I dag begynder Baptistkirken i Danmark og Det Danske Missionsforbunds fælles sommerstævne under titlen ”I åndens kraft”.
De fleste talere på sommerstævnet kommer fra pinsekirkelige eller beslægtede ”karismatiske” sammenhænge. Vi lever i økumeniske tider, hvor fordums kirkelige småligheder og fraktionsdannelser er erstattet af en mere åben tilgang i erkendelsen af, at vi dog er fælles om det væsentligste: Evangeliet om Guds nåde i Jesus Kristus.
Men hvad har baptister egentlig traditionelt ment om de ting, som baptistsamfundets formand Rasmus Madsen i 1928 omtalte som ”al den pinsesnak”, altså sådan noget som tungetale, helbredelse og profeti?
Hvad tungetale angår, mente fx Samuel Richardson, en af de tidlige engelske baptister, at nådegaven var blevet frataget kirken, da menigheden i Korinth gjorde en afgud af den. Nådegaver kan misbruges, og da tungetale blev misbrugt, forsvandt fænomenet med de første kristne. Den typiske opfattelse af tungetale har blandt baptister vel i øvrigt været den klassiske, at tungetale ikke bestod i vrøvlesprog, men i en evne til at tale faktisk eksisterende sprog, så evangeliet kunne meddeles til mennesker på tværs af etniske og sproglige skel. Når menigheden i Korinth talte et “ukendt sprog” var det fordi de talte hebræisk, mente John Gill (se fx Gills kommentarer til 1 Kor 12,1, 1 Kor 14,2 og 1 Kor 13,8).
Den traditionelle opfattelse af profeti synes blandt baptister også at have været mere i tråd med klassisk protestantisme. Baptister tog i mange tilfælde afstand fra reformationens radikale fløj og dens tilfælde af fanatiske, selvudnævnte profeter, fx anabaptisterne i Münster, der hævdede at modtage særlige åbenbaringer fra Gud.
En profet er bibelsk forstået en person, der forkynder Guds ord. Men mens det i Det Gamle Testamente var få udvalgte profeter, der i brudstykker talte om begivenheder, der skulle ske i fremtiden, handler profeti i det Det Nye Testamente først og fremmest om det evangelium om Jesus Kristus, som alle kristne har fået kendskab til (se John Gills kommentar til 1 Kor 13,2).
”Prophetiens Aand er Vidnesbyrdet om Jesus” (Struve 1870, p. 38). Alle kristne er i en vis forstand profeter, for alle kristne har af Helligånden fået indsigt i evangeliet. Profeti handler altså ikke om en eller anden særlig evne til at høre Guds stemme, forudse begivenheder eller at modtage gode råd fra Gud. At tale profetisk betyder nu intet andet end at forkynde evangeliet.
I 1870 bemærkede Julius Købner: ”Ordet Propheti har tre Betydninger. Først betyder det at spaa, det vil sige, at forkynde tilkommende Ting. Dernæst betyder det at tale som en Prophet, nemlig ved Inspiration af den Helligaand, saaledes som alt Guds Ord er indblæst af Gud. Den tredie Mening er at prædike eller udlægge Skriften, og det er den, som der er Tale om i Brevet til de Korinthier.” (Købner 1870, p. 38).
For Købner var det den tredje betydning af profeti, der er relevant for kristne i dag. Da der ingen ny inspiration finder sted i dag, bør ingen ”give sig ud for at tale ufeilbare Ord.” Vi har kun profeterne og apostlenes ord at læne os op ad: ”vort Ord er Intet imod Guds Ord i deres Mund. Vort Ord er kun en Fortolkning af deres Ord og intet Andet; og fordi vi kun ere Fortolkere, maae vi studere Guds Ord, og lade os belære af dem, som have mere Kundskab end vi.” (p. 45)
Hvad angår helbredelse, afviste man vel ikke, at Gud kan udvirke mirakler og måske stadig gør det, men spørgsmålet synes ikke at have haft den store interesse for baptister. Det var evangeliet om syndernes forladelse, man interesserede sig for – en helbredelse, som er dybere og mere væsentlig end den fysiske.
Det må hele tiden være evangeliet, der er det centrale. Helligåndens funktion er at føre mennesker til forståelse af ordet og tro på evangeliet – den føjer, som M. Jørgensen Toldam bemærkede, intet nyt til landskabet, men fylder, ligesom solen, landskabet med lys.
Hvordan danske baptister reagerede, da pinsevækkelsen kom til landet i 1920erne, kan man læse om her: “aandelige Ulykkesfugle”: Baptisternes modsvar da pinsevækkelsen kom til Danmark.