I 1870 mødtes repræsentanter for de danske baptistmenigheder til konference i Jetsmark. Det primære diskussionsemne på konferencen var spørgsmålet om rækkefølgen af genfødsel, tro og omvendelse: hvad kommer først? Men andre emner blev også vendt, herunder Niels Hansens bog Hedelærken om Udvælgelsen samt sjælesorg, bøn og profeti med mere.
Først diskuteres missionssagen og i forlængelse deraf spørgsmålet, om hvor vidt missionærer, der på deres rejse møder mennesker, der ønsker dåb, altid bør fremføre dem for den nærmeste menigheden. Den almindelige holdning er, at dåben altid bør være en indgang til den lokale menighed, men det indrømmes, at hvis der ikke findes nogen lokal menighed, kan det accepteres at døbe uden at fremføre den døbte for en menighed (p. 5). Bidrag til missionssagen diskuteres, og Købner bemærker, at vi godt kunne give mere: ”Vi ere rigtignok ikke under Loven, men under Naaden; men netop derfor bør Kjærligheden nu tvinge os til at gjøre saameget desto mere” (p. 7).
Sjælesorg
Købner bringer nu spørgsmålet om sjælesorg på banen og understreger, at alle ”Jesu Faar” nok kan røgtes og få deres ”Sjælenæring” på én gang, men at de må passes og plejes enkeltvis (p. 7). Her er det vigtigt at skelne mellem troende og vantro, bemærker Købner: ”Til de Vantro bør man blot tale Lov og Evangelium, Andet kunne de ikke forstaae, om end Lyset ovenfra begynder at dæmre i deres Mørke, og Andet have de ikke behov.” (p. 7). Købner fortsætter:
”Jeg skal ikke nægte, at der ere Ting, som ofte synes at gjentages i Skriften; men Saadant skeer for at lægge os Vigtigheden af Sandheden paa Hjerte. Det er derhos min Overbeviisning, at selv næsten tilsyneladende eensbetydende Steder i Almindelighed dog indeholde forskjellige Sandheder, eller samme Sandheder belyste fra flere forskjellige Sider. Man bør derfor ikke prædike Et og det Samme over forskjellige Steder i Skriften. Det er vel nødvendigt hver Gang at oplyse Stedets Sammenhæng med de store gjennemgaaende Sandheder, som findes i Skriften allevegne, men over ethvert Sted i Skriften maa der prædikes noget Særegent, som ikke ligger i noget andet Sted og derfor ikke kan og ikke skal presses ud af noget andet.” (Købner 1870, pp. 7-8)
Prædikanten bør derfor ikke være overfladisk, men lære at fortolke og forstå teksten. For at kunne lære andre, må man selv have lært, men forudsætningen for at lære er, at indse sin uvidenhed (p. 8).
Hvad angår den individuelle sjælesorg bemærker Købner, at det ikke kan være menighedsforstanderens opgave alene (p. 8). Vi bør bestandig bøje os ned for at vaske hinandens fødder i kærlighed, altså øve gensidig sjælesorg (pp. 11-12). Købner fortæller hvordan han som dreng i Odense observerede, at de snavsede våben blev gemt væk når inspektøren for kavalleriet kom for at tilse dragonregimentets munderingskamre, og bemærker, at sådan skulle det ikke være når menighedsforstanderen kommer til de enkelte hjem for at udøve sjælesorg (p. 12).
Struve, der har været menighedstjener i København i flere år, fortæller at han ofte har mødt menighedsmedlemmer, der har oplevet at blive miskendt efter at have ”aabenbaret deres Indre Tilstand” og derfor ikke tør udtale sig.
”Paa deres Sygeleie har jeg besøgt Mange, som endnu ikke havde fundet Jesus; men som byggede paa Følelser eller andre Ting. Jeg har altid viist Saadanne hen til Jesus og sagt dem, at de skulde bringe Gud Jesum og intet Andet. Jeg har sagt dem, vi bør ikke see paa, hvad vi have gjort, men paa Jesus, og paa hvad han har gjort. Jeg har sagt: Vil Du sætte Noget til ham? Nei, han har lidt for Dig; lad det være Dig nok! En Mand klagede for mig, at han havde en saa liden Tro. Jeg sagde til ham, at han dog havde Jesus heelt, ikke halvt, selv med den svageste Tro, og han blev lykkelig og døde salig. Selv har jeg faaet Sjæleføde paa samme Maade.” (Struve 1870, p. 13)
A.M. Hansen bemærker, at sjælesorgen ikke mindst er vigtig, hvis det skal undgås, at menighedernes medlemmer ”geraade i allehaande falske Retninger og Særheder.” Hansen tilføjer, at ”Der gives nu saa mange falske Lærdomme og saamange daarlige Bøger med vildledende Grundsætninger, at det bliver vanskeligere at finde den rette Føde, naar man ikke ene og alene holde sig til Biblen.” (p. 13).
Til Struve bemærker Købner, at det rigtignok er den ”halve Helbredelse” når den sjælesyge vil åbne sit hjerte for én, men at det dog også kan ske, at de uden at vide det lader en bemærkning falde, som ”giver et Blik ind i deres Sjæl”, og at det netop da er ”den rette Tid at gjøre Kjærlighedens helbredende Forsøg.” (p. 14).
I forlængelse af Købners historie fra Odense bemærker S. Hansen, at det ikke må gå med sjælesorgen som når folkekirkens biskopper kommer på visitation: ”Alle see saa christelige ud, at Biskoppen faaer et godt Indtryk deraf; men det er kun en Maske, der er taget paa.” (p. 14).
Hvordan prøves prædikanter?
Konferencens deltagere går derpå videre til at tale om hvordan de danske baptistmenigheder afgør hvem, der er egnede til at være prædikanter. Søren Hansen forklarer, at den almindelige fremgangsmåde er, at de der viser sig gode til at holde bøn og tale lidt om Guds ord foreslås menigheden som eventuelle prædikanter. Menigheden kan derpå kalde vedkommende på prøve. Søren Hansen bemærker, at denne prøveperiode kan føre til, at den kaldede ”forsøger paa at vise sig, og at braske (??) med sine Gaver, hvorved han bliver rost af Somme, men mishager Andre.” (p. 15)
Søren Hansen foreslår den alternative metode at lade en eventuel egnet prædikant få gradvist større opgaver, så han ikke ved, at han bliver prøvet som prædikant: ”og førend han har nogen Anelse om, hvad der skeer, har han allerede bestaaet sin Prøve og vundet Alles Tillid, som En, der er skikket til Lærer.” (p. 15). Derved undgås både risikoen for hovmod og ydmygelse.
Købner bemærker samstemmende, at ”De, som have Prædikelyst, bør man være meget forsigtige med, thi denne Lyst er et slemt Tegn. Den, som tror meget om sig selv i enhver Henseende, er den daarligste. Hvo, som mener, at han har en stor Tro, hans Tro er mindst.” (p. 15f). Den københavnske menighed benytter derfor ikke metoden med prøveprædikanter, fortæller Købner.
Søren Hansen fortæller, at menigheden i Aalborg efter 16 år allerede havde udelukket 20 lærere (p. 16). Købner nævner brevene til Timotheus og Titus, og peger på, at menighederne ikke bør være ene om at vælge deres lærere (p. 17). Konferencen beslutter at råde menighederne til yderste forsigtighed ved ansættelsen af lærere (p. 19).
Hedelærken om forudbestemmelsen
Efter en middagspause når konferencen nu til Niels Hansens polemiske skrift Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens Hemmelighed afsløret (1870). I bogen angriber Niels Hansen udvælgelseslæren og dens navngivne forsvarere. Blandt andre Købner angribes for sine udsagn om Guds tvingende nådevalg, især som de findes i konferenceprotokollen fra 1869.
Købner anbefaler overbærende at have medlidenhed med forfatteren, da især Niels Hansens bemærkninger om ”det levende Samfund med Christo” og Købners ”Ytringer i den henseende” beviser, at Niels Hansen ”aldrig har lært sig selv at kjende og aldrig smagt det Samfund med Christo, som er ham latterligt.” (p. 22).
Søren Hansen bekræfter, at Niels Hansen har ændret mening om udvælgelseslæren siden han blev indsat som forstander i Skads af menigheden i Slesvig (p. 22). Ifølge Søren Hansen gik Niels Hansen ”langt videre i Udvælgelseslæren end han.” (p. 22). Det nævnes at flere breve og viser beviser Niels Hansens ”lastværdige Færd”.
E. Jensen bemærker, at selvom Niels Hansens bog er ”saa daarlig som mulig”, kan det ”maaske undskyldes noget, naar man betænker, at hvad der har bevæget ham til Udgivelsen af hiin Bog, er formodenlig Søren Hansens Bog angaaende Udvælgelsen”, altså det skrift til forsvar for udvælgelseslæren som Søren Hansen udgav i 1869 under titlen Om Udvælgelsen til Salighed.
Købner bemærker at problemet med Niels Hansens bog ikke så meget er dens lære: ”Om end et Skrift indeholder Noget, som vi ikke billige, fordi det med Hensyn til Lærdommen strider imod vor Overbeviisning, saa er det dog bedst i saa Henseende ikke at vise Strenghed” (p. 23). Problemet er derimod Niels Hansens personangreb.
Konferencen beslutter at den danske forening af baptistmenigheder ikke længere kan stå i forbindelse med menigheden i Hesselho, så længe den har Niels Hansen som forstander (p. 23).
Er Søren Hansens bog gavnlig?
På anledning af E. Jensen diskuteres nu Søren Hansens bog om udvælgelseslæren. En vis træthed over emnet kan anes, da en L. Henriksen ”atter iaar” fraråder konferencen at udtale sig om udvælgelseslæren.
Købner bemærker, at ”vi bør behandle den ene Bog som den anden.” E. Jensen mener ikke, at Søren Hansens bog burde være udgivet (p. 23), mens Købner mener, at ”Da vi have givet andre Frihed til at tale og skrive, om hvad de troe, kunne vi heller ikke lade os fratage den samme Ret.” (p. 24).
Til den bemærkning, at man ikke bør blotte ”vor Uenighed og Strid for Verden”, svarer Købner:
”Der findes i Skriften et mærkværdigt Exempel paa Saadanne, som ikke kunne taale at høre Udvælgelseslæren, og paa Saadanne, som kunne taale at høre den. Da Jesus kom til Nazareth, og man der ventede at han skulde gjøre de samme Gjerninger, som han havde gjort i Kappernaum, sagde han, at der vare mange Enker i Israel i Eliæ Dage, men at Propheten kun blev sendt til Sarepta til en Enke, og at der var mange Spedalske i Elisæ Tid, men at Ingen af dem blev renset uden Naaman den Syrer. Nazaræerne forstode, at Jesus talte om en Udvælgelse fra Guds Side, derfor bleve de saa vrede, at de vilde styrte Jesus ned af Bjerget. Anderledes bar den kananæiske Kvinde sig ad, da Jesus talte om Udvælgelsen til hende og sagde om Jøderne (der vare ligesaa onde som Hedningerne), at de var Børn, men Hedningerne Hunde. Hun gav ham Ret og sage: ”Men Hundene æde dog af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord.” Der gives, Gud skee Lov! Mennesker endnu, der kunne taale den Sandhed, Jesus talte om, som denne Kvinde; men desværre ogsaa Andre, som mene, at de maa laste Gud, naar han gjør Forskjel som den mellem Enkerne og de Spedalske, Jesus taler om.” (Købner 1870, p. 24)
Købner tilføjer, at han ikke skammer sig over at blive kaldt ”en Kalvinist”, at han højagter Calvin, og at den reformerte kirke fra begyndelsen havde været bedre end den lutherske (p. 25). Det er ikke klart om det er Købners eller Søren Hansens ord, men dagen afsluttes med en bemærkning om den reformerte kirke, at ”Vi Baptister vare enige med den i de fleste Læresætninger.” (p. 25).
Dagen efter stemte konferencen om hvordan man skulle forholde sig til udgivelsen af både Søren Hansens og Niels Hansens bøger (p. 39).
Sker genfødslen før omvendelsen eller er det omvendt?
Konferencen går dagen derpå videre til at diskutere et relateret emne, nemlig om hvorvidt genfødslen sker før omvendelsen – eller omvendt (p. 25). Afsættet er sidste side i en traktat med titlen Er Du en Christen?, hvori det hedder:
”Men hvorledes bliver da et Verdensmenneske en Christen, og hvorledes bliver han salig: Formedelst den levende Guds Aand bliver han en ny Skabning, 2 Cor. 5, 17. fødes han paany, Joh. 3, 1-21. og naar han er gjenfødt (har faaet nyt Liv), faaer han Øie paa sig selv som et fuldkommen ondt og ugudeligt Menneske og fordømmer sig selv, som En, der er værd at lide evig Straf. Han erkjender sig selv for at være en Morder, Røver, Skjørlevner og Misgjerningsmand af ethvert Slags; thi han erkjender, at alle Synder findes i hans onde Hjerte. Han seer Guds hellige Retfærdighed, hans Vredes fortærende Ild, og iver hen til Christi Kors. Han hører Evangeliet om dette Kors, at der nemlig i Christi, Guds Søns, Død er Naade og Forladelse for alle Synder, fordi Guds Retfærdighed derved er bleven fuldkommen tilfredsstillet. Han seer Frelserens Korsfæstelse de Fortabtes Saliggjørelse, troer endelig, efter at han har anraabt Jesu om Naade, at ogsaa han har Deel i denne Saliggjørelse, og udraaber forundret, uendelig lykkelig: Ja, sandelig Jesu Christi, Guds Søns, Blod renser mig fra al Synd! 1 Joh. 7,. Jesu Kjærlighed og Naade aftørrer hans Smertes Taarer, han ligger op til Jesu Bryst og til den forsonede himmelske Faders Hjerte. Den Guds Fred, som overgaaer al Forstand, Phil. 4, 7. gjennemstrømmer hans frelste Sjæl, han er – bleven en Christen og ønsker nu med Længsel at opfylde alle Guds Befalinger.” (Er Du en Christen?, pp. 25-26)
En Simon Krogh bemærker, at det ud fra traktatens beskrivelse lyder som om, ”at et Menneske efter disse Ord bliver en Christen og et Guds Barn, førend han bliver omvendt”, men at han mener, at ”Omvendelsen maa finde Sted førend Gjenfødelsen.” (p. 26). Dertil svarer Struve, at man ”kan ikke see Guds Rige uden at være født paany, og man kan ikke jage og række efter Himlen uden at se den.” (p. 26). E. Jensen bemærker samstemmende, at ”Førend vi kunne foretage os Noget, maae vi have Tilværelse; man maa altsaa være født paany, førend man kan omvende sig.” (p. 26)
Laust Jakobsen er af samme mening, og bemærker, at ”der ved Gjenfødelse forstaaes et nyt Sind, og førend dette kan være til og vise sig ved Omvendelse eller i et helligt Levnet, maa der være skeet et Slags Undfangelse ved Ordets Sæd, hvorved det nye Menneske formedelst Aandens Virkning fremkommer.” (p. 26). Lars Henriksen tilføjer, at ”Vi ere alle enige om, at Gjenfødelsen er Aandens Værk.” (p. 26). Niels Larsen forklarer:
”Ligesom den Helligaand kom over Jomfru Marie, førend hun undfangede og fødte Christus, saaledes maa den Helligaand ogsaa kommer over enhver Sjæl, førend den kan undfange og føde Christenlivet. Dette himmelske Liv kan kun komme tilsyne gjennem Omvendelse og Tro. Omvendelse er derfor intet andet end Beviset paa det nye Menneskes Fødsel. Naar denne Fødsel finder Sted, føres man gjennem Smerte, Sorg over Synden og Bedrøvelse efter Gud, fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud.” (Niels Larsen 1870, pp. 26-27)
Nu kommer Købner på banen og forklarer, at rækkefølgen er genfødsel, tro og omvendelse, men at de tre ikke kan skilles ad:
”Kan Nogen tro paa Christum, førend han bliver født paany, saa kan han ogsaa blive salig uden Gjenfødelse: thi hvo som troer, skal vorde salig. De tre Ting: Gjenfødelse, Tro og Omvendelse ere at ligne ved et Træ, som bestaaer af Rod, Stamme og Grene, hvilke høre tilsammen og egentlig udgjøre een og den samme Plante. Tale vi om Gjenfødelse, saa mene vi dermed det nye Sinds Indplantelse i Sjælen; tale vi om Tro, saa sigte vi til Sjælens Griben af Christus og tale vi om Omvendelse, saa tage vi Hensyn til det forandrede Levnet. Men ingen af de Tre kan tænkes for sig selv alene og uden de andre. Naar vi ikke kunne see Christum førmedelst Troen, saa kunne vi ikke søge ham; men for at søge og gribe ham, maa vi see ham, og for at see ham, maa vi være fødte paany. Man kan tale med en Uomvendt om Sandheden, saalænge man vil, men naar man har talet allerlængst, har man den Følelse, at han slet ikke har forstaaet, hvad man meente. Hvorfor? Fordi han ikke er født paany. Er dette derimod skeet, saa spørger han: Hvad skal jeg gjøre, at jeg kan blive salig? Saa er det først, at han paakalder Herrens Navn; thi kun det nye Hjerte kan paakalde Herrens Navn. Naar En vandrer paa en Vei og vil nu gaae i den modsatte Retning, saa har han allerede faaet et nyt Sind. Saaledes er det ogsaa med den, der omvender sig, han maa have faaet et nyt Sind, det vil sige, være født paany.” (Købner 1870, p. 27)
Struve bemærker, at røveren på korset ”blev paa engang forandret, efterat han havde spottet. Denne Forandring var Gjenfødelse, som bar baade Troens og Omvendelsens Frugter.” (p. 27). Søren Hansen forklarer, at ordene ”Hver den, som troer, at Jesus er Guds Søn, er født af Gud”, også må forstås sådan, at genfødslen går forud for troen:
”Den Troende er altsaa født paany. Saalænge Een ikke er født, trænger han ikke til Næring, – han gisper ikke efter Aandedræt; men saasnart han er født, maa han drage Aande og have Næring for det nye Liv. Der er gjort den Bemærkning, at Skriften aldrig opfordrer Nogen til at gjenføde sig selv; men derimod til at omvende sig; og deraf slutte Nogle, at Omvendelsen maa skee førend Gjenfødelsen. Det er afgjort, at vi ikke kunne gjenføde os selv. Evangeliets glade Budskab om Jesus, hans forsonende Naade og altopoffrende Kjærlighed, skal først prædikes for en uigjenfødt Sjæl, paa det at denne guddommelige Sæd maa trænge ind i Hjertet og bevirke Gjenfødelse.” (Søren Hansen 1870, pp. 27-28)
S. Krogh mener derimod, at ”Troen og O[m]vendelsen befordre Gjenfødelsen” (p. 28). Købner svarer dertil, at ”De, som troe, at man kan omvende sig, førend man blive gjenfødt, maae jo mene, at der efter Syndefaldet er bleven god naturlig Villie og Kraft tilbage hos Mennesket, eftersom det kan attraae at være hellig og søge efter Gud, førend Villien og Kraften dertil fødes i det.” (p. 28).
S. Krogh mener, at ”et Menneske kan være omvendt uden derfor at være gjenfødt; men naar han virkelig forlader Syndens Vei og troer paa Christus, saa vil han ogsaa blive gjenfødt.” (p. 28). Købner svarer, at ”Det ene kan umuligt være uden det andet”, og tilføjer:
”Nok er det muligt, at et Menneske kan være gjenfødt uden at vide det; men naar En ønsker at vende sig til Christus, saa er han allerede gjenfødt; thi var han det ikke, ønskede han Christus langt bort fra sig. Hos en Gjenfødt er allerede Alt, hvad der hører til et nyt Menneske, der er baade Omvendelse og Tro; men som et Barn har Alt, hvad der hører til et Menneske og dog endnu ikke kan Alt, men maa voxe, saaledes maa en Gjenfødt ogsaa først voxe i Guds Naade og Kundskab.” (Købner 1870, p. 28)
Søren Hansen får som følge af sin bemærkning spørgsmålet, ”om det var hans Mening, at der kun skulde prædikes Omvendelse for de Gjenfødte.” (pp. 28-29). Søren Hansen svarer, at det ikke er hans mening, men at der tværtimod bør prædikes omvendelse til ethvert menneske, omend ”Hjertet er af Naturen saa ondt, at sikkert ikke Een vil følge denne Opfordring, førend Evangeliet formedelst Guds Aands Virkning har gjenfødt hans indre Væsen og Sind.” (p. 29).
En unavngiven ”Broder” bemærker, at ”Der staaer dog, at Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan pege derpaa, men at Guds Rige er indeni Eder, og dette blev sagt til Jøder, som endnu ikke vare gjenfødte.” (p. 29). Dertil svarer Niels Larsen, at ordene ”indeni Eder”, kun ”betegne indeni den jødiske Nation eller: iblandt Eder. Frelseren vil sige: Guds Rige, som I ønske at see, er allerede oprettet iblandt Eder; men for at see dette Rige, maae I fødes paany.” (p. 29).
Til den bemærkning (igen fra en unavngiven ”Broder”), at ”Mange bleve overbeviste om Synd og bleve dog ikke gjenfødte”, svarer Købner, at ”han aldrig havde fundet Nogen, som var bleven overbeviist om Synd, uden at han ogsaa var gjenfødt; men der er Mange, som nok kunne indsee, at de have feilet. Overbeviisning om Synd skeer ved den Helligaand, og denne virker Bedrøvelse efter Gud, hvilket atter leder til Troen paa Christum.” (p. 29). Det er ikke følgerne af synd, men selve synden, der burde fortrydes. Judas fortrød nok sin synd, men manglede dog syndserkendelse: ”At hans Syndsfortrydelse ikke hidrørte fra en ret Syndserkjendelse, bevises paa en skrækkelig Maade ved Selvmordet, han begik, istedetfor at gaae til Jesus.” (p. 30).
”Mennesker kunne nok indsee en enkelt fremragende Synd, som de have begaaet, uden at erkjende deres almindelige Syndighed. Der er f. Ex. Mennesker, som have gjort falsk Ed eller begaaet Mord, og komme til at indsee denne Uret; de kunne ikke faae Ro, førend de faae det aabenbaret for Øvrigheden, men de komme alligevel ikke til Jesus. Et Barn kan blive fortrydeligt paa sig selv, fordi det har gjort dette eller hiint, men gaaer endda ikke til Forældrene, som det egentlig har forseet sig imod. Nogle straffe sig selv som Judas med Strikken; med det, de burde gjøre, gjøre de ikke. Det gjør dem ikke ondt, at de ikke have elsket Jesus. Det er ikke det, at de have løiet, stjaalet og bedrevet Hoer osv., men at de ikke have elsket Jesus, der burde være dem saa skrækkeligt.” (Købner 1870, p. 30)
Søren Hansen tilføjer, at syndserkendelsen må kunne deles i to, ”nemlig en Syndserkjendelse til Livet og en Syndserkjendelse til Døden; den rette Syndserkjendelse, det vil sige Syndserkjendelsen til Livet, bestaaer i Bedrøvelse efter Gud, og den virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes.” (p. 30).
Udvælgelseslæren berøres igen kort (pp. 30-31), og konferencen kommer frem til, at man nok ikke er så uenige endda. Købner glatter ud og bemærker:
”Guds Ord tør vi lægge paa Guldvægten, men andre Bøger ikke. Vi skulle ikke gribe fat paa hinanden, som om vi vilde kvæle hinanden. Jeg glæder mig ved de mange Bøger; men der kan være og er noget Menneskeligt i dem alle, som ikke er ret. Jeg holder aldrig en Prædiken, uden at der kan være Noget at udsætte paa den.” (Købner 1870, p. 31)
Det fremgår ikke hvilke bøger Købner har i tankerne, men mon ikke Hedelærken kunne være en af dem?
Søren Krogh bemærker, at ”han blot var bange for, at der skulde indføres falsk Lærdom i Menighederne, og at vi skulle saae et andet Evangelium i Henseende til Gjenfødelsen og Daabsmaaden.” (p. 31). Det var med andre ord ikke for den teoretiske diskussions egen skyld, at spørgsmålet om genfødslens plads kom op at vende.
Det gamle menneskes korsfæstelse
Konferencen går nu videre til at diskutere et brev fra en P. Sørensen, der har skrevet en smædevise mod ”Missionærer, der ere hyrede af Missionsselskaber.” (p. 32). Købner lader derpå nogle ord falde om det gamle menneskes korsfæstelse med Kristus. Det forekommer ham ikke, ”at hans gamle Menneske var bleven svagere.” (p. 32). Adspurgt om hvad det vil sige, at det gamle menneske går til grunde, bemærker Købner:
”Det gamle Menneske bliver, hvad det er, hverken dets Ondskab eller kraft aftager; men det ligger i en Christens Erfaring, at jo mere han erkjender sin Usselhed, desto mere hører han op med at stole paa sig selv, desmere overlader han sig til Naaden, som bliver ham mere og mere kostelig. Han frygter i samme Grad alt mere for sine Tanker, Ord og Gjerninger, og det ligger i Sagens Natur, at Naadekraften saaledes mere kommer til at udfolde sig i ham og seire over det gamle Menneske.” (Købner 1870, p. 33)
En oversættelsesfejl i Fadervor?
Søren Hansen og Købner veksler derpå nogle ord om støtten og mangel på samme til Købners missionsvirksomhed (pp. 35-36). Derefter bringer Købner et spørgsmål om oversættelsen af Fadervor på banen.
”Der gives Oversættelsesfeil, som ikke skade, men andre, som gjøre det. Vi troe, at Herrens Bøn er et Mønster for alle Bønner, den bør derfor ogsaa være et Udtryk af en Christens Tilstand; et udtryk af hans Hjertes skjulte Bønner. I Fadervor finde vi, at den Forjættelse, som Gud har givet, er bleven opfyldt, nemlig at hans Lov er indskrevet i Hjertet. Denne Lov bestaaer i to Bud, i Kjærlighed til Gud og Kjærlighed til Næsten. De tre første Bønner i Fadervor have Hensyn til Guds Ære, Guds Rige og Guds Villie. Naar dette først falder en Christen ind, som er i Begreb med at bede, saa har Gud skrevet sin Lov i hans Hjerte, saa staaer Kjærligheden til ham øverst[.] Den sidste Deel af Bønnen har Hensyn til Næsten og den Bedende. Her komme vi til den Oversættelsesfeil, som jeg vil fremhæve. Der staaer i Grundtexten: Giv os idag det Brød, som hører til vort Væsen, eller naar man vil antage en anden Oprindelse for det græske Ord, da maatte det hedde: Giv os idag Brødet for det Tilkommende (den tilkommende Dag eller Tid). Men at bede saaledes vilde jo være imod Jesu Befaling, ikke at sørge for imorgen. Derfor maa det Første være det rette. Vort Væsentlige eller rette Brød er Christus! Kun saaledes staaer Bønnen i Forbindelse med den om Syndsforladelse. Naar en Christen kommer til at tænke paa sine og sine Medchristnes Fornødenheder, saa staaer ikke det daglige Brød øverst og over Syndsforladelse, som hos Verdensmennesket. Hele Bønnen bliver ubrugelig ved en saa slem og unaturlig Feiltagelse.” (Købner 1870, pp. 36-37)
Købner tilføjer, at det også bør hedde ”frie os fra den Onde, ikke fra det Onde”, og at Fadervor specifikt er en bøn for Guds børn og ikke de uomvendte (p. 37). Søren Hansen bemærker, at Lindberg har oversat med ”det væsentlige Brød” (pp. 37-38).
Hvad er profeti?
E. Jensen fortæller om ”to Piger”, som er udsendte ”til at prædike”, og at den afdeling, der har udsendt dem, mener, at da der er tale om ”at Kvinderne skulle prophetere, saa maatte det være dem tilladt at prædike.” (p. 38). Struve bemærker, at ”Prophetiens Aand er Vidnesbyrdet om Jesus” (p. 38).
Købner forklarer:
”Ordet Propheti har tre Betydninger. Først betyder det at spaa, det vil sige, at forkynde tilkommende Ting. Dernæst betyder det at tale som en Prophet, nemlig ved Inspiration af den Helligaand, saaledes som alt Guds Ord er indblæst af Gud. Den tredie Mening er at prædike eller udlægge Skriften, og det er den, som der er Tale om i Brevet til de Korinthier. I Bibelen nævnes som Prophetinder Debora, Hulda og Phillippi Døttre; men de vare virkelige Prophetinder, det vil sige, virkelig inspirerede. I Henseende til at prædike, finde vi, at Kvinderne skulde tie i Forsamlingerne.” (Købner 1870, p. 38)
Til E. Jensens spørgsmål om hvad forskellen så er på profeti og prædiken, svarer Købner:
”Ordet prophetere betyder i Bibelen paa eet Sted at spaae eller være inspireret og paa et andet Sted blot at prædike. Hvo vilde dengang forbyde Gud at inspirere ogsaa Kvinder og gjøre dem til Prophetinder, som kunde spaae om Guds Raad i Fremtiden og tale ufeilbare Gudsord? Men nu finder slet ingen Inspiration Sted, hverken hos Mænd eller Kvinder, derfor tør hverken Mand eller Kvinde give sig ud for at tale ufeilbare Ord. Der er Ingen, som forbyder Kvinderne at tale om vor Herre til Een eller Anden, og saaledes at prædike Christum for dem. Men der staaer skrevet, at de skulle tie i Forsamlingerne.” (Købner 1870, p. 39)
Diskussionen er ikke mindst relevant i forhold til svenske John Ongmans bog Kvindens ret til at forkynde evangelium (1896), hvis hovedargument netop er, at forkyndelsen af evangeliet er en form for profeti.
Derudover diskuterede man missionærernes virksomhed og menighedernes tilstand (pp. 3-5), søstremissionen (pp. 7-8), traktatsagen (p.8), uddannelse af missionærer (Købner nævner at han har bedt ”Baptist-Unionen i Amerika” om 500 Dollars) (p. 9), overskuddet fra salg af salmebøger (pp. 9-10), forlovelser indgået i ”vantro Tilstand” (pp. 19-21), foreningskassens regnskab (p. 33), skemaer til anbefalingsbreve (p. 33), spørgsmålet om hvorvidt kristne må spise blod (pp. 33-34), valg af afordnet til konferencen i Hamborg (pp. 34-35), en hilsen fra en Ove Christensen (p. 38).