“Dengang vor Frelser talte om at frigjøre Menneskene, bleve Jøderne forargede. Det krænkede deres Stolthed at blive fremstillede som Trælle: dog Trælle vare de; og saaledes er enhver Synder, hvor ubevidst han end er det, indtil Christus faaer ham frigjort. Og jo længere han befinder sig i denne Tilstand, jo mere bliver han besnæret, og jo mindre i Stand til at undflye. Synden er en Hersker, som ikke vil tillade sine Trælle at hvile, men driver dem altid fremad fra een Gjerning til en Anden, indtil den, naar den har fuldført sine Virkninger, frembringer Døden. Syndens Vei er en Vei, hvorpaa der ei kan staaes stille, en Slags steil Skrænte, paa hvilken ethvert Skridt giver en fremad-styrtende Kraft, indtil man naaer Enden.” (s. 1)
A.P. Førster var leder af de danske baptister fra 1848-1865. Førster havde studeret teologi hos The Primitive Evangelical Baptists i London, og udgav en række traktater. I Syndens Fremgang fra 1851 forklarer Førster i et ligefremt sprog hvordan mennesket er bundet af synden.
Den, der fremstiller sig som syndens tjener i nogen af dens skikkelser, skriver Førster, antager det princip, at Guds myndighed ikke bør agtes, når den står i vejen for vores tilbøjeligheder. Dette princip åbner døren for synden i enhver anden skikkelse. Enhver synd går nemlig ud på at nedbryde “modstandsprincippet”, altså samvittigheden, der ved opdragelse, er et “beskyttende Middel imod Umoralitet og Fordærvelse” (s. 3). Dertil kommer, at enhver synd “frembringer en vis Higen efter at gentage den” (s. 4) og, at når vi først har givet efter for en synd, “saa er det, som om Nødvendigheden tvinger os til at gaae ind paa flere Synder for at tildække eller undskylde den.” (s. 4). Enhver syndig gerning egner sig derfor til at danne vane (s. 5).
A. P. Førster (1819-1889)
Synden er dog ikke så meget de syndige gerninger, som den syndige indre tilstand, der frembringer disse (s. 7). Det hjælper derfor ikke bare at afbryde de enkelte synder, blot for at trække sig tilbage i “den stolte Selvtilfredsheds stærke Fæstning.” Synden må erstattes af retfærdighed ved Kristus: “dersom Du, skyldig og uværdig som Du er, og idet Du giver Slip paa hvert andet Haab og Fortrøstning, kan troe paa Christum, saa skal Du vorde salig.” (s. 8).
Det ligger i calvinisten Førsters kort, at det kan man selvfølgelig kun, hvis Gud af nåde har valgt at frisætte synderen. Udfrielsen af synden er ikke en belønning for omvendelsen – det er snarere omvendt. Tegnet på frelsen er således, at den troende har indset, at frelsen er forudsætningsløs.
“Gud sætter ikke Priis paa din Omvendelse, Dine Bønner eller Taarer som Noget, for hvis Skyld han skulle annamme og frelse Dig, men sætter al Priis paa hvad Hans Søn har gjort og lidt. Dersom Du kan have samme Sind som Han, og ikke sætte Priis paa dem i dine Bønner og Forhaabninger om Frelse, men alene paa Ham , i hvem Gud haver Velbehag, saa er det evige Liv dit.” (s. 8)
Opdatering: Det tyder på, at Førster har læst Tobias Crisp – eller har de en fælles kilde? Første kan selvfølgelig også have læst John Gill, der var stor crispianer. Crisp skriver:
“I say peremptorily, it is not all the sighings, groanings, mournings, fastings, prayers, and self-denial; nor all the righteousness that men can return to God, that can prevail with him, to blot out their sins and to remember them no more; but the motive is this, “I, even I, for mine own sake do this;” and the Holy Ghost frequently expresses it in such terms, as this, Ezek. xxxvi. 32, after he had laid down the covenant of grace, he concludes with this caution; “Be it known unto you, not for your sakes do I this to you; be ashamed and confounded for your own ways, O house of Israel:” mark it, there is nothing in the creature moves God to shew compassion upon him; but merely for his own sake doth he this to his people.” (Tobias Crisp, Christ Alone Exalted, SERMON XI. GOD REMEMBERS NOT OUR SINS).
