Indledning
Af Johannes Aakjær Steenbuch
Julius Købner var præget af en reformert pietisme, der lagde vægt på troens praksis, og som den første til at oversætte Søren Kierkegaard til tysk, kan det ikke overraske, at en sådan holdning begrundes med troens grundlæggende karakter af paradoks. Dette i modsætning til enhver form for rationalisme, der vil have troen til at hænge sammen i et rationelt system. I en kort tekst på tysk, Rationalismus unter den Gläubigen (1878), som her foreligger i dansk oversættelse, forklarer Købner hvordan det skal forstås.
Rationalisme er i Købners definition tendensen til at lade den menneskelige fornuft begrunde sig selv, i stedet for at tage udgangspunkt i spontan tro og tillid til Gud. Tro og fornuft er ikke modsætninger, men bliver det først, når fornuften vil indpasse alt i et rationelt sammenhængende system. Når det sker, mister mennesket forbindelsen til Gud. Når mennesket med sin rationalisme ikke vil have tillid til Gud, bliver det ufornuftigt, og deraf følger alt det andet. Rationalisme er derfor i Købners optik selve den synd (arvesynd, om man vil), som alle mennesker uundgåeligt har del i. Rationalismen kommer religiøst set til udtryk i en fornægtelse af treenigheden, som i jødedommen og islam, og i moderne tid i rendyrket ateisme. Fordi alle mennesker som mennesker til stadighed er syndere, findes rationalismen imidlertid også blandt ’troende kristne’.
Blandt andre Søren Kierkegaard havde forinden gjort op med den teologiske rationalisme, der havde domineret dele af samtidens teologi. Det er dog ikke bare denne specifikke teologiske rationalisme, Købner har i tankerne, men mere bredt en tendens til overhovedet at ville tænke teologien ud fra et rationelt system, hvor alt skal passe sammen og gå op i en højere enhed. Her viser inspirationen fra Kierkegaard sig. At bibelen er ’Guds ord’ betyder ikke for Købner, at alt, der kan læses i den, skal passe sammen i et modsigelsesfrit system, men tværtimod, at bibelen må forventes at være fuld af modsætninger og paradokser. Det skyldes jo netop, at bibelen åbenbarer en sandhed fra Gud, der overgår menneskets begrænsede fornuft.
Den debat om ’calvinisme’ og ’arminianisme’, som Købner griber fat i, er nok ukendt for mange danskere i dag, men de to opfattelser er gode eksempler på, hvor galt det kan gå, når nogle trossandheder overprioriteres på bekostning af andre. For så vidt er debatten stadig relevant. Stoler vi ensidigt på Guds nåde, bliver vi handlingslammede, men det sker på den anden side også, hvis vi lægger for meget vægt på menneskets fri vilje og ansvar, for i så fald går det hele op i diskussioner om planer, strategier og visioner, som man ville sige i dag. I begge tilfælde glemmer vi at handle spontant i tillid til Gud.
Overhovedet at spekulere over hvem og hvor mange, der bliver frelst eller går fortabt, er, når det kommer til stykket, et udslag af rationalisme. I stedet må vi forlade os på Gud og gøre vores pligt ’i ansvar og i tro’, som en anden Kierkegaard-læser, præsten K. Olesen Larsen formulerede det i det tyvende århundrede. Det afgørende er, som Købner konkluderer, ikke hvilke teologiske systemer, vi beskæftiger os med, men hvordan hjertet og hovedet holder troens paradokser sammen, så de kan udmunde i handling i lydighed mod Gud.
Julius Købner: Rationalisme blandt de troende (1878)
Oversat af Rasmus Vangshardt og Johannes Aakjær Steenbuch
Rationalisme er en teologi, der sætter menneskets tænkning over Guds Ord og derved fører til det barnlige troslivs modsætning. Rationalismen er lige så gammel som synden selv. Da Adam var uskyldig, levede han i troen på Guds Ord: ”Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” Men på grund af slangen begyndte han at sætte sin egen tænkning over Guds Ord: ”At blive som Gud og vide mere, end jeg ved nu, det er en højere tilstand end den, jeg befinder mig i nu.” Sådan lød dommen fra hans faldne fornuft, der var blevet ufornuftig. Så længe han troede, var han fornuftig (rationel), men så snart han rev sig løs fra Gud og stolede på sin egen fornuft, blev han rationalist.
Som Adams børn er vi fra fødslen alle rationalister, og da der i Guds børn ikke kun stikker et menneske af tro, født af Gud, med en helliggjort fornuft, men også et spekulerende menneske af kød, er Guds børn også rationalister, i den grad de i det hele taget stadig er syndere. Det giver dem ofte bitre erfaringer i livet, når de ser bort fra den guddommelige kærligheds advarsler og stoler på deres egen tåbelige tankegang i stedet.
Nogle klamrer sig på nærmest muhamedansk – men efter egen mening fromt kristne – måde fast til Guds altstyrende magt, som fejer vores gøren og laden til side som afmægtighed, og derfor sejrer under alle omstændigheder. Deres ansvar for at efterleve de guddommelige forskrifter og for den hellige brug af fornuften er blevet som en blegnet stjerne i forhold til den solbeskinnede sandhed, de tror på. De tager endda i mange, ja sågar i alvorlige og vigtige tilfælde, meget let på deres gerninger. Gør de noget galt, nå ja, så vil Gud hindrende stille sig i vejen eller fortrænge deres forehavende gennem et andet. – Hvor er mange dog ikke kommet på letsindets og tåbelighedens afveje på denne måde! Således er det lykkedes den ikke-erkendte, rationalistiske ensidighed at bringe skam over Herrens dyrebare navn.
Imidlertid bereder den modsatte rationalisme ikke mindre ulykker. Den består i den ensidige holden-fast-ved, at mennesket kan forme tingene ved sin fornuft og sine valg. Godt nok fornægtes Guds herredømme ikke ligefrem, men i forhold til menneskelige beslutninger synes det indskrænket og afhængigt. Man beder nok om Guds hjælp, om det gode, der kommer fra ham – man vil jo ikke handle imod den guddommelige vilje – men fremfor alt gælder det om at tænke og overveje, at tage hensyn til sandsynligheder og usandsynligheder, om at høre fornuftens indskudte bemærkninger og foretage en solid vurdering af omstændighederne. – På denne måde tænker man, i steder for at handle. Ethvert af Herrens glædelige øjeblikke lader man gå forbi ubenyttet og trøster sig efterfølgende med, at det alligevel er umuligt. Den slags kristne lader det blive ved snakken, de handler ikke; de står i vejen for fremme af store, hellige sager. De vover ikke at satse noget for det højeste; de vover ikke at give, de vover ikke at tro, de vover ikke at regne med Gud. Alt godt, nødvendigt og skønt opløser sig hos dem i overvejelser.
Men denne uheldige rationalisme viser sig ikke kun på livspraksissens områder, men lige så meget i troende kristnes teologi. – Rationalismen, der forkaster Guds treenighed, har udfoldet sig i muhamedanisme og moderne jødedom. Men i vores tid har den videreudviklet sig til hastigt voksende materialisme og ateisme. Troen på en udødelig ånd i mennesket og på Guds eksistens er overalt ved at forsvinde. Derom skal vi dog ikke tale nu, men om den teologiske rationalisme, der findes selv hos sande kristne, men som stadig er dem så usynlig og ubevidst.
Rationalisme er ikke kun en sygdom i det protestantiske samfund i Tyskland, det gælder også den højt skattede, aktive leder af det mægtige parti af kirketroende i Sverige, overlæreren i teologi ved seminariet i Gävle, P.P. Waldenström.1 Denne mand kan ikke tro på, at Gud bliver vred over synden, og derfor heller ikke, at hans retfærdighed kræver tilfredsstillelse, og at Kristi offerdød har frembragt en sådan. Hvorfor ikke? Fordi hans fornuft ikke vil give sin tilslutning til sådan en lære om Guds Ord. Men skal fornuften give sin tilslutning til det, Gud siger, så det kan blive gyldigt? Skal vores tanker sidde til doms over Guds tanker? Hvor vores tanker når til ende, da begynder hans først rigtigt; når vores visdom, magt og kærlighed har nået menneskeevners yderste grænse, først da berører de begyndelsen (hvis vi må sige det sådan) af den uendelige, guddommelige visdom, magt og kærlighed. Hvordan skulle Guds himmelhøje tanker da kunne indfanges i vores smalt begrænsede og fattige jordiske tanker, så de blev forståelige? – Guds natur ligger helt uden for vores tænknings sfære – Guds evighed og Guds treenighed – og sådan er det også med grundlærerne om frelsen i Kristus. Hvordan synden i Adam kunne tilregnes os alle, og hvordan hans [Kristi] retfærdighed bliver os tilregnet, er lige så ubegribeligt, som hvordan guddom og menneskelighed forenes i ham. Troende at tage imod alt dette er himmelsk set fornuftigt; men at tro halvvejs og samtidig halvvejs spidsfindigt at benægte, det er både himmelsk og verdsligt set ufornuftigt. Og dog er der en mængde af denne slags rationalisme at finde i det, der siges af troende mennesker. De troende lader sig nu og da forlede til formildende at bortforklare ting ved Kristi mirakler. Det er rationalisme, for derved glemmer de, at han er Gud, for hvem alle ting er mulige, og at de ikke kan afmåle, hvad der sømmer sig for ham som Gud. En kær, teologisk dannet broder sagde engang til mig, at Jesu spørgsmål på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” slet ikke kunne være noget spørgsmål, for som Gud måtte Jesus vide, hvorfor han var blevet forladt. Det var from rationalisme, der talte her, for han glemte, at frelseren også var sandt menneske, og derfor efter Guds vilje i forsoningens øjeblik vidste lige så lidt om dette, som om dag og time for sin tilbagekomst (Markus 13,32). Men faktisk er det svært at lade alt, hvad der står skrevet, blive stående, og tro det hele; ikke at lægge andet til grund; ikke at give noget en anden betydning for at lade det dø hen i sammenligning med noget andet, tilsyneladende modsat; ikke at bruge noget, der ikke står i Skriften, som dødbringende våben mod noget i Skriften.
Vi kommer nu til et særligt område af teologien, hvor troende kristne og deres rationalisme har spillet en ganske betydelig rolle. Mens det store flertal af troende kristne har givet afkald på at forstå de store frelsessandheder på rationalistisk måde, har de på ingen måde gjort det, hvad angår den menneskelige vilje og Guds magt. Alle kristendommens læresætninger, der har at gøre med disse ting, er derfor blevet til stridspunkter og har mærket de forskellige kristne bekendelser på arminiansk2 eller calvinistisk3 måde. – Hvad kan mennesket i moralsk forstand, og hvad kan det ikke? Hvad bestemmer det med sin villen og gøren, og hvad har Gud bestemt? Er Kristus død for alle eller kun for Guds udvalgte? Det er de meget omstridte spørgsmål, som man almindeligvis forestiller sig skal besvares endegyldigt ved, at mennesker forstår bestemte passager i den hellige skrift, altså i virkeligheden ved vores begrebsevner. Denne tåbelighed har ikke kun gjort sit til at spalte skriften i forskellige dele, den bærer også dårlige frugter i den enkeltes liv. Jeg har haft mulighed for at iagttage disse frugter både i Storbritannien og i Tyskland, og det er netop dem, der sætter min fjer i bevægelse.
Lad os spørge Guds Ord: Hvad er mennesket i stand til at gøre? Det svarer: ”skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). ”Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?” (Matt 7, 16). ”hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?” (Matt 12, 34). ”Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!” (Jeremias 13,23). ”Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham.” (Joh 6, 44). ”»Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.” (Rom 9, 15-16). ”Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. […] Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug?” (Rom 9, 18. 21.) ”Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.«” (2 Sam 12, 11-12). ”Herrens vrede flammede igen op mod Israel, og han lokkede David til at tirre folket og sagde: »Gå hen og hold folketælling i Israel og Juda!« (2 Sam 24, 1). ”Hvem vil lokke Akab, så han drager op og falder”, osv. (1 Kong 22, 19-23). ”Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det?” (Amos 3, 6). ”jeg sætter mit liv til for fårene.” ”og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.” (Joh 10, 15; 28-29). ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine.” ”Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det, du har givet mig” ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig” (Joh 17, 9; 12; 24). ”Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast” (Rom 9, 11).
Hvad er det, barnetroen klart begriber i disse og lignende Gudsord? At der findes en ubegribelig Gud, der hersker og handler i alt, hvad der foregår, og i alle mennesker, efter sin uforanderlige plan fra før verden, sådan at der ikke kan ske noget, der ikke hører til denne plan. Håret på hovedet, spurven på taget, de unge ravne er alle genstand for Guds forsyn og bevarelse. Alt tænkeligt, der sker på jorden, hvad mennesker gør, om det er god eller ondt, er bestemt og fastlagt af Gud. Deraf følger det, at enden på det hele ikke kan blive andet end som han vil have det. Kunne mennesker eller Djævelen ændre på noget med deres gerninger, så ville Guds plan slå fejl; på denne måde ville han egentlig slet ikke være Gud, for der ville findes flere guder. Særligt omfatter Guds visdom alt, der tilhører hans rige og den enkelte, der er udvalgt af ham.
Men nu, da vi har fastslået dette ud fra Guds ord, skal vi ikke lukke Bibelen i, for det ville være begyndelsen på en skjult rationalisme. Nej, vi læser videre, og der finder vi blandt en mængde lignende sager følgende: ”Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve” (5 Mos 30, 19). ”Kast jeres overtrædelser bort, skab jer et nyt hjerte og en ny ånd! Hvorfor vil I dø, Israels hus?” (Ez 18, 31). ”Hvad et menneske sår, skal det også høste” (Gal 6,7). ”Jerusalem! … Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn … men I ville ikke.” (Luk 13,34). ”Det, som Gud vil, er, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.” (sådan oversættes det korrekt, 1 Tim 2,4). ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” (Åb 3,20). ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.” (Ez 33,11). ”Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Es 53,6). ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1,29). ”vi har sat vort håb til den levende Gud, som er alle menneskers frelser, først og fremmest de troendes” (1 Tim 4,10). ”Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser.” (1 Joh 4,14). ”som gav sig selv som løsesum for alle” (1 Tim 2,6; Heb 2,9). ”han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.” (1 Joh 2,2).
Hvad står fast for barnetroen efter sådanne gudsord? At Gud vil se alle frelst, og at frelseren derfor er død for alle. Men også at mennesket har en fri vilje, sådan at det kan elske og hade, hvem og hvad det vil, at det kan give sig hen til både Gud og djævel, og at mennesket netop derfor er ansvarligt over for verdens dommer. Hvis mennesket ikke kunne det, ville det ikke være frit; og derfor heller ikke ansvarligt. At sige: Kristus er kun død for så og så mange synder, begået af så og så mange mennesker, indebærer, at man trækker Guds hellige og dybe hemmelighed ind på den menneskelige regnekunsts område. Vi bør lade det helt ude af betragtning, når vores lille fornuft siger: Hvis Kristus er død for alle, så må alle blive salige.
Men hvordan kan begge disse modsatrettede ting være sande, uden at det ene ophæver det andet? Jeg svarer: Det ved jeg ikke. Men jeg har heller ikke brug for at vide det; det er mig rigeligt, at min Gud og Fader ved det. Man kan tro på Gud! og når man gør det, så tror man, at alle ting er mulige for ham, også foreningen af den slags ting, der i vores arme dømmekrafts arena modsiger hinanden, selvom de ligger uendeligt højt over vores sfære.
Jeg ved ikke, om englene forstår sammenhængen mellem dem, men jeg ved, at det er tåbeligt, hvis vi tror, vi kan gøre det, og hvis vi prøver. Sådanne forsøg fører til det uheldige resultatet, at den ene sandhed skader eller endda dræber den anden. Det ildevarslende ved en sådan tilgang er klart. Den rene, ægte arminianer, fjendtlig mod calvinismen, vil ikke være i stand til at give al ære til Gud i den dybeste ydmyghed; han bliver nødt til at give det til sin vilje og præstation. Og den meget konsekvente højcalvinist, der er fjendtlig over for arminianismen, vil ikke føle sit ansvar over for de uomvendte, vil ikke beskæftige sig med hellige ting og missionsiver, fordi Gud nok skal drive dem; det er nok. For ikke længe siden døde en uomvendt calvinist i nærheden af mig, stille og ubekymret i forventning om, at Gud nok skulle omvende ham, hvis han havde valgt ham.
Derfor, hvad Gud har forenet, skal mennesket ikke adskille. Gør han det, rækker han rationalismen hånden, enten til højre eller til venstre, uden at vide det; hvorved han nok kan være et oprigtigt Guds barn, men som dog engang skal have brændt meget træ, hø og stub. At man indrømmer, at man tilhører en af de to adskilte lejre, er på ingen måde det afgørende, men det væsentlige er måden hvorpå hjertet og hovedet former de to tilsyneladende modstridende sandheder i hverdagen. Hvor herligt er dette vist af den calvinistiske Spurgeon4.
Forkynd ansvar for mennesker, som Skriften prædiker det. Man bør opfordre dem med kærlighedens alvor til at lade sig belære og gøre det klart, at en person kun forbliver uomvendt, fordi han ikke ønsker at blive undervist. De skal opfordres til at modtage den fuldendte frelse i Kristus nu, i bøn og tro, og dermed gøre Guds vilje uden at vente på noget. Man bør råbe til folket: ”Arbejd på jeres egen frelse med frygt og bæven!” Men når de har efterkommet Guds befaling og har kastet sig i Jesu arme, så skal man sige til dem: ”Det er Gud, der virker i dig, både til at ville og at gøre efter hans velbehag; giv ham derfor udelt ære.”
1Paul Petter Waldenström (1838-1917), svensk teolog og prædikant, medstifter af det svenske missionsforbund.
2Efter Jacob Arminius (1560-1609), der hævdede at frelsen tilbydes alle mennesker, men at mennesket er frit til at vælge frelsen fra.
3Efter Jean Calvin (1509-1564), der hævdede at Gud suverænt bestemmer menneskers frelse, som imidlertid kun gælder de udvalgte.
4 Charles H. Spurgeon (1834-1892) var samtidens store prædikant; engelsk baptist, der stadig kaldes ’Prædikanternes konge’