Af Johannes Aakjær Steenbuch.
Nogle ord om historisk bevidsthed og rationalet bag baptisthistorie.dk.
”Historieløse anti-traditionalister”.
”Rodløse radikale”.
Sådan beskrives baptister nogle gange.
Beskrivelsen er som oftest en karikatur, men det bør ikke skjule det faktum, at der nogle gange kan være noget om snakken.
Det har sine grunde.
Fra en positiv vinkel er det klart, at baptister ofte har været gode til at gennemføre et af reformationens grundprincipper: ad fontes – til kilderne! Med reformationstidens døbere har baptister ikke villet nøjes med at reformere kirken, men har istedet villet restaurere den til sin nytestamentlige form. At det så nogle gange er kammet over i fundamentalisme er en anden sag. Det er dog ikke så ofte tilfældet i en dansk sammenhæng, som i fx en amerikansk.
I en dansk sammenhæng er restaurationismen nemlig ofte blevet kombineret med en progressiv og anti-dogmatisk skepsis overfor fordomme og traditionalisme – i hvert fald siden P. Olsen, men også Julius Købner var leveringsdygtig i traditionskritik, trods sin calvinske stejlhed. Den økumeniske bevægelse har med fx Kyrø-Rasmussen også sat sine spor.
Mod de biskoppelige kirkers formalisme og traditionalisme har baptister, når de var bedst, insisteret på redelighed som teologisk grundprincip (med Julius Købners 1848-manifest som det måske bedste eksempel). Man har fra begyndelsen i 1839 med rette insisteret på, at evangeliet altid er nyt, og at det personlige gudsforhold ikke kan reduceres til stive rammer.
Frikirkeformens frihed fra statsmagten har også betydet, at man ikke som folkekirken har været forpligtet af den økonomiske og organisatoriske forankrethed i traditionel kulturkristendom.
Evangeliet rammer ”lodret fra oven”, som Karl Barth udtrykte det. Guds Ord er aldrig et organisk element i menneskelige traditioner og institutioner, men noget, der hele tiden overrasker mennesker og gør alting nyt. Den indsigt kan dog nemt blive alt for ensidig, hvis vi ikke passer på. For selvom evangeliet rammer lodret fra oven lever kirken stadig i tiden, på historiens vilkår.
Da Baptistkirken i Danmark i 2014 fejrede 175-års jubilæum var det under sloganet ”Kom nu videre!”. Jubilæet blev en anledning til både at reflektere over fortiden (fx skrev Bent Hylleberg en del biografier) og udstikke en kurs for fremtiden. Der kan jo være mange gode grunde til at ”komme videre”.
Men fra et kritisk perspektiv kunne det se ud som, at Baptistkirken med sloganet – trods gode intentioner – egentlig bare reproducerer den gældende samfundsideologi, med dens vækst- og innovationsiver og dens konstante fordring om, at vi hele tiden skal gøre det hurtigere og bedre.
Som om det i sig selv er skidt ikke at være i konstant forandring og udvikling, ikke at være på vej. Det er ikke underligt, at den tanke, at stilstand er død, er udbredt i et konkurrencepræget samfund, hvor man for alt i verden ikke må sakke bagud.
Men bør kirken ikke her være en modkultur eller i hvert fald et sted, hvor det er ok ikke at kunne følge med udviklingen, og hvor vi ikke hele tiden behøver at være ”på vej”, men i stedet kan hvile vores trætte fødder?
At evangeliet fornyer alt, når det virkelig høres, ændrer ikke ved, at vi stadigvæk er mennesker i verden, af kød og blod. Og som sådan har vi brug for historie, for tradition, for rødder.
Der er altså to aspekter eller to akser, om man vil, som krydser hinanden: Evangeliet, som kommer lodret fra oven og skærer igennem al tradition og historie – og så det horisontale plan, den historie og tradition, som netop skal gennemskæres.
Vi har brug for begge dele, for mennesket er ikke et historieløst væsen. Uden historie, uden kultur og tradition, ryger al menneskelighed. Den bibelske fortælling om Guds historie med mennesker synes da også at rumme begge aspekter.
Derfor kan der nogle gange være grund til også at sige: ”Stop en halv!” (det var iøvrigt, er jeg blevet gjort opmærksom på, titlen på en bibelkommentar af Henrik Kristiansen, men det er en anden sag.)
Når innovationsiveren og kravet om forandring og udvikling bliver for stærkt kan det være nyttigt at besinde sig på sin historie og sin tradition. Ikke fordi vi skal mene og tro det samme som man gjorde for halvtreds eller hundrede år siden, men fordi historien er en kilde til inspiration og en mulighed for refleksion.
Historien har det med at være en evolutionær mekanisme, som efterhånden skiller skidt fra kanel. Sådan er det langt fra altid, men at noget har stået tidens tand imod – om det så er salmer eller teologiske tanker – bør i hvert fald give anledning til at håndtere det med en vis påpasselighed.
Historien kan, hvis den anvendes ansvarligt, relativere stejle synspunkter og oplyse os, når vi mangler en brugbar synsvinkel. Historisk bevidsthed muliggør en kritisk distance, fordi det gør os opmærksomme på, at autoriteters ord sjældent dumper ned fra oven, men, at de har en oprindelse i en bestemt historisk sammenhæng.
Vi kan lære af historien, for historien giver os et sprog, som gør det muligt at tænke klarere og mere præcist. Den kan ikke fortælle os hvordan vi skal bære os ad i dag, og den kan ikke gøre det ud for god, aktuel forkyndelse. Men den er en ressource som det er dumt ikke at påskønne.
Med andre ord: Der er ikke nogen modsætning mellem at være radikal og at være rodfæstet.
Ordene betyder jo iøvrigt det samme.
Det er nogle af tankerne bag baptisthistorie.dk