bliver Guds nåde til modvilje, og der må råbes til syge: ”Vågn op, du sover!” og ”stå op fra de døde!” (Ef 5,14). Men bliver troshandlingen til en kødelig beskæftigelse og selvretfærdighed, da er sjælen lige så syg, og man må råbe til sådanne syge: ”Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?” (Gal 3,3). I begge tilfælde tager helliggørelsen ikke til, men af. De fra Laodikæa, det er gået tilbage for, selv om de er rige og mætte i troen, er dog ”elendige, jammerlige, fattige, blinde og nøgne” (Åb 3,17). De galatere, som det engang gik fint for, men som det så gik tilbage for, gik i stå og adlød ikke længere sandheden. Derfor blev apostlen vred over deres fejltagelse. Det er altså en skrækkelig sandhed, at det lige så godt kan gå tilbage med helliggørelsen, som det kan gå frem.

V.

Djævelen forklæder sig som en lysets engel. Ligeså går Herren Jesus på havet, og man råber i den lille båd, at det er et spøgelse. Sådan er der også falsk helliggørelse, som foregiver, at være noget stort, og en sand helliggørelse, der anses for falsk. De farisæiske jøder var meget ’hellige’, og deres efterkommere er det endnu i dag. Katolikkerne har føjet en mængde bud til Guds bud, som de for Guds og fortjenestens skyld vil holde. Også blandt muslimer og de hedenske indere finder vi i fuldt flor en lignende slags helliggørelse gennem selvopfundne gerninger. Alt dette, og ikke mindst den falske helliggørelse hos sande kristne, kommer af det selvvalgte, og er derfor en gru for Gud. Af den selvvalgte helliggørelse findes der blandt de kristne to helt forskellige slags:

De, der vil overholde loven, helliger sig efter eget valg og omstøder derved Guds vilje. Gud vælger troen på sin søn uden gerninger som middel til vores retfærdiggørelse og helliggørelse. At gribe Kristi retfærdighed retfærdiggør os ikke kun, men helliger os også. Gud har sørget for barnekårets ånd, der råber ”Abba-far!” (Rom 8,16), til vores helliggørelse, og ikke slaveriets ånd og frygt. Den herlige frihed, hvormed Guds søn har sat os fri, er alene det element, hvor vores helliggørelse kan trives (Gal 5,1). Når man nu tror, at man forstår helliggørelsen bedre end Gud, den fulde salighed gennem Kristus, forsoningens almægtige blod, så træder den herlige trosretfærdiggørelse i baggrunden, mens loven træder frem med rettens sværd. Når man ikke betoner Jesus Kristus, men overholdelsen af buddene, så bliver der oprettet, som i Galatiens menigheder, en retfærdighed efter loven ved siden af trosretfærdigheden, og derved bliver den sande helliggørelse ikke fremmet, men ødelagt. Ved Kristi død er vi døde for loven, som kun gør salig ved en fuldkommen overholdelse, men som ved én eneste overtrædelse straks fordømmer os ubønhørligt og evigt. Den gør os ikke mere salig, den er heller ikke vores dommer, men vi er på begge punkter lige så fri fra loven som en død og begravet kvinde er det fra sin efterladte mand, der ikke længere kan ernære hende, men heller ikke kan true eller gøre hende bange på grund af hendes ulydighed. Vi er derfor døde for loven, så vi priser Kristus og bærer frugt for Gud (Rom 7,4), altså helliggøres. I stedet for loven, som før skulle gøre os salige, står nu Guds Kristus, der for Guds børn er gjort til vished, retfærdighed, helliggørelse og forløsning (1 Kor 1,30), og intet må krænke frelserens herlige ret. Men så snart Kristus på en eller anden måde bliver gjort til tjener for synden, lyner retfærdighedens sværd på ny i Guds hånd, og torden ruller fra hans dom.

Også de lovløse, der tror eller foregiver at tro på en ophævelse af loven, altså dens bud og forbud, helliger sig ved en selvvalgt omstødelse af Guds vilje. Evangelisk frihed er deres slagord. De vil ikke vide af Guds bud, kun apostlenes formaninger. De mener, de er så radikalt frie, at ikke engang den kære Gud må give dem bindende befalinger, men kun gode råd eller formaninger. Man må ikke længere tale om et du skalhos dem, men kun om et frit du vil. I deres vægring mod lov og bud glemmer de, at Guds lov ikke er andet end hans tilbedelsesværdige vilje, og særlig den, at vi frem for alt skal elske ham og vores næste som os selv. De glemmer, at hans bud ikke er andet end udlægningen af hans lov om kærlighed til Gud og vores næste, den guddommelige fastlægning af den rette måde, hvorpå vi skal elske Gud og mennesker. De glemmer, at hvis denne lov manglede, måtte Gud holde op med at være Gud, og Satan ville bestige hans trone. De påstår endog, at kærligheden, som er forbundet med troen, af sig selv og uden budene gør det rette, og derfor ikke behøver budene. Men de glemmer, hvor ufuldkommen troen er, hvor lille kærligheden er, hvor bedragerisk det onde hjerte er, og hvor listig Djævelen er. Så snart vi ser væk fra den guddommelige befaling, lader vi os lede af vort hjerte, og ”den, der forlader sig på sit hjerte er en tåbe” (Ords 28,26). Den svage kærlighed, som ser sig fri fra Guds bud, tager tusindfold fejl og begynder på en selvvalgt helliggørelse. En del af Guds vilje sættes højt og fastholdes for at modsætte sig andre fordringer. Den evangeliske frihed bliver brugt til at afskaffe det tredje bud om helligholdelse af hviledagen, hvis det formaster sig til at bestemme over en hel dag af vores uge, eller hvis vi synes, det går for meget ud over vores pengepung.

Frivillige kærlighedsofre bringer de til Herren, men at adlyde – det er for ydmygende, uværdigt og ubekvemt. Ganske vist siger Gud: ”Lydighed er bedre end ofre” (1 Sam 15,22), men ordene kommer fra GT, og skulle altså ikke være evangelisk. Enhver fast, guddommelig orden i det daglige kristenliv, i den kristne familie og i de kristnes menighed, synes dem at være for lovformelig. Sågar den regelmæssige husandagt og den daglige morgen- og aftenbøn i lønkammeret bliver regnet for lovformelig – det er alt sammen selvvalgt helliggørelse, og ikke efter Guds vilje.

Modsat dette glæder den kristne, der lader sig hellige efter Guds vilje, sig over Guds bestemte befalinger. For de er en lygte for hans fod, lige meget om han finder dem i det nye eller det gamle testamente, og han beder som salmisten: ”Giv mig i nåde din lov!” (Salme 119,29). Med Paulus siger han: ”Jeg glæder mig inderst inde over Guds lov” (Rom 7,22). Det giver nemlig svar på kærlighedens spørgsmål: ”Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?”, og det redder den kristne fra at vælge selv. Alle ti bud, der i det nye testamente kaldes ”budene” og indskærpes – Kristi bud, apostlenes bud, overhovedet alt, der udtrykker Guds vilje – er for den kristne værdifulde og uundværlige. Den kristne føler sig fri fra lovens fordømmelse, fra Djævelen og synden, der hersker. At vælge selv er ikke frihed, men frihed er snarere den barnlige eller ægteskabelige lydighed mod Gud. Den kristne er bevidst om at være Guds barn og at høre til det folk, som er ægteskabeligt forbundet med Kristus. Men netop derfor er den kristne klar over ikke at være overladt til at handle egenrådigt, men at det over alt gælder om at fornægte sin egen vilje. Det kan den kristne imidlertid ikke gøre uden sin Guds faste forskrift, som derfor er lige så nødvendig for helliggørelsen som Helligåndens lys og kraft i det indre. Den barnligt ubekymrede kristne glæder sig over ikke at måtte ændre noget i sin Guds faste forskrift. Den kristne lægger dog ikke vægt på, hvilken betegnelse disse forskrifter bærer, om de hedder lov, bud, befaling eller formaning, om de er fremkommet ved Kristus eller apostlenes eksempel. Betegnelsen ”lov” er på ingen måde så forhadt, at den kristne ikke kan sige med Paulus: ”Jeg glæder mig inderst inde over Guds lov” (Rom 7,22), og ”med mit sind tjener jeg da Guds lov” (Rom 7,25). Indbildskhed lader ikke den kristne betragte Guds bud som børnelærdom, som man er vokset fra. Den kristne kender så meget mere sit bedrageriske hjerte og ved, at man selv på knæ for Herren kan tage fejl. Den kristne ved, at man ikke kun kan fejle i kærligheden til næsten, men også i kærligheden til Herren, som Peters kærlighed til Herren fejlede, da han sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” (Matt 16,22). Den kristne kender den indre stemmes bedrag, og praler derfor ikke af et indre, ufejlbarligt lys om ret og uret, gøren og laden, men glæder sig over sin Guds bestemte anvisninger og forordninger.

VI.

”Gud står de hovmodige imod” (1 Pet 5,5), som han står Djævelen imod. I Guds øjne er menneskets største fejl manglen på ydmyghed. Derfor er mere ydmyghed det største fremskridt ved helliggørelsen. Gud er sandheden, derfor er selvros at regne for løgn, og derfor det, han hader mest. Gud arbejder for at bringe os ud af selvtilbedelsens løgn, så vi bøjer os for sandheden og for ham. Nedbøjning, ydmygelse, selvfordømmelse er Guds hemmelige mål i opdragelsen af sine børn – og fremskridt heri er fremskridt i sandheden, og det er nødvendigt, for at kunne gøre fremskridt i troen på nåde og retfærdighed ved Jesus Kristus. Fremskridt i troen er dog også fremskridt i troens nødvendige frugt, altså i helliggørelsen.

Ydmyghedens skole er dog en hemmelighedsfuld skole, da selverkendelse eller, hvad der er det samme, syndserkendelse, alene kan være grundlag for menneskets ydmyghed. Kun én kunne være ydmyg af hjertet uden at have syndet selv. Enhver nedbøjning hos mennesker, som ikke kommer af syndserkendelse, er løgn, som hos farisæeren, der takker Gud for sin fromhed og altså gav Ham æren, selv om han kun takkede sig selv og gav sig selv æren. Men, kunne man have lyst til at spørge, rækker bevidstheden om at have været en synder før sin omvendelse ikke til at gøre den kristne stadig mere ydmyg? Vi svarer: Nej, for Gud skulle i så fald have tilintetgjort det gamle menneske i sine børn ved deres genfødsel, og på den måde have sparet dem for de fortsatte, hede kampe og mange bitre tårer. At Gud aldrig har gjort dette, beviser uimodsigeligt at en tiltagende selverkendelse er nødvendig. Selverkendelse, ydmyghed, tro og ægte trosfrugt står i uadskillelig forbindelse med hinanden. Således ophæver Guds Ånd ikke syndens lov i vore lemmer, forhindrer ikke enhver synd, men han lader sande kristne blive stadigt bedre for andre, mens han i deres egne øjne lader dem blive stadigt ringere. Det betyder, at han lader dem opdage stadig mere af den forfærdelige fordærvelse i deres indre, den uudsigelige syndighed i deres tanker, følelser, ord og gerninger. Kun derfor bereder han dem fortsat en guddommelig sorg over sig selv ved siden af glæden i Herren Jesus.

Hvis altså selverkendelse, og stadig mere af den, er en uomgængelig betingelse for helliggørelsen, må vi ifølge dens natur lære den grundigt at kende. Den kristne selverkendelses ægthed viser sig først og fremmest i bevidstheden om undladelsessynderne. – Vores Gud mangler ingen ære i forhold til os! Han skyldte os intet andet end retfærdighed. I stedet for at lade retfærdigheden sejre, har han for sin barmhjertighed gjort sig fortjent til den højeste ære. Gud har sendt os sin enbårne søn. For os har han ladet ham blive gudmenneske, profet, præst og konge, til en forbandelse på korsets træ og til almægtig hersker over hele verden. Vi er blevet elsket af Gud, indtil den forfærdelige forladthed, indtil hans søns død. Guds Ånd har gjort de hårdhjertede gudløse fjender ret, har vist dem fødderne, hvor de må lade deres angertårer falde, og munden, som råber til de sovende i Gethsemane, desertørerne i deres guddommelige mesters dødstime, ja selv til fornægteren et ”Fred være med jer”. Guds børn har fået del i en stor åbenbaring om Kristi blods kraft. Den herlighed, der tilhører den skønneste blandt menneskenes børn, har vist dem Gud. Godhed og barmhjertighed har nået dem; langmodighed og tålmodighed har ført dem, hentet dem tilbage og båret dem. Mere end halvfjerds gange syv har Gud tilgivet deres synder, vist dem kærlighed. Hvor er den ære, som Gud viser os, til sammenligning med den ære, som vi skulle vise Gud?

Hvor er vores altopofrende taknemmelighed, der dag og nat bryder ud i lovsang? Er vores mangel på taknemmelighed ikke himmelråbende? Burde vi ikke let fordømmes til det nederste helvede for vores jammerlige lunkenhed over for en sådan Gud? Åh, hvor vi skulle prise ham! – og – hvordan elsker vi ham? Den, der ikke har erfaret, hvad Guds børn erfarer, og som ikke elsker den tilbedelsesværdige Jehova af hele hjertet, han fortjener med rette helvede; men de, som han elsker enestående højt, hvad fortjener de for deres manglende kærlighed? Og dog, hvornår var der et øjeblik i noget gudsbarns liv, hvor det med hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og af alle kræfter elskede sin frelser? Kommer ikke selv de bedstes kærlighed, i selv deres bedste øjeblikke, til kort i forhold til, hvad den burde være? Bliver der ikke sagt selv om en Abraham, der dog ville ofre sit eneste barn til Gud: ”Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud.” (Rom 4,2)? Englene er som hurtige vinde, som flammer i Guds tjeneste, uden at sønnens blod flød for dem: Hvad skulle de frelste da være i hans tjeneste? Hvilken kærlighedsgerning skulle findes hos dem? Hvad skulle de kunne gøre ved Helligånden, som var givet dem? De erkender den hellige pligt til fuldstændig at elske deres Gud og frelser, pligten til en fuldstændig hengivelse til en vedvarende ivrig lydighed; de var enige med Jakob i, at når nogen ved, hvad der er det rette at gøre, og ikke gør det, er det synd – og dog kommer de altid og overalt til kort, og må erkende, at hvert øjeblik af deres liv er plettet med undladelsessynd. Netop denne erkendelse kendetegner dem som kristne, som Guds Ånd arbejder med, og som han helliger.

Den, der ved hjælp af Guds Ånd har fået øje på sine undladelsessynders umådelige strafværdighed, ser ved siden af dette den uophørlige, håndgribelige synd i sin sjæl, og griber sig selv i hele tiden på ny at have en syndig tanke, altså en sjælens gerning, der er usynlig for det menneskelige øje. Det menneske opdager hovmod, ærgerrighed, egoisme, oprør mod Gud, misundelse, vrede, havesyge, kødets lyst og så videre, i så hurtige vekslen, at det ofte får vedkommende til at gyse. Den, der er af sandheden, og derfor elsker sandheden, også selv om den er skrækkelig, holder af den. Den, der ikke kan kalde det sorte i sig selv for hvidt eller gråt, skriver under på apostlens ord: ”Alle begår vi mange fejl” (Jak 3,2). Det menneske siger med henblik på tankernes brogede, syndige jagen med David: ”Hvem lægger mærke til uforsætlige synder? Rens mig for skjulte synder!” (Sl 19,13). Dog begrænser disse ords betydning sig ikke til tankesynder, men det erkendes dagligt ved Helligåndens vejledning, hvilken anvendelse de finder i ord og gerning.

Alle disse erkendelser, som Helligånden lader Guds børn gøre, er bitre, ja smerteligere end noget andet udefrakommende. Dog er det, som de føler derved, ikke ren, ublandet guddommelig sorg. De bryder sig ikke om disse erkendelser, da de gør dem fuldstændig til skamme, så de ser sig nødsaget til at foragte sig selv. Derfor er det intet under, at spørgsmålet opstår: ”Må jeg gå denne barske, ubehagelige, ja knugende smalle vej? Er der ikke en anden, bredere vej for mig? Og det er heller ikke noget under, når Satan svarer: ”Naturligvis er der det! Du skal ikke tage det så nøje med dit indre. Tanker er jo kun tanker, dem kan du ifølge din natur ikke værge dig imod. Gud tager det ikke så nøje med tankerne. Der står jo skrevet: ’Har man først lysten, avler det synd.’ Altså er lyst i sig selv ingen synd. Du skal ikke se så meget på din sjæls tilstand og dine tanker. Du er jo en kristen, og der står skrevet: ’Den som bliver i ham synder ikke.’ Derfor skal du kun tro, at du ikke synder mere, så synder du ikke mere.” Og endelig er det heller ikke noget under, at hjertet hælder mod at tro dette og mod at vælge den lette vej uden selvfordømmelse og bodssmerte. Den, som lader sit hjerte udlægge Guds ord, kan kun tage fejl. Den, der er af sandheden, og som imod al falskhed elsker den ubarmhjertige sandhed, skal derfor svare fristeren: ”Der står også skrevet: ’Lad dig ikke friste!’” og ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.” (Gal 3,10). Altså er den onde lyst, ja endnu mere den færdige, onde tanke, forbandet som synd. Og når heller ikke Guds barn forbandes, selvom det, der beskyttede vedkommende, blev forbandet, så er dog overtrædelsen af de ti bud forbandelsesværdig. Tanker er det samme som handling for Gud, for den der ser på en kvinde og begærer hende, har allerede brudt ægteskabet med hende i hjertet. Endvidere står der skrevet: ”Alle begår vi mange fejl” (Jak 3,2) og ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” (1 Joh 1,8-9). Når vi siger, ”at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.” (1 Joh 1,10). Johannes skriver sit brev til troende, og de lyver aldrig om, at de før deres omvendelse har syndet. En formaning til dem om at bekende deres synder, havde været meningsløs. Følgelig er der her tale om synd efter omvendelsen, som de desværre ofte ikke bekender åbent og frit, men vil gøre mindre, dække over og finde undskyldning for. Formaningen er ikke andet end en henvisning til Herrens ord: ”Når I beder, så sig: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere” (Matt 6,9-12). Der kan heller ikke være tvivl om, at måden at bede på, som Herren har givet sine disciple, netop skal udtrykke den sjælstilstand, som efter hans mening er den rette. Guds børn, som skal bede uden ophør, skal heller ikke undlade at bede om, at Guds navn må helliges, at hans riges må komme og hans vilje må ske, om livets brød, om tilgivelse af synden og hjælp til at modstå Satan. Deres Far i himlen vil give dem alt dette, når de beder, fordi de er i Kristus.

Nogle, for hvem vejen til selvfornægtelse, selvforagt og selvforbandelse er en gru, fremstiller derimod en nyopfundet udlægning af det sjette vers af det tredje kapitel i Johannes’ første brev. De siger: ”Den, der bliver i ham, synder ikke; altså gælder det om at blive i ham.” Hvis man kun ser på, at dette er vores sjælstilstand, så kan man ikke synde. Hvad betyder det at blive i Kristus? Dog vel ikke andet end at forblive Kristi ejendom, det vil sige at tro på ham med tilkendegivelse af troens fortsættelse. Men nu er spørgsmålet: Hvordan tror vi på Kristus, eller hvordan bliver vi i ham? Kan det være på en fuldkommen måde, med en fuldkommen tro, eller er det snarere i stor svaghed og ufuldkommenhed? Netop som Paulus taler om dette og siger, at han regner alt for skade og skidt, så han vinder Kristus og bliver fundet i ham, tilføjer han: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen […] Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det.” (Fil 3,12-13). Hvilken kristen kan stå frem og sige: ”Jeg har en stærk og en fuldkommen tro; jeg er og bliver på en fuldkommen måde i Kristus”? Den, der gjorde sådan, ville netop dermed dokumentere, at vedkommende enten ikke var kristen, eller den hovmodigste eller mest ufuldkomne blandt de kristne. Den, der er oprigtig, siger: ”Jeg tror, kære Herre, hjælp min vantro!” Ja, den, der har de ringeste tanker om sin egen tros størrelse, er kommet længst i sandheden. Hvad hjælper den nye indsigt, hvis der ikke er nogen, der uden at lyve kan rose sig af sin stærke tro og den fuldkomne forbliven i Kristus? Men er troen svag og mindre end et sennepskorn, så du ikke kan flytte mange bjerge, er det fordi, den endnu er blandet med vantro: I så fald vil også frugten af din tro nødvendigvis være meget ufuldkommen og vanartet; således må også alle dine tanker, ord og gerninger være syndige og behøve afvaskning i Kristi blod.

Lad os altså vende tilbage fra den forfængelige indbildnings behagelige vej, og fra den bitre skuffelses endevej, til ydmygelsens gamle, barske vej. Det er bedre at lytte til de hårdeste ord i sandhedens mund, og på den måde at lade sig forberede på en venlig og blød dødsseng, end at lytte til løgnens lifligste ord og sidst at få et skrækkeligt torneleje af angst og nød, over hvilket alle bobler af falsk hellighed må briste. Lad os ikke ved et dybt fald i syndens smuds tvinge Herren til at vække os af vores hellighedsdrøm for, at vi ikke skal smage skuffelsens skræk i dødsstunden. Voksende selverkendelse er og bliver helliggørelsens livsåre, for kun den fører til voksende tro på det, der alene bliver tilbage for os, når alle idealer om fremskridt, som vi havde tænkt os det, falder fra hinanden, når alle forsøg på selvhelliggørelse slår fejl, og vi i vores elendighed intet andet har end Herren Jesus. Kun den dybeste ydmygelse påtvinger os en tro, der uden at vide det, gør det største og derved dog føler endnu intet at have gjort. Så hører vi endnu en gang af Herrens mund: ”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig” (Matt 25,35-36) og svarer ham: ”Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?” (Matt 25,37-39). Troen ved ikke hvilken frugt, den bærer. Netop derfor er der tale om ægte trosfrugt og ikke en frugt af selvbehagelig hellighed eller lovoverholdelse.

Når nu ingen sand helliggørelse er mulig uden selverkendelse, så er også en tilsyneladende selverkendelse uden sand, synlig helliggørelse en falsk, død, hjerteløs ordplabren. Mennesker, hos hvem det findes, har udseende af et gudfrygtigt væsen, men deres handlinger afslører dem. Mod sådanne, der blot er kristne med munden, som fandtes allerede i den første tid, ivrer apostlene i deres breve. Med hensyn til dem siger Paulus: ”Guds rige består ikke i ord, men i kraft” (1 Kor 4,20), mod dem skriver Jakob om gerningernes nødvendighed, og dem har Johannes for øje, når han skriver: ”Den, der siger: ’Jeg kender ham’, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham” (1 Joh 2,4) og ”Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.” (1 Joh 2,6). Her er der tale om livsførelse. Den, der altså hævder at være Guds barn, og handler som et barn af Djævelen, er en hykler.

Djævelens børn er i en helt anden forstand syndere, end Guds børn er det. De første elsker synden, de andre hader den; de første kæmper for synden imod Herren, de andre kæmper mod synden for Herren. Et Guds barn kan ikke synde som et barn af Djævelen, det kan ikke holde synden ud, ikke leve deri. I den forstand synder den person ikke, som er Kristi ejendom, eller som Johannes udtrykker det, bliver i ham. I det mindste er det reglen, vi under alle omstændigheder skal dømme ud fra. Ganske vist kan et Guds barn falde i syndens dybeste snavs og blive beskidt på den forfærdeligste måde, som vi ser det hos David og Peter, men kan ikke blive liggende i synden, men netop derfor er vi først berettiget til at holde et så dybt faldet menneske for Guds barn igen, når vedkommende viser en utvetydig bod.

Der kan ikke være noget mere sikkert, end at Gud ikke vil, at vi skal lyve om vores uret. En udlægning af den hellige skrift, som vil fremstille vores uret som Gud velbehagelig, må nødvendigvis være falsk. ”Ve dem, der kalder det onde godt og det gode (f.eks. en oprigtig bekendelse af uret) ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør det bitre sødt og det søde bittert.” (Es 5,20). Vores uret, vores synd – stor som lille, undladelsessynd som gerningssynd, i tanker, ord eller handling – er sort, og vi lyver og hykler, når vi kalder det hvidt. Vi bliver ikke hvide, vi bliver ikke retfærdiggjort gennem løgnen, men vi tilføjer synden en ny, endnu værre synd, nemlig hykleri og løgn. Kun ved at synden ikke tilregnes os, men Kristus, mens hans retfærdighed – hans lidelser, tanker, ord og handlinger, alle hvide, som det evige lys – tilregnes os, kun derved bliver vi rene og retfærdige. Som følge af denne retfærdighed er Guds børns livsførelse hvid, holdt op imod det dybe sorte i det verdslige, djævelske liv. Men tager man det, som ser hvidt ud ved siden af det sorte, og holder det lige ved siden af det virkeligt hvide, altså Kristi retfærdiggørelse, så ser man, hvor beskidt det stadig er.

VII.

Helliggørelsen kommer ikke umiddelbart af selverkendelsen.¹ Mellem de to ligger troen som et nødvendigt, forbindende mellemled. Går selverkendelsen over i forsagthed, afspærrer den os vejen til nådestolen og løsriver os fra bevidstheden om at være Guds barn: Da sover vi af sørgmodighed som disciplene i Gethsemane og forbliver i vores vildfarelser. Den skal alene bøje vores stive, stolte nakke, underkue ethvert håb om selvhjælp, selvretfærdighedens hemmelige glæde og ære, tilintetgøre kæresteriet med ens eget jeg, og som følge af det tvinge os til at have nok og alt i troen på Jesus ved alene at forlade os på nåden. Selverkendelsen må være der for troens skyld; uden den er troen ingen tro. Tusinder af navnekristne tror på Kristus, på hans blod, på hans nåde, men da de ikke kender sig selv, er deres tro død. En lighed med denne døde tro får den sande tro, når selverkendelsen ikke vokser. Selverkendelsen vokser, når erindringen om den fjerne fortid i os bevarer bevidstheden og overbevisningen om vores fordømmelse. Vores hukommelse, når det drejer sig om synd, er forfærdelig svag. Det, der engang var så klart for os, at det tyngede os dybt og fik tårerne frem hos os, bliver efter en tid så dunkelt, at det lader os tankeløse og ligegyldige. Vi ligner det menneske, der betragter sit virkelige ansigt i spejlet, og når det har betragtet sig selv, og efter en stund går derfra, glemmer hvordan det så ud. Vores synd er glemt, derfor tilgivet, og nu fører vi et fromt liv, sammenlignet med verdens udsvævende børn, derfor bliver det let for os at tro og have fred. Men den slags fred overgår ikke al forstand, og den slags tro kan ikke fremvise nogen ægte trosfrugt, ingen sand helliggørelse. Da bevæger man sig, som de retskafne mennesker af verden, kun frem ad ét enkelt spor. Kun den fornyede erkendelse af vores ondskab kan for os være grundlaget for en tro som røverens på korset. Det gælder netop om – ved den fornyede bevidsthed om skyld – at tro på renselsen i Guds blod og tilskrivelsen af hans retfærdighed. Enhver trosglæde, der kommer af den halve eller hele glemsel af synden, er kun svaghed eller skuffelse, ikke guddommelig troskraft. Den djævelske tryllekraft ved glemslen renser os ikke for al synd, men det gør Guds Søns, Jesu Kristi blod. Er din synd, din skyld, en levende bevidsthed, da er en god samvittighed gennem Kristus den almægtiges gave. Og den samme kraft, som giver en god samvittighed på trods af bevidstheden om forbandelsen, giver også de herlige frugter af en sådan vidunderlig og undergørende tro. Helligånden lader os gøre nye opdagelser om vores fordærvelse, så Kristi offer bliver stadig større og mere ufatteligt for os, så der i os, der får tilgivet meget, opstår en større kærlighed til den, der tilgiver os.

Den, som får tilgivet lidt, elsker kun lidt og gør ingen fremskridt i den egentlige helliggørelse, selvom vedkommende i egne og andres øjne fremtræder ganske from. Den, der derimod elsker meget, fordi vedkommende har fået tilgivet meget – meget nyt og gammelt – vil også, uden at vide det, overvinde meget og gøre meget.

Nogle svage kristnes liv er næsten lutter tristhed. Andre lige så svage tror helt at kunne forvise tristheden ud af det kristne liv. Ingen af dem forstår salighedens harmoni på jorden; for begge er det endnu skjult, at glæden og smerten danner denne salighed ved Helligåndens sammensmeltning af disse to. Glæde uden smerte vil udfylde vores evighed; men her i verden går kødets glæder over og fører os tilbage til verden, fordi den hellige smerte over synden mangler. Smerte uden glæde vil blive den fordømtes lod, dog også her fører det til fortvivlelse. Men glæden ved ham, der med et offer i evigheden til fulde har helliggjort dem, og smerten over ham, som vi har forrådt med vore synder, er tilsammen Guds kraft til helliggørelse. Derfor må selverkendelse og tro gå sammen uden adskillelse i kristenlivet. Hjertet må briste påny og igen nedbøjes, men kun for at saliggøreren, den store Gud – der bor i det høje og hellige hos dem, der er knuste og ydmyge i ånden – kan fylde, besegle, hellige og lede et sådant hjerte.

VIII.

Vi helliger ikke os selv – Gud helliger os. Frem for alt andet står det i Skriften fast, at Gud er den, der begynder og fuldender vores salighed. Valget til salighed, kaldet, retfærdiggørelsen, helliggørelsen, fuldendelsen – alt er hans frie velbehag og hans værk. Lige så lidt som det var op til os at vælge at bidrage med eller gøre noget før verdens grundlæggelse, lige så lidt kan vi helliggøre os selv. Han har tag på alt. Han udfører alt! Det stemmer Guds børns hjerter til det gladeste Halleluja. De kaster alle deres bekymringer på Herren, håber på Ham alene og griber tilliden til, at deres helliggørelse så vel som deres evige forklarelse må lykkes for Ham. Havde Helligånden ikke sænket denne vished i de troendes hjerter, ville opfordringen til helliggørelse være som en forfærdelig tordenstemme. Nu er det som at føle sig holdt og båret af en evig Guds og frelsers kærlighed – i bevidstheden om, at de er udvalgte, at de er taget imod. De føler sig som børn i hjertet, besidder Helligåndens kraft og i visheden om deres helliggørelse, adlyder de gladeligt den guddommelige opfordring: ”Stræb efter helliggørelsen!” De er med Guds hjælp fuldkomment hellige i Kristus. Det er garantien for deres helliggørelse gennem Ham, som giver dem mod til at rense sig for al kødets og åndens snavs og til at fortsætte med helliggørelsen i gudsfrygt gennem Jesus Kristus.

1Altså syndserkendelse, der ifølge Købner er det samme som selverkendelse (red.).