I dette foredrag, udgivet som traktat i 1916, redegør P. Olsen for sin ekklesiologi. Menighedens selvstyre og frihed er et bærende ideal.
Som det er tilfældet for mange andre baptister kan en baptistmenighed for P. Olsen bestemmes som en menighed indrettet efter en nytestamentlig menighedsorden: “Thi sand Kristendom maa, hvad baade det personlige Kristenliv og Menighedslivet angaar, have sin Norm i Bibelen, og da særligt i det Ny Testamente.” (s. 4).
Bibelen er ifølge P. Olsen “Guds Ord” forstået som “Guds Aabenbaring til Menneskene”, hvad jo også er en klassisk opfattelse blandt baptister. P. Olsen skynder sig dog at specificere, at der dermed skal forstås, at “det gamle Testamente afspejler og indeholder den Aabenbaring, han ved Profeter og hellige Mænd gav sit Ejendomsfolk, Jøderne; det Ny Testamente gør det samme med den Aabenbering, han gav i Tidens Fylde ved sin enbaarne Søn.” (s. 4) Nogen verbalinspiration er der næppe tale om.
Ikke desto mindre er det afgørende for P. Olsen at undersøge præcist hvad der forstås ved “menigheden” (ekklesia) i det Nye Testamente. Ordet “menighed” betegner næsten altid en uafhængig, konkret forsamling af kristne på et givent tid og sted.
“Det resultat, vi da kommer til, er, at Ordet “Menighed” i det Ny Testamente næsten eller aldeles udelukkende betegner en stedlig, selvstændig Forsamling af Kristne. Nogen Myndighed over den findes ikke ud over den aandelige Myndighed, som Apostlene maatte udøve. Jesus alene var Hovedet.” (s. 8)
Indgangen til menigheden sker ved bekendelsesdåben, som ellers ikke diskuteres yderligere. Vigtigere her er menighedsledelsens demokratiske principper. P. Olsen forklarer at apostelembedet var midlertidigt og at det havde til formål at etablere menighederne som selvstyrende forsamlinger. Apostlene opdrog netop menighederne til “selv at vælge deres Embeds- og Bestillingsmænd.”
Noget embede over det stedlige findes ikke, idet biskopperne er identiske med menighedens “ældste”. Menighederne styrede deres egne anliggender gennem menighedsmøder. Det ideale selvstyre foregik ikke først og fremmest efter “Paragraffer og parlamentariske Regler”, men var undergivet “Menighedens Herre og Helligaandens Ledelse.” (s. 12)
Download (pdf)