Af Bent Hylleberg, cand.theol., formand for Baptistkirken i Danmark
Peter Christian Mønster, der var født i Randers, døde i København efter at have været den danske baptismes pionér i årene 1839-49.
Efter uddannelse som gravør rejste han 1817-23 på valsen i Tyskland, inden han giftede sig og bosatte sig i “den hellige trekant” på Sydvestsjælland. Her fik han sit møde med Kristus i 1830, hvorefter han blev en af lederne af de evangelisk-lutherske vakte på egnen.
I 1835 flyttede han til København, hvor han gik i kirke hos N. F. S. Grundtvig, tidens store teolog og folkeoplyser. Sammen med denne og ligesindede kæmpede han mod enevældens kongekirke, der var landets eneste tilladte trosretning indtil Grundloven af 1849. Samtidigt ledede han en kreds af lægfolk i København, hvoraf de fleste blev døbt som de første danske baptister.
I 1839 hørte Julius Købner på Langeland om Mønsters kreds, som han besøgte om sommeren. Derpå kom Oncken 27. oktober 1839 til København for at døbe, hvorpå han 30. oktober – på Mønsters 42. års fødselsdag – stiftede landets første baptistmenighed. Mønster blev menighedens præst og den danske baptismes ubestridte leder indtil 1845. Hans menighed voksede trods forfølgelser, og den talte ti år senere mere end 400 medlemmer.
Baptismen var en hjemmefødt bevægelse i Danmark, opstået i den del af den gudelige vækkelse, der havde Mønster som leder. Bibelens centrale rolle for menighedslivet blev afgørende for hans kirkelige anskuelse, hvor dåbens karakter af bekendelseshandling stod centralt. Mønsters egen teologiske udvikling havde bragt ham til baptismen, men uden at han frakendte barnedåben karakter af kristen dåb; det sidste lærte han af Købner i sommeren 1839 i København.
Mønster blev straks efter menighedens stiftelse forfulgt af myndighederne – både de civile og de kirkelige. Han blev tiltalt efter en næsten 100 år gammel lovgivning fra 1745 imod “Separatisme, Anabaptisme og andre Vildfarelser”. Mønster blev snart fængslet, fordi han på trods af advarsler fortsatte med at døbe både i København og rundt omkring i landet. I alt fem gange blev han arresteret og idømt fængselsstraffe på “vand og brød”. Han sad bag tremmer i København i alt to år mellem 1840-45. Med en formodning om, hvad der ventede – bøder, udpantninger, fængslinger og økonomisk ruin – skrev han i juli 1840 et intelligent “Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark”.
Mønster blev således den første dansker, der appellerede om fuld religionsfrihed for alle – bortset fra de få baptister, der selv havde taget friheden! – i kongens rige efter engelsk forbillede. Han indleverede sit skrift til “Den frie Stænderforsamling” i Roskilde, der skulle vejlede enevældens konge i politiske spørgsmål. Her faldt det i hænderne på baptismens stærkeste modstander, der var biskop over Sjælland, og ansøgningen blev derfor aldrig genstand for behandling.
Mens Mønster sad fængslet 1841-42 skrev han tre forsvarsskrifter for baptisterne til kongen, Christian VIII, for at bede om religionsfrihed. Under sit fængselsophold fik han besøg af kvækeren Elizabeth Frey, der efterfølgende talte ved baptisternes gudstjeneste med dronningens kammerjunker som tolk. Mønster skrev også fra fængslet til Oncken, der tog til England for at indhente skrivelser, der dokumenterede, at baptister havde frihed i såvel England som USA. Fra begge lande indfandt der sig deputationer, der talte Mønsters og baptisternes sag overfor kongen, biskoppen og den liberale presse. På kongens forlangende skulle Mønster skrive “baptisterenes trosbekendelse”.
Det nægtede han, fordi “det er et princip blandt baptister ikke at have nogen trosbekendelse”. Derimod er baptister alene forpligtet på “Det ny Testamente, der helt og holdent er vor eneste trosregel”. For at imødekomme kongen skrev Mønster en teologisk kommentar til Confessio Augustana, den lutherske kirkes bekendelsesskrift (1530).
Sidst på året 1842 gav kongen baptisterne mulighed for at flytte til fristaden Fredericia, men deres børn skulle fortsat døbes og mission var forbudt. Mønster nægtede den form for frihed. Forfølgelsen tog herpå til. Kongens politi og statskirkens præster dannede par og mødte op i baptisthjem, hvor de tvangsdøbte nyfødte eller tog barnet med til sognekirken, hvor tvangsdåben blev forrettet. En sådan række “dåbshandlinger” fandt sted, indtil modstanden blev for stor i liberale kredse og blandt nogle af Folkekirkens præster.
Mens den ydre modstand aftog, blussede indre konflikter blandt baptisterne. Det begyndte i 1843 i Mønsters menighed i København, mens han sad fængslet. Oppositionen tog kontakt til Hamburg, hvor Oncken ultimo 1845 godkendte dissenterne som trosfæller. Herpå gik han og Købner i gang med målrettet at isolere Mønsters menighed i forhold til de øvrige danske menigheder. Bruddet blev en kendsgerning ved en dansk-tysk konference i september 1847, hvor menighederne under Købners lederskab udelukkede Mønster og hans menighed fra fællesskabet.
Årsagerne synes at være flere. Den danske baptisme voksede ud af den lutherske vækkelse, mens Mønster betegnede hamburgernes calvinisme som “bogstavtrældoms uevangeliske ånd”. Der opstod tillige misundelse pga. engelske og amerikanske midler, der tilflød Mønster via Hamburg under dennes fængslinger. Endelig stødte markante personligheder med stærke viljer – Oncken, Mønster, Købner – op imod hinanden, mens de ydre omstændigheder vanskeliggjorde enhver mulighed for forlig og venskab. Parallelt hermed forsøgte Oncken at placere A. P. Førster (s.d.) i København som Mønsters efterfølger.
Midt under den dansk-tyske krig i maj 1849 brød fjendskabet mellem hamburgerne og Mønster ud i lys lue i spalterne i Københavns største dagblad. Biskoppen over Sjælland ville ramme baptisterne ved at hævde, at der “drager en hamburgsk Emisssær” omkring i landet for at udbrede baptismens lære. Førster nægtede, at han var denne “hamborgske agent”, hvilket tvang Mønster frem. Han gjorde rede for bruddet i 1847 og meddelte, at Oncken havde sendt Førster hertil for at “udbrede den hamburgske-baptistiske lære i overensstemmelse med en af forstanderskabet i Hamborg i trykken udgivet trosbekendelse og dertil søge at formå så mange af de danske baptister som muligt til at antage og underkaste sig deres lærdomsform og autoritet”. Mønster omtalte her den af ham stiftede baptisme som “den dansk-evangeliske baptisme”. Fejden i avisen varede godt ét år.
Efter indførelse af religionsfriheden, givet med Grundloven i juni 1849, tilrettelagde “Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige” (mormonerne) en bevidst strategi for Norden, hvorefter de begyndte mission direkte i baptistmenighederne i København og Aalborg. Den eneste menighed i København af nævneværdig størrelse var Mønsters menighed. Men han opdagede kætteriet for sent og hans menighed bukkede langsomt under. Han ernærede sig efter 1853 igen som gravør, men fik et apoplektisk anfald efterfulgt af ti års sygdom.
Mønster døde som medlem af Den evangelisk-lutherske Kirke (Folkekirken), svigtet af alle baptister i ind- og udland på trods af sin pionérindsats. På konferencen så sent som i 1897 – 100-året for Mønsters fødsel – vedtog danske baptister, at “Mønster havde ikke fortjent den behandling han fik. Der var handlet uretfærdig mod P. Mønster”.
Læs mere i Bent Hylleberg: P. C. Mønster – “Gravør Peter Christian Mønsters udvikling med særligt henblik på hans forhold til den sjællandske og københavnske vækkelse i 1830rne og hans virksomhed indenfor den første danske baptisme til 1853″, et studium i fædrenes tro (Føltveds Forlag 1978)