“[J]eg tror, der er noget om, at vi har undervurderet Daaben; den kirkelige Overvurdering har ført os til det.” (s. 19)
P. Olsen: Den kristne Daab (København: Dansk Baptist Forlag 1907)
I denne korte afhandling fra 1907 diskuterer P. Olsen det lutherske dåbssyn (i skikkelse af en række samtidige lutherske teologer) over for baptisternes. P. Olsen afviser ikke overraskende en sakramental dåbsforståelse, men peger dog på, at dåben har en væsentlig funktion som bekendelseshandling. Dåben må derfor ikke undervurderes.
I første del afvises den lutherske opfattelse, at genfødslen skulle ske i dåben. Jesu ord til Nikodemus i Joh 3,5 (“Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige“) kan ikke i sammenhængen forstås som en påstand om dåbsgenfødelse (s. 6). Det eneste, der kræves for at få del i det evige liv, er tro, hvad Jesus da også forklarer umiddelbart efter i Joh 3,15.
P. Olsen diskuterer dernæst barnedåben, blandt andet med henvisning til Jesu ord i Mark 10,13 (“Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.”) og peger på det indlysende, at Jesus netop ikke stillede dåben som betingelse for at velsigne børnene.
Dåben er, skriver P. Olsen med reference til Købner, ikke et sakramente i hvilket vi loves noget (s. 18). Dåben er ikke en handling, man skal få noget i, men et udtryk for hvad vi allerede har fået. Det betyder imidlertid ikke, at dåben for de tidlige kristne blot var en “udvortes lydighedshandling”, skriver P. Olsen. Dåben var en “afgjort Bekendelse af og en Forpligtelse til den ny Livsvej.” (s. 18). P. Olsen peger blandt andet på Paulus’ ord i Rom. 10,9-11, om, at “med hjertet tror man til retfærdighed og med munden bekender man til frelse”.
Dåben skal forstås i lyset deraf, nemlig som bekendelseshandling. Jf. Paulus er bekendelsen af troen uadskillelig fra troen og for så vidt dåben netop var/er måden hvorpå Kristus kan bekendes, kan dåben også siges at være nødvendig (s. 18). At baptister ofte har peget på dåben som en rent udvortes lydighedshandling, skal ses i lyset af overvurderingen af dåben som sakramente. Men risikoen for baptisterne er en undervurdering af dåbens betydning.
Sidst diskuteres dåbens form, der måske ikke er afgørende, omend den skal symbolisere Jesu død og opstandelse. Det må foretrækkes, at dåben er i overensstemmelse med den nytestamentlige, hvad ifølge P. Olsen blandt andet betyder enkel (ikke tredobbelt) og fuld neddykkelse.
“[N]aar alt kommer til alt, saa er netop denne Neddykkelsesdaab, anvendt paa troende Mennesker, langtfra noget underordnet. Den er det Hegn, som Herren selv har rejst om sin synlige Menighed på Jorden. Den er det middel, han har valgt til at føre enhver, som vil tilhøre ham, til at “bekende Kulør” straks ved det nye Livs begyndelse.” (s. 24)
