Af Bent Hylleberg
Nedenfor bringes tilføjelser og rettelser til bogens tekst – to år efter den udkom. Først kommer der et tillæg til afsnittet om dødsstraf. Da det handler om Alf Engebretsens rolle ved henrettelserne udenfor Viborg i 1947, supplerer det også afsnittet om Aalborg-baptismen. Derpå følger der en væsentlig rettelse til afsnittet om Aalborg-baptismens spejderkreds, der var aktiv i modstandsbevægelsen i foråret 1945. Forud for hvert af de to afsnit anfører jeg i en kursiveret tekst, hvordan afsnittet er fremkommet, og hvem jeg er tak skyldig. Til sidst anfører jeg nogle få – mindre – rettelser, der må med, fordi de korrigerer fejlagtige oplysninger i bogen.
Tillæg til afsnittet om ’Dødsstraffen’ i Rammefortællingen 1945-1950 (s. 145-146)
Efter mit foredrag i Bethelkirken, Aalborg, i april 2022 arbejdede Henrik Andersen og Astrid Melkær Andersen videre med pastor Alf Engebretsens opgave som sjælesørger for de arresterede tyskvenlige tolke, stikkere og medløbere, der ventede på deres dom i arresten i Aalborg. Deres research bragte et vigtigt kildemateriale fra august 1947 til veje – og det efterfølgende samarbejde førte os til tre nye kilder: En ’Henvendelse til Rigsdagen’ om, at der ikke måtte effektueres flere dødsdomme end de 19, der da havde fundet sted. Bag denne henvendelse stod en ’Kreds af Borgere’ på 10 navngivne personer, der repræsenterede et bredt udsnit af den danske kulturelite. Bag initiativet til ’Henvendelsen’ stod F. Bredahl Petersen anført som den første. I forbindelse med offentliggørelsen af appellen den 8. august 1947 inddrog han Alf Engebretsen som ’øjenvidne’ til flere af henrettelserne i Undallslund ved Viborg. Det medførte, at Aftenbladet den 8. august 1947 – samme dag, som ’Henvendelsen’ kunne læses i dagens aviser – bragte et ’Interview’ med Alf Engebretsen med overskriften: ’Et vidne, der hellere end gerne deltager i Aktion mod Dødsstraffen’. Sidstnævnte ønskede efterfølgende at præcisere flere af sine udtalelser, og derfor skrev han et ’Læserbrev’, der blev optaget fire dage senere i Aalborg Amtstidende. Her lød overskriften endnu mere dramatisk: ’Nazistiske Følere ude efter Pastor Engebretsen, Aalborg’. Det nye materiale gør det muligt at skrive det afsnit, der følger her.
Orkestreret af Bredahl Petersen
Sammenhængen mellem dagspressens ’Henvendelse til Rigsdagen’ med krav om, at dødsstraffene ophørte, Aftenbladets interview med Alf Engebretsen og dennes læserbrev er ganske tydelig. Den blev orkestreret af Bredahl Petersen. Det fremgik både af interviewet og af læserbrevet. I Aftenbladet blev Alf Engebretsen præsenteret som ’en af de faa, der har overværet, at danske Landsforrædere blev henrettet’, og han gav en ’Række Oplysninger, der vil have Værdi, naar Offentligheden skal tage Stilling til dette alvorlige Spørgsmål’. I Aalborg Amtstidende skrev Engebretsen direkte: ’Torsdag den 7. August blev Undertegnede ringet op fra Aftenbladet i København, som bad om et Interview i Anledning af en Adresse, underskrevet af en Række kendte Mænd, som gik ind for Dødsstraffens Afskaffelse. I denne Adresse havde en af de Undertegnede, min Ven og Kollega, Dr. Bredahl Petersen, henvist til mig som en af de Præster, der havde overværet Henrettelser, og nu ønskede Aftenbladet at høre nærmere om dette’. Alf Engebretsen havde så sent som i maj 1947 fulgt med to af de dødsdømte, indtil de dræbende skud aflivede dem i Undallslund, hvorpå han foretog jordpåkastelsen. Interviewet med øjenvidnet Engebretsen skulle utilsløret fremme, at loven om ’livsstraf’ nu skulle afskaffes. Politisk set lykkedes aktionen ikke, og der blev indtil sommeren 1950 gennemført endnu 27 henrettelser af danskere, der på forskellig vis var gået i nazisternes tjeneste under krigen.
I vores sammenhæng giver interviewet med Engebretsen og hans opfølgende læserbrev et mere nuanceret indblik i diskussionen blandt danske baptister om dødsstraffen. L.C. Abildgaard havde – som anført (s. 145) – talt for at anvende ’livsstraf’ af humanitære grunde. Det var det mest nådige såvel overfor den dømte som overfor dennes pårørende. Da H.C. Barkan forsøgte sig med en generel ’kristen protest’ imod dødsstraf, blev han prompte sat på plads af redaktør Abildgaard. En sådan irettesættelse ønskede Bredahl Petersen ikke at blive mødt med. I stedet tog han initiativ til en bred – kulturelt og humant begrundet – protest mod at anvende ’livsstraf’. Det er den mest oplagte måde at læse ’Henvendelsen til Rigsdagen’ på, hvor han er opført som den første blandt ti underskrivere og tillige som modstandsmand, der hørte hjemme blandt AMagerPAtrioterne. Om Engebretsens erfaringer i foråret 1947 bevægede Bredahl Petersen til dette initiativ eller omvendt – om Bredahl har ønsket at anvende sin kollegas erfaringer fra henrettelserne – er ikke let at afgøre. Men så snart Baptisternes Verdenskongres var afviklet med en stor march gennem København søndag den 3. august (s. 152ff) var Bredahl Petersen parat til at gå til pressen for at få dødsstraffen ophævet.
Henvendelsen til ’Rigsdagens og Regeringens Medlemmer’ begyndte med en henvisning til, at dødsstraffen i Danmark var blevet ophævet ’før Krigen’, nemlig i 1930. Med det faktum som udgangspunkt lød appellen således: ’Dansk Kultur-Niveau steg før Krigen dertil, at Dødsstraffen sattes ud af den borgerlige Straffelov, men ved Krigens Afslutning indførtes den igen, endda i Henhold til en tilbagevirkende Straffelov. Vi har faaet Freden og dens Goder, men vor Kultur maa vi atter hæve, saa vi standser al yderligere Blodsudgydelse og de dertil hørende Rædsler saavel for Delinkventen som for hans Familie og vel ofte for Bødlerne med. Det er nu vor Opgave at bygge op igen Respekten for Livet. Vi appellerer til Rigsdagens og Regeringens Medlemmer om at udvirke en generel Benaadnings-Akt, saa der ikke bliver eksekveret flere Dødsdomme’. Blandt de ti underskrivere optrådte professor Hal Koch og arkitekt Poul Henningsen, alias samfundsrevseren PH.
Til alters med de dødsdømte
Engebretsen fortalte i begge aviser om sit forhold til de dødsdømte, som han besøgte i arresten i Aalborg. I Aftenbladet blev han citeret således: ’Allerede i 1945 fik jeg Kontakt med flere Mænd, der senere blev dødsdømt. Efter Ønske fra Forældrene besøgte jeg den unge Christian Lundholm i Fængslet i Aalborg, og efterhaanden lærte jeg også andre af de fængslede at kende, bl.a. fik jeg Forbindelse med den berygtede Frantz Toft, Albert Dahl og Børge Jensen. Jeg fulgte den Udvikling, de gennemgik i Fængslet, og jeg oplevede at se dem naa til Troen paa Kristus, og jeg saa, at de fandt Hvile ved denne Tro. Gennem Myndighederne fik jeg Tilladelse til at overvære tre Henrettelser, og jeg forrettede selv Jordpaakastelse af Christian Lundholm og Børge Jensen’. I læserbrevet formulerede han sig således: ’Gennem de mange Maaneder, jeg besøgte de dødsdømte, havde de uforbeholdent og helt ladet mig skue ind i deres Liv. Jeg fulgte deres Kamp mod Depression og Fortvivlelse under det psykiske Pres, det var at vente i maanedsvis med Dødsdommen hængende over sig. Vi delte mange rige Stunder sammen om Bibelen og i Bønnen, og vi havde gribende Højtidsstunder, da vi gik til Alters sammen. Det kristelige Fællesskab bandt os sammen. Det kan derfor ikke undre nogen, at det blev et Chok for mig at overvære deres henrettelse. Og dog var jeg villig til at gøre det om igen, thi det var samtidig meget trosstyrkende’.
Interviewet indeholdt også Engebretsens iagttagelser på henrettelsespladsen. ’Jeg kom til det Sted, hvor alle Landsforrædere udenfor Sjælland bliver henrettet. Henrettelsespladsen, hvis Beliggenhed skal hemmelig-holdes, ligesom Tilfældet er med den, der ligger i Nærheden af København, var meget skarpt bevogtet af Politifolk. Ingen Mennesker havde Mulighed for at komme igennem Afspærringen, og Pladsen laa iøvrigt i en Skovbeplantning langt fra Vejene, saaledes at ingen paa Egnen kunde bemærke noget’. Engebretsen vidste naturligvis, at ingen af de medvirkende ved henrettelserne måtte fortælle om deres oplevelser på retterstedet. Men journalisten forsøgte alligevel: ’Var det ikke en Overvindelse for Dem at skulle overvære Eksekutionen?’, hvortil Engebretsen svarede: ’Jo, det var. De to Mænds Henrettelse gav mig et Chok, som det tog mig lang Tid at overvinde, og jeg kunde ikke sove flere Døgn efter’. Journalisten ønskede at komme endnu tættere på: ’Uden at De fortæller om selve Henrettelsen, vil det da ikke være Dem muligt at sige nogle Ord om Straffens fuldbyrdelse?’ Engebretsen fulgte trop: ’Jeg kan sige saa meget, at Eksekutionen fandt Sted paa en saa hurtig og saa human Maade, som man kan ønske det, naar Danmark nu engang skal have Dødsstraf. Myndighederne har gjort det Hele saa humant og smertefrit, som det overhovedet kan gøres’. Journalisten fortsatte og konstaterede om de politibetjente, der skød de dræbende skud: ’Det er ingen Hemmelighed, at de Politifolk, der bliver udvalgt til at fuldbyrde Dødsdomme, kun nødtvunget gaar med’ – og Engebretsen svarede: ’[D]et er rigtigt. Jeg har de Gange, jeg har overværet Henrettelser, haft Lejlighed til at tale med Politifolkene, og alle uden Undtagelse sagde de, at de helst var fri for at deltage i Skydningen’.
Dødsstraffen – og justitsministeren
Aftenbladets journalist ville også vide, hvordan Engebretsen så på ’den Henvendelse om Dødsstraffens Problem, der i disse Dage er sket til Rigsdag og Regering’. Hertil svarede Engebretsen: ’Jeg vilde gerne være med i enhver Aktion mod Dødsstraffen. Jeg har altid principielt været Modstander af Dødsstraf. I Følge mit kristelige Syn er der kun én, der raader over Liv og Død, og det er Gud. Jeg vender mig ikke imod de Henrettelser, der er foregaaet, og jeg tager ikke Stilling til de Forbrydelser, der er blevet paadømt, for som Forholdene og Lovene er i Øjeblikket, maa de Mennesker dø, som gennem tre Instanser har faet deres Forhold behandlet med Dødsstraf som Resultat. Men jeg haaber inderligt, at Myndighederne vil forstaa, at der maa ske en Ændring snarest’. Som en sløjfe på interviewet til Københavner-avisen inddrog Engebretsen til sidst justitsminister Elmquist og hans holdning til dødsstraffen, idet han rundede interviewet af med dette herresving: ’Jeg har personligt forhandlet med Justitsminister Elmquist om Dødsstraffen. Min Samtale med Justitsministeren fandt Sted i Anledning af Banaadningsansøgninger, og jeg tror, jeg tør sige, at Justitsminister Elmquist personlig ikke er glad for, at Dødsdommene maa eksekveres. Jeg har det Indtryk, at Landets ledende Mænd har maattet vedtage denne Lov, fordi Befolkningen ønskede Dødsstraf’.
Kolde fødder i Aalborg: ’Jeg ønsker ikke …’.
Alf Engebretsen blev efter interviewet beskyldt for at have været for åbenmundet om det, der fandt sted på henrettelsespladsen. To gange i læserbrevet forsøgte han at lægge afstand til en sådan anklage. Først skrev han: ’Jeg ønsker ikke at offentliggøre noget fra Retterstedet. Hvordan Aftenbladet har kunnet komme hertil, er mig en Gaade. Jeg har overhovedet intet nedtegnet fra Begivenhederne ved Retterstedet. Det er heller ikke nødvendigt, for jeg kan i Erindringen genkalde nær sagt hver lille Detalje fra denne Begivenhed ved blot at lukke mine Øjne og tænke paa, hvad der skete. Hvad jeg har nedskrevet er, hvad jeg ved personlig Iagttagelse og personlig Samtale har skuet ind i hos disse Dødsdømte under den lange Ventetid. Deres skiftende Sind, Depression, Fortvivlelse, Glæde, Haab, Rastløshed og Uro, blandet med Tillid og Tro paa Gud og Haabet om Himmelens Fred og Glæde, deres Maade at reagere paa overfor de forskellige for os ganske smaa Ting. Det vil sige: Naar det gælder det psykiske Moment i Sagen, er jeg blandt de ganske faa, der har faaet Anledning til at studere dette. Det var disse Optegnelser, jeg nævnte eventuelt kunde komme frem for Offentligheden’. Intet tyder på, at Engebretsens notater fra sjælesorgen blandt de dømte blev offentliggjort.
Den anden begrundelse for at lægge afstand til beskyldningerne om, at han gik over stregen i interviewet med Aftenbladet, fremførte Engebretsen på denne måde: ’For yderligere at slaa fast, at jeg ikke ønsker nogen Offentliggørelse af Begivenhederne fra Retterstedet, skal jeg nævne, at der har været nazistiske Følere ude efter mig. De ville vide, hvem der var med til at henrette deres Kammerater. Paa mit Spørgsmaal om, hvorfor de ønskede at vide det, svarede de: ’Vi vil hævne vore Kammerater’. Naturligvis gav jeg dem et Svar, saa de hurtigst muligt kom af Sted’. Læserbrevet sluttede han med at gentage sit principielle syn på dødsstraffen – det synspunkt, som Bredahl Petersen forventede af sin aalborgensiske kollega: ’Længe før jeg havde med de dødsdømte at gøre, var jeg Modstander af Dødsstraffen. Jeg gentager: Jeg har altid principielt været modstander af Dødsstraffen. Ifølge mit kristelige Syn, er der kun en, der har Ret til at raade over Liv og Død, og det er Gud’. På den baggrund fremstod Bredahl Petersen både som kulturbærer og evangelisk prædikant – og intet tyder på, at Engebretsen blev kontaktet yderligere hverken af ’nazistiske følere’ eller af journalister.
Tillæg til litteraturlisten, side 642f og side 289ff.
’Henvendelse til Rigsdagen. Krav om at Dødsstraffene ophører’, Aalborg Stiftstidende den 8. august 1947
Interview med Pastor Alt Enge(l)bretsen, Aftenbladet den 8. august 1947.
Læserbrev fra Pastor Alt Engebretsen, Aalborg Amtstidende den 12. august 1947.
Berigtigelse til min menighedsprofil om ’Spejderpatruljen’ i Aalborg (s. 268-270)
Kort efter min bog udkom, fik jeg en henvendelse fra Børge Nielsens søn, Jan Gerner Nielsen, der kunne vise mig Børge Nielsens korte erindringer fra krigens tid. Heraf fremgår, at han og Erling Nielsen tog sydpå til Østhimmerlands menighed, da deres to spejderkammerater blev taget af Gestapo. Han kan således ikke være den spejder, der sammen med Egon Madsen blev taget af Gestapo. Børge Nielsen anfører også, at han tog tilbage til Aalborg efter 5 dage, da han havde hørt, at Egon Madsen var sat fri af Gestapo. Denne oplysning om varigheden af de to spejderes ophold i Aalborg Arrest stemmer med Patruljedagbogen. – Denne erindring fra Børge Nielsen fik mig til at spørge om andre efterkommere af spejderførerne, da jeg holdt mit foredrag i Bethelkirken i april 2022. Her oplyste Alice Bak-Jensen, at hun kendte Poul Erik Madsens døtre, som hun kontaktede. Deres viden bekræfter, at det var deres far, Poul Erik Madsen, der blev taget af Gestapo sammen med Egon Madsen. Alice Bak-Jensen kunne også fortælle, at Poul Erik Madsen havde en lillebror, der hed Børge Madsen (født 1933). Samtidigt fortalte hun mig, at jeg havde sjusket med Poul Erik Madsens fornavn, idet jeg i brødteksten under diagrammet med spejderførerne havde kaldt ham Knud Erik! – Endelig har Lis Holm dokumenteret, at Poul Erik Madsen og Egon Madsen var fætre ’med efternavnet Madsen’, idet deres fædre var brødre. Det bekræfter Knud Glønborgs omtale af dem i Patruljedagbogen. Af Poul Erik Madsens vielsesattest (fra 1950) fremgår yderligere, at han var ’Boghandlermedhjælper’. Denne påtegning flugter med Egon Madsens omtale af ham i 1945, hvor han omtales som ’et bud’ fra Viggo Madsens boghandel. – Alt dette dokumenterer, at Børge Nielsen aldrig har været fængslet af Gestapo. Den afhørte var Poul Erik Madsen, der ifølge hans døtre blev mærket for livet af den forskrækkelse han fik, mens han var i Gestapos varetægt. – På den baggrund bliver min konklusion, at Egon Madsen har husket forkert, når det gælder fornavnet på sin medfange hos Gestapo. I sine sene erindringer skrev han fejlagtigt Børge [Madsen] i stedet for dennes storebror Poul Erik [Madsen]. Hermed er Børge Nielsen renset for at have talt over sig, da han var i Gestapos varetægt – for her har han aldrig været! – Alt dette ligger bag denne nye tekst til siderne 269-270:
Til patruljen Falken hørte også – foruden Egon Nielsen, som vi vender tilbage til – to fætre med efternavnet Madsen. De var begge ansat i Viggo Madsens boghandel i Aalborg. Viggo Madsen stod ligesom Raetzel på listen over dem, Gestapo ønskede ombragt, men han klarede frisag (HG 2015, 214). I april 1945 noterede Knud Glønborg i patruljedagbogen: ’Det var ikke med videre Glæde, vi samledes denne Tirsdag for at more os, thi vi savnede to af vore Kammerater, Egon Madsen og Poul Erik Madsen, der af visse Grunde ikke kunde være iblandt os’ (KG, 24.04.1945). En uge efter kom forklaringen: ’Egon Madsen fortalte os om, hvordan det var at være inde og hive i Tremmerne hos Gestapo’ (KG, 01.05.1945). I en sen erindring fortalte Egon Madsen, hvorfor han og andre blev anholdt af Gestapo: ’Hele personalet i Viggo Madsens boghandel var med i arbejdet. Et bud herfra ved navn Børge [huskefejl for dennes storebror Poul Erik Madsen] blev anholdt med en forsendelse af Frit Danmark, og gennem ham fik Gestapo kendskab til andre modstandsfolk’. To af de andre spejderførere – Erling Nielsen og Børge Nielsen, der begge havde distribueret Frit Danmark ’til vore venner, i foreninger og på arbejdspladser’ – stak af sydpå til Østhimmerlands menighed, hvor menighedens præst, N.P. Andersen, gemte dem af vejen (BN). Om sit engagement fortalte Egon Madsen videre: ’Jeg var med i modstandsbevægelsen i ca. 2 år. Var med i redigering og distribution af Frit Danmark. Deltog i sabotager som vagtpost både ved jernbane og ved huse, der tilhørte Gestapofolk. Planlægningen af sabotagerne foregik ofte i lokaler i Jomfru Ane Gade. Blev fængslet af Gestapo den 20. april 1945, og sad i Arresten i Kong Hans Gade indtil freden den. 4. maj 1945 [huskefejl i forhold til Patruljedagbogen, der fortæller, at Egon Madsen var til møde den 1. maj 1945 (KG, BN)]. Efter freden var jeg med som hjælpepoliti, i efterforskning og ved anholdelse af danske Gestapofolk. Under fængselsopholdet blev jeg korporligt afstraffet af danske Gestapofolk. Mit armbind er desværre blevet spist af møllene!’ (LL 2018). Poul Erik Madsens døtre fortalte, at deres far havde mareridt i op til to år efter krigen på grund af sit korte ophold hos Gestapo. Han blev ’lukket inde i en meget lille celle, hvor der ud over sengen kun var et latrinhul, hvorfra han især om natten kunne høre, at andre blev afhentet til forhør uden at vende tilbage igen – og han var frygtelig bange for, at det blev ham selv næste gang’ (ABJ). Når fætrene Madsen, der havnede i Kong Hans Gades Arrest, blev frigivet efter kun 4-5 dages indespærring, skyldtes det menighedens præst, Karl Pott. Han var født i Tyskland og nød stor respekt i alle kredse. Han mødte op i det tyske hovedkvarter i Aalborg, hvor han fik tilladelse til at få de to spejderførere – Egon Madsen og Poul Erik Madsen – ud af arresten (Knast).
Tillæg til Hovedpersoner, side 289:
Poul Erik Madsen: *13.01.1928, ^19.03.1944, +08.12.1996
Tillæg til Litteraturlisten, side 290:
Børge Nielsen: Erindringer fra 2. verdenskrig, ca. 1990. Privateje (BN).
Tillæg til Informanter, side 291 (under Aalborg):
Merete og Susanne Madsen (Poul Erik Madsens døtre); Jan Gerner Nielsen (Børge Nielsens søn); Alice Bak-Jensen (ABJ).
Rettelser til teksten i 1. oplag. Nogle af korrektionerne kom med i 2. og 3. oplag
Side 52, figur 25: Johannes Nørgaard er født i 1893 (ikke 1895).
Side 316f: Dødsannoncen for Bent Emanuel Larsen findes i Fyns Stiftstidende den 8. maj 1945 (tillæg).
Side 339, 3. linje: Hans Jørgen Füssel Simonsen (ikke Niels). Samme rettelse på midten af side 369.
Side 359, 4. sidste linje: Henry Gjerrild (ikke Hjerrild).
Side 387: Bronislava Stutchin døde 15.01.1997 (tillæg).
Side 400: Foretræde hos Dr. Fest (ikke Dr. Best). Bredahl Petersen omtalte i april 1942 korrekt den tyske politiattaché som Dr. Anton Fest. Dennes afløser, Dr. Werner Best, kom først til Danmark i november 1942.
Side 432f: Brødteksten og figur 285: Hasager Christiansen staves korrekt: Hassager Christiansen.
bh