Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad 25. oktober 2016 af Johannes Aakjær Steenbuch, Bent Hylleberg og Lone Møller-Hansen:
Hella Joofs katekismus har sat gang i dåbsdebatten. Det er slående, hvor hurtigt det er kommet til at handle om, hvad der er korrekt luthersk lære. Luther, der satte skriften læst i lyset af Kristus, foran alt andet, sættes nu, sammen med bekendelsesskrifterne, foran skriften. Dåben er i den lutherske bekendelse ”nødvendig til frelse”, hvorfor børn skal døbes for at blive taget til nåde af Gud (Confessio Augustana IX). Men det spørgsmål vi må stille er ikke ”er det luthersk?”, men ”er det sandt?”.
Baptister har traditionelt peget på, at nåden ikke afhænger af os. Vi får del i nåden alene ved Guds gerning i Kristi død og opstandelse, og dåben er derfor hverken en betingelse eller et middel for nåden. Den er derimod en bekendelse af evangeliet, og, efter mønstret for Jesu egen dåb, en indvielse til tjeneste.
De, der forsvarer et sakramentalt dåbssyn, kan nok pege på bibelpassager, hvor det lyder som om dåben frelser (1 Pet 3,21), og at dåben er ”genfødslens bad” (Tit 3,5). Jesu ord til Nikodemus, om at ”den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Joh 3,5), synes også at sige noget om dåben. Men ordene skal læses i sammenhængen. Enhver, der tro, har del i det evige liv, forklarer Jesus (Joh 3,15).
Hvis dåben ”frelser” er det ikke fordi den giver en særlig adgang til nåden, men udelukkende fordi den er en bekendelse til troen. Med hjertet tror man til retfærdighed og med munden bekender man til frelse (Rom 10,9-11). Det er ”ved troen”, at vi er Guds børn (Gal 3,26). ”I er rene på grund af det Ord jeg har talt til jer”, siger Jesus til sine disciple (Joh 15,3). Johannes døberen gjorde det af samme grund klart, at Jesus ikke kom for at døbe med vand, men for at døbe med Helligånd (Mark 1,8).
I Markusevangeliet hører vi hvordan en gruppe kvinder vil have Jesus til at velsigne nogle småbørn. Disciplene brokker sig, og så falder de berømte ord: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres” (Mark 10,13). Jesus stillede altså ikke betingelser for at velsigne børnene, heller ikke, at de skulle døbes. Alligevel bruges netop det tekststed som begrundelse for barnedåben, ud fra den idé, at vi ved at døbe børnene skal ”hjælpe dem til Guds velsignelse”, som det hedder i folkekirkens dåbsritual – som om velsignelsen afhang af ritualet.
Dåben er ikke noget vi kan gøre os fortjente til. Men den er heller ikke en handling, man skal få noget i. Dåben er et udtryk for det, vi ufortjent allerede har fået. Dåb er ikke menneskers måde at tilvælge Gud, men et svar på den pagt (1 Pet 3,21), som han allerede har oprettet med os ved at give os et nyt hjerte (Heb 8,10). Dåb er en pagtshandling, men ikke et ”sakramente”, hvis vi dermed forstår et middel til nåden. Der findes ingen anden kilde til retfærdighed, hellighed og frelse, end Jesu død og opstandelse. Det er Jesus, der er ”midleren” mellem Gud og mennesker (1 Tim 2,5), ikke religiøse ritualer.
At gøre lov ud af nåden, som når dåben gøres til betingelse, er evangelieforfalskning. Nåden er gratis og afhænger hverken tro, gerninger eller religiøs praksis – alt det er udtryk for nåden, men ikke forudsætninger. Dåben er dog et synligt tegn på evangeliet, det er ordet in action. Derfor er det mere end bare en symbolhandling, for Gud er nødvendigvis til stede, hvor hans ord forkyndes. Om det er barne- eller bekendelsesdåben, der bedst udtrykker det forhold, er en anden diskussion. Det væsentlige er, at vi har fået dåben som udtryk for Guds ubetingede kærlighed og nåde.