Danske baptister og deres forhold til jøderne 1849-1948

Danske baptister og deres forhold til jøderne 1849-1948

Appendiks til Bent Hylleberg, Dansk baptisme og tysk nazisme, København: Baptistkirken i Danmark 2021

Af Bent Hylleberg, september 2023.

I dette appendiks undersøger jeg, om Julius Købners jødiske baggrund satte blivende spor i danske baptisters syn på og forhold til jøderne i Danmark. Spørgsmålet rejser sig naturligt, fordi det samme spørgsmål besvares forskelligt, når det gælder de tyske baptisters syn på jøderne under nazismen. Lee B. Spitzer påpeger, at den dansk-tyske ’Trosbekendelse fra 1847’ øvede indflydelse blandt tyske baptister igennem næsten 100 år, indtil de bevidst erstattede den med ’Trosbekendelsen af 1944’. Spitzer omtaler 1847-bekendelsen sådan: ’The Danish Jew’s unique imprint on the foundational declaration of faith can be discerned throughout this remarkable document – the 1847 Confession exhibits the greatest degree of Jewish influence of any confession created by the Baptist movement throughout its entire history’ (LBS2, 166). De tyske baptisters nye 1944-bekendelse fremstod som et frontalt opgør med indflydelsen fra Julius Købner, fordi den var ’a systematic repudiation of the heritage, in harmony with what was happening in Germany during the Nazi period’ (LBS2, 178). Tyske historikere, der har arbejdet med det samme spørgsmål – om Julius Købners jødiske baggrund fik indflydelse på tyske baptisters forhold til jøderne under nazismen – deler sig i to grupper. Begge grupper inddrager foruden trosbekendelserne Julius Købners skrift Die eigenthümliche Herrlichkeit der Neutestamentlichen Gemeinde der alttestamentlichen gegenüber, der blev udgivet på tysk i 1881. Den seneste undersøgelse, der blev udgivet i anledning af Julius Købners 200-års fødselsdag i 2006, konkluderer: ’Was Köbner betrifft, so sah er sich seit seiner Bekerung nicht mehr als Jude […] Er sah sich selbst aber nicht als ein Stück Israel in der christlichen Gemeinde’ (WH, 98). – Dette appendiks, der fokuserer på, om Julius Købners jødiske baggrund satte spor blandt danske baptister, falder i to dele. Først undersøger jeg perioden 1849-1888, hvor Julius Købners indflydelse på danske baptister var mærkbar. Dernæst analyserer jeg, om den spirende zionisme fik indflydelse på danske baptisters syn på det jødiske folk i perioden 1888-1948. Emnet er ikke tidligere blevet undersøgt.

Julius Købner (1806-1884) blev født i Odense som søn af en jødisk rabbiner. Her voksede han op som jøde, gik i byens gymnasium og tog herfra i 1824 på valsen til Tyskland (JAS2, 339f). Her mødte han den tyske baptisme, som han tilsluttede sig ved dåb i 1836. En menneskealder senere blev Købner lederen af de danske baptister med bopæl i København i årene 1865-1879. Men allerede inden de første danske baptister blev døbt nord for København den 27. oktober 1839 – ti år før religionsfriheden blev indført i Danmark – sendte J.G. Oncken sin unge jødekristne kollega, Julius Købner, illegalt ind i Danmark i sommeren 1839. Oncken ønskede nemlig at undersøge, om der i den danske lutherske vækkelse fandtes kristne med baptistiske anskuelser. Det gjorde der. På den måde fik de danske baptister relationer til de tyske baptister allerede før, de stiftede den første menighed (BH1, 47ff). Menighedens stiftelse den 30. oktober 1939 blev ledet af Oncken, der sammen med Købner var kommet illegalt ind i landet. I de næste 25 år, 1839-1865, hvor Købner opholdt sig i Tyskland, blev han Onckens problemløser og ‘superintendent’ blandt danske baptister (BH3, 93ff).

1. del: Julius Købners indflydelse blandt danske baptister, perioden 1849-1888

Jødemission blandt danske baptister blev nævnt første gang, da ’Det tyske Forbund af de døbte Christnes forenede Menigheder i Tyskland og Danmark’ blev grundlagt i 1849. Her vedtog tyske og danske baptister i Hamborg, hvordan missionsarbejdet skulle organiseres og hvilket trosgrundlag, der skulle være norm for menighedernes egenart (BH4, 36f). ’Forbundet’ blev delt i fire geografiske fællesskaber, nemlig tre tyske og én dansk ’Forening’. Trosbekendelsen, der definerede baptismen i Forbundet, var blevet godkendt to år tidligere af Forbundets ledende prædikanter – det såkaldte ’trekløver’, der bestod af J.G. Oncken, G.W. Lehmann og Julius Købner. Forbundskonferencen havde også øje for missionens universelle omfang. De indsamlede midler skulle anvendes ’blandt Navnekristne, Jøder og Hedninger’, men der var uenighed om, hvordan de sparsomme midler burde prioriteres. Derfor vedtog konferencen også, at hver Forening havde frihed til at prioritere mellem hjemmemission, jødemission og hedningemission (BH4, 74). Når det gjaldt jødemission, anbefalede konferencen tre tiltag: Menighederne skulle bede for jødernes frelse, udbrede kristne traktater blandt jøderne og fremme, at prædikanter med kald til jødemission blev uddannet dertil (WH, 95).

Nationale modsætninger

Baptisterne i ’Den danske Forening’ mødte efter 1849 både ydre modstand og indre kampe. Parallelt med, at det tysk-danske Forbund blev stiftet, afløstes de nationale brydninger mellem Danmark og Tyskland af Den første slesvigske Krig (1848-49). Indadtil gik det ikke bedre i ’Den danske Forening’, der i A.P. Førster modtog en leder, der reelt ikke ville samarbejde med Forbundets ledere i Tyskland, selv om det var ’Forstanderskabet’ i Hamborg, der havde udpeget ham i 1847 som danske baptisters ’førstemand’ (BH2, 11ff). Da Førsters lederskab brød endeligt sammen i 1865, sendte Oncken den bedste leder, han havde, til Danmark – nemlig Julius Købner, der med bopæl i København prægede den danske baptisme i årene 1865-1879. Indadtil skabte det stabilitet, men de nationale modsætninger efter Den anden slesvigske Krig (1864), hvor den danske grænse rykkede nordpå og fulgte Kongeåen indtil 1920, skabte store vanskeligheder for danske baptisters samarbejde med de tyske baptister.

Strid om trosbekendelsen

Allerede inden Købner kom til Danmark i 1865, stod der blæst om Trosbekendelsen af 1847 i Den danske Forening. Trosbekendelsen, der primært var forfattet af Julius Købner, forelå i en dansk oversættelse fra Købners hånd i 1852 med titlen ’Troesbekjendelse og Forfatning af de forenede Menigheder af Døbte Christne eller Baptister i Tyskland og Danmark’. Men inden den nåede herop fra trykken i Hamborg, havde menigheden i Aalborg trykt sin egen reviderede udgave med ændringer, som viste, at menigheden ønskede at fastholde en luthersk trosopfattelse. Således var artiklen om ’Udvælgelsen til Salighed’ sløjfet. Det lutherske præg blev også udtrykt ved at rykke artiklen ’Om Loven’ frem foran en ny artikel ’Om Evangeliet’. Yderligere stillede menigheden en ny artikel ’Om Troen’ foran artiklen ’Om Naademidlerne og Naadens Orden’. Sidstnævnte artikel blev også ændret, så både dåb og nadver fremstod som virkningsfulde nådemidler. I fire vrede breve forsøgte Købner at retlede baptisterne i Aalborg. Heri tilbød han at betale menighedens udgifter til trykningen, hvis den rettede ind efter 1847-bekendelsen og hvis den makulerede den skismatiske udgave (BH3, 47ff). Menigheden rettede ind. Efter Købners ankomst udbrød der igen i 1860’erne en diskussion over flere år om trosbekendelsen, der handlede om forståelsen af forudbestemmelsen. Købner trak også denne gang det længste strå, og opponenten emigrerede til USA (JAS1, 243ff; JAS2).

Købner og danske baptister

I 1865 blev Købner sendt til Danmark af Oncken for at samle de danske baptister, der bestod af flere fraktioner, til ét nationalt kirkesamfund. Med bopæl i København skabte han på fem år de nødvendige redskaber hertil. De årlige konferencer blev fra 1865 den organisatoriske ramme, hvor menighederne tog fælles beslutninger om missionsopgaverne. Købner blev i alle årene valgt som konferencens formand. Ved hjælp af konferencerne forebyggede han mange konflikter, jævnede uoverensstemmelser og planlagde missionsopgaver både nationalt og internationalt. Styrken indadtil skulle bygge på trosbekendelsen, når det gjaldt trostolkninger og etiske normer, men samtidig blev den et stridens produkt, fordi de mange og lange diskussioner på konferencerne virkede dræbende på missionsarbejdet. Dernæst behøvede menighederne en fælles spiritualitet. Med henblik på at skabe en sådan gav Købner dem en ny salmebog – ’Troens Stemme’ – der fra 1870 afløste flere rivaliserende salmebøger. Den indeholdt omkring 700 salmer, hvoraf Købner havde skrevet, oversat eller omarbejdet flere end 100 – heriblandt også salmer af de klassiske danske salmedigtere. Ved præsentationen af salmebogen glædede Købner sig over, at han nu kunne give danske baptister deres ’Glaubensstimme’ på samme måde, som han havde hjulpet tyske baptister i 1850. Og han fortsatte: ’Gående endnu længere tilbage til mine ungdomsdage, da jeg stod i den jødiske synagoge og sang hebræiske sange, hvor umuligt var det da ikke for mig dengang at forestille mig den tanke, at jeg skulle tildanne to salmebøger på hvert sit sprog i forskellige lande. Guds veje er uransagelige’ (AD, 27). ’Troens Stemme’ vandt hurtigt danske baptisters hjerter. Den bandt dem sammen og gav dem et fælles sprog i lovsang og tilbedelse. Den blev deres salmebog igennem 46 år.

Købner havde også sans for, at menighedernes kirkebygninger skulle være tidssvarende. Med det formål fik han bygget ’Kristuskapellet’, der blev indviet i 1867 på Nørrebro i København. På væggen bag prædikestolen kunne enhver kirkegænger læse inskriptionen ’Kun Kristus’, der også var temaet for indvielsesprædikenen, der naturligvis blev holdt af Købner (AB, 26). Kapellet på Nørrebro skulle på én gang være et forbillede for menighederne og et symbol for fællesskabet i Den danske Forening, hvilket legitimerede, at Købner gennemførte flere besøgsrejser til alle menighederne med tilhørende indsamlinger. Købner genbrugte – på sine første fem år i Danmark – til denne enhedsskabende indsats de erfaringer, han havde med fra sit tyske pionérarbejde som missionær i Barmen-Elberfeld. Hans næste mål bestod i at skabe en dansk prædikantuddannelse, men det lykkedes ikke, inden han forlod landet. Det skete først med hjælp fra udvandrede danske baptister, da professor N. P. Jensen besøgte København i 1884, og herefter blev danske baptistpræster uddannet i USA (BH3, 47ff).

Købners skriftsyn

På de årlige konferencer blev trosbekendelsens artikler ofte diskuteret ligesom mange emner, der generelt optog de danske baptister. Men ikke én gang behandlede konferencerne spørgsmålet om forholdet mellem kristendom og jødedom. I flere af drøftelserne fremlagde Købner imidlertid sit syn på de bibelske skrifter. Sidst i 1860’erne handlede det om adventismens argumenter for at regne sabbatten som helligdag på bekostning af søndagen. Her formulerede Købner sit skriftsyn præcist i en tale om ’Jødernes Gjerningspagt’, hvor han sagde: ’[F]rivillig at forlade Opstandelsesdagen, Christi Forløsnings Fuldendelsesdag, for at gaae tilbage til Skabelsesdagen, er at vende sig fra Christus til Moses, fra Naaden til Loven, fra saliggjørende Forløsning til saliggjørende Gjerning, fra Aand til Bogstav’ (FC 1867, 24). Købner læste altid Det Gamle Testamente i lyset af Det Nye Testamente, som han opfattede som korrigerende norm i forhold til den jødiske tradition. På Forbundets konference i Hamborg i 1854 blev henstillingen fra den stiftende konference i 1849 gentaget: ’Man bør bede paa det kraftigste for Israels Omvendelse og med Flid stræbe efter Muligheder, at det ogsaa kunde skee’ (BH4, 74), men sådan formulerede Købner sig aldrig på de danske konferencer – og mission til jøder kom i Købners tid ikke indenfor baptisternes horisont. Derimod blev betydningen af hedningemission ofte understreget, og de bidrag, som menighederne indsamlede, blev sendt direkte til Boston til American Baptist Foreign Mission Society (ABFMS)’s oversøiske mission (FC 1877, 18).

Vi har endnu et vidnesbyrd om Købners syn på jødedommen, som han var konverteret fra i sin ungdom. Ved begravelsen af sin far, rabbineren Aron Isaac Købner, holdt han i 1847 en tale, hvor han sagde: ’Min Fader, jeg har altid æret dig. Du var mit Forbillede i Sanddruhed, Flid og Troskab. Du viste mig den Gud, jeg skulle elske. Du gav mig det grublende Sind, der tidligt viste mig mine egne Veje. Du overdrog mig Omsorgen for mine Søskende, som jeg ikke udøvede efter dit Sind. Ikke i alt kunde jeg følge dine Ønsker og Fodspor. Det Kald, du havde udset mig til, kunde jeg ikke følge: Tilgiv mig det! Naar jeg bringer mine Tilhørere det ’glade Budskab’ af dybeste Overbevisning, saa gør jeg det med den samme Kaldsoverbevisning, med hvilken du har forkyndt Guds Ord og Lov. Du drog engang ud fra dit Fødeland og lærte, at der gives mere end Talmudvisdom. Jeg lærte, at der gives noget højere end Talmud- og Verdensvisdom. Fader, jeg ser ikke Modsætningen, kun en Bevægelse fremad og opad’ (AD, 19). En smukkere tale kunne sønnen Julius Købner ikke have hold til sin fars begravelse, men her fik han også formuleret sit syn på forholdet mellem Talmudvisdom og det kristne Evangelium. Dette syn på jødedommen bekræftede den ældre Købner i det skrift, som han udgav i Hamborg kort efter sin afrejse fra Danmark i 1879.

Købner og de jødekristne

Kort efter, at Købner forlod Danmark, udgav han på tysk tre år inden sin død i Berlin en længere pjece om forholdet mellem jødedom og kristendom. På dansk ville den have heddet: ’Den nytestamentlige Menigheds ejendommelige Herlighed sammenlignet med den gammeltestamentlige Menighed ifølge Den hellige Skrift’. I forordets første sætning fastslog han, at ’Det nye Testamentes menighed er den store juvel i Guds krone’. Herpå angav han formålet med at udgive pjecen: ’Er det ikke dejligt at være kaldet til at bygge med på denne menighed, ikke blot til uvirksomt at beundre det guddommelige mesterværk? At enhver sand kristen har et sådant kald, er hævet over enhver tvivl. I nærværende pjece har jeg til hensigt at minde Guds børn om dette kalds velsignede pligt’. Købner havde stor kærlighed både til Det gamle og Det nye Testamente, der tilsammen dannede grundlaget for hans kristne tro. Alligevel var der for den jødekristne forfatter stor forskel på de to bibeldele, som han beskrev poetisk på denne måde: ’Det Gamle Testamente er den dejligste rosenbusk, Det Nye Testamente den nye uforlignelige rose, der blomstrede ud af Det Gamle. Det Gamle Testamente er nattehimlen, fuld af dejligt skinnende stjerner, efterfulgt af daggryet med dets rosenrøde og gyldne pragt. Det Nye Testamente er middagshimmelen med lyset fra en evigt strålende, aldrig nedgående sol. Som følge heraf er Det Gamle Testamente ufuldstændigt og – bortset fra de profetier, der endnu ikke er blevet opfyldt – en overgangsfase’ (JK 1881, 5). Købner forstod således Det Gamle Testamente i et dobbelt perspektiv – både kristologisk og eskatologisk. De fleste løfter blev opfyldt i fuldt flor i Det Nye Testamentes vidnesbyrd om Jesus, der er Messias. Men Det Gamle Testamente indeholdt også løfter, der hører fremtiden til, når frelseshistorien fuldendes. Den nytestamentlige menigheds ’ejendommelige herlighed’ bestod ifølge Købner i at være trofast, når det gjaldt om at forkynde evangeliet for alle mennesker, jøder såvel som hedninger. Hans egen indsats bestod i at bede for jødernes frelse. Fra 1882 var han medlem af den nystiftede Hebrew Christian Prayer Union (WH, 95).

Jøder, der forblev jøder

Købner mente, at der – som antydet – stadig var håb for jøderne. Selvom størstedelen af israelliterne ville gå fortabt, stod Guds pagt og hans løfter stadig ved magt på grund af de få jøder, der kom til tro på Jesus som Messias: ’Guds pagt med Israel er og bliver en folkepagt. Utallige israelitter er gået tabt, men pagten med Israel har bestået og vil vare for evigt. Den giver dette folk en vidunderlig glorværdig fremtid. Nu synker folket dybere og dybere ned i vantroens sump og jagten på jordisk gods, men selv om alle israelliterne bliver fejet bort i deres synder, og kun to bliver tilbage, består Guds pagt, og deres sæd arver løftet og dets opfyldelse’ (JK 1881, 19). Købners syn på jøderne var således ambivalent. ’Israels herlighed’ var for ham en fremtidsvision, der opfyldes i kraft af enkelte jøders omvendelse. De jøder, der forblev jøder, spillede derimod ikke nogen rolle i hans bevidsthed. Deres sociale forhold eller samtidens forfølgelse af dem optog ham ikke. De stod under Guds dom, fordi de sank i ’vantroens sump og jagten på jordisk gods’. Selv pogromer mod jøder kunne integreres i en sådan tænkning, hvis de blev tolket som Guds straf, der kunne rummes i hans frelsesplan. Derfor var der i tysk baptisme ikke nogen modstand mod antisemitismen på Købners tid (WH, 97). Købner tænkte ikke på sig selv som ’kristen af ​​jødisk oprindelse eller som messiansk jøde’. Hans jødiske oprindelse var af ’marginal betydning både for ham selv og for den kristne menighed, han tilhørte, og det blev kun lejlighedsvis registreret som et særligt træk og – hvor det var muligt – brugt bekræftende. Selv havde han konsekvent vendt sig fra jødedommen, og han tolererede ingen former for jødedom i menigheden’ (WH, 98) – jævnfør inskriptionen bag prædikestolen i Kristuskapellet.

Købners skrift var som nævnt skrevet på tysk og udgivet i Hamborg, og det skete efter, han forlod Danmark. Danske baptister kendte intet til det – ja, det danske arkiv har aldrig haft det. Købners kald både i Danmark og i Tyskland bestod i at grundlægge og opbygge kristne menigheder – ’den store juvel i Guds krone’ – som i sagens natur kom til at bestå af ’hedningekristne’. Analysen af Købners 1881-skrift bekræfter således kilderne, der fortæller om Købners indsats i dansk baptisme.

Trosbekendelsen tiet ihjel

Købners trosbekendelse fra 1847 fik ingen blivende betydning blandt danske baptister. Da Købner forlod Danmark i 1879, var baptisterne begyndt at orientere sig mod vest snarere end mod syd. I USA havde de danske baptister, der immigrerede efter 1856, grundlagt menigheder, der hurtigt voksede sig stærke og sunde. I 1884 besøgte én af disse immigranter, N.P. Jensen, baptisternes konference i Danmark. Efter han immigrerede, var han blevet uddannet som forkynder og derpå ansat som teologisk professor i Chicago. Nu tog han hjem for at knytte forbindelse mellem to lige store grupper af danske baptister – i Danmark og i USA. Det lykkedes over al forventning, og to år senere trådte danske baptister ud af Det tyske Forbund (BH4, 146ff). I 1887 vedtog ’American Baptist Foreign Mission Society’ (ABFMS) at anerkende adskillelsen fra Det tyske Forbund, hvilket betød, at danske baptister i USA fremover kunne kanalisere betydelige økonomiske bidrag direkte til baptisterne i Danmark gennem ABFMS (FC 1887, 19). Til at udvikle samarbejdet nedsatte de tre partnere – danske baptister i Danmark og i Amerika samt ABFMS – samtidigt en komité, der fik navnet ’Den dansk-amerikanske Missions-Komite’. I kølvandet på disse beslutninger vedtog konferencen i 1886, at danske baptister nu skulle udgøre ’et selvstændigt Forbund’, hvilket blev ’enstemmigt bejaet’ (FC 1886, 18). To år senere forelå der nye vedtægter for kirkesamfundet, der fik navnet ’De døbte Kristnes (Baptisternes) Forening i Danmark’ (FC 1888, 21f).

Som følge af disse hurtigt effektuerede ændringer opstod der en diskussion blandt danske baptister om, hvorvidt de nu skulle erstatte Den tyske Trosbekendelse (1847) med den ældre New Hampshire-bekendelse (1833), der var antaget af de danske baptister i Amerika. Konferencen i 1887 vedtog, at nu kunne danske baptister revidere Den tyske Trosbekendelse, hvilket de dog opgav i løbet af et par år (FC 1887, 39). Året efter, da vedtægten for ’De døbte Kristnes (Baptisternes) Forening i Danmark’ blev godkendt, drøftede konferencen igen, hvilken trosbekendelse, der skulle være gældende norm for alle menighederne. Her fremkom nu de to argumenter, der blev afgørende. New Hampshire-bekendelsen blev præsenteret som den ’universelle’ baptistbekendelse: ’Baptisterne over hele Verden har antaget den amerikanske, undtagen Tyskerne’. Siden 1884 havde de unge danske prædikanter fået deres uddannelse hos professor N.P. Jensen i Chicago. Derfor lød det andet argument: ’Vi sender vore Brødre til Amerika for at modtage Undervisning, og det er en Selvfølge, at de indsuger de amerikanske Baptisters Grundsætninger’ (FC 1888, 21). Professor N.P. Jensen blev engageret, og i 1890 vedtog konferencen at anskaffe den af ham til dansk ’omarbejdede Oversættelse af Den amerikanske Trosbekjendelse for at Menighederne kunde gjøre sig bekjendt med den’ (FC 1890, 26). Året efter drøftede konferencen igen ’Trosbekjendelsens Antagelse’, men ’efter nogen Diskussion derom, vedtoges det at udsætte Sagen indtil videre’ (FC 1891, 14). Hyppige diskussioner om indholdet i Den tyske Bekendelse havde altid skabt skismaer. Derfor var konferencen tøvende, og intet tyder på, at danske baptister på noget tidspunkt tog beslutning om, hvilken trosbekendelse de skulle antage. Da konferencen i 1898 vedtog, at én af de i USA uddannede prædikanter efter dansk-amerikansk forbillede måtte udgive en ’Haandbog for De forenede Baptist-Menigheder i Danmark’ (WA), kom trosbekendelsen igen til diskussion. På konferencen to år senere blev alle ’enige om Nytten af en saadan Bog’, men ’navnlig var Meningerne forskellige om, hvorvidt Haandbogen skulde indeholde en Trosbekendelse i egentlig Forstand’ (FC 1900, 7). Da Haandbogen endelig udkom i 1903, indeholdt den en ’kortfattet Gengivelse af Den amerikanske Trosbekendelse’. Men her stod intet om jødemission og heller ikke noget om synet på den gamle pagts Gudsfolk.

Købners eftermæle

På baggrund af Købners 13-årige indsats i Danmark – arbejdet med at forme et kirkesamfund, der skulle bære præg af harmoni og fælles spiritualitet – har hans eftermæle altid stået stærkt i dansk baptisme. Her blev han kendt og respekteret som en landsmand, der kunne være opvokset i dansk kristendom. Hans jødiske baggrund blev ikke fremhævet – og han lærte ikke danske baptister, at evangeliet burde forkyndes specifikt for jøderne. Han havde frigjort sig fra slægtens jødedom, hans forkyndelse var kristologisk –’Kun Kristus’ – og han tolkede sin kristne tro som en ’bevægelse fremad og opad’. Det er derfor muligt at tolke Købners vej til Kristustro som en frigørelse i flere tempi fra hans baggrund i jødedommen. Han så ikke sig selv som en del af Israel i den kristne kirke (WH, 93ff).

2. del: Danske baptisters jødemission i lys af zionismen, perioden 1898-1948

Julius Købners æra blandt danske baptister var næppe forbi, før mange kristnes stillingtagen til det jødiske spørgsmål igen blev aktuelt. Denne gang skyldtes det forhold i international politik og den dagsorden, der blev aktuel med tanken om, hvorvidt jøderne behøvede og ønskede et hjemland. Det måtte kristne i de fleste kirkesamfund snart forholde sig til – det gjaldt også danske baptister.

Jødedom og zionisme

Efter at romerne i år 70 e.Kr. ødelagde jødernes tempel i Jerusalem og fordrev folket fra Palæstina, havde deres længsel efter Zion – oprindeligt bjerget, hvor templet stod – været en del af den jødiske identitet. Men længslen efter Zion tog forskellige former. De fleste jøder affandt sig længe med at leve i eksil, indtil Gud ville gribe ind ved Messias’ komme. For dem var det ikke jødernes opgave at fremskynde Guds frelsesplan. Nu opstod der blandt europæiske jøder en ny form for zionisme, der ville etablere en jødisk stat til det jødiske folk. Denne politiske zionisme blev en form for jødisk nationalisme, der hævder, at det jødiske folk udgør en etnisk gruppe med ret til deres eget hjemland. Nogle former for den nye zionisme krævede et hjemland til jøderne uafhængigt af folkets oprindelige rødder i Mellemøsten – fx i den engelske koloni Uganda (MT1, 45) – men tanken blev hurtigt knyttet til det historiske Palæstina med Jerusalem som centrum. Denne form for zionisme blev grundlagt af Theodor Herzl i 1897, og han kaldte det område, som jøderne skulle bosætte sig i, for Eretz Israel (MT1, 42f). Da englænderne havde erobret Palæstina i 1917, tilkendegav de med Balfour-Deklarationen, at nu ville også de arbejde for Eretz Israel i Palæstina. På 20 år var tanken om Eretz Israel fra ’at være en romantisk utopi blevet til et stykke realpolitik’ (MT2, 319). Tre år senere blev det folkeretslige grundlag for etableringen af den jødiske stat i Palæstina udformet i San Remo af de sejrende magter i Første Verdenskrig. Men vejen frem mod den politiske zionismes sejr, da jøderne den 14. maj 1948 udråbte dannelsen af deres egen nye nationalstat, blev en blodig tragedie – både for araberne i Palæstina og for jøderne i Europa.

Pogromer og migration

En medvirkende årsag, til at jøder i tusindvis udvandrede til Vesten i 1900-tallets begyndelse, kan spores i Det russiske Zarriges pogromer mod jøderne og borgerkrigene med bolsjevikkerne. Disse pogromer – det russiske ord for ’ødelæggelse’ – faldt tidsmæssigt sammen med etableringen af den politiske zionisme. Mere end to millioner jøder flygtede fra Rusland i årene 1880-1920, heraf knap 50.000 til Palæstina, mens langt de fleste rejste til Vesteuropa og USA. Af de sidstnævnte passerede 10-12.000 gennem København, hvor omtrent 3.000 bosatte sig permanent. Disse russiske jøder talte jiddisch – jødetysk – og de adskilte sig både kulturelt og religiøst fra de jøder, der dengang havde levet længe i Danmark (BH5, 601). Efter første verdenskrig talte aviserne ligefrem om et ’Jiddishland i København’ (MT1, 47f). Socialt tilhørte de fleste jødiske migranter, der kom fra Rusland, arbejderklassen, og op imod halvdelen af dem var beskæftiget som skræddere og skomagere. Kvarteret, de boede i på Det indre Nørrebro, blev hurtigt kendt som ’Ghettoen’ (MT2, 75ff). Det russisk-jødiske miljø var vanskeligt at få kontakt med, idet migranterne forsøgte at fastholde deres egen identitet, herunder sproget jiddisch – en vanskelighed, som den kristne mission i miljøet også måtte kæmpe med. Parallelt hermed dukkede der også i ugebladet små notitser op, der orienterede om de første Zionistkongresser i Basel. I 1899 hed det, at ’denne mærkelige Bevægelse, der jo i kort Begreb gaar ud paa at føre Israel tilbage til deres Land, er i mægtig Fremgang’ (BU 1899, 151).

Orientering om zionismen

Redaktøren, Hans Larsen, skrev i 1902 en lang informativ artikel om zionismen. I første del – om ‘Jøderne’ – skildrede han folkets historie, der siden ’den Stund Kristendommen blev Statsreligion i Verden, har været et langt Martyrium’. Blandt jøderne er der grundsætninger, som alle er enige om, men alligevel giver det god mening at tale om tre klasser, nemlig ortodokse, konservative og reformerte, der blev beskrevet udførligt. Om de danske jøder hed det: ’Her i Danmark findes næppe mange strængt ortodokse Jøder. Efter at den nuværende Synagoge blev bygget i Aaret 1833, indførtes en Gudstjeneste, der vel kan kaldes moderne, for saa vidt som Prædikenen er paa dansk, men ogsaa konservativ, idet de gamle hebraiske Bønner og Skikke er bevarede’. Den teologiske forskel på jøder og kristne beskrives nøgternt, og om jøderne hed det, at de ’i Almindelighed [anses] for at være rene i deres Moral, maadeholdne, flittige, ihærdige, nøjsomme og fordragelige’, og de fleste jøder opnår ’at forsørge sig og sine paa en god Maade, og mange af dem lykkes det at samle betydelige Rigdomme. Nogle af Europas rigeste Mænd er Jøder’ (BU 1902, 147ff).

Anden del af artiklen handlede om ’Jøderne og Palæstina’. Den bestod af to uddrag fra debatten om zionismen. Først citerede redaktøren et udenlandsk forsvar for den zionistiske tanke. Den blev omtalt som ’noget ganske udvendigt, en helt og holdent verdslig Bevægelse’, idet zionismens ’egentlige Moder er Nøden’ blandt de østeuropæiske jøder, primært i Rusland og Rumænien. Men den er tillige ’en ny aandelig Livsrørelse blandt Jøderne’, der meget vel kan blive årsagen til ’Folkets aandelige Genfødelse’. Den bygger nemlig på gamle profetier, som både jøder og kristne er enige om langtfra er gået i opfyldelse endnu – ’netop af den Grund, at dette forkyndes i Guds aabenbarede Ord’. Med det udgangspunkt ville det være ’en Fejltagelse at tro, at Zionisterne staar mere fjendtlige overfor Jesus Kristus og den kristne Religion end de øvrige Jøder’. Zionisterne ’søger Sandheden, og det finder man ingen Steder blandt ikke-Zionister. Det er saaledes dog en Begyndelse til en Erkendelse af Kristus og Kristendommen’. – Herpå forsøgte redaktøren at skabe balance ved at citere, hvad tidens mest indflydelsesrige danske kulturperson, Georg Brandes, der var fritænker af jødisk afstamning, skrev om zionismen. Georg Brandes var kritisk indstillet og omtalte zionismen – denne ’jødiske Kolonisation af Palæstina’ – som ’en Flyvegrille opstaaet i forskellige Hjerner i det nittende Aarhundrede’. Derpå skildrede han det politiske spil: ’[S]tore jødiske Pengemænd skulde love Sultanen at ordne hans Finanser for ham, imod han til Gengæld afstod Palæstina og i Forening med Magterne tillod Oprettelse af en selvstændig [jødisk] Stat’. Tiden til at realisere denne tanke oprandt i 1898, da den tyske kejser Wilhelm sammen med Herzl besøgte Jerusalem. Her indfriede Herzl ved en audiens hos Den tyrkiske Sultan sit løfte om jødernes pekuniære hjælp og modtog som tak ’en tyrkisk Orden’. Georg Brandes rundede sin artikel af på denne måde: ’Men hvem kan tro, at han [Sultanen] eller hans Efterfølgere vil afstaa en verdensberømt Provins uden at være tvungen dertil, og hvem skulde tvinge ham? Selv om det helt urimelige indtraf, at han gav et derpaa lydende Løfte, vilde han selvfølgelig, naar det kom til Stykket, erklære, at hans Undersaatters Stemning forhindrede ham fra at indløse det. Sandsynligvis vilde han endda tale Sandhed’. Til sidst rundede redaktør Hans Larsen den lange artikel af med et spørgsmål til baptisterne: ’Og nu de kristne [Stor]Magter – mon de vil give deres Samtykke til Oprettelsen af en Jødestat?’ (BU 1902, 163f).

Baptisternes mission

Ugebladet havde igennem årtier bragt artikler, der orienterede om ’Hedningemission’ på globalt plan. Danske baptister havde haft deres første missionær, Emanuel Broholm, udsendt til Kongo, hvor han døde i 1891 efter tre års arbejde (BH4, 188f), men de havde ikke eget missionsområde. En af de ivrigste fortalere for denne missionsgren efter århundredskiftet blev Gotfred Pedersen, der periodisk orienterede om international mission, og fra 1916 redigerede han en spalte i Ugebladet, som redaktøren kaldte ’Fra Verdensmissionen’. Her bragte han aktuelle klip om ’Hedningemission’, ’Muhammedanermission’ og ’Jødemission’. I 1913 fremsatte han ’et Forslag om at optage en selvstændig dansk Baptistmission i Antiokia i Syrien’, men det vandt ikke genklang. Samme efterår modtog han ledelsens opfordring til at udarbejde et ’Forslag til Dannelse af Missionskredse’ i alle menighederne. Udbruddet af Første Verdenskrig bevirkede, at hovedvægten blev lagt på at opbygge arbejdet indadtil. I 1916 fremlagde han et færdigt forslag, der blev vedtaget. Baptistsamfundet dannede et ’Hedningemissionsselskab’ med en landskomité. Den skulle skabe missionskredse i hver menighed ved hjælp af læse- og bedekredse og indsamle en kapital til udsendelse af missionærer, når det igen blev muligt (BU 1916, 204ff). Det lokale arbejde blev iværksat, men det lykkedes ikke at finde missionærkandidater og et egnet missionsområde. Da ’Hedningemission’ således trak ud, stillede Gotfred Pedersen sig selv til rådighed for ’Muhammedanermission’. Efter årsmødet i 1920 skrev P. Olsen i Ugebladet: ’En Vedtagelse vil vække baade Glæde hos mange og Forundring. Det blev bestemt at udsende Br. Gotfred Pedersen som Bibelkolportør og Missionær til Syrien’ (BU 1920, 216). Gotfred Pedersen opfattede sit nye arbejde ’som en Sidegren i vores Hedningemission’ og skrev: ’Saa haaber vi, at denne Sag er af Herren. Og at han ogsaa vil bruge dette Arbejde til at bane Vej for Kristus baade blandt de fanatiske Muhammedtilbedere og de endnu forblindede Jøder, saa den sidste af Satans Fæstninger maa falde og Jesus Kristus blive Herre over den hele Jord’ (BU 1920, 226).

Baptisterne og Eretz Israel

Derimod var der endnu ingen, der pegede på ’Jødemission’. Jøderne blev sjældent omtalt, og når det skete, handlede det om den jødiske indvandring til Palæstina, der primært blev tolket i politisk sammenhæng. Ugebladets redaktør – fra 1903 blev det P. Olsen – gennemførte i 1915 en fortolkning af Romerbrevet, hvor han også forholdt sig teologisk til tidens udfordringer på det palæstinensiske område. Her skrev han om Paulus’ tolkning af forholdet mellem jøder og hedninger i Guds frelsesplan, der i Romerbrevets kap. 9-11 munder ud i ’det store mysterium’ (11:25): ’Det er en udbredt Opfattelse, at Israels Frelse skal staa i Forbindelse med deres Tilbagevenden til deres eget Land. Herom har dog Paulus intet sagt, og det er i det hele taget en Tanke, som ingen virkelig Hjemmel har i Skriften’. Hertil føjede han yderligere en kommentar til et andet af tidens aktuelle emner: ’Ogsaa med Tanken om ’det tusindaarige Rige’ har man sat Israels Frelse i Forbindelse. Vi gør dog vel i at erindre, at Bibelen taler meget lidt og kun i meget dunkle Ord om et saadant Rige’. P. Olsen rundede af med at fremhæve Paulus’ hovedtanke: ’De to store Forudsigelser – om ’Hedningernes Fylde’, der skal komme til Jesus, og om ’hele Israels Frelse’ – straaler kun saa meget skønnere, naar de befries for disse menneskelige Tildigtninger’ (BU 1915, 380).

Ind under jul i 1917 bortfaldt den sidste forhindring for den stadigt stigende indvandring af jøder til Eretz Israel. Nu blev endog P. Olsen i tvivl om, hvem der drev værket på den politiske scene: ’Paa den uvejrssvangre Himmel ses i Øst et underligt Lysskær – eller er det et Lysskær eller blot en rent tilfældig Skyformation? Jerusalem er revet ud af Tyrkernes Vold. Netop nu, da Julen drager vores Tanker til Bethlehem, kommer dette Budskab med en underlig Magt. Herren har jo sagt, at ’Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes’ (Luk. 21,24). Er det den Befrielse, som Jesus forudsiger i disse Ord, der nu er indtraadt? Eller er det kun en tilfældig Krigsbegivenhed, som intet betyder? Underligt er det i hvert Fald at tænke, at Jerusalem, som i næsten 700 Aar, siden Korstogstiden, har været i Tyrkernes Vold, netop nu i denne Tid, hvor der gaar Dom over Verden, er blevet befriet’ (BU 1917, 401). Efter nytår skrev Gotfred Pedersen med større sikkerhed i tolkningen af den politiske virkelighed. Det skete, da den engelske hær ’havde erobret Jerusalem fra Tyrkerne og Tyskerne’, og da den britiske udenrigsminister, Lord Balfour, havde garanteret de britiske jøder, at Theodor Herzls vision nu kunne omsættes til realpolitik: ’Hans Majestæts Regering ser med Glæde Oprettelsen af et nationalt Hjem for det jødiske Folk i Palæstina og vil bestræbe sig for at lette det Opnaaelsen af dette Maal, idet det dog maa underforstaas, at de borgerlige og religiøse Rettigheder, som de nuværende ikke-jødiske Samfund i Palæstina nyder, ikke maa berøres heraf, lige saa lidt som de Rettigheder og politiske Kaar, som gælder for Jøderne i andre Lande’. Gotfred Pedersen var sikker på, at Balfour-erklæringen ville blive ligeså ’betydningsfuld for de nulevende Jøder, som Cyrus’ Dekret var i 536 f.Kr. for de Jøder, som da fik Lov til at vende tilbage til Palæstina fra Babylon’ (BU 1918, 157f). Og han malede samtidigt med den brede pensel: ’Jøderne er den lille, men vigtigste Viser paa Guds Ur, og det Tryk, som Tyrken har udøvet i mange Hundrede Aar paa det hellige Land og paa dets retmæssige Ejere, der nu er ved at hæves, er et godt Tegn paa, at Guds Ur nu slaar Befrielsesslaget for hans gamle Ejendomsfolk’ (BU 1918, 284).

P. Olsen kritiserede indirekte Gotfred Pedersens og flere ligesindedes tolkning af zionismen ved at fremhæve, hvad evangeliet dybest set gik ud på: ’Den første kristne Mission [var] kemisk fri for al Nationalisme. Forholdet er simpelt hen dette, at baade Herren selv og hans første Vidner var i den Grad grebet af og bundet til eet eneste, Guds Rige, og alt andet blev noget rent underordnet ved Siden deraf. Og er dette mon ikke Idealet for alle Tiders kristne Mission?’ (BU 1920, 341f).

Baptisternes jødemission

Parallelt med bølgen af østeuropæiske jøder, der var kommet til København, kom der i 1917 flere hundrede russere, der flygtede fra borgerkrigen mellem den sidste russiske zar og den begyndende bolsjevisme, ledet af Lenin. I dette migrantmiljø iværksatte de københavnske baptister på Nørrebro to parallelle initiativer, som de kaldte ’Jødemission’ og ’Russermission’. Engagementet bag den nye jødemission – der flugtede med vedtagelsen på Forbundskonferencen i 1849 – kan spores hos tre medarbejdere. Kun én af disse havde forudsætninger for at referere til Julius Købner. Med sans for historiske paralleller – og et til lejligheden opfundet argument for ønsket om at begynde jødemission – skrev Gotfred Pedersen: ’Jeg har ofte tænkt paa, om vi danske Baptister rigtig har følt, hvilken Gæld vi staar i til Jøderne. Det var jo en Jøde, Julius Købner, der bragte Baptismen til Danmark. Staar vi som [Kirke]Samfund da ikke i Gæld til Jødefolket? Og Københavns Menighed har den største Del i denne Gæld. Her samlede Købner Menigheden, byggede den hyggelige Kristuskirke og lagde en god Grundvold, hvorpaa der siden er blevet opbygget et sundt og stærkt Menighedsliv. Og paa denne Menigheds Omraade lever der 4.000 Jøder. Er det ikke vores Pligt at optage en Mission blandt dette Folk, som vi danske Baptister egentlig skylder alt, hvad vi ejer i Guds Rige? Ja, jeg spørger blot. Jeg har ofte følt en sviende Smerte i mit Hjerte, naar jeg har staaet i Synagogen og betragtet den tomme Gudstjeneste, eller jeg har vandret i Gaderne og set paa de legende Jødebørn. Her er der sikkert en Missionsgerning ved vores Dør, hvor vi kunde sprede Kundskaben om Jesu Kristi herlige Evangelium, der kan bringe Fred og Hvile til den af Lidelse og Begærlighed dødtrætte Jødesjæl’ (BU 1920, 69). De to øvrige medarbejdere hed Bronislava Stutchin og Thorald Mogensen.

Gotfred Pedersen

Gotfred Pedersen (1872-1953) hørte som ung Guds kald til jødemission på en sådan måde, at han ikke kunne ryste det af sig. Herom skrev han i 1928 i det første nummer af Thorald Mogensens tidsskrift ’Israels Vogter’: ’Jeg husker fra Vinteren 1897-98, at jeg overværede et Møde i København, hvor en Mand holdt et Foredrag om den jødiske Kolonisation i Palæstina. Der var en stor Forsamling, alle var Jøder med Undtagelse af mig. Taleren gjorde Rede for de Forsøg, der var gjort paa at skabe jødiske Kolonier i Palæstina, hvilke han maatte meddele, næsten alle var mere eller mindre mislykkede’. Derpå ’udtalte Taleren sin absolutte Tro paa, at der nok vilde blive en Fremtid for Israel, om ikke før, saa naar Messias kommer for at samle sit Folk til det gamle Hjem [i Palæstina]’. Denne omtale af Messias som en kommende frelser for jøderne rystede Gotfred Pedersen: ’Det gjorde et dybt Indtryk i min Sjæl, som jeg vist aldrig kan glemme. Jeg blev baade bange og bedrøvet. Men i min Sjæl strømmede Guds Kærlighed ind til Guds gamle Folk og Bønnen gik op til Israels store Broder og kærlige Frelser om Naade for dem, der nu i den lange Tid har gennemstukket hans kærlige Frelserhjerte’. Gotfred Pedersen skildrede herpå sin interesse for jøderne, for deres hjemkomst til Palæstina og ikke mindst kirkens missionsopgave overfor Folket. Han rundede sine erindringer af på denne måde: ’Siden har Jødernes Frelse ligget mig meget paa Hjerte. Jeg har forsøgt at følge deres udvikling i de sidste 30 Aar, og der er i denne Tid sket vidunderlige Ting’. Og ’derfor vil vi bede Herren, at Han snart vil udgyde Naadens og Bønnens Aand over sit gamle Folk, der er som Øjestenen for Herren, saa Befrieren snart maa komme fra Zion og afvende Ugudeligheder fra Jakob (Rom. 11, 23-29)’ (IV 1928, 3ff). Gotfred Pedersens vej til en dansk baptist-jødemission skulle dog blive lang.

I mellemtiden prøvede han – som ovenfor anført – at bringe evangeliet til både muhammedanere og jøder i Bulgarien: ’Jeg var så ivrig efter at komme ud, så jeg allerede ved årsmødet i Aalborg i 1914 havde tilbudt at rejse til Syrien og være missionær for muhammedanerne. Millioner var vundet for kristendommen dér, men jøder og muhammedanere var endnu ikke omvendte’ (BB, 30). Her fulgte han en tendens i tiden, som den dansk-evangelisk-lutherske ’Israelsmission’ også praktiserede (MT2, 269). Men den første verdenskrig standsede ham, og årsmødet pålagde ham først at skabe interesse for arbejdet i de danske menigheder. I 1920 blev årsmødet igen vidne til Gotfred Pedersens kald til at rejse ud, og efter dialog med de tyske baptister (ÅB 1921, 49; 54f) fulgte han deres råd om at begynde mission blandt jøder og muhammedanere i Bulgarien i samarbejde med de bulgarske baptister – her var ’der omkring 50.000 jøder og 700.000 muhammedanere’ (BB, 35). Således gik det til, at Gotfred Pedersen som knap 50-årig begyndte som jøde- og muhamedaner-missionær, en tjeneste han varetog i Bulgarien i årene 1921-23 (BB, 36ff). Her mødte han også mange fattige russiske jøder, der var flygtet fra revolution og bolchevisme. I sine missionsrapporter omtalte han altid arbejdet som ’jøde- og muhammedanermission’. Hertil kom ’Mission blandt Armenierne, der i Oktober [1922] kom flygtende fra Lilleasien og Trakien af Frygt for Tyrkernes Massakrer’ (ÅB 1923, 62ff).

I 1923 vedtog danske baptister at skifte spor, idet årsmødet besluttede at samarbejde med svenske baptister i deres Congo-mission. Samarbejdet varede indtil 1928, da danske baptister fik ansvaret for den protestantiske mission i Burundi og Rwanda. Efter 1923 ønskede Gotfred Pedersen fortsat at komme til Bulgarien. I 1924 fik han fra Baptistsamfundets ledelse en anbefaling, han kunne bruge, hvis han søgte ’forbindelse med et andet missionsselskab’, der ville finansiere hans fortsatte mission i Bulgarien. Han brugte referencen til at ansøge om midler hos Henry Ford, USA – vel sagtens fordi ’de tyske Baptister i Amerika havde overtaget denne Mission’ (ÅB 1925, 48). Fra Henry Ford’s sekretær modtog han dette svar: ‘[A]s every mail brings in an unlimited number of requests for donation of all kinds, it is simply out of the question for him [Henry Ford] to give them individual attention’ (BB, 101). Gotfred Pedersen fortsatte sin tjeneste som præst i Danmark i menigheden i Aalborg (1923-1930), hvor han traf Bronislava Stutchin, gift med Annæus Jensen.

Bronislava Stutchin

Bronislava Stutchin (1897-1997) blev født af jødiske forældre i Vilna – ’the Jerusalem of Lithuania’. I forbindelse med revolutionen i 1905 – og ’den frygtelige løgn, at jøderne brugte russisk blod ved bagning af påskebrødet’ (BJ, 2) – blev familien arresteret og sendt i fængsel i fire år i Sibirien. Herpå levede den på flugt i flere år, inden Bronislava kom i forbindelse med baptister i Irkutsk, hvor hun blev døbt i 1914. I løbet af de to næste år blev hendes far og mor, Boris og Elena Stutchin, også døbt, hvilket ikke gjorde livet lettere, inden de med 1917-revolutionen øjnede tåleligere kår. Stadig under flugt mødte hun i 1915 Annæus Jensen, der arbejdede ved ’Det sibiriske Kompagni’. Fordi han var dansk metodist, opsøgte han de stedlige baptister, hvor hun boede. Han og Bronislava blev gift i 1919. Året efter blev alle danskere ved Kompagniet evakueret og ført hjem til Danmark på grund af bolsjevikkernes fremmarch, men Annæus og Bronislava Jensen kom ikke til Danmark før 1923. De rejste over Moskva og Riga og kom til København i april 1923. Efter sommeren fik Annæus Jensen arbejde i Aalborg, hvor de mødte Gotfred Pedersen i baptistkirken, som de tilhørte de næste 14 år.

Bronislava Jensen forsøgte – ’efterhånden som Bolsjevikkerne fik mere og mere magt’ (BJ, 21) – at få sine gamle forældre til at emigrere. Det lykkedes. Kort før julen 1925 ankom Elena og Boris Stutchin til Aalborg. I Evangelisk Alliances bedeuge, januar 1926, prædikede Boris Stutchin både ’i Baptistkirken, Metodistkirken, Frimissionen og Frelsens Hær, og min mand tolkede ham til dansk’. Det førte ham til København: ’Disse menigheder, der [i Aalborg] udgjorde ’Evangelisk Alliance’, tilbød min fader, at han kunne rejse til København og der begynde en mission blandt jøder. Dér var blandt andet en dansker ved navn Thorald Mogensen og to søstre, en ældre [Hansigne] Christensen og hendes unge niece, frøken Else Fuchs. De havde en stor lejlighed, og hos dem kunne min fader bo, og i det store værelse kunne han holde møder. Det var en god idé og uden tvivl tilrettelagt af Herren selv. I næsten ét år skrev min fader jødiske traktater og små blade, gik på husbesøg hos jøder og inviterede dem til møde, og på den måde var det ikke få jøder, der tog del i møderne og hørte det glade budskab og vidnesbyrdet om, at det jødiske folk var begyndt at søge Messias, der var kommet’ (BJ, 22).

På den baggrund fandt både Boris Stutchin og Thorald Mogensen vej til Baptistsamfundets årskonference i juli 1926. Årsmødet bød velkommen til de to gæster, der blev præsenteret som ’Stuzin [Stutchin] og Th. Mogensen, begge Jødemissionærer; førstnævnte, der er fra Rusland, fortalte om et russisk Aarsmøde ved hvilket Øvrigheden (Kommunister) førte Kontrol med, hvad der blev sagt’ (ÅB 1926, 6). Gotfred Pedersen, der banede vej for dem til årsmødet, tog herpå ordet og sagde: ’Der er Penge i Kassen!’. Herpå fremsatte han dette forslag: ’Send derfor to Missionærer omkring i vort Land. Der er Vink fra Herren, vi ikke maa være blinde for. Vi har nu Anledning til at begynde at afbetale vor aandelige Gæld til Jøderne’ (ÅB 1926, 34). I november 1926 forlod Boris og Elena Stutchin landet, fordi deres opholdstilladelse udløb. De rejste fra København over England til USA. Men jødemissionen var søsat.

Thorald Mogensen

Thorald Mogensen (1872-1937) var blevet præsenteret for årsmødet, og han blev nu baptisternes jødemissionær i de kommende år. Gotfred Pedersens henstilling blev modtaget positivt, og i 1927 – årsmødet blev holdt i Odense, Julius Købners fødeby! – indeholdt årbogen for første gang en beretning om ’Jødemissionen’. Heraf fremgik, at Stutchin og Mogensen havde rejst rundt i menighederne i efteråret 1926. Mogensen bragte årsmødet en hjertelig hilsen fra ’Jødemissionær Stutchin, der nu arbejder blandt Jøder i New York’, hvorpå han tog anledning til at præsentere ’sin Virksomhed i København’: ’Der er indrettet en Læsestue for Jøder. I den afholdes regelmæssige Møder, som har været godt besøgt. Endvidere aflægges Husbesøg, og Traktater uddeles. Her i Landet findes 10.000 Jøder, og vi bør huske dem i vor Forbøn og vort Arbejde’. Årsmødets formand, Rasmus Madsen, replicerede: ’Det er en stor Arbejdsmark her, men vi magter den ikke, da vi er haardt spændt for i Forvejen’. En af de københavnske præster pegede på den mulighed, at menighedernes kvinder ’kunde sy eller omsy Tøj til Anvendelse blandt Jøder’, hvorpå årsmødet bevilligede en pengegave til ’Broder Mogensens Arbejde’ (ÅB 1927, 73f). To år efter meddelte Rasmus Madsen årsmødet, at ’Jødemissionær Mogensen har tilbudt Baptisterne at overtage Missionsvirksomheden’, og en lille arbejdsgruppe fik til opgave at ’undersøge Sagen’ (ÅB 1929, 71). Det blev ikke resultatet, men fra 1930 fik Mogensen hvert år stemmeret på årsmødet parallelt med lederne af de andre missionsgrene. I det mellemliggende år havde han på en rundrejse talt jødemissionens sag i alle menighederne, og nu anbefalede Rasmus Madsen ’alle at støtte Br. Mogensen, der er gaaet ind i Gerningen i Tro til Gud. Det svundne Aar har underbygget denne Tro. Hold ud i Tillid til Gud!’ (ÅB 1930, 55f). Når Mogensen rejste rundt i menighederne, fangede han opmærksomheden i kraft af sin personlighed. Det bragte jødemissionen på baptisternes dagsorden.

Thorald Mogensen blev uddannet som maler og billedhugger på Kristian Zahrtmanns Skole i København 1897-1901. Herpå tog han på flere studierejser, bl.a. til Italien og Norge, inden han blev lærer ved Statens Tegnelærerkursus 1913-18. Indtil 1920 var han repræsenteret på flere kunstudstillinger i ind- og udland, men herpå tog hans liv en pludselig drejning: ’Efter en Rejse til Amerika, hvor Broder Mogensen havde besøgt en Missionsskole, var Missionen blandt Guds gamle Folk blevet en Hjertesag for ham. Han kastede sig over Studiet af Hebraisk og Jiddisch, som han fik Undervisning i af en Jøde, der senere har givet sig over til Jesus’ (IV 1937, 2). Ved hjemkomsten blev Mogensen døbt i Missionsforbundet i 1920. Samtidigt kontaktede han den lutherske Israelsmission, der afviste ham, fordi han var blevet (gen)døbt. Efter han havde mødt Boris Stutchin, tilsluttede han sig Kristuskirken i København, medio april 1926, og som missionær brugte han herpå alle sine talenter i jødemissionen, der alene optog ham resten af livet. Det skete i to perspektiver.

Mission til jøderne

Først og fremmest ønskede Mogensen, at jøderne skulle modtage evangeliet om Jesus som Messias. Det var hans hjertesag, som han behøvede alle danske baptisters hjælp til at fremme. Arbejdet fandt sted ud fra hans hjem i gaden ’Aabenraa 32’ på Det indre Nørrebro. Hertil flyttede han i 1927, hvorpå han åbnede sin ’Læsestue for Jøder’. Den blev bevidst placeret midt i den københavnske Ghetto. I kort afstand herfra – udenfor søerne – lå Kristuskirken. Foruden arbejdet ud fra Læsestuen med dens traktater på flere sprog, herunder jiddisch, fandt arbejdet også sted ved husbesøg, hvor Mogensen inviterede jøderne til evangeliske møder og samtaler i Læsesalen. Hertil kom årets julefest med uddeling af brugt og omsyet tøj, som baptister over hele landet blev opfordret til at sende til København. Mogensens medarbejdere i årene 1925-1935, Hansigne Christensen og Else Fuchs, inviterede om vinteren jødernes børn til syning og samtale – og om sommeren organiserede de ferier for dem i landlige omgivelser. Arbejdsformerne i denne jødemission lignede dem, som den lutherske Israelsmission anvendte. Begge former for jødemission blev besværliggjort af modstand fra forskellige grupper af jøder i København. Deres modstand omtalte Mogensen kun generelt, aldrig specifikt, men den er bevidnet i de jødiske kilders omtale af Israelsmissionen. Israelsmissionens missionærer blev kaldt ’Sjæle-fangere’, der lokkede fattige jøder med penge: ’De søger som Fuglefængere at smøre Lim paa Pinden, saa Fuglen bliver hængende, og de jager helst om Vinteren, naar det er sløjt med Føden og Fugl lettere at lokke’ (MT2, 273).

Baptisternes jødemission blev aldrig omfangsrig, og på årsmøderne lød der ofte appeller til større gavmildhed. Det evangeliske arbejde i tiårsperioden resulterede kun i én dåbshandling. Mogensen omtalte den således: ’Vi takker især Herren for en jødisk Broder, som har bekendt Jesus Kristus som sin personlige Frelser ved at tillægges Menigheden ved Daaben. Lad os huske denne Broder og hans Familie i vores Forbøn’ (IV 1929, 32). Det sidste vidnede om hans omsorg, idet de døbte efter dåben blev udstødt både af familien og af det jødiske samfund. Israelsmissionens medarbejdere døbte til sammenligning tre jøder i femårsperioden 1907-1912 (MT2, 269ff).

Information til baptisterne

Det andet perspektiv i jødemissionen bestod i at oplyse danske kristne om samtidens jødedom. Oplysningsarbejdet var omfangsrigt. Baptisterne blev orienteret om den internationale jødemission, og om jødernes immigration fra Østeuropa og den stærkt stigende udvandring af jøder, der rejste ’hjem’ til Eretz Israel. Til alt dette brugte Mogensen sit kvartalsskrift Israels Vogter, som han udgav i årene 1928-1937. Hvert nummer havde en fyldig rubrik, der hed: ’Begivenheder fra den jødiske Verden’. Dens mange udenlandske kilder bevidnede Mogensens store sprogkundskaber. Foruden hebraisk og jiddisch mestrede han alle hovedsprogene. Oplysningsarbejdet byggede også på hans fortsatte udlandsrejser. Den vigtigste af disse gik i foråret 1928 til Palæstina, hvor han opholdt sig i tre måneder. Årsmødet i 1928 hørte straks herom, og det blev besluttet, at Mogensen skulle besøge alle menighederne med et ’Lysbilledforedrag om Rejsen til det hellige Land’ (ÅB 1928, 42). Israels Vogter formidlede også i 1928-30 hans rigt illustrerede ’Meddelelser fra en Rejse til Bibellandene og Jerusalem’. I 1932 rejste Mogensen efter indbydelse på en europæisk rundrejse til London, Paris, Rom, Wien, Prag og Berlin, hvor ’vi havde Lejlighed til at hilse paa forskellige Jødemissioner’ – en rejse, hvorfra han omsatte sin store viden om kunst, jødedom og jødemission til læserne af Israels Vogter (1932-33) og til menighederne på endnu en rundrejse. Overalt pegede han på relationen mellem de kristne kirkers missionsindsats – både til Folket (Israel) og til Folkeslagene (hedningerne).

Guds frelsesplan

Kort før Mogensen i 1935 modtog kaldet fra svenske frikirker til at lede deres Israelsmission i Paris, formulerede han sin these om Israels plads i Guds frelsesplan: ’Lad os erindre, at Israel er Guds udøvende Magt med Hensyn til Velsignelse for hele Verden, og at det er Menighedens Forret at være Guds Hjælper og Redskab til, at der kan komme Velsignelse til hele Verden. Lad os huske, hvordan Jøderne gennemgaar store Lidelser mange Steder, og lad os især huske paa Fremtiden, som venter dem, og paa, hvad der venter os, hvis vi er tro i Tjenesten’ (IV 1935, 33f). Mogensen formulerede ofte dette missionssyn. På konferencen i 1933 sagde han: ’[Jeg] vil gerne minde om, at der i Guds Ord er Erfaring for stor Velsignelse over Hedningemissionen, naar vi velsigner Israels Folk med Evangeliets Budskab, og i disse Vanskelige Tider kan vi ikke undvære en saadan Velsignelse’ (ÅB 1933, 69). Mission til jøderne (Guds Folk) og til hedningerne (Folkeslagene) var for Mogensen en nødvendighed, inden Jesus bryder sit skjulte nærvær og kommer i herlighed. En sådan missionsteologi var ny blandt baptisterne. Den fremgik ikke af P. Olsens ’Hovedpunkter af den kristne Troslære’ (1925). Han udfoldede ikke – som Mogensen – hvad Paulus havde skrevet om frelsens ’mysterium’ (Rom. 11:25), men konstaterede blot at apostlen talte om ’Israels Udvælgelse og midlertidige Forkastelse’ (PO 1925, 86). Den indgik heller ikke i P. Olsens missionssyn i ’Danske Baptisters almindelige Læreopfattelse’, som han forfattede i anledning af reformationsjubilæet i 1936 (BH5, 37). P. Olsen fulgte traditionen fra Julius Købner og N.P. Jensen, hvor kristen mission til jøderne hverken blev prioriteret eller virkeliggjort. Thorald Mogensen udfoldede heroverfor Paulus’ forståelse af Guds frelsesplan for verden, og han handlede derefter. Prægnant formulerede den kyndige kunsthistoriker og jødemissionær sit syn på kulturerne på denne måde: ’Grækernes og Romernes gyldne Tidsalder laa i Fortiden, men Jødernes ligger i Fremtiden’ (IV 1932, 33).

Jødemissionen led et stort knæk, da Thorald Mogensen flyttede til Paris i 1935, hvor han pludselig døde to år senere (IV 1937, 2f). Hans medarbejdere, Hansigne Christensen, der døde allerede i 1943, og Else Fuchs magtede ikke at fortsætte arbejdet. Jødemissionen gled uden kommentarer ud af danske baptisters bevidsthed. Den sidste årsberetning blev aflagt på konferencen i 1935. Bronislava og Annæus Jensen flyttede efter Mogensens død i 1937 til København. Både jødemissionen og russermissionen fik husrum i Kristuskirken på Nørrebro, idet ægteparret engagerede sig i begge grupper (JN1, 17). Menighedens årsskrift omtalte i flere år både ’Evangelisk mission blandt Jøder’ og ’Evangelisk mission for russiske venner’. Jødemissionen blev afviklet, da Bronislava og Annæus Jensen emigrerede til USA i 1954. Russermissionen samlede fortsat 25-40 deltagere. Mange af dem, der deltog, tilhørte Den russisk-ortodokse Kirke i København, men ’de lyttede gerne til protestantisk forkyndelse. Enkelte blev baptister’. I 1953 indeholdt Kristuskirkens protokol kun 5-6 medlemmer med russiske navne. Russermissionen fortsatte med regelmæssige møder indtil 1972 (NA, 76f).

Holocaust og danske baptister

Med udtrykket ovenfor – ’store Lidelser mange Steder’ – pegede Thorald Mogensen på de politiske forhold i 1930’erne. Han brugte hvert nummer af Israels Vogter til at orientere om det sidste nye vedrørende nazisternes fremfærd overfor jøderne. Det skete første gang så tidligt som i 1931: ’Tysklands Nationalsocialister har bestemt, hvorledes Jødens Stilling vil blive i ’det tredje tyske Kejserrige’, som de haaber vil fremstaa inden ret længe. Han vil være at betragte som en Fremmed, miste alle Rettigheder som tysk Borger, og han vil være at kendetegnes ved sin Klædedragt. Enhver, der har farvet eller ’jødisk Blod’ i deres Aarer, falder ind under denne Lov’ (IV 1931, 14). To år senere udfordrede Mogensen læserne på grund af deres tavshed om nazisternes overgreb på jøderne: ’Der spørges blandt Jøder: ’Hvor er de rigtige Kristne? Hvorfor protesterer de ikke imod alle disse Overgreb overfor Jøderne?’ Ja, der er dem, der spørger, om de [dvs. de rigtige Kristne] overhovedet findes?’ (IV 1933, 17f) – et synspunkt, som Mogensen også fremførte på sine besøg i menighederne.

Fra begyndelsen af 1930’erne var der blandt danske baptister flere, der satte fokus på nazisternes fremfærd mod jøderne. Tidligere kapitler i denne bog peger på kritikken af nazismens fremmarch. P. Olsen var den første, der omtalte de mørke skyer, der trak op sydfra (BH5, 34). Derpå blev kritikken italesat af den store delegation af baptistpræster og -ledere, der deltog i BWA’s kongres i Berlin i 1934 (BH5, 20ff). Redaktørerne P. Olsen og P. Rasmussen citerede ofte BWA-kongressens resolution, der fordømte jødehad og forfølgelse af jøderne (BH5, 26ff). Baptistsamfundets ledelse underskrev i 1936 en international økumenisk henvendelse om hjælp til tyske jøder, der flygtede efter Nürnberglovene, og iværksatte i menighederne en indsamling til fordel for disse (BH5, 36). P. Olsen tilsluttede sig i samme anledning en erklæring fra danske teologiske professorer, der tog skarpt afstand fra de danske nazisters propaganda mod jøderne (BH5, 35). Andre øvede en konkret indsats for at hjælpe jøder på flugt. Det gjaldt Anna Christensens arbejde for unge jøder, der kom til Danmark sidst i 1930’erne (BH5, 562ff). Hertil kom Mogensens kontinuerlige kritik af nazismen, der blev fremført parallelt med hans indsats i jødemissionen. Alt dette samvirkede til, at danske baptister – sammen med majoriteten af det danske folk – deltog i den spektakulære redningsaktion af de ca. 7.000 danske jøder, der flygtede i begyndelsen af oktober 1943, da nazisterne forsøgte med deres ’Endlösung’ på de danske jøder. Baptistsamfundets næstformand, F. Bredahl Petersen, mobiliserede via ’hemmelige skrivelser’ alle menigheder (BH5, 90ff), der på forskellig vis sluttede op om redningsaktionen (BH5, 377ff; 385f; 407ff og 598ff).

Staten Israel på vej

Efter befrielsen i maj 1945 glædede danske baptister sig over de nye muligheder i menighedernes lokale mission og den fornyede kontakt til missionærerne i Burundi og Rwanda, hvor relationerne havde været afbrudt i krigens år (BH5, 119ff). Hertil kom flere ekstraordinære tiltag, som freden gjorde mulig. Udenfor danskernes dør befandt der sig 250.000 tyske flygtninge, der kom til landet i foråret 1945 – heraf ca. 3.000 baptister og mennonitter. De krævede og fik en stor indsats i flygtningelejrene i 1945-1949 (BH5, 129ff). Samtidigt lukkede baptister gæstfrit deres hjem op for nødlidende hollandske børn (BH5, 165ff), mens ledelsen organiserede BWA’s hjælpeprogram til det sønderbombede Polen. Her blev menighederne og mange medarbejdere ligeledes inddraget i perioden 1946-1949 (BH5, 169ff). Oven i alt dette kastede de flere års arbejde ind i værtskabet for BWA’s verdenskongres i 1947 i København (BH5, 145ff). Verdenskongressen vedtog naturligvis – ligesom i Berlin i 1934 – en resolution om jøderne, hvori det hed: ’Kongressen beder alle Baptister om at gøre deres Del med Hensyn til at støtte Missionsarbejdet blandt Jøderne. Vi tror, at først naar Kristus bliver antaget som Herre, vil Jøderne saavel som ethvert andet Folk finde Frelse, Fred og Frihed’. Denne udtalelse nåede imidlertid ikke længere end til Kongresbogen (JN2, 143). Efter befrielsen blev jødemissionen – midt i den omfattende missionsindsats hjemme og ude – således det stedbarn, der aldrig fandt vej hverken til årsmøderne eller til ugebladet – på én undtagelse nær.

Baptisterne fulgte givetvis med i den politiske udvikling i perioden, mens staten Israel langsomt rykkede ind på den politiske scene. Men Ugebladet omtalte kun denne proces sporadisk, blandt andet med små notitser, der oplyste, hvor mange jøder der langs ad vejen immigrerede til Eretz Israel (BU 1949, 84). Redaktøren, P. Rasmussen, valgte tavsheden, når det gjaldt det politiske spor. Læserne var henvist til dagspressen, da englænderne afveg fra deres løfte i Balfour-erklæringen og nægtede jøderne adgang til Palæstina. Ugebladet omtalte heller ikke jødernes accept af Palæstinas deling i en jødisk og arabisk stat, som FN’s generalforsamling vedtog den 29. november 1947. Den arabiske modstand mod delingsplanen, englændernes tilbagetrækning fra Palæstina den 14. maj 1948, og Ben Gurions bekendtgørelse om staten Israels oprettelse samme dag – med det resultat, at Den (første) arabisk-israelske Krig 1948-1949 brød ud – alt dette blev holdt udenfor spalterne. Redaktøren citerede regelmæssigt udsagn fra Baptist World Alliance, European Baptist Federation, der var i støbeskeen, samt fra Kirkernes Verdensråd, men heller ikke her blev der bragt nyheder om den politiske udvikling eller vurderinger af den. Den redaktionelle linje var – usagt – klart defineret!

Derimod valgte P. Rasmussen at bringe både historiske og teologiske perspektiver på konflikten. Det skete i to omgange ved, at han lod formanden for Den danske Israelsmission træde frem i spalterne. Den første artikel af professor, Dr.theol. Frederik Torm, der blev bragt efter krigens udbrud i juli 1948, havde titlen ’De Kristne i Palæstina’. Han konstaterede, at der i diskussionen om Palæstina for tiden kun tales om arabere og jøder, mens ingen ’spørger om, hvad de Kristne – herunder de kristne Arabere – mener om Tingene’. I et historisk perspektiv pegede han på, at ’Palæstina er et Land for tre store Verdensreligioner: Jødedom, Muhammedanisme og Kristendom’. Derfor kan det aldrig blive et land, som ’en enkelt Race eller en enkelt Religion kan gøre Fordring paa som sit eget’. I Palæstina boede der ca. 140.000 kristne, hvoraf de fleste var arabere, der nedstammede direkte fra de kristne, der boede i landet i tiden efter år 300 e.Kr. – de var ’altså ikke moderne indvandrede Fremmede’. Disse kristne må derfor have samme ret til at blive hørt som arabere og jøder – og de må sikres religiøs frihed, idet ’baade Muhammedanere og Jøder forfølger enhver, der fra deres midte træder over til Kristendommen’. Frederik Torm konkluderede: ’Det gælder for alle at blive klar over, at Palæstina er noget for sig. Her kan de almindelige nationale og politiske Tankegange ikke være de raadende. Palæstina tilhører saa at sige den hele Menneskehed. Og det vil være en Ære for FN, om det kan lykkes at standse Krigens Rædsler og finde en Løsning, som tager Hensyn ikke alene til Politik og overdreven Nationalfølelse, men i første Linje til de store religiøse Interesser, som tre store Verdensreligioner har i dette Land, så der kan oprettes en virkelig Fred mellem disse Religioners Tilhængere’ (BU 1948, 187f).

Guds udvalgte folk

Tre måneder senere bragte P. Rasmussen det andet indlæg af professor Frederik Torm – denne gang et interview med ham om nogle af de teologiske perspektiver på konflikten om Palæstina. At jøderne kaldes ’Guds udvalgte Folk’, betyder ikke, at de skal blive et stort og mægtigt folk i politisk henseende, men de har fået en religiøs opgave – at være til velsignelse blandt alle andre folkeslag. Professoren svarede dernæst på det aktuelle spørgsmål om, hvorvidt jøderne ’har Ret til at faa overdraget Palæstina som Omraade til en Stat’. Svaret lød: ’Paa Grundlag af alle folkeretlige Regler kan Svaret kun blive et Nej. Naar Araberne nu har boet i Landet i ca. 1300 Aar, har de Ret til Landet. Intet andet Folk paa Jorden vilde finde sig i, at Mennesker, hvis Forfædre for over 2000 Aar siden havde boet i Landet, vilde trænge ind i Folkets Land. Det er derfor ganske naturligt, at Araberne gør Modstand’. Et sådant svar måtte suppleres med overvejelser om, hvordan de bibelske profetier i Det gamle Testamente skulle tolkes: ’Fra gammel Tid er der givet Jødefolket Forjættelse om at bo i Palæstina. Men altid har Guds Ord gjort disse Forjættelser betinget af, at Folket var lydigt mod Gud. ’Er I ikke troende, skal I ikke blive boende’ (Esajas 7, 9) har overalt været Grundtonen hos Profeterne’. I øvrigt havde nutidens zionisme altid selv erklæret, at den ikke var bygget på et religiøst grundlag. Det vigtigste argument for det klare ’Nej’ fandt Frederik Torm naturligvis i Det ny Testamente: ’De allerfleste af Forjættelserne i den gamle Pagt har faaet deres Opfyldelse ved Hjemkomsten fra Babylon. Og man maa være forsigtig med at paastaa, at de skal opfyldes engang igen. Det er muligt, at det kan ske. Men det er en Kendsgerning, at der i Det ny Testamente i hvert Fald ikke tales klart om en Tilbagevenden til Palæstina. Denne Tanke er i Det ny Testamente traadt ganske i Baggrunden. Derimod taler Paulus tydeligt om Israels herlige Omvendelse som Folk (Rom. 11,25f). Det er denne Forjættelse, de Kristne særlig maa samle deres Tanker om. Og Kristus har ikke givet de Kristne nogen Vejledning om, hvorledes Jødernes politiske Skæbne skal forme sig. Hvis de Kristne alligevel blander sig i jødisk Politik, maa de handle ud fra egne Teorier, som ikke har Rod i Den hellige Skrift’.

P. Rasmussen fandt hos Frederik Torm en fremstilling af de politiske begivenheder og teologiske tolkninger, som han fandt sympatiske. Og disse synspunkter løftede han via den respekterede danske professor frem i Ugebladets spalter. På den måde perspektiverede han Gotfred Pedersens synspunkter – i modsigelse, når det gjaldt dennes tolkning af de politiske begivenheder med jøderne i centrum og hans ukritiske brug af Det gamle Testamentes profetier. Gotfred Pedersen på sin side kommenterede ikke denne indirekte irettesættelse. Samtidigt glædede det P. Rasmussen, at Frederik Torm og Gotfred Pedersen havde samme tilgang til jødemission. Førstnævnte sluttede interviewet med at svare på spørgsmålet: ’Hvad bør de Kristnes Forhold til Jøderne være?’ – svaret lød: ’Herrens klare Missionsbefaling gælder ogsaa overfor Jøderne. Naturligvis kan det ogsaa være en selvfølgelig Pligt for den Kristne at hjælpe Jøderne, naar de er i Nød. Jødemissionens opgave maa derfor i første Linie være at forkynde Evangeliet for Jøderne. Men dernæst har vi utvivlsomt den Opgave at bekæmpe Antisemitismen overalt, hvor man træffer paa den’ (BU 1948, 277f). Heri kunne Gotfred Pedersen kun samtykke – det var den opgave, som danske baptisters jødemission havde varetaget.

Jødemission – igen

Efter afslutningen af den arabisk-israelske krig i juli 1949 så den passionerede – og nu 77-årige pensionerede – Gotfred Pedersen nye muligheder for jødemission. Denne gang i Israel. Han havde lagt sin egen plan, der begyndte med en rundrejse til de danske menigheder, hvor han holdt foredrag om ’Israels Frelse’ (BL 1949, nr. 9, 3). Tidligere på året skrev han: ’Vi lever i en vidunderlig Tid. Rig paa ondt og godt. Det er herligt at være med. Vi arbejder stadig med Planen om at uddele 10.000 Mathæus Evangelier i Palæstina for at forberede Kristi herlige Tilkommelse til sit Folk. Endnu er Vejen ikke aaben, men vi beder og bier’ (BL 1949, nr. 3, 3). Gotfred Pedersens ’vi’ udsprang af et utroligt flashback: ’I 1921-23 fik jeg Lov at saa Evangeliets gode Sæd blandt Jøder og Muhamedanere i Bulgarien. Nu er Vennerne fra Bulgarien rejst til Palæstina, og de har indbudt mig til at besøge dem. Saa maa jeg jo afsted for om muligt at høste noget af den Sæd, vi saaede’. Rejsen blev betalt af overskuddet fra foredragene og et par venner, mens Bibelselskaberne sponserede bibeldelene – og arbejdet fandt sted i samvirke med ’Baptistmissionen i Nazareth og Jerusalem’. Perspektiv over missionsrejsen manglede heller ikke: ’Paulus kom med en stor Pengegave til Menigheden. Men jeg kommer med 5.000 Evangelier til Jøderne og 3.000 til Araberne. Jeg kan faa alle de Ny Testamenter, jeg kan uddele, gratis. De unge Jøder vil have hele Bogen, som de nu studerer med stor Interesse’ (BL 1949, nr. 9, 3).

Efter de omtalte begivenheder i Israel i 1948-1949 prøvede Gotfred Pedersen at sætte jødemissionen på årsmødets dagsorden igen. Årsmødet blev afholdt i juli 1949 i Købnerkirken, København. Her pegede han på, at ’Gud forbereder en herlig Fremtid for sit gamle Pagtsfolk Israel. I Dag strømmer jøderne til Palæstina. De længes efter Messias og studerer Jesu Liv. Den store Vækkelse er begyndt, og Tiden er nu til at komme dem til Hjælp og Vejledning’. Inden han fremsatte sit forslag, appellerede han til tilhørernes historiske bevidsthed: ’Vi danske Baptister staar jo i en særlig Gæld til Israel, da Banebryderen for vores Mission i Danmark, Julius Købner, var Jøde. Vi takker ogsaa Gud for den Virksomhed for danske Jøder, som Thorald Mogensen begyndte, men den maa udvides, saa vi kan naa de ca. 5.000 Israelitter, der bor her i Danmark. Den Opgave maa vi danske Baptister tage op’. Men Gotfred Pedersens ærinde var langt mere vidtrækkende: ’Palæstina er jo det store Midtpunkt, hvor Herrens Løfter nu synes at udfolde sig. Der er ingen Tvivl om, at dersom Baptisternes Verdensforbund [BWA] vil optage et virkeligt Arbejde dér, vil der skabes Baptistmenigheder over hele Landet’. I det perspektiv så han også sin egen planlagte rejse til Israel: ’Jeg tænker selv at tage til Palæstina i denne Tjeneste. Det er tænkt som en Prøve, og dersom det lykkes, vil vi anmode Baptisternes Verdens Alliance om at optage en Mission for Israel i Palæstina med dertil uddannede Arbejdere’ (ÅB 1949, 32f). Årbogen refererede loyalt Gotfred Pedersens tale. Der var ingen, der kommenterede den, og årsmødet forholdt sig ikke til hans forslag om et fornyet forsøg på mission til de danske jøder. Hvorvidt hans forslag, om at BWA skulle påbegynde jødemission i Israel, blev sendt til Verdensforbundet, vides ikke. Intet tyder på, at kristen mission blandt jøder kom på dagsordenen i Baptist World Alliance i efterkrigsårene, hvor staten Israel blev grundlagt (LBS1, 395ff).

På vej til Israel

Gotfred Pedersen fløj fra København medio september 1949 og tilbragte tre måneder i Israel. Herfra skrev han flere rejsebreve til Ugebladet. Opholdet bragte ham rundt i det meste af Israel. I det første rejsebrev fortalte han: ’Ja, så er Jerusalem, mine ønskers og drømmes mål, nået. Jeg er virkelig i Det hellige Land og har set Guds stad, Jerusalem’ (BU 1949, 330). Her deltog han i det ugentlige bedemøde, hvor alle missionærer i byen samledes for at bede om Israels frelse. På den baggrund fastslog han: ’Vi kan ikke omvende Israel. Kun forberede vejen for Jesus, som snart vil komme og åbenbare sin herlighed for Guds gamle folk. Når hedningernes fylde er gået ind, så skal hele Israel frelses’ (BU 1949, 338). Efter at have deltaget i Løvhyttefesten lød det i det tredie rejsebrev: ’Israels faste tro på Gud, deres ærbødighed for Guds lov, deres bønsliv og troslydighed mod Guds bud, deres hjemliv og opdragelse af deres børn i gudsfrygt og det religiøse islæt i det nationale liv danner en god grundvold for folkets fremtid’ (BU 1949, 365). Begejstringen var stor. Det var den også, da han havde mødt folket med den bibelske litteratur i Tiberias, hvor han talte med mange jøder om Messias. Brevet sluttede: ’Jeres ovenudlykkelige Gotfred Pedersen’ (BU 1949, 388). Det femte rejsebrev handlede om mødet med ’To af Israels store mænd’. Her skildrede han sit besøg på Theodor Herzls grav og atmosfæren i hans stue, der var blevet overført fra Wien til Jerusalem: ’Det var med en dyb følelse af ærefrygt og inspiration, jeg stod i det værelse, hvor den idé blev født, der nu har løftet et folk op fra fornedrelse til en lysende fremtid. Det føltes, som en af Israels profeter var opstået fra de tusind års grave. Hvem véd, måske han var Elias’[!]. Efter at have opsøgt sporene af denne ’politiske folkefører’, opsporede han Israels ’religiøse fører’, professor Joseph Klausner, i dennes villa i det sydlige Jerusalem. Han havde læst den nu 74-årige jødiske professors berømte bog om ’Jesus of Nazareth’ (1921) og hans seneste bog ’From Jesus to Paul’ (1942). Disse bøger spredte – skrev Gotfred Pedersen – ’kendskab til Jesus og evangeliet, og en dag vil lyset bryde frem og hele Israel skal tage imod Jesus som Messias og Frelser. Vi drøftede de religiøse problemer, og jeg tror, Herren vil bruge ham i sine frelsesplaner’ (BU 1950, 11).

Det sjette rejsebrev fik titlen ’Farvel til Israel’. De tre måneder ’havde været rige på velsignelser. Den bedste del af mit liv, synes jeg, så jeg vil prise og takke Herren af hele mit hjerte resten af mine dage’. Gotfred Pedersen skildrede til sidst ’en særlig oplevelse’, som han fik på flyvepladsen ved Tel Aviv om natten, før han fløj hjem. Ved at vise sit danske flag, der sad i knaphullet, blev han budt velkommen til folkefest i ’den store flyvehal’, hvor alle fejrede, at ’Israel nu tæller én million i Palæstina’: ’Der var fri fællesspisning for hele forsamlingen med smørrebrød, dessert og kaffe. Det var en velsmagende afslutning på mit besøg i Det hellige Land, der for tiden er fattigt på næsten alle ting undtagen vældig begejstring for og tro på fremtiden. Jeg gik omkring og betragtede disse typer af kvinder og mænd. Stoute, stærke mænd og velplejede kvinder. En nation, der er præget af Abrahams tro, Moses’ lov og Davids begejstring’. Herpå sluttede Gotfred Pedersen sin rejseskildring med at pointere rejsens formål i det langt større missionsperspektiv: ’Herren vil velsigne os alle og berede os for Jesu herlige tilkommelse, hvor han vil oprette ’Israels-riget’ og lade sin nåde lyse over den hele jord med frelse og fred i slægtens aftenrøde, før natten kommer med en ny morgen og en evig dag’ (BU 1950, 19f).

I 1949 appellerede både Julius Købner og Gotfred Pedersens jødemission til danske baptisters gunst. Begge dele skete på årsmødet i Købnerkirken. Jødemissionen trak det korteste strå, og Julius Købner stod alene tilbage i centrum. Det skete i form af et portrætmaleri af den danske baptistpionér, som menigheden i Købnerkirken ønskede at afsløre i årsmødets nærvær. I dagens anledning var Ruth Baresel, Købners datter, inviteret til København. På grund af hendes sygdom blev maleriet dog afsløret af Købners barnebarn, Ilse, der var ledsaget af sin mand, Købnerforskeren Herman Gieselbusch, der holdt tale om ’De europæiske baptisters gæld til Julius Købner’ (BU 1949, 212). Talen, der belyste Købners indsats i 1800-tallet på baggrund af reformationens døberbevægelse, fandt – ligesom maleriet – vej til Ugebladets spalter. Den indeholdt intet om Købners jødiske rødder (BU 1949, 212; 241). Erindringen om Julius Købner levede stadigt, men jødemission havde ikke længere nogen appel til danske baptister. Hedningemissionen i Burundi og Rwanda havde erobret deres horisont. Og hernede – i Burundi – døde Gotfred Pedersen hos sin datter, lægemissionær Ellen Christensen, i januar 1953 midt i hedningemissionen, som han var medstifter af i 1916 (BB, 380).

3. Konklusion

I dette appendiks har jeg forsøgt at belyse, i hvilken grad Julius Købners jødiske baggrund har haft indflydelse på danske baptisters syn på deres jødiske landsmænd, herunder mission til jøderne. Kilderne dokumenterer, at hverken Julius Købner eller hans samtidige trosfæller i Danmark fokuserede på jøderne – og heller ikke på organiseret kristen mission til de danske jøder. De danske baptisters fokus på jøderne og på jødemission fremkom efter Købners tilbagerejse til Tyskland i 1879. Tanken om jødemission opstod på baggrund af den hurtigt voksende zionisme, som Theodor Herzl skabte sidst i 1800-tallet, og den blev realiseret i det jiddisch-sprogede miljø i København i slutningen af 1920’erne. Når arbejdet blev antaget af Baptistsamfundet som et fælles missionsarbejde for menighederne, skyldtes det, at nogle få dedikerede medarbejdere fandt hinanden i samarbejdet omkring mission til jøderne. Det skete parallelt med, at nazismen greb om sig i 1930’erne, og det blev medvirkende årsag til, at baptisterne blev opmærksom på de danske jøders udsatte position. Derfor stod menighederne parate med hjælp til jødernes flugt i oktober 1943. Begejstringen for den politiske zionisme, der førte til Israels oprettelse i 1948, var ikke entydig hos danske baptister, der forsøgte at skabe forståelse for både palæstinensernes og jødernes ret til at leve i Den helliges Land.

Litteratur

Waldemar Andreasen: Haandbog for De forenede Baptist-Menigheder i Danmark, København 1903 (WA)

Niels Anhøj: Midt i mylderet, København 1992 (NA)

Missionsblad 1854ff; Den danske Evangelist 1857ff; Evangelisten 1886ff og Baptisternes Ugeblad 1915ff (BU)

Birgitte Bomholt og Inger Skov: Kaldet. En livsvandring i to generationer, Kahrius 2016 (BB).

August Broholm: En Banebryder for bibelsk Sandhed. Julius Købners Liv og Gerning. København 1906 (AB)

Anders Damgaard: Historien om Julius Købner, København 2007 (AD), se http://www.baptisthistorie.dk/2015/12/15/historien-om-julius-koebner/

Baptisternes Forenings-Conferentser 1865-1902 (FC) og Baptisternes Aarbøger 1903-1949 (ÅB)

Wolfgang E. Heinrichs: Julius Köbner und sein Verhältnis zum Judentum, se E. Geldbach, M. Wehrstedt, D. Lütz (ed.):

Religions-Freiheit. Festschrift zum 200. Geburtstag von Julius Købner, Berlin 2006 (WH)

Daniel Heinz (ed.): Freikirchen und Juden im ‘Dritten Reich‘, Göttingen 2011 (DH)

Bent Hylleberg: P.C. Mønster, Brande 1978 (BH1)

Bent Hylleberg: Førsters Breve 1847-1865, Brande 1984 (BH2)

Bent Hylleberg: Julius Köbner: Onckens Superintendent in Dänemark, se E. Geldbach, M. Wehrstedt, D. Lütz (ed.):

Religions-Freiheit. Festschrift zum 200. Geburtstag von Julius Købner, 2006. (BH3)

Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensen (red.): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie 1839-1939, Brande 1989 (BH4)

Bent Hylleberg: Dansk baptisme og tysk nazisme. Danske baptister historie 1930-1950, København 2021 (BH5)

Bronislava Jensen: Lysene undervejs. Min livshistorie. Privatudgivelse, København 1945 (BJ)

Kristuskirkens årsberetninger 1930-64 (KK)

Julius Købner: Die eigenthümliche Herrlichkeit der Neutestamentlichen Gemeinde der alttestamentlichen gegenüber.

Elberfeld 1881 (JK)

Thorald Mogensen (red.): Israels Vogter 1928-37 og Hansigne Christensen (red.): Israels Vogter 1937-43 (IV)

Johannes Nørgaard (red.): Københavns Baptistmenigheds Jubilæumsskrift 1839-1939, København 1939 (JN1)

Johannes Nørgaard (et al): Baptisternes syvende Verdenskongres i København 1947, Dansk Baptist-Forlag 1948 (JN2)

Peter Olsen: Hovedpunkter af den kristne Troslære, Dansk Baptist-Forlag 1925 (PO)

Gotfred Pedersen: Bibel-Lyset 1939-1949 (BL)

Lee B. Spitzer: Baptists, Jews, and the Holocaust: The Hand of Sincere Friendship, Judson Press 2017 (LBS1).

Lee B. Spitzer: Sympathy, Solidarity, and Silence: Three European Baptist Responses to the Holocaust,

Judson Press 2022 (LBS2)

Johannes Aakjær Steenbuch: Frie radikale. Syv essays om danske baptisters teologiske historie, København 2018 (JAS1)

Johannes Aakjær Steenbuch: Guldfuglen fra Odense. Julius Købner og kampen for den sande urkristendom, se http://foenix1976.dk/wp-content/uploads/2017/11/2017_JAS_Julius_s.339-365.pdf (JAS2)

Morten Thing: Jiddishland i København. Den jødiske indvandring 1905-14, Nemos Bibliotek 2005 (MT1)

Morten Thing: De russiske jøder i København 1882-1943, Gyldendal 2008 (MT2)