P. Olsen: Militarisme og Kristentro

I 1909 blev et lille skrift med titlen Militarisme og Kristentro udgivet i Aalborg. Forfatteren er ifølge titelbladet en ”kristen fredsven”. Mere angives der ikke om forfatteren.

Har man været en tur i den danske baptistkirkes arkiver i Tølløse vil man dog vide, at ophavsmanden var den danske baptist P. Olsen, der i en årrække virkede som præst, højskoleforstander og redaktør af baptisternes ugeblad – og så i øvrigt skrev en række teologiske småskrifter, i flere tilfælde under pseudonym.

Anledningen til skriftet om militarisme og kristentro var de mange debatter om forsvarssagen op til 1909, hvor man blandt andet diskuterede hvad man skulle stille op med Københavns befæstning, som var blevet grundlagt i provisorieårene under Estrup.¹ En række præster, især indremissionske, men også nogle grundtvigske, havde fra deres prædikestole ført ”Befæstningsagitation”, som P. Olsen beskriver det. Blandt andre Skovgaard-Petersen havde forsvaret militær oprustning ud fra den tanke, at ”Kristendommens Forsvarsprogram”, som han kaldte det, måtte tage afsæt i Anden Krønikebogs skildring af Kong Joshafats oprustning i Juda (p. 12-13). Men snarere end at idealisere forsvarssagen bør ikke kun de troende, men alle tænkende mennesker, lære at se ædrueligt på kristendommens stilling til denne sag, skriver P. Olsen (p. 5).

Se også: Ny bog: Kun nåde – udvalgte tekster af P. Olsen

P. Olsen gør det klart, at Det Nye Testamente rigtignok opfordrer til kærlighed til folket og til fædrelandet. Både Jesus og Paulus giver udtryk for en stærk kærlighed til det jødiske folk som folk. Det Nye Testamente ”stiller stærke Krav om en dyb og virkelig Kærlighed til Fædrelandet hos den, som vil være en hel og alvorlig Kristen” (p. 6). Men P. Olsen afviser samtidige at tale om fædrelandet som en ”værdi” funderet i luftige følelser af samhørighed og fællesskab. Den kristne fædrelandskærlighed er ikke æstetisk, men må bestå i omsorg for de konkrete mennesker, der bebor landet (p. 7). Det er med den fynske bondedigter Mads Hansens ord ikke så meget ”Lyst til Danmarks Dejlighed”, der må være omdrejningspunkt for fædrelandskærligheden, men ”Folket i de danske Dale” med hvem jeg deler ”Sorg og Glæde”. Den kristne fædrelandskærlighed må gå i samme retning, blot med endnu stærkere vægt på ”Folket” som konkrete ”Mennesker”, snarere end luftigt ideal (p. 7). Netop derfor kan den kristne fædrelandskærlighed heller ikke indebære en national-chauvinistisk holdning.

Det er jo desværre en sørgelig sandhed, at ”Sabelen” og ”Præstekjolen” stadig er i god forståelse med hinanden, bemærker P. Olsen. Men når Europas ”levende Kristne” i og uden præstekjoler heller ikke gør den store modstand mod krigen, skyldes det alene deres ”konservative Hængen fast ved gamle Synsmaader” (p. 19).

Jesu bud om fjendekærlighed og saligprisningen af dem, der skaber fred, stiller principielt kristendommen på ”Fredens Side”, skriver P. Olsen (p. 12). Derfor kan vi ikke lægge Det Gamle Testamentes beskrivelser af Israel til grund for et ”kristent forsvarsprogram” (p. 13). ”Det gamle Testamentes Moral er ikke Kristendommens Moral.” (p. 13). Men man går også forgæves, hvis man hos Jesus forsøger at finde principperne for et kristent ”forsvarsprogram” (p. 14).

”Sagen er jo, at Kristendommen intet Samfundsprogram har, saa lidt som et Forsvarsprogram. Den tager de enkelte Mennesker saavel som Folkeslagene der, hvor de er, naar den møder dem: den vil vidne inden fra i Menneskenes Hjerter ved Helligaandens Kraft og ved sine store principielle Sandheder, som de møder os i Guds Ord.” (p. 14-15)

Kristendommen har intet forsvarsprogram, men møder de enkelte mennesker og folkeslag, der hvor de er, når den møder dem.² Men netop derfor kan vi heller ikke sige, at kristendommen ”forbyder” krig, skriver P. Olsen: ”Den siger ikke til kristne unge Mænd saadan rent i Almindelighed, at de skal nægte at bære Vaaben” (p. 15).

Kristeligt set kan krig mod ydre fjender være ligeså forsvarligt og nødvendigt som den indre polititjeneste, men altså netop ”kan”: ”Den kan være, men er det saare sjælden” (p. 15). I princippet er kun forsvarskrig berettiget, men i praksis kan det være umuligt at vurdere, hvornår noget bør betragtes som en forsvarskrig (p. 15-16). Der kan altså ikke gives nogen endegyldige kriterier for, hvornår krig kan retfærdiggøres. Selv hvis det var muligt i teorien er virkeligheden for kompliceret til, at vi kan fælde nogen entydig moralsk dom.

Årene forinden havde danske baptister diskuteret om kristne kunne gøre militærtjeneste eller om man helt måtte afvise at deltage i krigsførsel. Diskussionen var selvfølgelig ikke bare hypotetisk, men kom i kølvandet på erfaringerne fra 1864. På den ene side havde nogle forsvaret den traditionelle protestantiske opfattelse, at kristne har pligt til at assistere øvrigheden i at beskytte samfundet mod indre og ydre fjender, hvis det var nødvendigt, mens andre på den anden side havde forsvaret den mere radikale opfattelse, at det var aldeles forbudt for sande kristne at føre våben.

Det, der for mig at se, er så fint ved netop P. Olsens tilgang er, at han skærer igennem enhver diskussion om moralske principper, for i stedet at gøre evangeliet til hovedsagen. Forsvaret for ”fredssagen” er tænkt dialektisk, for så vidt, at den ikke er affødt af en principiel pacifisme, men i stedet for udspringer af afvisningen af en ligeså principiel militarisme. Det er i det hele taget idealiseringen af den ene eller den anden holdning, der kommer til at skygge for evangeliet.

Men fordi evangeliet ikke er et budskab om hvad som helst, men specifikt et budskab om den fredsfyrste (p. 18), der har skabt forsoning mellem Gud og mennesker og derfor også mellem folkeslag, ja, så må evangeliet pege på en kærlighed, der rækker ud over fædrelandskærligheden. Det ligger i selve begrebet om ”den hellige almindelige kirke”, at kristendommen er universel, og altså ikke kan identificeres med bestemte folkelige særtræk (p. 10). Kristnes opgave er derfor at forkynde evangeliet på tværs af grænser og på trods af modsætningsforhold mellem folkene.

”Her ligger de Kristnes Opgave: paa Trods af Løgne og Fordomme at prædike Kærlighed til Mennesker, til alle Mennesker uden Hensyn til Grænsepæle eller andre nationale Skranker.” (p. 20)

Kristne må acceptere, at krig kan være nødvendigt, men deres hovedopgave er en anden. Kristnes opgave er at forkynde evangeliet og ”at bede Gud skærme det Land, han har givet os”. Det er den vej en ”kristelig Fædrelandskærlighed, der virkelig er blevet sig bevidst som kristelig”, viser. (p. 22)

Militarisme og Kristentro er udgivet i antologien Kun nåde -udvalgte tekster af P. Olsen.