I denne korte afhandling forsvarede Julius Købner såkaldt lukket kommunion, altså at kun døbte medlemmer af menigheden skulle kunne deltage i nadveren. Indførslen af åben kommunion i oldkirken skyldtes, som så meget andet vranglære, den menneskelige ”følelse”, mente Købner – altså også et slag mod følelsesteologien (fx Schleiermacher) og den subjektivisme som baptister ellers ofte bliver sat i forbindelse med.
”Vi har allerede sagt, at skønt man mente at kunne finde Støtte for alt muligt i Guds Ord, saa kunde man dog ikke finde nogen Grund for den saakaldte „aabne
Kommunion”, fordi Skriftens hele Indhold saa tydeligt talte imod den. For et fordomsfrit Øje synes det derfor utroligt, at man i de senere Tider har kunnet finde noget i Guds Ord, som kunde give Anledning til Fremsættelsen af den nævnte Grundsætning. Men har den ikke sit Udspring fra Guds Ord, hvorfra er den da kommen? Vi svarer: fra den Kilde, som allerede har frembragt saa mange forbavsende Ting paa det aandelige Omraade, fra Følelsen.” (Købner, s. 3)
Købner kommer i afhandlingen ind på både pneumatologiske og ekklesiologiske temaer. Bekendelsesdåben anskues grundlæggende som indgang til menigheden og derfor også som forudsætning for deltagelse i nadveren. Det er dog afgørende, at Købner ikke derved udelukker et økumenisk kirkesyn. Lukket kommunion er for Købner ikke det samme som sekterisme. En ting er nemlig forholdet til menigheden, noget ganske andet det åndelige forhold til Gud og hans udvalgte folk, som kan findes i alle kirkeretninger.
”Der findes kristne, som ikke har andet for Øje end Menighedens Legeme; hvis Løsen er: „Kirke, Kirke!” Der findes andre, som ikke vil vide om noget andet end Kristendommens Aand, og som derfor optræder fjendtligt opløsende mod enhver Menighedsforbindelse og hver Menighedsorden. Begge har forvildet sig. Lad Guds Ord staa fast: „Et Legeme og en Aand”; lad begge beholde det Værd, som Gud har tillagt dem. At lade begge beholde deres forskellige Værd og ikke sammenblande dem med hinanden — det er det rette.” (Købner, s. 19-20)
Der er med andre ord både et horisontalt og et vertikalt aspekt af kirken. Købner vil derfor heller ikke udelukke et åndelige fællesskab med troende fra andre kirkeretninger. Han holder dog fast i at nadveren netop ikke er en del af dette åndelige forhold.
”Vi vil med Tak til Gud lade den store, forunderlige, herlige Virkelighed, at der gives tusinde og atter tusinde Guds Børn, som tænker helt anderledes end vi om Menighed, Daab og Nadvere og alligevel er højt benaadede og rigeligen velsignede Herlighedens Kar — vi vil lade denne Virkelighed staa og gælde.” (Købner, s. 20)
Download (pdf)