En vigtig skikkelse blandt danske baptister i første halvdel af det tyvende århundrede var Peter Olsen (1865-1938), forfatter til en række bøger samt præst (menighedsforstander og prædikant) i Holbæk og senere forstander på baptisternes prædikantskole i Tølløse og folkehøjskolen i Gistrup, m.v.
P. Olsen blev født i Algestrup på Sjælland og i 1884 udlært som skomager, trods et ønske om at blive student. P. Olsen skriver dog at han lærte at takke Gud for, at det ikke gik sådan. Om sig selv bemærker han: ”Havde han faaet Lov at studere var han blevet Student omkr. 1885, – i den værste Brandestid. Og da var han ufejlbarlig bleven revet med, radikal og sygelig-aparte som han var.” (Anhøj 1971, p. 16). P. Olsen kom dog efter det da han i 1887 blev elev på det teologiske seminarium Morgan Park (som vistnok nu er teologisk fakultet under University of Chicago), som i 1880erne var tæt knyttet til Skandinaviske baptistmenigheder.
P. Olsen havde som ung sin gang hos grundtvigianerne og Indre Mission, selvom han tidligt var blevet overbevist om, at baptisterne havde ret i deres anskuelser. Baptisternes form havde han det dog ikke nemt ved: ”Jeg havde et bestemt indtryk af, at det var alvor med deres kristendom og jeg så jo tydeligt, at der var alvor i hele deres færd. Men jeg følte mig frastødt af noget, efter min opfattelse umandigt, klynkevorent, i denne alvor.” (Anhøj 1971, p. 21).
Det var ikke så meget baptisternes menneskelige egenskaber som det var læren, der tiltrak. P. Olsen forklarer at han var fuldstændigt overbevist om baptisternes lære, men savnede ”de ideelle interesser”, som han til gengæld kunne finde hos grundtvigianerne. Således blev et væsentligt anliggende for P. Olsen folkeoplysning, som det i øvrigt også havde været det for Julius Købner. Som Bent Hylleberg formulerer det var en af P. Olsens væsentligste indsigter, at ”en kirke i mission må leve i en åben vekselvirkning med den kultur, kirken ønsker at præge.” (link) P. Olsen skriver:
”Guds Rige er vel ikke af denne Verden, og derfor kan det heller aldrig falde sammen med den i Idealer og Interesser. Men det er i denne Verden som Salt og Lys for at frelse og lyse op i dens aandelige Mørke. Og naar dets Repræsentanter er deres Opgaver tro, kan de aldrig være Kulturfjender, selv om ogsaa de kan tage fejl.” (Gennem Tvivl, p. 106)
P. Olsens forfatterskab spændte vidt og inkluderede blandt andet en lille afhandling Jesu store Missionsbefaling. Hvorledes skal den oversættes? fra 1897.
Under pseudonymet Johannes Bakkeby udgav han i 1913 bogen Gennem Tvivl – Breve til to unge Tvivlere, en fiktiv brevveksling mellem den troende Johannes Bakkeby (givetvis P. Olsen selv) og to mere eller mindre fritænkeriske unge kvinder, om centrale trosspørgsmål såsom forsoningslære, materialisme, darwinisme og “fremskridtsidéer” såsom socialisme, pacifisme og kvindernes ligestilling. Et af de sorteste kapitler i menneskehedens historie er, skriver P. Olsen, ”Kvindens Kapitel”. At kristne ofte har indtaget en reaktionær holdning skyldes, at ”Gud” for almuefolk ofte er identisk med ”det bestaaende, Tingene, som de er i Øjeblikket.” Og i den henseende, bemærker P. Olsen, ”kan lærde og dannede Mennesker godt være Almuefolk”.
”Naar mange Præster er fuldblods Chauvanister, saa skyldes det ikke nogen Slags Blodtørst hos dem, men simpelthen, at de hænger fast i Synsmaader og Idealer fra femten eller seksten Hundrede og Hvidkaal. Om de strøg alt dette af sig og gav Kristendommen, som Jesus Kristus selv skabte den, og som Paulus og de andre forkyndte den, Rum i Hoved og Hjerte, uden nogen Slags Forbehold, da vilde der komme til at lyde en ny Slags Prædikener fra deres Prædikestole.” (P. Olsen, Gennem Tvivl, p. 104)
I 1916 kom en salmebog til erstatning af Købners og i anledning af reformationsjubilæet i 1917 kom Martin Luther og hans reformation: Et lejlighedsskrift. Luther roses for sit primære anliggende, men P. Olsen beklager at hans bestræbelser i stigende grad blev formet af tidens politiske udfordringer. Kun døberne formåede, i hvert fald i teorien, at vende tilbage til kristendommens rødder:
”Døbernes store Fortrin var, at de ikke spurgte Tidsaanden til Raads, men gik tilbage til det nytestamentlige Ideal; Svagheden hos dem var manglende Klarhed, hvortil kom, at deres bedste Ledere blev dem berøvet gennem de blodige Forfølgelser.” (P. Olsen 1917, p. 33)
I 1925 kom en slags katekismus under titlen Hovedpunkter af den kristne Troslære. Troslæren blev vel modtaget af i danske baptisters ugeblad, hvor den af anmelderen blev kaldt et ”Standard-Værk”, som alle gode baptister burde eje (Ifølge Hylleberg, m.fl. 1989, p. 273).
I troslæren gør P. Olsen det klart, at Kristus selv er troslærens kilde, som forklaret ved Helligånden og det Nye Testamente – men altså netop læst som en åbenbaring af Kristus, og ikke som ”Paragraffer” for ”alle mulige Tilfælde i en Kristens indre og ydre Liv”. Bibelen har ikke noget at sige om naturvidenskabelige forhold, fx for eller imod udviklingslæren. Charles Darwin, Georg Brandes og andre omtales med et grundtvigsk begreb som ”naturalister af ånd”, altså som ikke-troende, som man dog kunne have et menneskeligt, herunder intellektuelt og kulturelt, fællesskab med.