Af Bent Hylleberg
Førster, der blev født i København 1819, døde i Kansas, USA, i 1889, hvortil han emigrerede efter turbulente år som den danske baptismes leder fra 1848-1865. Efter uddannelse som cigarmager rejste Førster som ung i 1837 på valsen til Hamburg uden at kende noget til den danske vækkelse. Her mødte han Oncken, der i 1842 sendte ham videre til ’The Primitive Evangelical Baptists’ i London. Her blev han døbt 1843, studerede matematik og calvinsk teologi, hvorefter han blev udsendt som missionær efter eksamen ved London University. Det skete i julen 1848, selv om Oncken havde ønsket, at Førster skulle rejse over Hamburg til København allerede i efteråret 1846. I sommeren 1847 kaldte Oncken danske baptistledere til Hamburg, og allerede her blev Førsters rejse til hjemlandet aftalt.
Ved Førsters ankomst til Danmark bosatte han sig med sin engelske hustru i København. Han blev nu ansat som rejsemissionær med opgaven at opmuntre de nye, små og forfulgte menigheder. For dette modtog han løn som missionær fra de nævnte engelske baptister indtil 1865. Førster prægede danske baptister teologisk i calvinsk retning i flere generationer i højere grad end Oncken og Købner. Flere gange udbrød der teologiske stridigheder om hans forkyndelse og om Hamborg-bekendelsen fra 1847. Førster blev aldrig vellidt i menighederne. På grund af hans dominerende fremtræden og hans holdninger blev han kaldt ’Fyrsten’.
En af Førsters første opgaver blev – på Onckens opdrag – udført i Sverige september 1848, hvor han ved Göteborg døbte de første svenske baptister endnu inden, der var frihed hertil i Sverige. I januar 1849 inviterede Oncken tyske og danske menigheder til det møde i Hamburg, hvor de stiftede ’Forbundet af forenede Menigheder af døbte kristne i Tyskland og Danmark’. Strukturelt blev danske baptister nu én af de fire Foreninger, som dette tysk-danske samarbejde bestod af – skabt midt under den dansk-tyske krig 1848-51. Forbundskonferencerne blev holdt i Hamburg hvert tredje år, og her blev Førster helt frem til 1863 valgt som Den danske Forenings leder. Men i Den danske Forening blev konferencerne forsømt, så længe Førster virkede. Hensigten med det dansk-tyske Forbund var at sikre et fælles præg i trosopfattelsen, styrke fællesskabet, koordinere missionen, udsende et missionsblad og at udgive traktater samt en salmebog. Førster oprettede imidlertid sit eget traktatselskab (1853), skrev kun sjældent i det danske missionsblad (udgivet fra 1854) – og da han i 1855 deltog i den danske konference, aflyste han disse med virkning de følgende ti år. Det gjaldt også den 25-års konference, som danske baptister kunne fejre i oktober 1864. Og salmebogen, der først udkom i 1870, måtte vente på Købner.
Førster bevarede imidlertid sin position blandt danske baptister. I kraft af sin engelske missionsløn tjente han betydeligt mere end de fleste af de trosfæller, han arbejdede iblandt. Hvert kvartal skrev han sin missionsrapport til de engelske baptister, hvori han klagede over sin situation. Efter kolera-epidemien i København 1853, hvor han øvede en god indsats, førte han i nogle år dobbelt husholdning – dels i København, dels på det landbrug, han købte i Vestjylland. Da han fra 1856 bosatte sig på en større gård i Østjylland, blev han sognets største skatteyder. Efterhånden blev kritikken af Førster – både den teologiske og den sociale – åbenlys, men det var først da seksuel utroskab blev afsløret i Hamburg i 1865, at Oncken konsekvent afskedigede ham. Førster forblev boende på sin gård endnu to år, inden han med sin familie emigrerede til USA – til områder, hvor ingen af mange danske baptist-emigranter havde bosat sig. Her ernærede han sig med stor succes som læge. Han vedblev til sin død at være ’en overbevist kristen, særdeles velbevandret i Skriften, sand i troen, brændende i Ånden og højt agtet’.