I 1863 udkom på skrift en dåbstale af baptistmissionær Niels Larsen. I talen giver han en række begrundelser for ikke at acceptere det traditionelle lutherske dåbssyn, for derefter at give tre bud på, hvad dåben så er.
Tanken om en forudgående åndelig genfødsel i kraft af ordet er bærende. Trods påstande om originalitet svarer Niels Larsens dåbssyn rimeligvis til Købners og andre af datidens ledende baptister – omend Niels Larsen lægger særlig vægt på dåben som det gamle menneskes begravelse.
”Skjøndt der er givet mange Svar paa dette Spørgsmaal, ja saa mange, at man skulde mene, der ikke kunde gives flere, saa vil jeg dog forsøge at lade Bibelen besvare dette Spørgsmaal med Grunde, som jeg endnu aldrig har set eller hørt, at det er besvaret med.” (Niels Larsen 1863, p. 2)
Niels Larsen afviser den traditionelle lutherske opfattelse, at ”man fødes paany ved Daaben”. Genfødslen sker ikke i dåben, men ved at høre Guds Ord, evangeliet, ”som derved, at det tales til Mennesket og trænger igjennem Hørelsen ind i Hjertet, efterlader en Sæd, som udfolder sig til et nyt Sind eller Menneske, som stedse udvikler sig indtil det, fuldbaaret i aandelig Forstand, gjennem Angerens og Syndsfortrydelsens Smerter fører fra Uvidenhedens og Vantroens Mørke til Guds Naades Dag” (Niels Larsen 1863, p. 2).
Da den opfattelse, at dåben er en genfødsel, er helt igennem ubibelsk, kan det kun ”billiges af Saadanne, som desværre ikke kjende eller have erfaret nogen sand ny Fødsel” (Niels Larsen 1863, p. 3). Det samme gælder den opfattelse, at dåben skulle rense os for synd – hvilket jo ikke sker i dåben, men i Jesu død på korset. Jesus er kommet for at frelse syndere, og ”Det er altsaa ikke Daaben, men Christus, som befrier os med sin Lidelse og Død.”
På samme måde er dåben heller ikke døren til Guds rige – det er kun Kristus (Niels Larsen 1863, p. 3). Dåben er heller ikke Guds pagt med mennesket, men den gode samvittigheds pagt med Gud (jf. 1 Pet 3,21). Guds pagt med mennesket er derimod, at Gud indskriver sin lov i menneskers hjerter og sind (jf. Heb 8,10). Menighedens eller kirkens grundvold er ikke dåben, men Kristus (1 Kor 3,11).
Niels Larsen giver derpå en række positive bud på, hvad dåben så faktisk er. Dåben er, skriver Larsen, 1) En begravelse og opstandelse med Kristus (jf. Rom 6,4-5), 2) En iførelse af Kristus (jf. Gal 3,27), 3) En god samvittigheds pagt med Gud (jf. 1 Pet 3,21).
Dåben er en begravelse
At dåben er en begravelse med Kristus forudsætter, skriver Larsen, at den, der døbes først er død (Niels Larsen 1863, p. 4). Forudsætningen for dåb er med andre ord, at den, der engang levede i synden ikke længere lever i synden. Paulus måtte ”afdøde det Had og den Ondskab, han havde mod Jesus” før han kunne sige ”Jeg lever, dog nu ikke jeg; men Christus lever i mig” (Niels Larsen 1863, p. 5): ”Det Ord, Jesus siger, at ”de Døde skulle høre Guds Søns Røst og de, som den høre, skulle leve”, gik i Opfyldelse paa ham. Som et Menneske, dødt fra Loven, dødt fra Synden, dødt fra egne Gjerninger og Farisæer-Retfærdighed, maatte han som en Blind lade sig lede ind i Damaskus, hvor han i tre Dage hverken saa, aad eller drak.”
Niels Larsen beretter derpå, hvordan han har haft en lignende erfaring:
”Jeg for mit Vedkommende ved endnu den Tid, da mit gamle Sind eller min gamle Natur endnu førte Herredømmet i mit Kjød, da det nye Menneske, som er skabt efter Christi Billede, endnu ikke havde begyndt at leve. Der blev talt til mig om at begraves ved Daaben med Christus; men jeg, som var bange for Graven, rystede med Hovedet og sagde: ”Døbes! eller begraves i Daaben! nej, det tillader jeg aldrig!” Men se, da det gamle Menneske døde og der blev et nyt Liv, et nyt Menneske i mig, saa ønskede jeg saa gjerne faa det gamle begravet, og da det gamle, som nu ansaas for dødt, ikke længere gjorde Indvendinger, saa lod det nye Menneske det gamle begrave.” (Niels Larsen 1863, pp. 6-7)
Dåben er med andre ord, for Niels Larsen, at det nye menneske begraver det gamle menneske. Dåben er derfor også, skriver Niels Larsen, ”en Skillevæg mellem Guds Børn og Verdens Børn, eller en Grændselinie imellem den Troende og Vantro.” (Niels Larsen 1863, p. 8).
Da et ”Pattebarn” endnu ikke har levet i synden, kan det heller ikke dø fra synden og barnedåb er derfor meningsløs, hævder Niels Larsen, som derved kommer tæt på at afvise den traditionelle arvesyndslære.
”Nogle ville maaske sige, at Sæden til den onde Lyst ligger dog i Barnets Bryst og derfor er Synden til i det. – Jeg siger: Sæden eller Spiren til en ny Slægt ligger ogsaa i Menneskene, men førend der af denne Sæd er opstaaet en ny Slægt af Mennesker, og de ere døde, før begrave vi dem ikke, og saaledes vil jeg sige: Naar Sæden til den onde Lyst, som ogsaa er i Barnets Bryst, har faaet Liv og er død, død i aandelig Forstand, fra Syndens Liv, saa lad os først tænke paa at fuldbyrde Daabens Handling, som i Guds Ord lignes ved en Begravelse, og lad os ikke nøjes med at bestænke med nogle Vanddraaber, thi det ligner ingen Begravelse; men lad os nedsænke dem i Vandet i den treenige Guds Navn, at vi, som Luther siger, kunde gjøre hvad Betydningen kræver og give et fuldkomment Tegn.” (Niels Larsen 1863, p. 8)
Dåben er ”Iføren af Kristus”
Dertil kommer at dåben er en iførelse eller iklædelse af Kristus. Denne iførelse er af åndelig art, hævder Niels Larsen, og et barn kan derfor ikke iføres Kristus, da det endnu ikke er et nyt menneske.
”det er det nye Menneske, som er skabt efter Guds Billede, der skal iføres Christus. Det evige Liv og meget mere Spiren til det nye Menneske maa altsaa være der, førend man kan iføre det Christus.” (Niels Larsen 1863, p. 9)
Det er altså ukorrekt, når nogle teologer hævder, at ”Det evige Liv skabes i Daaben” eller, at der ved dåben nedlægges en ”Spire” til et nyt menneske i barnet. For at mennesket kan iføree sig Kristus må der jo, ifølge Niels Larsen, netop allerede være en sådan spire tilstede, som kan iføre sig Kristus. Denne spire grundlægges ikke i dåben med i kraft af Ordet:
”Naar Guds Ord eller Evangeliet prædikes for Mennesket, saa kommer Troen derved, at man hører (Rom. 10, 17.). Denne Tro er svag, som et Barn, i Førstningen, men den voxer mere og mere, og Troen i et Menneskes Hjerte er Spiren til det nye Liv eller Levnet. Den, der har faaet Troen paa Jesus begynder strax at hade Synden, at drage Bønnens Aandedræt og at føre et nyt Liv, saa at man kan se, at der er et aandeligt Liv hos ham, som man siger, og naar dette aandelige Liv er der, eller er født, det vil sige, kommet for Dagen, gjennem Syndsfortrydelsens Smerter, saa skal dette nye Liv iføres Christus ved Daaben; thi da er Mennesket blevet et Guds Barn ved Troen, og det er kun Guds Børn, de ved Troen paa Guds Ord og ved Aandens og Ordets Virkning gjenfødte Sjæle, som skulle iføres Christus ved Daaben.” (Niels Larsen 1863, p. 9)
Dåben er en god samvittigheds pagt med Gud
Igen fremfører Niels Larsen den grundtanke, at det nye menneske skal have ”Tilværelse” før dåben. Det er ikke det ”gamle Syndens Menneske, eller den os medfødte syndige Natur”, der skal slutte pagt med Jesus, men det nye menneske (Niels Larsen 1863, p. 12).
Dåben er vel at mærke ikke Guds pagt med mennesket, men en ”god Samvittigheds Pagt med Gud”. Forudsætningen for denne gode samvittighed er, at ”Mennesket, som er fremmed og fjendsk af Sindelag i onde Gjerninger, erholder et nyt Sind eller Kjærlighed og Attraa til Jesus.” Det nye sind opstår når Gud indskriver sin lov i ”vore ukjærlige og fjendske Hjerter” (Niels Larsen 1863, p. 13). Det er den nye pagt, som Gud laver med mennesket, jf. Heb 8,10.
”Naar han saaledes har bejlet til os, og vi, ved hans hellige Lovs Indskrivelse i vore Hjerter, have erholdt Kjærlighed til ham, da have vi ved Troen paa ham og hans Naade en god Samvittighed, og saa er Daaben vor Pagt med Gud eller vor gode Samvittigheds Pagt med Gud; thi skal Nogen slutte Pagt med Gud, saa maa han vide og tro, at han vil have os til sine Børn, at Jesus vil have os til sine aandelige Brude, og vi maa selv have Lyst til denne Forbindelse; thi ellers førtes vi jo i et Slaveri, og der kunde da ikke siges, at Christi Aag er os gavnligt og hans Byrde let.” (Niels Larsen 1863, p. 13)
Vi skal derfor ikke forsøge på Kristi vegne at slutte pagt mellem ham og mennesker, skriver Niels Larsen (Niels Larsen 1863, p. 13). Dåben er for det menneske, der allerede har fået indskrevet Guds lov i sit hjerte og sind og derfor har kærlighed til Kristus.
Niels Larsen slutter af med en længere opsang. Det gamle menneske skal være helt dødt før det begraves i dåben. At han før har hævdet, at det gamle menneske slet ikke vil lade sig begrave så længe det lever, kunne ellers lede til den tanke, at dåben i sig selv er et klart bevis pådet gamle menneskes faktiske død og at der derfor ingen grund var til moraliseren. Den mulighed får dog lov at hænge i luften.
Download (pdf)