Hen mod slutningen af 1860erne var spørgsmålet om udvælgelseslæren et hedt debatemne blandt danske baptister – som det blandt andet fremgår af konferenceprotokollerne her på siden.
Den reformerte eller partikularbaptistiske linje fra Hamborg og London stødte sammen med den mere arminianske eller generalbaptistiske linje, som blev forsvaret af P.C. Mønster, Niels Hansen, m.fl. I 1867 udgav Niels Hansen skriftet Om Frafald fra Naaden, hvori han forsvarede den opfattelse, at genfødte og troende kan falde fra nåden, hvis de af fri vilje beslutter sig for at forkaste deres frelse.
Blandt forsvarerne for en partikularbaptistisk opfattelse var, udover Julius Købner, baptistmissionær, murer og medforstander for menigheden i Aalborg, Søren Hansen (1819-1899), som før havde gjort sig bemærket med en smædevise mod ”Stats-, Folke- og Verdenskirken” samt skriftet En Lille imod en Stor, hvori han forsvarede sin smædevise.
I 1869 udkom så Søren Hansens Om Udvælgelsen til Salighed. Om det var på baggrund af Niels Hansens Om Frafald fra Naaden, at Søren Hansen udgav sit skrift til forsvar for en calvinsk udvælgelseslære er ikke klart, men i hvert fald er skriftet vendt mod det som Søren Hansen opfatter som en tendens i tiden til at lægge mere vægt på menneskets fri viljesudøvelse, end hvad Gud har gjort for mennesker uafhængigt af menneskers valg.
Søren Hansen indleder sit skrift med polemisk brod:
”Eftersom saa Mange i vore Dage skrive saa Meget om hvad Mennesket skal gjøre for Gud, saa være det mig tilladt, at nedskrive Noget om hvad Gud har gjort for Mennesket. Det Æmne, jeg denne Gang agter at skrive om, er Guds evige Naadevalg eller Udvælgelsen til Salighed. Dette Punct er, ligesom andre af Christendommens Hovedlærdomme, f. Ex. Daabsspørgsmaalet, blevet et Tvistensæble. Der strides om denne Lære, og fremsættes Anskuelser, som ere hinanden aldeles modsatte. At dette Herrens frie Naadevalg er hemmelighedsfuldt og en af Guds Dybheder, maa strax og paa Forhaand indrømmes; men derfor behøve Guds Børn ikke at kives om denne Lære, eiheller er det nødvendigt, at der i dette Stykke skal læres falskt.” (Søren Hansen 1869, p. 1)
Søren Hansen fortsætter med at fastslå, at udvælgelseslæren er ”den urokkeligste af Christendommens Grundpiller”, fordi Guds gerninger udspringer af det evige nådevalg:
”Udvælgelseslæren er saaledes for Guds Børn den trøsteligste. Den er den urokkeligste af Christendommens Grundpiller. Midt i den Krands, som Jehova til sin egen Herligheds Ære har flettet sig, sidder Udvælgelsen som den yndigste Rose. Da Guds fra evige Tider, af uudgrundelig Kjærlighed, havde besluttet at frelse det fortabte Menneske, maatte han, for at fuldføre denne Beslutning, hengive sin eenbaarne Søn i Døden. Det herlige Forløsningsværk har altsaa sit Udspring i Udvælgelsen. Alt hvad Gud har gjort og fremdeles vil gjøre, for at føre sine Udvalgte hjem til Herlighed, stammer fra denne Guds evige og uforanderlige Raadslutning.” (Søren Hansen 1869, pp. 1-2)
Søren Hansen inddeler sin behandling af udvælgelseslæren i fire punkter om udvælgelsen (pp. 2-7), kaldelsen (pp. 7-11), helliggørelsen (pp. 11-15) samt svar på 12 typiske indvendinger mod læren (pp. 15-47).
Udvælgelsen
Søren Hansen forklarer, at læren om udvælgelse til salighed ligesom læren om troen og retfærdiggørelsen står klarest i Ny Testamente, selvom der også her ofte tales om udvælgelse, der ikke har noget at gøre med Guds evige nådevalg, fx Jesu valg af apostle til apostelembedet (p. 3).
Søren Hansen påpeger også, at det ikke er ”skriftmæssigt” at omtale Jesus som den, ”der fra Evighed har udvalgt Nogen til Salighed”. Kristus er Guds udvalgte, men ikke den, ”der har foretaget Naadevalget”. Derimod er det bibelsk at sige, skriver Søren Hansen, at ”Gud har udvalgt os i Christo Jesu.” (p. 3)
Søren Hansen opremser derpå følgende hovedpunkter i udvælgelseslæren (pp. 3-4):
- ”Gud har af Kjærlighed fra Evighed af besluttet at frelse Syndere.”
- ”Gud er ikke tilskyndet eller paavirket af Noget udenfra, saa han derfor har fattet den Beslutning at frelse de Fortabte; men det har været hans eget bestemte Forsæt og hans egen frie Villie.”
- ”Gud har, ligeledes fra Evighed af, bestemt hvor stort et Antal, og hvilke Personer, der i Tidsrummet mellem Syndefaldet og Dommedag skulle frelses.”
- ”Disse Personers Navne, ikke flere og ikke færre, ere, før Verdens Grundvold blev lagt, skrevne i Livsens Bog, og blive ikke udslettede deraf.”
- ”Disse Udvalgte har Faderen skjenket sin Søn til Arv og Eiendom, som Løn for hans Lidelse og Død.”
Undervejs citerer Søren Hansen bibelpassager til forsvar for punkterne og efterfølgende citeres Luther (p. 5), en Forstmann (pp. 5-6), en Richard Baxter (p. 6) samt Chr. Scriver (pp. 6-7).
Kaldelsen og helliggørelsen
I punktet om ”kaldelsen” forklarer Søren Hansen, at Guds børn, altså de af Gud udvalgte, nødvendigvis må opleve at blive kaldet før eller siden. Der er dog både en almen kaldelse, som går til hele verden, men som ikke bliver besvaret af én eneste, og så en ”særegen” eller ”spiciel” kaldelse, som Gud lader udgå ”særligt til hver Enkelt af hans Udvalgte” (p. 7).
Søren Hansen forklarer, at tiden eller alderen, når kaldelsen sker, ikke lader sig bestemme, og at måden, ”som Herren bruger når han kalder sine dertil forud Beskikkede”, også er forskellig (p. 7). Det kan heller ikke afgøres ”Hvorlænge eller hvorofte Gud skal kalde paa Sine” (pp. 7-8). Dertil kommer, at Gud ingen forskel gør på ”Sindsstemning og Vandel”, ”Stand eller Livsstilling, ”Lærdom og Dannelse” (p. 8). Igen citeres en række bibelpassager samt Luther (p. 9), den italienske reformator Aonio Paleario (p. 9), Forstmann (pp. 9-10) og Chr. Scriver (p. 10).
Hvad angår ”helliggørelsen” fastslår Søren Hansen, at ”Saavist som det er, at Gud har udvalgt og kaldet sine Børn, saavist er det ogsaa, at han helliggjør dem og bevarer dem indtil Enden” (p. 11). Men ligesom ved kaldelsen, ser det også her ”noget uregelmæssig ud”, bemærker Søren Hansen, at nogle af Guds udvalget har den nåde fra herren, at de ”fra deres Igjenfødelse indtil deres Død, føre en pletfri Vandel”, mens andre er ”svage i Troen” og ”vankelmodige” i både ”Lærdom og Liv”, så de let forarges over andre.
Nogle falder ovenikøbet i ”grove Synder” eller falder tilbage i synden, og enkelte fremviser kun ”faa og saagodtsom ingen Troesfrugter”. Nogle kristne er er ”det meste af deres Tid glade og fulde af Overbevisning om deres Børnerettighed hos Gud”, mens andre ofte må bedrøves og ”undertiden nedbøies indtil Forsagthed” (p. 11).
Søren Hansen slår dog fast, at herren har sine udvalgte under alle disse skikkelser. Igen citeres en lang række bibelvers (p. 12) samt Luther (pp. 12-13), A.P. (Paleario?) (p. 13), Baxter (p. 13), Robert Banghan (pp. 13-14), Forstmann (p. 14), Ove Høegh Guldberg (p. 14) og P.J. Spener (pp. 14-15).
Indvendinger mod udvælgelseslæren
I det sidste, lange afsnit svarer Søren Hansen på eventuelle indvendinger mod udvælgelseslæren. Han afviser blandt andet, at forudbestemmelsen til salighed fører til en dobbelt prædestinationslære (p. 15). Skriften fremsætter en ”bestemt Udvælgelse”, skriver Søren Hansen, men ikke en bestemt ”forskydelse” (pp. 15-16).
Til den moralske indvending, at udvælgelseslæren overflødiggør ordentlig adfærd, citerer Søren Hansen Paleario for, at Gud netop har åbenbaret de kristne ”Kundskaben om Naadevalget” for at ”opflamme deres Kjærlighed til ham, og for at gjøre dem nidkjære til al god Gjerning.” (p. 16).
Til den indvending, at missionsvirksomhed overflødiggøres, svarer Søren Hansen, at ”Gud nok skal vide at frelse sine Udvalgte”, men at han har valgt at gøre det ved at lade mennesker forkynde evangeliet for alverden (p. 17). Profeten Jonas nævnes som eksempel på hvad, der sker, hvis en kristen forsøger at undfly sig sin opgave.
Søren Hansen afviser i den forbindelse den lære, at Gud og djævelen hver især har plantet ”en Sæd” som skal hhv. frelses og fortabes under alle omstændigheder (måske Grundtvig, jf. ”fortabelsens æt”?) (p. 17fodnote). Hvor fordærvede end mennesker blev ved syndefaldet, ”saa bleve de dog ikke, i egentlig Forstand, til Djævle, som jo ere blevne aldeles uimodtagelige for ethvert godt Indtryk.” (p. 17).
Gud virker gennem ”tilbageblevne, ikke guddommelige, men naturlige Evner” (pp. 17-18). Det er ikke bibelsk lære, at Gud skulle frelse mennesker uden midler, for Gud vil have, at mennesket skal være sig frelsen bevidst, bemærker Søren Hansen (p. 18).
Til den indvending, at der er skriftsteder, som modsiger udvælgelseslæren, bemærker Søren Hansen, at det er rigtigt, at Gud ønsker at frelse alle (1 Tim. 2,3-4), og at der med ”alle” faktisk menes alle. Men mennesker vil ikke frelses, og derfor frelser Gud kun de udvalgte:
”Gud vil frelse Alle; men Menneskene ville ikke frelses. Ikke een Eneste vil. Ethvert Guds Barn er rede til at bekjende: ”Jeg gjorde vor Herre Modstand saalænge, jeg kunde og turde.” Saa staae vi da her. Gud med sin Villie til at frelse, og Mennesket, med sit fjendske Sindelag, vil ikke frelses. Saa træder Gud til med sin Kjærligheds tvingende Magt. Efter sin uudgranskelige, men vise Raadslutning tager han, naar hans Time kommer, dem, som han fra Evighed af har bestemt dertil, de maae saa være paa hvad Sted, og i hvilken Tilstand de ville. En Saulus maa fnyse med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, Gud er dog mægtig nok til at tæmme ham.” (Søren Hansen 1869, p. 19)
Søren Hansen citerer derpå Johannes Krysostomos (p. 19). At Paulus i Rom 5,18 hævder, at ligesom ”alle” blev uretfærdige i Adam, bliver ”alle” retfærdiggjorte ved Kristi retfærdighed, forklarer Søren Hansen sådan, at der ikke er tale om de samme ”alle”, da det sidste ”alle” kun refererer til de udvalgte (pp. 20-21) (det er selvfølgelig en noget uholdbar eksegese, men den er nødvendighed for at få systemet til at hænge sammen).
Frafald fra nåden? (Indvendinger fortsat…)
At der er skriftsteder som synes at pege på, at det er muligt at falde fra nåden, forklarer Søren Hansen sådan, at en kristen, der falder fra aldrig har været udvalgt i første omgang (pp. 21-22). Et tilsyneladende kristeligt liv og levned er ikke garanti for nogens udvælgelse.
At det ikke er muligt at falde fra nåden betyder ikke, at en kristen ikke skal kæmpe mod sit gamle jeg, ”det gamle Asen” (jf. citat af Luther) (p. 22). Frygt og håb, klage og sejersråb, sukke og halleluja, må nødvendigvis bo sammen i en kristens hjerte (p. 22). Derefter gør Søren Hansen sig længere overvejelser over muligheden for at frafalde nåden, og undervejs henvender han sig i en fyldig fodnote sig mere personligt til den læser, som måtte være blevet forfærdet af Hebræerbrevets ord om, at der ikke er noget offer, hvis vi synder med vilje efter at have erkendt sandheden (pp. 24-25fodnote).
Til den påstand, at mennesket har en fri vilje, og derfor selv kan beslutte sig for at ”annamme Evangeliet eller ikke”, svarer Søren Hansen, at den påstand slet ikke kan bevises ud fra bibelen, som derimod vidner om, at alle er døde i deres synd, osv. (p. 29).
Søren Hansen bringer nogle citater fra Luthers ”Den store bekendelse om den hellige nadver” (som også går igen i Konkordieformlen) og andre steder, som jeg ikke har kunnet finde kilder på (??) (pp. 29-30). Forstmann bliver også citeret igen (pp. 30-31).
Derudover diskuterer Søren Hansen de indvendinger, at det lader til at det er muligt at blive slettet fra livets bog (p. 31), at både Saul og Salomon var Guds børn (men Saul var ikke genfødt, bemærker Søren Hansen) (p. 33), at de mange formaninger og advarsler i bibelen da må have et formål (p. 35), og at Gud kun frelser på vilkår eller betingelser (pp. 35-38).
Er der betingelser for frelsen? (Indvendinger fortsat…)
Dertil svarer Søren Hansen, at Gud godt nok bruger midler til at frelse mennesker, man at de ikke kan kaldes betingelser, da de er Guds egne midler (p. 36). Søren Hansen slår fast, at:
”Dersom Gud vilde stille, endog en eneste og nok saa lille Betingelse, og saa holde fast paa, ikke at frelse Mennesket, førend det opfyldte samme Betingelse – saa blev intet Menneske frelst. Vi gentage Pauli Ord: ”Det staar ikke til den, som vil osv.” Ligesaalidt som et Menneske kan, paa naturlig Maade føde sig selv til Verden, saalidt kan det føde sig selv paany til det evige Liv. Denne Fordring stiller Bibelen heller aldrig til noget Menneske. Skal den fortabte Sjæl frelses, saa maa Gud frelse den, og det ikke paa Betingelser, men ubetinget.” (Søren Hansen 1869, p. 36)
At Gud også i Ny Testamente stiller fordringer til de genfødte skyldes kun, at Gud derved bringer den troende sjæl til at tage sin tilflugt til Kristus:
”Guds staaer paa den ene Side og stiller sine bestemte og retfærdige Fordringer. Gudsbarnet staaer paa den anden Side, erkjender sig skyldig, men kan ikke betale, og udbryder derfor i dyb Ydmygelse: ”Herre! du er retfærdig, men jeg er uretfærdig. Dig tilkommer Æren, mig, mit Ansigts Blusel. Vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig” osv. Den troende Sjæl tager nu sin Tilflugt til Christus. Hans Blod og Retfærdighed, hans Fortjeneste og Fuldkommenhed er dens Saligheds Grundvold. I Christus, og kun i Christus kan Mennesket bestaae for Gud. Naar derfor Talen om Betingelser eller Saligheds Vilkaar, da sige vi: Christus, og intet Andet, er Betingelsen. Han er den eneste, til hvem Gud har stillet Fordringer og faaet dem opfyldte.” (Søren Hansen 1869, p. 39)
Til den påstand at vi selv kan rive os ud af Kristi hånd bemærker Søren Hansen, at ”saa har man ogsaa Grund til at paastaae, at Alle gaae fortabte” (p. 39). Med henvisning til Paulus’ ord i Rom 8, bemærker Søren Hansen, at intet kan skille de udvalgte fra Guds kærlighed:
”Mennesker, Engle, Djævle kunne ikke. Himlen, Jorden, Afgrunden kunne ikke, og, som reent til Overflod (thi der gives jo ingen Skabning udenfor dette), lægger Paulus til: Eiheller nogen anden Skabning skal kunne osv. Men hvad er da dette for et lille Spøgelse, som reiser sig udenfor alt dette og siger: JEG kan – Jeg kan selv?” (Søren Hansen 1869, p. 40)
Søren Hansens klare pointe er, at når nu ”intet” kan skille de udvalgte fra Guds kærlighed, gælder det også de udvalgte selv. Det kan derfor ikke være den troende selv, der bevarer sig i Guds hånd.
”Skal min Salighedssag betroes i min Haand, saa er Intet vissere, end at jeg gaaer fortabt. Var det end nok saa liden en Deel, jeg skulde bevare, jeg gik alligevel fortabt. Ja jeg paastaaer endog, at dersom vor Herre satte mig til at holde Styr, f. Ex. paa mine Tanker i blot en halv Time, saa holdt jeg dog ikke Prøven ud. Jeg kom paa Afvei, jeg blev paa Afvei og – fortabtes. Den store Trøst for de Udvalgte er derfor, at de bevares, ikke ved deres egen, men ved Guds Magt.” (Søren Hansen 1869, p. 42)
Med Palearios afviser Søren Hansen, at udvælgelseslæren af den grund fører til ”kjødelig Sikkerhed eller til Fortvivlelse.” (p. 42). Enhver form for synergisme afvises også (pp. 43-44). Søren Hansen afslutter med nogle tankeeksperimenter (”Billeder”), der skal anskueliggøre, at det ingen mening giver, at vi skulle have evnen til selv at vælge eller fravælge frelsen og så videre (pp. 44-46). Søren Hansen afslutter med noget af en påstand:
”Min Broder! Hvis Du virkeligen er frelst, saa er Du frelst, som en af de Ovenomtalte, og saa er Du enig med mig om Udvælgelsen. Men skulde Du (Hjertet er jo ulægeligt) alligevel gjøre nogle afmægtige Forsøg paa at modarbeide denne Lære, saa har jeg endnu en Trøst tilbage: Naar vi samles i Himlen for Guds Throne, da skal Du med mig istemme: ”Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Thronen, og Lammet. – Amen!” (Søren Hansen 1869, p. 46)
Længden af afsnittet om mulighed for frafald fra nåden tyder på, at det faktisk er Niels Hansens skrift ”Om Frafald fra Naaden”, der har givet Søren Hansen anledning til at skrive. At Luther og Palearios m.fl. citeres lystigt, men Calvin ikke én eneste gang, og at Søren Hansens opfattelse tydeligvis går i mod mange reformerte hovedtanker (dobbelt prædestination og andet), bør nok få os til at overveje om partikularbaptister som Søren Hansen i virkeligheden var så ”calvinske” endda – luthersk er nok en mere passende betegnelse.
Download (pdf)