Hvad er farisæisme egentlig? Da danske baptister mødtes til konference i Oure i 1875 gav Julius Købner sit bud på, hvad der kendetegner “verdslig kristendom”, og sammen med pengegriskhed, var netop tendensen til dømmesyge blandt de største farer – ikke mindst for baptister:
“Vor Herre Jesus var sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Han raabte ikke paa Gaderne; han sønderbrød ikke det knuste Rør, og udslukkede ikke den rygende Tande. Mod faldne, men bodfærdige Syndere viste han den største Sagtmodighed og Skaansomhed. Men dog talte han engang meget haardt, og det var til Pharisæer og Skriftkloge. Hvad var Pharisæerismen dengang, og vi svare, det var Verdslighed iført Fromheds Klædebon. Det var en Fromhed, som vilde være Noget, som vilde æres af Andre og beundre sig selv. Selvfølgelig maatte saadanne Fromme foragte de efter deres Mening mindre Fromme, og aandelig Hovmod var derfor Pharisæerismens sande Væsen. Naar Gud imodstaaer de Hoffærdige og kun giver de Ydmyge Naade, saa føler han dog meest Afsky for den Hovmod, som vil være ualmindelig from. Det mærke vi paa den Herre Jesus, ikke blot I hans Tale Matth. 23, og paa andre Steder, men ogsaa hans Bjergprædiken er stilet imod alt, hvad der var sagt og lært af Pharisæerne.
Er da Pharisæerismen uddød? Ingenlunde! den kan ikke døe, saa længe det menneskelige Hjerte er syndigt.
Mine Brødre! netop fordi vi ere Baptister, komme vi saa let ind i denne Daarskab. Idet vi troe at have den rette Lære, blive vi saare let strenge imod andre Christne, som ikke dele vore Anskuelser i alle Ting, og foragte dem. Gud er endnu lige stræng imod alt pharisæisk Væsen, som han altid har været. Lad os lægge Bind paa det, som Pharisæerismen halvt glemmer, gordi den har vigtigere Ting at varetage; lad os lægge Bind paa ægte Redelighed, Ydmyghed og Sagtmodighed, hvilke ere en sand Christens Prydelse. Lad os ikke med Missionsvirksomhedens Skin løbe fra Huus til Huus, for at høre om Andres Feil og Forseelser, ophidse Hjerter og fremme Uenighed. Lad os meget mere lægge os efter at faae saadanne Ting udryddede.
Det kan ikke nytte, at vi ere udtraadte af Kirken og have forenet os med Christi Menighed, dersom vi ikke derved faae mere Lighed med Jesus, blive sagtmodigere, ydmygere og Skaansommere. Pharisæerne dengang toge det urimeligt nøie med Potter og Kar; det var for dem en gruelig Forrydelse, at plukke nogle Ax og spise dem paa en Sabbath, for ikke at sulte. Man kan nu paa samme Maade have med Smaating at gjøre, med Flipper og Tørklæder, Væggeprydelser osv. Den pharisæiske Aand er streng og dømmende, derfor dømte den Jesus til Døden. En Christen bør være streng imod sig selv, men mild imod Andre. Det er sandt, at et Menneske bør rette sig efter Guds Ord, og der til bør man i Kjærlighed formane; men saasnart man vil, at Menneskene skulle rette sig efter os og vore Meninger, efter alt det, som vi i Svaghed bygge paa Guds Ord, idet vi misforstaae det, saa viser Pharisæerismen sig for os og vi blive verdslige, idet vi mene, at være særdeles aandelige. Jeg har stor Agtelse for den, som strengt og nøie retter sig efter sin egen Overbeviisning og Samvittighed; men Ingen har Ret til at fordre, at andre skulle rette sig derefter. De ere nødte til at rette sig efter deres Samvittighed.” (Købner 1875, s. 15f)
Se De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds Kapel den 19. og 20. Juni 1875 (Nakskov 1875).