I nærværende tekst fra Julius Købners hånd, der først nu foreligger i en dansk oversættelse af Bjarne Willer, fortsætter Købner tankerækken fra det vigtige 1848-manifest om den frie urkristendom. I Stat og kirke – forbundet eller adskilt? (Staat und Kirche – verbunden oder getrennt?) genfindes Købners dialektiske tankegang. Staten og kirken er ikke bare to forskellige dele af det menneskelige samfund eller Guds måde at regere verden på gennem to ‘regimenter’ som i lutherdommen, men principielt modsatte. Himlens og jordens rige er radikalt væsensforskellige. Begge har deres plads, men hvor den verdslige stat er baseret på magt, tvang og hierarki, må kirken modsat være baseret på frihed, kærlighed og lighed. Staten og kirken er uforenelige, selvom begge har en funktion i verden, men der kan ikke være noget forbund mellem de to. Kirken må være fri af statsmagten.

---

Stat og kirke – forbundet eller adskilt?

Af Julius Købner

Prædikant

Elberfeld 1882

Forfatterens eget forlag

Oversat af Bjarne Willer 2017

Svaret på spørgsmålet, om stat og kirke skal være forenet eller adskilt, afhænger af svaret på et andet spørgsmål – hvad er stat og hvad er kirke? Vi siger: Staten er den ordnede legemliggørelse af ideen om et folks jordiske, legemlige og sjælelige¹ velbefindende. Heroverfor er kirken legemliggørelsen af religionen, det vil sige, hjertets tilstand, når det drejer sig om himmelske, guddommelige ting. Således er de to aldeles forskellige. Staten ser kun på de jordiske ting, ikke de himmelske; dens love henhører til menneskers forhold til hinanden på denne side af graven. Dens inderste væsen er politikken. Religion ser kun på det himmelske, og hvis den i livets anliggender tager hensyn til jordiske forhold og gør sin indflydelse gældende, så sker det kun, for at ideer fra oven kan blive virkeliggjort, befalinger fra himlen blive fuldbyrdet; ikke for at følge menneskers moralske begreber. Tro og moral får den fra himlen gennem skrifter med guddommelig oprindelse.

Det andet meget vigtige, vi må betragte, før vi kan besvare spørgsmålet, er hvad, der væsentligt kendetegner forbindelsen mellem de to. At hævde at et jævnbyrdigt ligeberettiget forbund skulle være muligt, er at fornægte virkeligheden. I et forbund må den ene af de to nødvendigvis herske, den anden adlyde. Der har ikke oprindeligt været kun én kirkestat, men alle lande i den civiliserede verden er til dels blevet til på samme måde. Fyrsterne modtog kronen af pavens hånd og kunne af den samme hånd fratages den. Dette forhold er ganske vist forsvundet, men idealet om, at det bør være sådan, er langt fra forsvundet fra pavedømmets væsen. I vore dage er det blot blevet bekræftet med ufejlbarlighedserklæringen og det venter blot på en fornyet virkeliggørelse. – Ved siden af katolicismen, der betragter sig som en statsfange, findes protestantismen, som efter eget valg har underkastet sig statens ledelse og herredømme, ja har udnævnt de protestantiske fyrster til de øverste biskopper i kirken. I dag findes der stadig katolske, lutherske og reformerte lande eller områder, alt efter om deres fyrster forblev katolske, blev lutherske, eller de tilsluttede sig de reformerte. Katolicismen og protestantismen hylder altså modsatrettede principper med henblik på deres forhold til staten.

Men her hører vi nu påstanden, at protestantismen kun underkaster sig en kristen-protestantisk stat, og over for denne påstand opstiller vi en anden: Der har aldrig været en kristen stat, og der vil heller ikke findes en, før Herren Jesus kommer fra himlen og opretter den. Til begrebet stat hører to faktorer: Et folk og en regering. En kristen fyrste – og hvor forsvindende lille var antallet af sådanne – kan ikke gøre en stat til en kristen stat. Men hvornår har der været et kristent folk, hvis overvejende flertal bestod af sandt kristne, det vil sige mennesker, der har omvendt sig fra en verdslig tankegang og en verdslig religion² til Gud, åbenbaret i kødet? Den tyske kejser er kristen; men folket agter ham ikke for hans kristendoms skyld, men fordi han er et mønstereksempel på en fortræffelig regent. Kun af den grund har man lovord til overs for hans kristendom og hans dertil svarende offentlige bekendelse. Til begrebet ’det tyske rige’ hører nu rigsdagen. Er denne politiske organisation en kristelig en? Hvem vil vove at påstå det? Og hvis nogen kom med den påstand, ville han så ikke blive udsat for medlemmernes medlidende latter?³

Når staten lader sig lede af kirken, opgiver den sig selv og bliver et kirkeligt monstrum, mens kirken opblæst deraf, forfalder til verdsliggørelse. Det viser kirkehistorien fra Konstantin den Stores tid til reformationen. Overlader kirken sig til statens ledelse, bliver den til statens ejendom og overlades til dens forgodtbefindende. Det viser den protestantiske kirkes historie.

Er kristendommen af Gud og guddommelig, så har aldeles intet menneske, ingen stat og ingen regering ret til at beslutte, om Kristi kirke skal være bundet til staten og stole på dens ledelse eller ej. Hverken de ikke-troende eller de troende er kompetente til at besvare vores spørgsmål. Det kan kun besvares afgørende og retfærdigt af Gud selv, og det ved hans faste hellige ord. Men også hvad angår denne hellige instans, der er den eneste, der kan afgøre sagen, må vi tage højde for et højst vigtigt hensyn, der egentlig giver sig selv: Det gamle Testamente med dets teokrati kan aldrig gøres til målestok for Kristi Kirkes forhold til staten. Thi kristendommen er over for jødedommen noget nyt, og som en ny vin kræver den, som Herren siger det, en ny sæk. (Mat 9,26-17; Luk 5,36–39; Ef 2,14-15; Joh 1,17)??

Hvorledes besvarer nu Det nye Testamente spørgsmålet, om kirke og stat skal være forbundet eller adskilt? Først kommer navnet i betragtning, som herren Jesus har givet sin menighed, sit rige. Han kalder det ”himmeriget”, og afskærer ved dette navn enhver forveksling mellem dette rige og dets anliggender og jorderiget og dets anliggender, ja enhver sammensmeltning. Afstanden mellem de tos naturer er så stor som afstanden mellem himmel og jord. I denne erklæring fremstår Herrens vilje funklende klart for os! Lige så klart ligger det i ordet: ”Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, ville mine tjenere kæmpe for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne. Men mit rige er ikke af denne verden.” (Joh 18,36). Må kirke og stat sammenblandes med en sådan erklæring fra Herren? Må kirken gifte sig med staten og derved gør den til sit overhoved? Den bliver jo netop på den måde et rige af denne verden.

Jesus holdt sig så langt fra alle politiske spørgsmål som muligt. Fjernt holdt han sig fra spørgsmålet om de hedenske herskeres ret til at herske over Guds folk. Ja han gik bemærkværkelsesværdigt nok uden om spørgsmålet, om han var Messias, Davids søn, fordi han ikke ville give næring til de naturlige spørgsmål om Davids riges sejr over det romerske. Han lod spørgsmålet om, hvem han var, stå ubehandlet hen for gennem sit væsen, sine ord og sine handlinger at gøre det til et spørgsmål om hjertets indstilling. Først til sidst bekender han, at han ganske vist er den lovede Messias, omend ingen jordisk, men en himmelsk konge. Pilatus forstår ham også derhen, at han ikke ville oprette et rige af denne verden. På ingen måde tilnærmede han sig staten for at indgå et forbund med den. Da en af folket sagde til ham: ”Mester, sig til min broder, at han skal dele arven med mig”, svarede han, ”hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?” (Luk 12,13–14). Jesus er ganske enkelt øvrigheden underdanig og forsegler sin lydighed med sin blodige død. Han lod ikke en englehær skride ind. Den kristne skal følge dette ophøjede eksempel i alle jordiske anliggender.

At Kristi apostle ikke var bestemt til efter døden og efter opstandelsen at udøve politisk indflydelse, at imponere myndighederne eller stræbe efter at indgå nogen pagt eller noget forbund med dem, bliver uigendriveligt bevist ved den totale mangel på udrustning dertil og ved den guddommelige begejstring. Begge dele forhindrede en sådan stræben. De forhandlede ikke med myndighederne; de henvendte sig til hver enkelt menneskesjæl uden først at indhente den jordiske tilladelse. Deres virke lignede deres mesters. ”Evangeliet bliver forkyndt for de fattige”. Endnu lang tid efter aposteltiden bar de troendes menighed dette præg.

Var det så deres redning, at det fik en ende, da det skæbnesvangre forbund med kejser Konstantin og staten blev sluttet, da Kristi skam måtte vige og ærværdighed trådte i stedet? – Man vil måske indvende, at Paulus gjorde krav på de romerske myndigheders beskyttelse. Men det gjorde han kun som romersk borger, bevidst om, at han ikke havde prædiket imod kejseren. – Det jødiske synedrium var, hvad angår åndelige ting, blevet en autoritet for den romerske stat. Men apostlene adlød ikke forbuddet fra myndighederne, men fortsatte med at prædike kristendom. En lydighed i strid med Guds ord og den af Gud oplyste samvittighed er ikke påbudt i Det nye Testamente. Faderen er en autoritet over barnet, og på samme måde monarken over undersåtten; men at handle mod samvittigheden kræver Gud hverken af barnet eller undersåtten. Han påbyder tværtimod at være tro mod samvittigheden (Rom 14,23). ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (Luk 14,26)

Den mest samvittighedsfulde lydighed mod statsoverhovedet og mod statens love bliver i Det nye Testamente til en pligt for den kristne; men i himmelske anliggender indrømmes han fuldkommen frihed, friheden til udelukkende at rette sig efter Guds ord. (ApG 4,19). Og at tage vare på denne frihed hører med til den hellige skrifts fordringer.

”Alle skal underordne sig de myndigheder, der står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, der findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” ”for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte, for ikke for ingen ting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.” (Rom 13,1-4).

Den øvrighedsmagt, der her refereres til, indebar de skrækkeligste uhyrligheder under den romerske kejser Nero, hvilket borger for, at apostlens ord om lydighed kun gælder verdslige anliggender, men ikke sigter mod de åndelige anliggender. Her overfor står den verdslige stats karakter med sværd og hævn stik imod himmerigets nåde, tilgivelse, kærlighed og uforbeholden langmodighed. Ifølge de nytestamentlige begreber kan et rige, hvis formål er at straffe forbryderen, ikke smelte sammen med et, der først og fremmest vil tilgivelsen, troen på og tilslutningen til Guds forsoningsværk. Ild og vand er begge gode at have, men hver for sig. Forener de sig, vil den ene slå den anden ihjel, eller der opstår skadelige eksplosioner, billedlig talt, kulturkampe. Statens natur består i øvrighedens befaling og i undersåtternes lydighed. Men Guds rige er per natur et fællesskab mellem ligestillede med et himmelsk overhoved. Er der hyrder blandt disse ligestillede, skal de ikke herske (1 Pet 5,3). ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Jesus Kristus” (Gal 3,28).

Det sagte rækker fuldt ud til at klargøre uforeneligheden af den sande kirke og staten. Vi vil dog fremføre endnu et udsagn af Kristus, som i sig selv, uanset alle andre, afgør spørgsmålet:

”Da sagde han til dem: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener” (Luk 22,25–26)

Kan væsensforskellene og uforeneligheden af det jordiske og himmelske rige beskrives mere utvetydigt? ”I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og i er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres far; for én er jeres far, han, som er i himmelen.” (Mat 23,8–9). Som borgere har vi en landsfader. Og vi må kalde ham sådan, når vi adlyder ham i verdslige anliggender. Men som kristne er der for os ikke nogen jordisk autoritet, som vi skal adlyde i åndelige spørgsmål. Kristi kirke kan ikke gøre staten til sin far uden stærkt at forsynde sig mod Guds ord.

Man anfører mod os, at forbundet mellem stat og kirke nu engang er der; det er blevet en historisk realitet, forordnet af Guds forsyn. Vi spørger: Har alt, der har en historie, og som er blevet til ved Guds accept, dermed også hans velbehag? Hvor ender vi med en sådan tydning af Guds verdensregering, som hæver sig langt over alle menneskelige begreber? Kunne han ikke finde sin forherligelse gennem selv det skrækkeligste? Og er historien andet end en optegnelse over menneskelige fejl og fejlgreb med ganske få undtagelser? En protestant har ikke mere ret til at påberåbe sig historien end en katolik, der påberåber sig traditionen.

Et andet forsvar for forbundet mellem kirke og stat lyder: Kirken har dog i denne stilling frembragt så mange tro, fine gudsmænd, og mange sjæle har de vundet. Men vi spørger: kan disse Herrens tjenere takke forbindelsen med staten for de sjæle de har vundet? Har deres forberedelser til embedet på universiteter, hvor en professor river ned, hvad en anden har bygget op, foranlediget deres åndelige omvendelse og udvikling? Disse mænd er på trods af den slags nået op på prædikestolen og trods deres forbindelse med staten blevet Guds oprigtige tjenere; de er beviser på, at Gud ikke lader sine hænder binde af menneskelige fejl. Og hvad angår den velsignelse, der hviler over deres arbejde, så beviser det, at den almægtige under alle omstændigheder kan nå menneskers hjerter, og at han til dette benytter sig af så vel statskirkelige som frikirkelige, fordi han frem for alt har menneskets frelse og den hellige oprigtige kærlighed hos sine for øje.

Ganske vist må vi også spørge erfaringen til råds, når vi vil besvare spørgsmålet, om hvorvidt Kristi kirke skal være forbundet med staten eller forblive adskilt fra den. Men før vi gør det, vil vi bemærke, at adskillelsen af kirke og stat på ingen måde bygger en mur mellem de to. Statsborgerne må være eller blive kristne, og de kristne må være de mest samvittighedsfulde, loyale og dygtigste borgere i landet. En sådan tilstand vil lettere kunne nås, jo mindre rolle statens politistav spiller i kirkelige forhold.

Hvilke frugter har forbundet mellem kirke og stat båret? – Den af Gud knyttede gammeltestamentlige forbindelse mellem de to skulle have vist, hvor godt det var for begge. Men i stedet blev resultatet til en advarsel mod ordningen, og det er derfor intet under, at den nytestamentlige tilgang indeholdt en alvorlig deling af de to, befalet af Herren. Af de 41 konger i Israel og Juda var der kun 6, der ikke indførte nogen gudsdyrkelse og derfor ikke ødelagde folket. Hos alle Israels konger forvaltedes politik på det religiøse område, hvilket førte til undergang. Indholdet af Moses’ religion var i det væsentlige lov. Evangeliet havde de kun i skyggebilleder. Når nu Guds lov ikke kan forliges med politikken, hvordan skulle evangeliet da kunne forliges med denne? Da evangeliet havde forvildet sig i kristendommen – da lutter lov var trådt i dets sted – var forbundet med staten færdigt, og den vanartede kristendom begejstredes af politik. Den skabte sig et hierarki med monarkisk top, og nøjedes ikke med, at være en stat i staten, men ville og vil være en stat blandt stater, ja staten over alle stater. Dens konge bærer en trefoldig krone og den lader sine fødder kysse af fyrster.

Politik er sjælen i en jødisk kristendom. Da nu den protestantiske kristendom valgte sig de højeste bevæbnede befalingsmænd, de højeste ledere i politik til at regere som biskopper, kunne det da undgås, at en ny kirkepolitik gjorde sig gældende og afskar den sande kristendom? Der kom en tid, hvor man kunne finde mere sand kristendom i den romerske kirke end i den protestantiske. De højeste hænder havde besat alle teologiske lærestole og alle prædikestole i det protestantiske Tyskland med forbenede nationalister. Og når en protestantisk fyrste optrådte som kirkens reformator, skete det på statslig befalingsmandsagtig måde; ikke i ydmyg ånd overfor det evangeliske ord. Vi minder om Henrik VIII fra England, og om indførelsen af unionen i Preussen og den dertilhørende forfølgelse af lutheranerne. Så længe fortrængte en tvangskristendom med tvangsdåb og tvangskonfirmation i protestantiske statskirker kendskabet til det sande evangelium, som vil den frie tro og hjertets frie hengivelse til frelseren! Nu er der imidlertid indtrådt en vending, så ikke statskristendom, men liberalismen, er blevet fremherskende.

Forbundet mellem stat og kirke har bundet Herren Jesus Kristus og korset. Den har ført utallige skarer af hans disciple fra de romerske amfiteatre, fra korstogenes blodbad og fra inkvisitionens bål til himlen. Hvor meget gråd, hvor meget forfærdelig elendighed, hvor mange fristelser og troløshed, hvor meget umenneskelighed har dette forbund frembragt! På grund af det har protestanter siden reformationen blodigt forfulgt hinanden, bundet i kæder og bånd. I Bøhmen blev de uryddet. På grund af forbundet mellem dybest set uforenelige størrelser, er religionsforfølgelser fortsat i det protestantiske Tyskland indtil 1848, hvor man mange steder har frataget de fattige det sidste, de havde. Andre er blevet kastet i fængsel, blot fordi de holdt udenomstatslige forsamlinger og af kærlighed til mennesker, der levede uden Gud og indbød disse mennesker til deres møder. Mens der stadig forekommer religionsforfølgelser i det katolske Spanien og i det protestantiske Sverige, længes mange i Tyskland efter ophævelsen af den frie forsamlingsret, så de ved hjælp af gendarmer kan bringe det udenomkirkelige arbejde for Herren Jesus til ende.

Vi har netop set, at forbindelsen til staten gør kirken forfølgerisk, og at staten derfor bliver opmuntret til uretmæssig brug af sin magt. Men for kirken er denne forbindelse også på anden måde blevet usund, for den er slumret ind i statens favntag og har ikke kunnet udgøre noget levende, altgennembrydende næringsstof. Kirkens tjenere har først måttet vækkes til at efterligne de af staten uafhængige kristne, og siden har de anstrengt sig for at følge med. Det privilegerede og sikre, det ærebårne og nedadtil uafhængige, frembringer en stærk lyst til selvglæde, som man mere eller mindre ubevidst bliver fanget af. Gejstlighedens anvendelighed bliver derved betragteligt svækket. – Den gejstlige omspindes uden at mærke det, af den fejlagtige opfattelse, at hans sognebørn er kristne. Han er dog selv skyld deri med statsamtets dåb og konfirmation uden egen afgørelse. Styrken i forkyndelsen svækkes derved; han afholder sig fra klart og tydeligt overfor enhver at forkynde nødvendigheden af sand omvendelse, uden hvilken man går fortabt. Hans sørge- og begravelsestaler bringer ham i fare for at fortie det nødvendigste, den tveæggede sandhed. – Ved forbindelsen med staten er tugten forsvundet ud af kirken, og det betyder meget.

Ser vi på den anden side på følgerne af den kirkelige løsrivelse fra overformynderiet og statens pengekasse, så har vi først Skotland for os med dets blomstrende frie kirke, som de gamle valg af præster i kirker og skoler i hele landet har fordoblet, og antallet af sande kristne er forøget betydeligt; mens de menigheder, der forblev forbundet med staten er blevet rusket i og stimuleret. Samtidig fordobledes antallet af skotske missionærer til Hedningeverdenen. – Men også i England er de af staten uafhængige forskellige trosretninger af afvigere de egentlige bærere af det åndelige liv, men ikke blot i deres egen midte, men også i episkopalkirken, som tjener som stimulus. – Med endnu kraftigere træk ser vi følgen af uafhængigheden af staten i den ganske vist brogede, men så meget desto mere levende kirkelige liv i Nordamerika. Hvilken kendsgerning kunne være mere udslagsgivende for besvarelsen af vores spørgsmål, end det, at der ikke findes noget protestantisk land, som kan måle sig med Nordamerikas Stater, hvad kirkelighed angår? Den fulde uafhængighed af den verdslige magt har tilvejebragt denne fremkomst og de kirkelige aktiviteter hos alle trosretninger, som man ikke finder noget andet sted.⁴

Man frygter kirkens løsrivelse fra staten, fordi man antager, at resten af den tyske folkefromhed vil gå tabt ved en sådan begivenhed. Hvis man gerne vil have denne fromhed tilbage, skal man snarere styrke forbundet med staten end brænde den, synes statens synspunkt at være. Hvis man har et ubegrundet håb, så er det, at folket, som det nu er, kan tvinges til fromhed gennem lovgivning. Derved vil de hellige blive endnu mere fremmedgjort. – Hvordan vil det da være muligt at løfte folket åndeligt? Kun ved kristendommens og dens institutioners fuldstændige uafhængighed af staten, og på samme tid gennem den af ånd gennemtrængte kristendoms liv og arbejde; ved sand indre mission.

Man må ikke glemme, at hvis der er almene nyttevirkninger af kristendommen, som omfatter et folk og dets skikke og selskabelige orden, er dette ikke noget i sig selv, men kun en udstråling fra dem, der bærer kristendommen, som det fremgår klart af de levende skrifter. Derfor kan folkefromhed heller ikke opnås som noget selvstændigt, som man gerne ville med alle disse statsregler. – Kristendommen skal arbejde frit, uomklamret af statens favntag; kun ved det hellige ord og den almægtige Guds Ånd! Da vil mennesker blive omvendt, og det må være det første; da vil andre virkninger på folket heller ikke udeblive, som de heller ikke udeblev i kristendommens første svære tid(Ap.G. 5,13-14). Dog er ingen salig og retfærdig for Gud, hvis hans tanker og handlinger kun er kristeligt oplyst i folkelig forstand, mens hans hjerte ikke er født på ny af Gud.

Måtte det da i Tyskland kommer dertil, at de kristne af enhver slags ser sig nødsaget til at forlade sig alene på Jesus Kristus, der gør dem salige. Måtte det komme dertil, at de i troens vished ikke er bange for at tage kampen op mod mørkets rige; at de ikke skal frygte for den magt, som de, der kalder sig kristusfjender, har, eller for jødernes magt; at de endnu mere sejrsglade skal klamre sig til sandheden: Den stærkere i himlen er med os! Den evige kærlighed lader ikke os og sandheden, som vi holder os til, blive til skamme!