I 1909 blev et lille skrift med titlen Militarisme og Kristentro udgivet i Aalborg. Forfatteren er ifølge titelbladet en ”kristen fredsven”. Mere angives der ikke om forfatteren.
Har man været en tur i den danske baptistkirkes arkiver i Tølløse vil man dog vide, at ophavsmanden var den danske baptist P. Olsen, der i en årrække virkede som præst, højskoleforstander og redaktør af baptisternes ugeblad – og så i øvrigt skrev en række teologiske småskrifter, i flere tilfælde under pseudonym.
Nedenfor bringes en række prædikenmanuskripter af Julius Købner, formentlig fra hans tid i Kristuskirken. Manuskripterne er venligst udlånt af Købnerkirken.
Nedenfor bringes 25 prædikerne og taler holdt af Julius Købner i perioden 1863-1867. Teksterne findes i antologien Wasser aus dem Heilsbrunnen fra 1906. De kan hentes her enkeltvis som pdf.
Af Johannes Aakjær Steenbuch
Den 8.-9. februar 2017 afholdtes på Diakonissestiftelsen i København nordisk Faith and Order-møde med deltagelse af repræsentanter for nationale kirkeråd og kirkesamfund fra Danmark, Norge, Sverige og Finland samt Tyskland. Undertegnede var med som repræsentant for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark.
Den 27.-28. juni 1873 mødtes danske baptister igen til den årlige konference. Julius Købner blev, som sædvanligt, valgt til formand og Søren Hansen til hans stedfortræder. J.P. Hansen, Chr. Larsen, C. Nielsen og Niels Larsen nedskrev forhandlingerne.
For en gangs skyld kunne de ordnende brødre berette, at der var fred i menighederne. Til gengæld gik det dog ”meget smaat fremad med Guds Riges Udbredelse.” (p. 4). Følgelig diskuterede konferencen, hvad der kunne gøres for missionssagen (p. 5ff).
Af Bent Hylleberg, cand.theol., formand for Baptistkirken i Danmark. Tidligere bragt i Kirkehistoriske Samlinger 1999.
Det første ’Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark’, der er blevet indleveret til en offentlig dansk instans, blev forfattet den 16. juli 1840 i København og sendt til ’Den frie Stænderforsamling i Roeskilde’. Forfatteren var Peter Chr. Mønster, der året forud var blevet forstander for Nordens første baptistmenighed – ’Daabsmenigheden i Danmark’ – stiftet i København 30. oktober 1839. Mønsters forslag fik en brutal medfart. Stænderforsamlingen lagde forslaget til side i dets møde den 29. august 1840 uden, at nogen fandt ’Anledning til at anbefale (det) til Oplæsning’. Denne behandling bliver forståelig, når det iagttages, at Sjællands biskop J.P. Mynster, der var baptisternes hårdeste modstander i 1840erne, tillige gjorde tjeneste som sekretær i Stænderforsamlingens ’Petitions-Committee’. I forbindelse med netop Mønsters andragende, anføres det, at biskop Mynster ikke ønskede ’at vidtløftiggjøre Forhandlingerne over disse som oftest ubetydelige Sager’!1
De kirkelige forkæmpere for trosfrihed var N.F.S. Grundtvig og Rasmus Sørensen. Igennem 1830rne og 1840rne kæmpede de parallelt, Grundtvig fra København og Rasmus Sørensen på Sydvest-Sjælland. Mønster hørte hjemme i begge kredse i 1830rne.2 Både Grundtvig og Sørensen udgav sidst i 1820erne skrifter, der handlede om kirkesyn og religionsfrihed. Og begge vendte tilbage til samme emne i 1840rne direkte foranlediget af, at Mønster i 1839 brød ud af statskirken.
Grundtvig blev først afklaret i sit kirkesyn efter 1832, mens Sørensen fremviste en klar profil allerede i 1827. I deres syn på stat og kirke endte de med at gå hver sin vej. De modeller, der blev diskuteret, når det gjaldt om at finde en løsning på spørgsmålet om religionsfrihed, gik hurtigt under forskellige betegnelser. Grundtvig talte om ’den nordiske’ og ’den engelske frihed’.3 Endnu to modeller bør inddrages, nemlig ’den amerikanske’ og ‘den franske frihed’.
Grundtvig kæmpede gennem flere år med sit kirkesyn. Han hævdede først, at de gammeldags troende skulle beholde statskirken, mens rationalisterne måtte træde ud uden at miste deres borgerlige rettigheder. Dette standpunkt gjorde han gældende indtil 1825.4 Han kaldte denne model for ’den engelske frihed’, idet den lignede de vilkår, som frikirkerne dér havde haft siden 1689 – frihed til at træde ud af statskirken. Som følge af ’kirkekampen’ nedlagde Grundtvig som bekendt sit præsteembede i 1826. Herpå hævdede han, at det var de gammeldags troende, der med ham skulle udtræde af statskirken, som rationalisterne kunne beholde.5
Men i 1832 fandt Grundtvig en tredje mulighed, som han kæmpede for resten af sit liv: Det troende lægfolk skal have frihed til at lade sig betjene af troende præster; sognebåndet skal løses. Samtidig skal præsterne ikke pålægges at betjene lægfolk, som de ikke deler kristendomssyn med. Sognebåndets løsning og præstefrihed skal gå hånd i hånd. Forholdet mellem stat og kirke skal derimod ikke røres. Kirken skal forblive en statsindretning, hvor frie menigheder kan samles om frie præster under statens tilsyn. Denne frie statskirke-model kaldte Grundtvig ’den nordiske frihed’.6 J.C. Lindberg sendte i 1838 en ansøgning om religionsfrihed efter denne model til Stænderforsamlingen, som vedtog, at den ikke ville indgive nogen begæring om kirkelige reformer til kongen.7 Alligevel indtrådte Grundtvig i statskirkens tjeneste igen i 1839 som præst ved Vartov.
Rasmus Sørensen, skolelærer i Venslev, kæmpede også for sognebåndsløsningen, men han havde et andet mål end Grundtvig. Allerede fra 1827 var han talsmand for adskillelse af stat og kirke. Han forbandt sin opfattelse af kirken med apostelmenigheden, der var en frikirke, hvor lægfolket var bestemmende.8 Mønster arbejdede i 1830erne sammen med Rasmus Sørensen. Planen var, at lægfolket skulle udtræde af statskirken og danne frikirke, når sognebåndsløsningen blev nægtet. Forbilledet for Rasmus Sørensen var ‘den amerikanske frihed’, hvor stat og kirke er adskilt.9
Den franske revolution i 1789 havde som baggrund blandt borgerstanden og de intellektuelle et stærkt had, der var vendt mod såvel konge som kirke. Men så rabiate kræfter fandtes ikke i Danmark. End ikke de mest liberale politikere drømte om at iværksætte ’den franske frihed’ herhjemme i 1840rne. Men efter revolutionen i Paris 1830 blev det dog nødvendigt med en ventil på enevældens kongedømme. De rådgivende stænderforsamlinger blev oprettet.10 Kongeloven var stadig gældende, men stænderforsamlingerne skulle have kongens lovudkast til udtalelse, ligesom de kunne stille forslag til kongen. Det var denne ’folkelige ventil’, som Mønster forsøgte at anvende i 1840.
Mønster blev i løbet af 1839 rådvild, idet alle tiltag med henblik på kirkelig frihed strandede: ‘Nu stod jeg ene igjen, uden noget egentligt Samfund, paa nogle faa Venner nær, som deelte mine kirkelige Anskuelser. Grundtvig traadte ind i Statskirkens Tjeneste igjen. Lindberg truede vel med, at, naar Sognebaandet ikke blev løst, vilde han træde ud ved Øresund, saa det skulde spørges ved Vesterhavet; men Sognebaandet blev ikke løst, og baade her og der blev Alt ved det Gamle’.11
Samtidigt var Mønster nået frem til baptismens kirke- og dåbssyn, og efter mødet med baptister fra Hamburg udtrådte han af statskirken ved at lade sig (gen)døbe, oktober 1839.12 Han anede givetvis problemer forude på grund af det skismatiske skridt, hvorfor han 16. juli 1840 afsendte omtalte ’Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark’ til folkets repræsentanter, der var samlet på Stænderforsamlingen i Roskilde. Her landede det i hænderne på biskop Mynster!
Mønsters ansøgning sigter på religionsfrihed efter ‘den engelske og amerikanske model’. Han beder derfor i indledningen ‘om Religionsfrihed for Danmark, som den haves i England’ (A)13, hvor den har skabt lykke og udbredt velsignelse (B). Ja, ‘hartad hele Nordamerikas Bebyggelse, dets Kultur og Udvikling’ skyldes de muligheder, som religionsfriheden dér har skabt (D). At der intet er af ’den franske frihed’ i Mønsters tanke, ses af, at han fremfører sin ansøgning alene af kærlighed til konge og fædreland (A). Indledningen slutter med at henvise til de seneste måneders begivenheder i København. Mønster trænger ikke selv til religionsfriheden – ‘jeg har vovet at tage mig den’ (B).
Optakten til den egentlige ansøgning har to hovedafsnit, der handler om engelsk og amerikansk kirkeliv (C og D) og et kort afsnit, der handler om dansk kirkeliv (E). Mønster viser først (C) med et langt afsnit fra den tyske kirkehistoriker Archenholtz’s kirkehistorie om England, at pluralitet i det religiøse liv er et gode, der forebygger overgreb mod anderledes troende. Denne pointe anføres med et citat af Voltaire, hvorpå Archenholtz tilbageviser, at ‘den gordonske Tummult’ i London i 1780 er et bevis på det modsatte.
Opgaven for Mønster består nu i med egne ord at påvise, at ‘den engelske og amerikanske frihed’ kun har bragt velsignelse i sit kølvand (D) – ‘en Kjendsgerning, grundet paa over 200 Aars Erfaring’. Det gælder for det engelske samfund i almindelighed, den engelske statskirke i særdeleshed, samt alle borgere, der dannede frikirker. Og netop de engelske frikirker og deres virke tilskrev Mønster den ’Storhed og Velstand’, som hinsides Atlanterhavet skabte ’den amerikanske frihed’. I England demonstrerer udviklingen tillige, at der opstod et sundt skel mellem ’den engelske Regjering’ og ’Geistligheden i Statskirken’, idet den første kunne svare den sidste, når dens biskopper – jævnfør Mynster! – ’raabte paa Fængsel, Forviisning, Baal eller Brand for Dissenterne’. Til sidst fastslår Mønster, at frihed og tolerance er gavnlige for Evangeliets udbredelse, hvorfor den engelske statskirke nu ligefrem står i ‘en Efterligning og Medbeilerkamp’ med frikirkerne. Mønster antager derfor, at konklusionen for alle, der hører hans argumentation, vil blive: Hvilke muligheder ligger der ikke netop nu hos det danske folk for Evangeliet – ’Livsrøret’ kom med vækkelsen. Kun ’Friheden’ står tilbage at gives af kongen!
Herpå vender Mønster sig igen til danske forhold (E). Han er klar over, at Grundtvig og Lindberg har henvendt sig til Stænderforsamlingen i 1838, men han er godt tilfreds med, at ‘den nordiske frihed’ led skibbrud. Den var udtryk for noget ‘Splinternyt’, der ‘altsaa ingen historisk Hjemmel havde for sin Gavnlighed’.
Herpå følger selve ansøgningen (F) ‘om fuld Religionsfrihed’, der efterfølges af opfordringen til Stænderforsamlingen om at overveje, hvorvidt ‘en saadan Religionsfrihed kunne være gavnlig for vort kjære Fædreneland’ – herunder betingelserne, som frikirkefolk er villig til at opfylde, og omfanget af religionsfriheden, der også skal indrømmes sådanne, som ‘slet ingen kirkeligt Samfund tilhøre’. Mønster slutter (G) med at fremsætte det ønske, at Stænderforsamlingen vil være enig med ham i, at der er behov for religionsfrihed i Danmark, og at den må blive indrømmet danskerne – da ‘vare vi ikke alene blevne kloge af fremmed Skade, men ogsaa rige.’
I sin kamp for almindelig religionsfrihed i Danmark måtte Mønster betale dyrt. Kampen blev hård, men ingen viste sig i stand til at berøve ham den frihed, han selv havde taget. Øvrigheden påførte ham fem fængselsophold af tilsammen to års varighed i årene 1840-1845. Fra fængslet skrev han tre forsvarsskrifter til kongen, hvori han ansøgte om religionsfrihed.14 Inden kongen fremkom med sin afgørelse, udbad denne sig råd vedrørende baptisternes fremtid fra tre instanser – nemlig stiftprovst Tryde, biskop Mynster og Kancelliet.15 De gode råd var langt fra entydige, og kongen var forståeligt nok rådvild. Derfor trak hans afgørelse ud. Endelig kom Baptist-Plakaten den 27.12.1842. Den indskærpede den gældende lovgivning – baptismen måtte kun manøvrere indenfor rammerne af fristaden Fredericia, Konventikel-Plakaten af 1741 og Dåbsforordningen af 1828.
Efter Baptist-Plakaten skrev Mønster ikke flere forsvarsskrifter – hverken til Stænderforsamlingen, til kongen eller til Den grundlovgivende Rigsforsamling. Derimod fortsatte han sine ulovlige ‘Apostelgjerninger’. Men andre reagerede. Allerede kort efter Mønsters brud med statskirken i 1839 tog Mønsters venner fra 1830erne mere eller mindre parti for ham og hans krav om religionsfrihed.
Det Grundtvig-Lindberg’ske parti reagerede hurtigt. Lindberg hævdede, at baptisterne skulle have de samme rettigheder som jøder og reformerte. Han opsøgte tillige biskop Mynster for om muligt at få ’de urimelige Love bort’, men denne var urokkelig.16 Grundtvig udgav i 1842 skriftet ’Om Religions-Forfølgelse’, hvori han hævdede, at baptisterne var trådt således i karakter, at det nu var umuligt at træde vande; der måtte vælges ‘mellem Religions-Frihed under en eller anden Skikkelse, eller Religions-Forfølgelse’.17 Grundtvigs model var stadig en ’fri Stats-Kirke’ med plads endog til baptisterne. Lad dem ’omtrent skiøtte sig selv, løse … Sognebaandet saavidt Sacramenterne angaaer, og tillade dem, der maatte finde Skrupler enten ved Barnedaaben eller ved Overøselsen, at opsætte deres Børns Daab, til de kan svare for dem selv, og da at faae dem neddyppede i Stats-kirken’18 – ‘den nordiske frihed’ var og forblev Grundtvigs løsning.
Rasmus Sørensen bevarede forbindelsen til de københavnske baptister, primært Mønster.19 Han forsvarede både baptisternes krav om religionsfrihed og deres kirkesyn i bogen ’Hvad er ’den hellige almindelige Kirke’?’, der udkom i begyndelsen af 1841. Dette opgør med Grundtvigs kirkesyn er hans teologiske hovedværk, hvor han priste dem, der brød med statskirkerne.20 Rasmus Sørensens motiv for at adskille stat og kirke var dobbelt – dels ville han bygge kirke efter urmenighedens forbillede, dels skulle lægfolket råde i kirken. De degnekristne menigheder var ikke tænkt som en fredsommelig opbyggelsesbevægelse, men som et forsøg på at realisere separatismen – at sætte kirken i frihed. Rasmus Sørensens begejstring for den engelske og amerikanske frihed blev åbenlys, efterhånden som han blev politisk aktiv i 1840rne. I 1852 udvandrede han til USA.21
I Den grundlovgivende Rigsforsamling 1848 blev ‘den franske frihed’ i en fredelig dansk udgave med adskillelse af stat og kirke forsvaret af de mest liberale politikere, heriblandt I. A. Hansen, der var nær ven med Rasmus Sørensen. Hans argument var, at enhver anden løsning ville indebære tvang, fordi kun frihed, men ikke lighed, blev opnået. Ligheden hørte med til en bæredygtig løsning.22
Biskop D. G. Monrad, der sammen med Orla Lehmann blev Juni-Grundlovens fædre, kritiserede tidligt den gældende lovgivning, især Konventikelplakaten fra 1741. Samtidigt – i 1842 – hævdede han også, at baptisterne skulle have ret til at udtræde af statskirken. Monrad ønskede ikke en adskillelse af stat og kirke, men tiden krævede religions- og samvittighedsfrihed for den enkelte. Hos Monrad forenedes de politiske og de religiøse begrundelser for en ny forfatning.23
Overfor disse – såvel præstekristne, degnekristne som liberale – stod kongens indflydelsesrige rådgiver, biskop J. P. Mynster, urokkelig, men med ryggen mod fremtiden. Mynster gik ind for en evangelisk-luthersk statskirke, hvor uniformiteten blev bevaret som tvang. Det afgørende var folkefællesskabet i en kristen stat, hvor enheden af Gud, konge og kirke fortsat skulle være omdrejningspunktet.24 Baptist-Plakaten, der primært var Mynsters værk, blev formet i forlængelse af dette standpunkt. I kølvandet på denne opstod der med livets selvfølgelighed et nyt problem, nemlig tvangsdåb af baptisters nyfødte børn. Biskop Mynster var også drivkraften på dette område: ’Staten er berettiget til at fordre, at ethvert Barn strax skal henregnes til et af den anerkiendt Religionssamfund’, hævdede han.25
Denne fremfærd frembragte fra 1844 en ny form for ’forsvarsskrifter’, idet andre i fuld offentlighed overtog Mønsters kamp. Modstanden mod tvangsdåben fremkom fra flere sider. Nogle præster vægrede sig af samvittighedsgrunde.26 Da det blev offentlig kendt, stod den liberale presse på deres og på baptisternes side.27 Under overfladen handlede debatten ikke kun om tvangsdåb, men især om udvidelsen af den religiøse tolerance. Det sidste fremgik af to vægtige bøger, som begge argumenterede for ændringer i lovgivningen, så religionsfrihed blev mulig.28 Professor H. N. Clausen blev eksponent for Mønsters skrivende forbundsfæller, da han konkluderede: ‘Det vil snart kunne komme dertil, at Begrebet om kirkelig Herskermagt … seer sine Enemærker indskrænkede til Danmark. Men, naar det conservative System er conserveret saa længe, indtil Man staaer ene med det i Verden, da turde det gjælde som Beviis for, at det er conserveret tilstrækkeligt længe. Den, der kommer sidst, pleier ikke at komme for tidligt’.29
Fra midten af 1840erne blev Baptist-Plakaten kritiseret i alle kredse. Også kongen indså nu, at den religiøse uniformitets model hørte fortiden til, hvorfor han meddelte Kancelliet, at Baptist-Plakaten skulle ophæves.30 Han søgte med dette for øje nye rådgivere i stedet for biskop Mynster.31 Kongen rådspurgte A.G. Rudelbach32, der foreslog, at baptisterne fik religionsfrihed under forudsætning af, at de fremlagde en trosbekendelse. Året efter forelå Amnesti-Plakaten den 26. juni 1848, udsendt af den nye konge Frederik VII, underskrevet af D.G. Monrad, kultus- og undervisningsminister:
‘Paa Ministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling, har det behaget Hs. Maj. Kongen under 21de d. M. allernaadigst at bifalde: At der meddeles Amnesti for dem, som maatte være under Forfølgelse eller domfældte for Afholdelse af gudelige Forsamlinger eller Foretagelse af Daabshandlinger. Hvilket herved kundgjøres til Efterretning for alle Vedkommende’.33
Dette dokument må regnes for danske baptisters ’Magna Charta’. Amnesti-Plakaten fulgte i kølvandet på kongeskiftet herhjemme og Februar-revolutionen i Paris. Ud af begge dele fremstod 21. marts folketoget til Christiansborg, der resulterede i enevældens fredelige fald og Marts-ministeriets komme. Herudaf voksede Den grundlovgivende Rigsforsamling, der skabte Danmarks Riges Grundlov, der blev vedtaget den 25. maj, men først underskrevet af Kong Frederik VII den 5. juni 1849.34 En række tolerance-love fulgte snart i kølvandet på Amnesti-Plakaten.35
Der foreligger ikke noget skriftligt vidnesbyrd om, hvorledes Mønster vurderede Grundlovens bestemmelser. Men de krav, som han og baptisterne ønskede opfyldt med den fri forfatning og den hertil hørende religionsfrihed, blev ikke indfriet. Han var og blev talsmand for ‘den engelske og amerikanske frihed’ – ‘engelsk’ i dens historiske udgangspunkt med en statskirke, men med en ‘amerikansk’ målsætning, idet der til frihed også hørte lighed. Og denne lighed blev ikke indført med Juni-Grundloven i 1849.
I 1840rne blev det baptisterne og deres ’biskop’ P.C. Mønster, der bidrog til at sætte den udvikling i gang, der førte frem til religionsfriheden. Deres første bidrag var det konsekvente brud med statskirken i 1839. Det andet bidrag fulgte med Mønsters andragende til Stænderforsamlingen i 1840 og hans efterfølgende forsvarsskrifter til kongen i 1841-42. Svaret herpå kom med Baptist-Plakaten i 1842, hvormed spørgsmålet om religionsfriheden blev rejst i en bredere offentlighed. Mønsters og baptisternes tredje bidrag til udviklingen frem mod Juni-Grundloven blev deres konsekvente afvisning af Baptist-Plakaten. De nævnte liberale kræfters engagement på baptisternes side tilførte derpå kravet om religionsfrihed den nødvendige styrke, der overbeviste kongen, Frederik VII.36
Når det blev Mønster, der allerede 1840 skrev den første ansøgning om almindelig religionsfrihed, skyldtes det, at det var ham, der fik sin danske erfaring fra vækkelsen bekræftet hos den internationale baptisme. Denne bevidnede, at hvad der kun havde været en teoretisk mulighed herhjemme, allerede var en virkelighed andre steder i verden. På den baggrund vovede Mønster ’at tage’ religionsfriheden ved at bryde med statskirken – hvorpå han ansøgte om den på alle andre danskeres vegne med sit ‘Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark’.
1 Dette er de korte oplysninger i ’Tidende for Forhandlingerne ved Provindsialstænderne for Sjællands, Fyens og Lolland-Falsters Stifter, samt for Færøerne og Island, 1835-46’, 37. møde, 29. august 1840, kolonne 1895-1898. – Mønsters ansøgning findes i Rigsarkivet, København, i materialerne vedr. Stænderforsamlingerne, hvor den bærer påtegningen ’Privat Andragende. No 16. 1840’. Ansøgningen består af 4 tæt skrevne sider. – Mønsters ansøgning er ikke omtalt i standardværket om Stænderforsamlingernes historie, Hans Jensen: ’De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-48, bd. I og II, København 1931 og 1934.
2 Mønsters liv er kortlagt i min biografi om baptismens pionér, se Bent Hylleberg: ‘P.C. Mønster’, Brande 1978. Hans liv i perioden 1830-35 er skildret fragmentarisk i Knud Banning: ‘Degnekristne. En Almuerejsning’, København 1958, og når det gælder perioden 1835-39 i Kaj Baagø: ‘Magister Jacob Christian Lindberg’, København 1958.
3 Se Ernst Borup og Frederik Schrøder (red): ’Haandbog i N.F.S. Grundtvigs Skrifter’, København 1931, bd. III, sd. XI.
4 Således formulerede Grundtvig sig i ‘Kirkens Gienmæle’, København 1825, i kampen mod professor H.N. Clausen.
5 Borup, op. cit. sd. XI og sd. 220: ’Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes’, København 1831. – Dette standpunkt er udtrykt i Grundtvigs erklæring til kongen fra vinteren 1831-32 i tilslutning til 160 familiefædre og ugifte personers ansøgning om at måtte danne frimenighed med Grundtvig som præst. Denne anmodning kan ikke sammenlignes med Mønsters ‘Andragende…’, idet Mønster ansøger om almindelig religionsfrihed for alle danske.
6 Dette kirkesyn udfoldes allerede i ‘Daabs-Pagten’, København 1832, og det når sin fulde udfoldelse i ‘Den Danske Stats-kirke upartisk betragtet’, København 1834. Se Borup, op. cit. sd. XII samt sd. 248ff.
7 Baagø, op. cit. sd. 305ff. Her afslører Lindberg, at han er gået vejen med Grundtvig fra den engelske model til den nordiske; idet han skriver om professor Clausen, hedder det: ’… jeg fik ham sagt i hans Øjne, at jeg kun havde været saa haard mod ham, fordi jeg dengang stred for den engelske Frihed, saa een af os maatte ud af Statskirken, og at jeg da naturligt fandt, at han var nærmest dertil, og vilde han ikke med det Gode, saa maatte han med det Onde; men efter at jeg havde faaet Øie for – hvad Seeren Grundtvig havde opdaget – at vi kunne godt forliges i Statskirken … altsaa at vi behøvede en nordisk Frihed, saa kunde det godt maaske gaae…’. – Dette forslag, der sammenfatter Grundtvigs to krav til kirkelig frihed, kan heller ikke sammenlignes med Mønsters ‘Andragende…’, idet der er tale om frihedsrettigheder i statskirken, ikke om almindelig religionsfrihed for alle danske.
8 Rasmus Sørensen: ‘Om det sande Lærer-Kald i den christne Menighed’, København 1827; se Banning, op. cit. sd. 42f.
9 Rasmus Sørensen: ‘Mit Levnetsløb, København 1847, sd. 237. Se også Banning, op. cit. sd. 43.
10 Se vedr. uroen i 1830erne John Danstrup og Hal Koch (red): ‘Danmarks Historie’, Politikens Forlag 1971, bd. 11 sd. 127ff, og om stænderforsamlingerne Hans Jensen, op. cit. bd. I, sd. 73ff.
11 Mønsters erklæring til Københavns Politiret 22.12.1839. Hylleberg, op. cit. sd. 37.
12 Mønsters eget teologiske syn havde bragt ham til baptismen uden at frakende barnedåben karakter af dåb; det sidste lærte han af Julius Købner og Johan Gerhard Oncken, som repræsenterede den nye kontinentale baptisme, hvis første menighed var blevet stiftet af sidstnævnte i Hamburg i 1834. Se Hylleberg, op. cit. sd. 38-43.
13 Bogstaverne – f.eks. (A) – henviser til de således af mig markerede afsnit i Mønsters ansøgning, der følger nedenfor.
14 Om Mønster og religionsfriheden se Bent Hylleberg: ‘Grundloven, baptisterne og religionsfriheden’, i Jørgen Nybo Rasmussen (red): ‘Religionsfriheden i Danmark 150 år’, Katolsk Historisk Forening for Danmark, ‘Ælnoth’ nr. 9, 1999.
15 Niels Bjerg Nielsen: ‘Development of Religious Liberty in Denmark in the First Half of the Nineteenth Century with Special References to Baptists’, Rüschlikon-Zürich 1964, sd. 49ff.
16 Kaj Baagø, op. cit. sd. 341f. Især i tidsskriftet Dannebroge, 1841-42, forsvarede Lindberg baptisterne og tolerancen overfor dem.
17 Borup, op. cit. sd. 291: ’Om Religions-Forfølgelse’, København 1842.
18 Ibid, sd. 290.
19 Banning, op. cit. sd. 236ff.
20 Banning, op. cit. sd. 242.
21 Banning, op. cit. sd. 264ff. Bannings vurdering af P.C. Mønster lyder: ’Man maa hævde, at det er Gravør Mønster, der tager de fulde Konsekvenser af de Degnekristnes Kristendomssyn. … Man kunde næppe finde en Beskrivelse af en aandelig Udvikling, der laa nærmere ved Rasmus Sørensens end Gravør Mønsters’, ibid, sd. 257.
22 Niels Bjerg Nielsen, op. cit. sd. 73f. Knud Banning, op. cit. sd. 271.
23 Niels Bjerg Nielsen, op. cit. sd. 38ff. Se også Danstrup og Koch (red), op. cit. sd. 277ff og 319ff.
24 Jens Rasmussen: ’Biskop J.P. Mynsters kirkelige synspunkter’, i ’Kirkehistoriske Samlinger’, 1998, sd. 85ff.
25 J.P. Mynster: ’Meddelelser om mit Levned’, København 1884, sd. 278.
26 Det kendeste eksempel er pastor P.C. Kierkegaard, der satte sin stilling ind på modstanden mod tvangsdåben. Mynster indstillede ham til afsked, men Kancelliet var tøvende. Se J.P. Mynster, op. cit. sd. 278f.
27 Især ’Fædrelandet’ og ’Berlingske Politiske og Avertissements-Tidende’ samt ’Corsaren’ med dens velkendte satire, se Niels Bjerg Nielsen, op. cit. sd. 58ff.
28 Den ene var Magnus Eiriksson: ‘Om Baptister og Barnedaab’, København 1844 (på mere end 700 sider), den anden professor H.N. Clausen: ’Om Kirketvang ved Baptistfødte Børns Daab’, København 1845.
29 H.N. Clausen, op. cit. sd. 48.
30 Niels Bjerg Nielsen, op. cit. sd. 67f.
31 Biskop Mynster fortsatte tro imod sig selv, som han begyndte som biskop i 1834 og året efter som kongevalgt deputeret på Stænderforsamlingen. Han var imod frihed i enhver form – socialt, politisk og religiøst – hvorfor han naturligvis også stemte imod Juni-Grundloven i 1849.
32 Dr. Rudelbach var en prominent grundtvigsk teolog, der havde studeret og undervist ved europæiske universiteter, før han vendte hjem til universitetet i København 1847. Se Kaj Baagø, op. cit. sd. 67ff.
33 Amnesti-Plakaten findes bl.a. i Baptistsamfundets Arkiv, Tølløse.
34 John Danstrup og Hal Koch (red), op. cit. sd. 221ff.
35 Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensen: ‘Et kirkesamfund bliver til’, København 1989, sd. 40f og 68f.
36 Niels Bjerg Nielsen, op. cit. sd. 80f.
Hvad er farisæisme egentlig? Da danske baptister mødtes til konference i Oure i 1875 gav Julius Købner sit bud på, hvad der kendetegner “verdslig kristendom”, og sammen med pengegriskhed, var netop tendensen til dømmesyge blandt de største farer – ikke mindst for baptister:
“Vor Herre Jesus var sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Han raabte ikke paa Gaderne; han sønderbrød ikke det knuste Rør, og udslukkede ikke den rygende Tande. Mod faldne, men bodfærdige Syndere viste han den største Sagtmodighed og Skaansomhed. Men dog talte han engang meget haardt, og det var til Pharisæer og Skriftkloge. Hvad var Pharisæerismen dengang, og vi svare, det var Verdslighed iført Fromheds Klædebon. Det var en Fromhed, som vilde være Noget, som vilde æres af Andre og beundre sig selv. Selvfølgelig maatte saadanne Fromme foragte de efter deres Mening mindre Fromme, og aandelig Hovmod var derfor Pharisæerismens sande Væsen. Naar Gud imodstaaer de Hoffærdige og kun giver de Ydmyge Naade, saa føler han dog meest Afsky for den Hovmod, som vil være ualmindelig from. Det mærke vi paa den Herre Jesus, ikke blot I hans Tale Matth. 23, og paa andre Steder, men ogsaa hans Bjergprædiken er stilet imod alt, hvad der var sagt og lært af Pharisæerne.
Er da Pharisæerismen uddød? Ingenlunde! den kan ikke døe, saa længe det menneskelige Hjerte er syndigt.
Mine Brødre! netop fordi vi ere Baptister, komme vi saa let ind i denne Daarskab. Idet vi troe at have den rette Lære, blive vi saare let strenge imod andre Christne, som ikke dele vore Anskuelser i alle Ting, og foragte dem. Gud er endnu lige stræng imod alt pharisæisk Væsen, som han altid har været. Lad os lægge Bind paa det, som Pharisæerismen halvt glemmer, gordi den har vigtigere Ting at varetage; lad os lægge Bind paa ægte Redelighed, Ydmyghed og Sagtmodighed, hvilke ere en sand Christens Prydelse. Lad os ikke med Missionsvirksomhedens Skin løbe fra Huus til Huus, for at høre om Andres Feil og Forseelser, ophidse Hjerter og fremme Uenighed. Lad os meget mere lægge os efter at faae saadanne Ting udryddede.
Det kan ikke nytte, at vi ere udtraadte af Kirken og have forenet os med Christi Menighed, dersom vi ikke derved faae mere Lighed med Jesus, blive sagtmodigere, ydmygere og Skaansommere. Pharisæerne dengang toge det urimeligt nøie med Potter og Kar; det var for dem en gruelig Forrydelse, at plukke nogle Ax og spise dem paa en Sabbath, for ikke at sulte. Man kan nu paa samme Maade have med Smaating at gjøre, med Flipper og Tørklæder, Væggeprydelser osv. Den pharisæiske Aand er streng og dømmende, derfor dømte den Jesus til Døden. En Christen bør være streng imod sig selv, men mild imod Andre. Det er sandt, at et Menneske bør rette sig efter Guds Ord, og der til bør man i Kjærlighed formane; men saasnart man vil, at Menneskene skulle rette sig efter os og vore Meninger, efter alt det, som vi i Svaghed bygge paa Guds Ord, idet vi misforstaae det, saa viser Pharisæerismen sig for os og vi blive verdslige, idet vi mene, at være særdeles aandelige. Jeg har stor Agtelse for den, som strengt og nøie retter sig efter sin egen Overbeviisning og Samvittighed; men Ingen har Ret til at fordre, at andre skulle rette sig derefter. De ere nødte til at rette sig efter deres Samvittighed.” (Købner 1875, s. 15f)
Se De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds Kapel den 19. og 20. Juni 1875 (Nakskov 1875).
Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad 25. oktober 2016 af Johannes Aakjær Steenbuch, Bent Hylleberg og Lone Møller-Hansen:
Hella Joofs katekismus har sat gang i dåbsdebatten. Det er slående, hvor hurtigt det er kommet til at handle om, hvad der er korrekt luthersk lære. Luther, der satte skriften læst i lyset af Kristus, foran alt andet, sættes nu, sammen med bekendelsesskrifterne, foran skriften. Dåben er i den lutherske bekendelse ”nødvendig til frelse”, hvorfor børn skal døbes for at blive taget til nåde af Gud (Confessio Augustana IX). Men det spørgsmål vi må stille er ikke ”er det luthersk?”, men ”er det sandt?”.
Den hidtil grundigste redegørelse for danske baptisters historie findes i bogen Et kirkesamfund bliver til, også kendt som ‘den blå’, fra 1989. Der er tale om en velskrevet og engagerende fortælling med vide perspektiver, om danske baptisters udviklingshistorie fra de første år frem til anden halvdel af det tyvende århundrede.
Bogen berører både teologiske spørgsmål, institutionshistorie, og biografiske detaljer samt baptisters relationer til det omgivende samfund og stillingtagen til de spørgsmål, der var oppe i tiden. Hvordan argumenterede de første baptister for et frit kirkesyn? Hvordan forholdt danske baptister sig fx til krigen i 1864, første- og anden verdenskrig ? Hvad mente man om modernisme, kvindesagen, fredsbevægelsen og så videre i starten af det nittende århundrede? Hvad med forholdet til andre vækkelsesbevægelser, fx grundtvigianerne og pinsevækkelsen? Disse og mange andre spørgsmål berøres i Et kirkesamfund bliver til.
Bogen blev til i samarbejde mellem Bent Hylleberg (forfatter til afsnittene 1839-64,1889-1914 og 1914-39), Niels Anhøj (forstudier til afsnittene 1889-1914 og 1914-39), Bjarne Møller Jørgensen (forfatter til afsnittet 1864-1889), Børge Nøddebo (billedredaktør) og Gunnar Kvist (forfatter til afsnittet 1939-89).
Den kan nu downloades som pdf her (pdf’en er desværre i noget gnidret kvalitet, men den er til gengæld søgbar). Her bringes forordet af Bent Hylleberg:
Til læserne
Evangeliet handler om Gudsriget – en fremtid, der bryder ind i nutiden, når vi mindst venter det, for at give os livsmod og håb. Men vor nutid er også bestemt af fortiden – vor fortid kaster nemlig lys over den måde, som vi har indrettet os på i nutiden og giver den perspektiv. Så tæt hænger fremtid og fortid sammen. Det gælder også i Det danske Baptistsamfund.
I mere end ti år har historieudvalget derfor arbejdet på at kortlægge vort kirkesamfunds historie. Vi er gået grundigt til værks – helt forfra. Derfor har vi besøgt arkiver såvel herhjemme som i Sverige, Tyskland, England og USA i et forsøg på at indfange nyt kildemateriale. Og det er lykkedes. Dette materiale bærer vor fremstilling, der bevidst er søgt skrevet i en folkelig form uden brug af noteapparat. Gammel retskrivning i ældre danske citater er blevet bibeholdt, mens nudansk er valgt i udenlandske af os oversatte tekster. Vi ønsker, at alle skal kunne læse med for at få større kendskab til fortiden, engagement i nutiden og fantasi til at være kirke i fremtiden. Den, der vil foretage yderligere kildestudier, skal være velkommen i Baptistsamfundets arkiv, hvor vort materiale opbevares.
Vor skildring af Det danske Baptistsamfunds historie er skrevet under en ganske bestemt synsvinkel – angivet i bogens titel. Vi skildrer ikke menighedernes historie – det hører lokale jubilæumsskrifter til. Vi skildrer heller ikke bestemte personer – det hører biografierne til. Men vi forsøger at indkredse, hvordan den kirke, som danske baptister i dag tilhører, er blevet til gennem ydre påvirkninger, indre kampe – og fælles bøn.
I historieudvalget har vi ikke ønsket at skrive samtidshistorie. Derfor dækker den egentlige beskrivelse kun perioden 1839-1939. Periodiseringen falder i disse år naturligt i fire afsnit på hver 25 år. Hver 25års periode er beskrevet i 36 afsnit, hvoraf det første er et alment historisk og det andet et alment kirkehistorisk afsnit. Efter disse – alt for korte indledninger – følger den egentlige skildring af den enkelte periodes baptisthistorie.
Det danske Baptistsamfunds missionskomité har imidlertid ønsket at føre skildringen frem til jubilæumsåret 1989. Afsnittet 1939-1989 er skrevet af Gunnar Kvist. Denne fremstilling er et synspunkt gældende en periode, som forfatteren selv har gennemlevet. I historieudvalget er vi glade for, at dette bidrag kan afrunde vor beskrivelse.
”Et kirkesamfund bliver til” er kun blevet til ved hjælp fra mange forskellige sider. Her skal ingen nævnes – og ingen glemmes. Fra historieudvalget vil vi af hjertet takke alle medarbejdere. Samarbejdet har været os til stor glæde og gavn. Tak til de fondsbestyrelser, der muliggjorde udgivelsen. Og tak til Missionskomitéen, der gav os opgaven. Historieudvalget ønsker, at dens løsning må hjælpe Det danske Baptistsamfund med at blive til — især i fremtiden!
Bent Hylleberg
Download (pdf)
Et vigtigt skrift for de første baptister i Danmark var Hvori bestaaer Daaben og Hvem skal døbes? Den lille traktat på tyve sider var forfattet af Julius Købner på baggrund af The Sctipture Guide to Baptism, en længere tekst af engelske R. Pengilly. Købners bearbejdelse beskrives i Et kirkesamfund bliver til (1989), på side 71:
“Skriftet var en bearbejdelse af R. Pengilly’s “Scripture Guide to Baptism”. Den sidste titel var velkendt blandt danske baptister, men sammenhængen med Købners skrift var næppe kendt. Således arbejdede både A.F. Mønster, Førster og Niels Nielsen mde at oversætte Pengilly’s skrift fra engelsk. Det lykkedes ikke for nogle af dem, men i 1861 udgav Niels Nielsen det ovenfornævnte Købnerskrift i trykt form.” (Et kirkesamfund bliver til 1989, p. 71)