Udarbejdes løbende. Citaterne optræder i nogenlunde kronologisk rækkefølge. En del citater er hugget fra Bent Hylleberg, m.fl., Et kirkesamfund bliver til: Danske baptisters historie gennem 150 år (Føltveds Forlag 1989). Dobbelt spørgsmålstegn (??) indikerer mangelfuld kildehenvisning. Tip modtages gerne!
Om dåb
“Vi tror ikke, at Daaben er i den Grad nødvendig til Salighed, at den som tror, men ikke bliver døbt, derfor ikke kunne blive salig, men vi tror, at Daaben er Indgangen til Guds Rige her paa Jorden, og at ingen maa døbes, som ikke selv kan bekende Troen, og at som Følge deraf smaae Børn, for hvem Betingelserne for Daabens Modtagelse: Omvendelse, Tro, og frivilligt Forlangende ikke kunne findes, af den Grund heller ikke maa døbes” (P.C. Mønster, ??)
”Naar Guds Ord eller Evangeliet prædikes for Mennesket, saa kommer Troen derved, at man hører (Rom. 10, 17.). Denne Tro er svag, som et Barn, i Førstningen, men den voxer mere og mere, og Troen i et Menneskes Hjerte er Spiren til det nye Liv eller Levnet. Den, der har faaet Troen paa Jesus begynder strax at hade Synden, at drage Bønnens Aandedræt og at føre et nyt Liv, saa at man kan se, at der er et aandeligt Liv hos ham, som man siger, og naar dette aandelige Liv er der, eller er født, det vil sige, kommet for Dagen, gjennem Syndsfortrydelsens Smerter, saa skal dette nye Liv iføres Christus ved Daaben; thi da er Mennesket blevet et Guds Barn ved Troen, og det er kun Guds Børn, de ved Troen paa Guds Ord og ved Aandens og Ordets Virkning gjenfødte Sjæle, som skulle iføres Christus ved Daaben.” (Niels Larsen 1863, p. 9)
”Den der skal døbes, maa ikke alene være omvendt, men maa ogsaa kjende det Samfund, som han slutter sig til ved Daaben. Han tør ikke slutte sig til et Gud fornægtende og ugudeligt Samfund ved nogen Daab, om denne end i Handlingen skulde ligne Christi Daab. Og gjør han det alligevel, saa er han derved ganske vist ikke døbt med Christi Daab.” (Købner 1869, p. 15)
“[J]eg tror, der er noget om, at vi har undervurderet Daaben; den kirkelige Overvurdering har ført os til det.” (P. Olsen 1907, p. 19)
“[N]aar alt kommer til alt, saa er netop denne Neddykkelsesdaab, anvendt paa troende Mennesker, langtfra noget underordnet. Den er det Hegn, som Herren selv har rejst om sin synlige Menighed på Jorden. Den er det middel, han har valgt til at føre enhver, som vil tilhøre ham, til at “bekende Kulør” straks ved det nye Livs begyndelse.” (P. Olsen 1907, p. 24)
”Nu siger man fra moderne Theologers Side, at Talen om Tro i Forbindelse med Paulus’ Daabslære overser Paulus’ Realisme, d. v. s. at Paulus tænker sig Frelsen som en Overflytning fra Dødens og Dommens Æon til Livets og Naadens Livssphære. Hvorimod vor Tale om Troens Nødvendighed som Forudsætning for den kristne Daab grunder sig i en forældet Theologi, der altid tænkte i psykologiske Begreber. Vi svarer, at Paulus baade taler ”realistisk” om Frelsen som en Overflytning fra Dødens til Livets Rige og om Frelsen som Hjertets Forvandling. Begge Dele hører sammen. Og dersom man forsøger at skille dem ad, vil man komme til at erfare, at Frelsen kun bliver til en Spekulation om Livssphærer i Stedet for et gennemgribende nyt Livsforhold til Gud, som igen giver sig praktisk Udslag i en ny Livsførelse.” (Johannes Nørgaard 1947, p. 32)
”Dåben forudsætter således ikke, at man er nået så og så vidt i kristenlivet. Den er jo troendes dåb, dvs. dåb af sådanne, der har afskrevet gerningernes vej til frelse og modtaget Kristus. Dåben er således en bekendelse, men ikke af, hvad jeg formår. Ved dåben bekender jeg min tillid til Kristi nåde. Mere end det: Jeg fører troen ud i livet ved at følge Kristus.” (Kyrø-Rasmussen 1963, p. 20-21)
”En vielse er en tosidet pagt. Sådan også med dåben. Den er menneskets svar på den kærlighed, der er blevet det for stærk – menneskets kapitulation over for Kristi godhed og indbydelse til at være hos ham alle dage. Der er derfor ikke tale om at være ”stor nok” for at komme til dåb – altså yde en slags åndelig præstation, før man er værdig til dåb. Lige modsat gælder det at være ”lille nok” – så ”lille”, at man ikke vil vrage så stor en kærlighed. Til dåben kommer netop ægte mennesker, der har kastet masken og blevet hvad de er: Uden håb og uden Gud.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 65)
”Nej, der er tale om en virkelig død og en virkelig opstandelse med Kristus ved en symbolsk handling, der ligner hans død og opstandelse. Vi blev ved dåben ikke blot begravet. Vi blev begravet ”med ham”.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 69)
Om nadver
“Vi lærer, at ligesom Brødet og Vinen nydes til Næring for det menneskelige Legeme, saaledes tilegner sig i den hellige Nadvere den troende Sjæl Kristi Ord i hans Legeme og Blod til hans Ihukommelse og Troens Bestyrkelse” (P.C. Mønster, ??)
”Førend et Menneske er døbt har det ingen Adgang til Nadvere. Vi udelukke jo Saadanne fra vor Menighed, og følgelig fra Nadveren, som igjen falde tilbage i den Vildfarelse, at Børn skulle bestænkes, og dog tør vi ikke derfor sige, at de ikke kunne være Guds Børn; men vi kunne ikke holde Nadvere med dem.” (p. 23)
”Nadveren som fornyelsens måltid kalder både på angeren og glæden – angeren på grund af vor afstand fra Frelseren, og glæden på grund af hans nærhed hos os. Den anger, der således er tale om, er i grunden den højeste frihed.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 97)
Om gudstjenesten
”Hvad er der da sket under gudstjenesten? Jo, i Jesu navn har menigheden bøjet sig i anger og bekendelse for ham, som den stadig korsfæster, men hvis uovervindelige kærlighed, den er døbt ind i. Den har beredt sig på at høre det forløsende ord i skrift og forkyndelse ved bønner og salmer. Alt sammen er sket omkranset af lovprisning og tak, fordi det netop er Kristi kærlighed, der har tvunget menigheden frem?? i anger og bøn. Efter at være blevet sat på plads (loven) og sat i gang på ny (evangeliet), er menigheden nu rede til at vende blikket ud mod den verden, den er en del af.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 52)
Om sjælesorg
”Paa deres Sygeleie har jeg besøgt Mange, som endnu ikke havde fundet Jesus; men som byggede paa Følelser eller andre Ting. Jeg har altid viist Saadanne hen til Jesus og sagt dem, at de skulde bringe Gud Jesum og intet Andet. Jeg har sagt dem, vi bør ikke see paa, hvad vi have gjort, men paa Jesus, og paa hvad han har gjort. Jeg har sagt: Vil Du sætte Noget til ham? Nei, han har lidt for Dig; lad det være Dig nok! En Mand klagede for mig, at han havde en saa liden Tro. Jeg sagde til ham, at han dog havde Jesus heelt, ikke halvt, selv med den svageste Tro, og han blev lykkelig og døde salig. Selv har jeg faaet Sjæleføde paa samme Maade.” (Struve 1870, p. 13)
Om trosbekendelse og troens fundament
”Det er Princip i vort baptistiske Troessamfund ikke at have nogen skreven Troesbekjendelse, enten som Uddrag af eller grundet paa det nye Testamente, der heelt og holdent er vor eneste Troesregel […] Jeg kan saaledes ikke fremlægge nogen anden Troesbekjendelse end den hellige Skrift, som gjældende for Menigheden.” (P.C. Mønster, ??)
”Førend vi i Menigheden optager nogen Katekumén, maa denne først for Menighedens indviede Lærer eller Ældste kunne aflægge en Troesbekjendelse, men denne bestaar ikke i nogle forud bestemte Spørgsmaal eller Svar, men tildels deri, at Katekuménen gives Anledning til at fortælle sit Levnedsløb, som det har været saavel før som efter hans Omvendelse, samt at gøre Regnskab for hans Troe og Haab til Salighed, og naar det da skønnes, at hans Troe er grundet paa Kristus, som død for hans Synder og opstanden for hans Retfærdighed, efter forudgangen Anger, Bod og Omsindelse, antager Læreren en saadan til Daab.” (P.C. Mønster, ??)
”Jesus Kristus, den største Personlighed, der er traadt os Mennesker i Møde, er paa een Gang Gud og det ideale Menneske aabenbaret. Personer har Historie, Personer kan make history, som Englænderne siger, en Personlighed er aldrig noget flydende og ubestemt. Dersom De tænker den Tanke til Bunds, vilde De maaske finde det rimeligt, at Kristendommen har netop de Dogmer, den har.” (Johannes Bakkeby (P. Olsen), Gennem Tvivl, p. 127)
”Det staar jo fast, at Kristendommen kom ind i Verden med Jesus Kristus. Før var den der ikke. Der var altsaa heller ingen kristen Tro, og derfor heller ingen kristen Troslære. Jesu Kristi Person, hans Ord, hans Liv, hans Lidelse, Død og Opstandelse er Kristendommens centrale Kendsgerninger, og at forkynde Kristendommen er at forkynde disse Kendsgerninger.” (P. Olsen 1925, p. 21)
Om bibelsyn
“Men vi spørge ikke efter hvilke Slutninger, der kan drages ud af Bibelen og dens Lærdomme, men hvad staar der i Bibelen? Derfor burde denne filosofiske Maade, ved Følgeslutninger at drage noget ud af den, ikke anvendes i Kristendommen.” (Niels Hansen 1870, p. 2)
”Vi har allerede sagt, at skønt man mente at kunne finde Støtte for alt muligt i Guds Ord, saa kunde man dog ikke finde nogen Grund for den saakaldte „aabne
Kommunion”, fordi Skriftens hele Indhold saa tydeligt talte imod den. For et fordomsfrit Øje synes det derfor utroligt, at man i de senere Tider har kunnet finde noget i Guds Ord, som kunde give Anledning til Fremsættelsen af den nævnte Grundsætning. Men har den ikke sit Udspring fra Guds Ord, hvorfra er den da kommen? Vi svarer: fra den Kilde, som allerede har frembragt saa mange forbavsende Ting paa det aandelige Omraade, fra Følelsen.” (Købner 1900, s. 3)
”Hverken Trosbekendelse, Kirke, Pave eller egne religiøse Følelser kan være Autoritet i Spørgsmaalet om, hvad oprindelig Kristendom var. Det ny Testamente er ”det litterære Nedslag” af den første kristne Menigheds indre og ydre Liv. Det siges undertiden at en Bog ikke kan være Autoritet. Vel, lad os ikke strides om Ord. Det er Jesus, der er Autoriteten. Han har aabenbaret os Faderen. Det er Ham, vi tror paa. Det ny Testamente er Autoritet, fordi Han er Autoritet.” (P. Olsen, ??)
Om Guds karakter
“sig mig hvilketsomhelst Folks Mytologi (Gudelære) i det fjerneste Hedningeland, eller i den fjerneste Oldtid og jeg stal sige Dig dette Folks Karakter; thi saaledes som det selv er, saaledes tænker det, at Gud er. Ps. 50. 21, det er hele Hemmeligheden. Lad os tage et Par bekjendte Exempler: Mormonerne tro, at Gud sidder i Himlen som et Mønster for Flerkoneriet. Altsaa ere de Poligamister. Grundtvigianerne tro, at Gud er en national krigslysten Gud. Altsaa er dette deres Karakter. Nuvel! Gud er ikke partist, uretfærdig, falsk i sine Forestillinger, dobbelt i sit Forhold, eller tvetydig og tvetunget fordi Menneskene beskylde ham derfor. Nei, hør Israel! Herren Din Gud Herren er En!” (Niels Hansen 1870, 14-15)
Om Guds lov
“Min fulde Overbeviisning er, at vi have intet med det gamle Testamentes Anordninger at gjøre, uden forsaavidt de ere anførte som Befalinger i det nye, som alene er de Christnes Lovbog. At den Deel af Loven, som vi have kaldt den ceremonielle, er ophævet, ere vi vist alle enige om; men at der ogsaa er foregaaet en væsenlig Forandring eller Omskiftelse af den saakaldte moralske Lov, see vi tydelig i Guds Ord.” (Marius Larsen 1878, p. 6)
“Vi kunne lade alt Grubleri fare, om hvad der er Morallov, og hvad der er Ceremoniallov; thi vi have Jesu og Apostlernes Forskrifter i det nye Testament og den Hellig Aand, som minder os om Alt, hvad Jesus og ikke hvad Moses har lært os.” (Købner 1878, p. 8)
“Jesus overtraadte virkelig den jødiske Sabbathslov og kaldte sig en Herre over Sabbathen. Derimod kunde Jøderne ikke anklage ham for Overtræder af de andre Bud. Dette tyder paa, at han som det Legeme, der afskyggede Sabbathen, vilde give sine Børn en anden Sabbathshvile. De Christne ere nu heller ikke under Lovens “Du skal”, men under Naadens “Vi maa”. Vi ere ikke Trælle, men Børn.” (Marius Larsen 1878, p. 9)
“”Himmel og Jord skal forgaae, førend en Tøddel af Loven bortfalder”, hedder det. Disse Ord synes at være i strid med det, vi have talt om; men det ere de ingenlunde. Meningen er, at den gamle Lov er ikke opløst, men hævet og udviklet til noget Høiere.” (Købner 1878, p. 9)
“Kristendommen var ikke et Tillæg til Jødedommen, og Evangeliet heller ikke et Tillæg til Loven; men hver for sig vare de at betragte som to forskjellige Pagter eller Testamenter, af hvilke den første, Lovens Pagt, var oprettet med Jøderne, og den sidste, Naadespagten var oprettet med den nye Pagts Folk. Med den første havde de Kristne ligesaa lidt at skaffe som en nygift Kvinde med sin afdøde Mand, Rom. 7, 1-4. Loven havde tabt sit Krav paa dem, som troede paa den Herre Jesus, Gal. 3, 18. 19.; thi den var kun føjet til for Overtrædelsens Skyld, indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte […] Som den nygifte Kvinde ikke mere staaer under sin afdøde Mands Lov, men derimod under sin nye Ægteherre, saaledes staa Guds Børn heller ikke mere under Mose Lov, men de have Christi Lov eller Christi Befalinger at rette sig efter. Naar Nogen derfor vil paalægge os Love eller Anordninger, saa bør der altid spørges: Har Moses eller Christus sagt det? Kan der siges: Christus har sagt det, saa er det bindende for os i alle sine Enkeltheder; men hvis ikke, da behøve vi ikke at bøje os til Lydighed derfor.” (Ukendt 1884, pp. 14-15)
Om politik og samfund
“En Christens Politik er Guds Rige. Nationalhadet er fra Satan. Vi have ingen Nationalgud, saaledes som Hedningerne, der havde Guder blot for deres Land. Politiken ville vi overlade til Grundtvigianerne, som indbilde sig, at de forstaa Sagen, og som synes at holde Gud for de danskes Gud, som om Han ikke var Gud for andre.” (Købner 1868, s. 10)
”Guds Rige er vel ikke af denne Verden, og derfor kan det heller aldrig falde sammen med den i Idealer og Interesser. Men det er i denne Verden som Salt og Lys for at frelse og lyse op i dens aandelige Mørke. Og naar dets Repræsentanter er deres Opgaver tro, kan de aldrig være Kulturfjender, selv om ogsaa de kan tage fejl.” (P. Olsen, Gennem Tvivl, p. 106)
”Hjulet – i vore dage et ”effektivitetshjul”, drejet på økonomiske krumtapper, – bestemmer over os. Hjulet styrer os, og det er ikke muligt for os at styre hjulet. Vi lever ikke. Vi leves. Vi har skabt en teknik, der skal lette livet for os, men den samme teknik tager livet af os. Den styrer os og ikke omvendt.” (Kyrø-Rasmussen 1980, p. 40)
Om menighedssyn og de kirkelige embeder
”Ethvert Guds Barn er kaldet til at vidne om Herren; men til at være Prædikant fordres en særegen Kaldelse, og denne bør finde Sted gjennem Menigheden. Nogle vil paastaae, at det er et Bevis paa, at en Mand er kaldet af Gud, at han bliver Redskab til en Del Menneskers Omvendelse, men det er ikke noget afgørende Bevis. Gud kan jo bruge alle Midler til Synderes Omvendelse […] Vi bør holde os til det ene: Menighedens Valg. Gud har lagt det i Menighedens Haand.” (Købner, ??)
”Noget Embede over de stedlige Menighedsembeder har det ny Testamente intet Spor af, altsaa fraregnet Apostelembedet, som jo ikke var et blivende. Menighederne var alene sammenknyttet ved samme Tro og Liv og ved den fælles Kærlighed.” (P. Olsen 1925, p. 114)
”Det er ikke nok, at nogle har lyst til at blive Prædikanter. Der skal baade et klart indre Kald og en Menigheds Stadfæstelse af Kaldet til. Og der kræves Vilje til grundig Uddannelse. Herren har ikke Brug for de Letbenede.” (P. Olsen, ??)
”Forskellen paa en Baptistmenighed og de fleste andre kristne Menigheder er den, at man i selve Baptistmenighedens Struktur bevidst har tilsigtet at fjerne enhver Myndighed for at give Plads for Kristus alene.” (Johannes Nørgaard 1947, s. 22)
”I dag ved mennesket lidt om Gud og menighed, men meget om dets egen tankegang. Vi er blevet skeptiske over for autoriteter – mere skeptiske, end godt er, hvad Kirke og menighed angår – og for sikker på vor egen dømmekraft – mere sikre, end godt er, når talen er om vort forhold til Gud.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 13)
”Hverken i Det Gamle Testamente eller Det ny Testamente kan man finde udtryk for en kollektivisme, der ikke afbalanceres af tanken om personligt ansvar. Medens moderne tankeformer ophøjer individ på bekostning af kollektiv eller modsat, understreges i bibelsk tankegang både individ og kollektiv.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 15)
”Vejen går ikke fra den enkelte til fællesskabet, men fra fællesskabet til den enkelte. Menigheden er Guds redskab til vor frelse.” (Kyrø-Rasmussen 1967, 25)
Om kirkekultur
”Sangen er Himmelsproget. Det maa komme dertil, at naar Verden vil høre virkelig god og sjælfyldt Musik, maa den komme til Guds børn.” (Købner, ??)
”Det gaaer endnu saa daarligt med Sangen, at jeg ofte hellere ønskede, at der maatte læses Psalmer end synges. […] Har man forhen fundet sig i at vræle, saa maa man det ikke nu.” (Købner, ??)
”Misforstå nu ikke! Jer er ikke ”anti-pop-mand”. Der må gerne være pop i menigheden, men hvorfor skal ungdommens helt naturlige trang til rytmisk musik gøres antagelig ved at blande Jesus ind i disse melodier, hvor han oftest føler sig fremmed og hjemløs? Pop for sig og Jesus for sig – knyttet til tekster og toner, der ikke gør ham til en Hoppalong Cassidy-helt, men til den Frelser og Herre han er, død og opstanden. Evangeliet bør ikke moderniseres sådan, at det med vold og magt skal ”serveres” i en klædedragt, som det ikke passer til. Det skal aktualiseres, så det møder nutidsmennesker med en ægte autoritet.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 138)
Om kirkelig enhed og økumeni
”Jeg vil saa gjerne advare for Ordkløveri. Kirkehistorien indeholder megen Krig om Meninger, og strax efter Reformationen gaves der en Tid, hvor man især stred om Lærdomme. Alt skulde være ret og nøiagtig rigtigt i den Henseende; men man glemte derover Hjertet, og det christne Liv blev der ikke talt om. Hovedsagen er ikke at mene dette eller hiint, og heller ikke at have den rette Mening; Hovedsagen er at være gjenfødt og at elske Jesus.” (Købner 1866, p. 26)
”[N]aar et Menneske er overbeviist om, at han hvert Øieblik af sit Liv er en Synder, og derfor ikke kjender anden Frelse og Retfærdighed end Jesus Christus og Alt hvad han har gjort, saa kan han føle sig hjertelig forbunden med ham i en Tro, og taale, om det skal være, en heel Deel Afvigelser fra hans Overbeviisningi andre Lærepunkter; navnlig ogsaa i Læren om Daaben. Men naar Nogen med Hensyn til Synden og Retfærdigheden, som gjælder for Gud, har en Overbeviisning, som er modsat hans; frem for Alt, naar han ikke troer, at der er to Naturer i den Christne, da har han for ham en fremmed Religion, som ikke er hans, og han kan ikke have aandelige Samfund med ham.” (Købner 1871, p. 40)
”Den økumeniske bevægelse er ingen overfladisk bevægelse, der irriteret over de forskellige kirkesamfund presser fremad mod en kæmpekirke. Den er lige modsat en bevægelse, der, anfægtet af Helligånden, ved bøn og samtale lader sig drage i den retning, hvor erkendelsen af troen stadig kan uddybes, fordi man ikke i hovmod og selvtilstrækkelighed har kunnet gøre sig færdig med den.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 31)
”En enig kirke er en utopi. Men en levende kirke, der uophørligt ser sin virksomhed efter i sømmene, er en nødvendighed. Baptister har i grunden selv peget i den sidste retning ved at hævde læren om skriften som den eneste afgørende autoritet. Man vil ikke med snævre bekendelser spærre vejen for de uudtømmelige skatte, der er gemt i Den hellige Skrift.” (Kyrø-Rasmussen 1967, p. 8)
Om mission og vækkelse
”Vækkelser er den Hellige Aands Værk; alt andet er uægte. De danske Baptister holde ikke af Ordet ”Vækkelse”. Det er maaske, fordi de have set for lidt Kjærne, for megen Skal.” (Marius Larsen?? i 1896, ??)
”Guds Rige og Menigheden er ikke det samme, for saa vidt vi da ved ”Menigheden” tænker paa Organisation. Vi kan bedre sige, at efter det ny Test. er Menigheden den Form, hvorunder Guds Rige, altsaa Guds Herredømme, praktisk skal forkyndes og udbredes og opbygges.” (P. Olsen 1925, p. 112)
”Vi er kommet alt for meget ind i den Tankegang, at for at der kan blive Fremgang i en Menighed, maa der laves Vækkelseskampagne med Reklame og Eftermøder. Der synes nok undertiden at kunne opnaas nogle Resultater, men hvilke Resultater? Straaild mange Gange. Det nytter ikke noget, dersom det ikke er en virkelig Sindsforandring, en Genfødelse og Fornyelse, men kun en forbigaaende Begejstring eller Overtagelse. Sagen løses ikke med, at der holdes Helliggørelsesmøder; vi har en Overflod af Møder, mange Steder er Folk saa forpræket, at de snart ikke ved, hvad de gider høre, og tænke at gøre efter dét, der bliver talt fra en Talerstol, det hører snart til Sjældenhederne. Men Hellighed, Gudsfrygt, Retfærdighed og Kærlighed maa være vort Løsen, om vi skal kunne øve nogen Indflydelse paa vor Tids Mennesker.” (Rasmus Madsen 1928, ??)
”Kristus incognito er ikke begrænset til kirkens mure. Det modsiger ikke, at kirken har en særlig mission. Den fører det kæmpende menneske ind i frelsen fra enhver frustration og udrustet til at leve som ”et stykke hel menneskehed”. Den modtager befrielsen, for at den skal kæmpe for befrielsen. Den lever af kærligheden, for at den skal leve i kærligheden.” (Kyrø-Rasmussen 1980, p. 48)
Om helligånden
”Jeg tror paa Helligaandens Gerning, ikke paa al den megen Pinsesnak, som bringer Folk fra Vid og Sans” (formand Madsen på årsmødet i 1928, Hylleberg 1989, p. 277)
”Helligaandens Komme og Forbliven hos Menigheden er ikke sideordnet med Jesu Komme og Gerning; det er en Fortsættelse deraf.” (P. Olsen 1925, p. 21)
”Det er med Helligaanden som med Solen, den udgør ingen bestemt Del af Landskabet, den føjer ikke noget til, men den fylder hele Landskabet med Lys og Skønhed, den giver Form, Farve og Liv. En Gang for alle har Menigheden modtaget sin Aandsdaab. Jesu Gerning havde Pinsen som Maal, hans Liv, Død og Opstandelse var Midler til at naa den. Men efter at Helligaanden har taget Plads i Menigheden, er Pinsen ikke længere Maalet, den er Midlet, hvorved Guds Rige skal grundes i Hjerterne. Vi skal ikke bede om, at det maa blive Pinse, men vi bør arbejde for Guds Riges fremme og bede om Helligaandens Kraft dertil, fordi det har været Pinse.” (M. Jørgensen Toldam, Helligaandens Gerning: Dens Omfang og Enhed 1924, p. 4)
“Vejen til Helligaanden og dens Kraft og Velsignelse gaar nu som altid gennem en aarvaagen Lytten til Evangeliet i Skrift eller Tale og gennem en ydmyg og tillidsfuld Bøn til Herren selv om, at han i sin forbarmende Naade ogsaa vil huske paa os og skænke os sit velsignede Samfund for Jesu Kristi Skyld.” (Nørgaard 1974, p. 29)
“Overfor de kristne Venner, der fastholder Tungetalens Værdi ogsaa i vor Tid, er der blot at sige, at vi synes, at hele denne Sag er af saa lille aandelig Betydning, at den ikke er værd at strides om, og endnu mindre er den værd at splitte kristne Menigheder paa.” (Nørgaard 1974, p. 33)
Om profeti
“Ingen dødelig ved af sig selv, hvad det “at profetere” betyder. Kendskab til, hvad man skal forstaa ved “Profeti” kan kun faas gennem det Lys, Skriften selv giver paa dette Punkt. Den siger os, hvorledes Profeterne bare sig ad, hvorfor de fik deres Aabenbarelser, og paa hvilken Maade de overleverede dem til Folket. De modtoge deres Aabenbarelser direkte fra Gud enten i Drømme, Syner eller vaagen Tilstand, ved at høre Herrens Røst tale tydelig til dem. Saa forkyndte de senere Herrens Ord dels for enkelte Personer, dels, og som oftest, for større eller mindre Forsamlinger. Profeten var saaledes en Person, der baade for den enkelte som offentlig forkyndte Guds Ord. Paa denne Maade findes ingen anden Forskel paa en Herrens Profet i G. T. og en Evangeliets Forkynder i N. T. end den, at den første modtog hidtil ukendte Aabenbarelser og forkyndte dem for Folket, medens den sidste forkynder en allerede given og gennem den hellige Skrift kendt Aabebarelse. At den første saavel som den sidste forkynder Herrens Ord offentlig, kan ingen Bibellæser nægte.” (Ongman 1897, pp.10-11)
Om omvendelse
“Gud sætter ikke Priis paa din Omvendelse, Dine Bønner eller Taarer som Noget, for hvis Skyld han skulle annamme og frelse Dig, men sætter al Priis paa hvad Hans Søn har gjort og lidt. Dersom Du kan have samme Sind som Han, og ikke sætte Priis paa dem i dine Bønner og Forhaabninger om Frelse, men alene paa Ham , i hvem Gud haver Velbehag, saa er det evige Liv dit.” (Førster 1851, p. 8)
Om retfærdiggørelse og helliggørelse
”det kan blive så lyst, at man kan see Støvgran dandse op og ned i Solens Straaler. Saaledes er det med en Christen. Jo mere han oplyses af Naadens og Kjærlighedens Lys, jo større Synder er han i sine egne Øine, det vil sige, jo tydeligere seer han selv Sandkorn paa Gulvet og Støvgran i Luften i sit Hjerte og Levnet. Saaledes gik det Paulus. At han var en saa stor Synder, see vi ikke, derfor ønske vi at være som han; men han saae sig selv saaledes, thi han saae ind i sit Hjerte og kjendte sig selv. Det var netop et Beviis paa, at han klyngede sig op til sin Frelser, og hvilede ved hans Bryst.” (Købner 1869, pp. 40-41)
”Det gamle Menneske bliver, hvad det er, hverken dets Ondskab eller kraft aftager; men det ligger i en Christens Erfaring, at jo mere han erkjender sin Usselhed, desto mere hører han op med at stole paa sig selv, desmere overlader han sig til Naaden, som bliver ham mere og mere kostelig. Han frygter i samme Grad alt mere for sine Tanker, Ord og Gjerninger, og det ligger i Sagens Natur, at Naadekraften saaledes mere kommer til at udfolde sig i ham og seire over det gamle Menneske.” (Købner 1870, p. 33)
“Wiedergeburt, Gerechtsprechung vor Gott und heilige Natur sind an sich dem menschlichen Auge unsichtbar, werden aber sichtbar durch die Heiligung, welche Gedanken, Worte und Werke des Menschen umwandelt. Wiedergeburt und Gerechtigkeit durch Christum sind vollkommen und können daher keine Fortschritte machen. Der Glaube und die Heiligung hingegen sind unvollkommen, und müssen daher einer inneren, göttlichen Notwendigkeit zufolge fortschreiten. Der stärkste Glaube macht nicht gerechter vor Gott als der schwächste, aber die Heiligung kann nicht weiter fortschreiten, als die Kraft des Glaubens fortgeschritten ist; denn Heiligung ist des Glaubens Frucht, und solange er unvollkommen ist, muss sie es daher notwendig auch sein.” (Købner, Worin besteht die Heiligung des Christen?, §II)
“Aus dem Zusammensein zweier so verschiedener Naturen in einer Person ergibt sich die Notwendigkeit einer fortgehenden Heiligung, und wo von dieser in der Schrift die Rede ist, hat man daher nicht an den alten, nicht an den neuen Menschen, sondern an den Menschen, in dem beide vorhanden sind, zu denken. Der alte Mensch kann nicht geheiligt werden, und der neue Mensch braucht nicht geheiligt zu werden, weil er heilig ist; aber der Mensch, der Christ, muss geheiligt werden; sein alter Mensch muss je länger, je weniger, sein neuer – je länger, je mehr sichtbar werden.” (Købner, Worin besteht die Heiligung des Christen?, §IV)
“Wir heiligen uns nicht selbst – Gott heiligt uns. Vor allem andern steht es durch die Schrift fest, dass Gott der Anfänger und Vollender unserer Seligkeit ist. Die Wahl zur Seligkeit, die Berufung, die Rechtfertigung, die Heiligung, die Vollendung – alles ist sein freies Wohlgefallen und sein Werk. Sowenig wie wir zu unserer Wahl vor Grundlegung der Welt etwas beigetragen oder getan haben, ebensowenig können wir uns selbst heiligen. Er hat alles übernommen! Er führt alles aus! Das aber stimmt die Herzen der Kinder Gottes zum freudigsten Halleluja.” (Købner, Worin besteht die Heiligung des Christen?, §VIII)
Om udvælgelseslæren og prædestination
“Der ser Du hvor liden Betydning Kalvinismen lægger i Kristi Død. For dem staar Valget høiere og er det afgjørende, saa at Forløsningen ved Kristi Død afhænger af Valget og ikke Valget af Kristi Død ; altsaa har Gud ikke udvalgt os i Kristo, men udenfor Kristo, og uden dette Valg er Kristi Død helt forgæves. Nei nei! om jeg end aldrig kunde forklare mig for Andre, saa siger dog min Tro paa Kristo mig, at saaledes er det ikke” (Niels Hansen 1870, p. 9)
”Som Læren om Udvælgelsen er fremsat i Guds Ord, troe vi den; men saaledes som den er skildret af Flere, synes vi, at den staaer i Modstrid med Guds Ord. Det er vistnok den alvorligste Lære. Den har endog mange Steder bidraget til Adsplittelse mellem Guds Børn.” (M. Olsen 1869, p. 26)
”Den Lærdom, at Gud har udvalgt et vist Antal til Salighed, udelukker ikke Betingelserne, men forudsætter kun, at Gud vil sørge for, at disse virkelig opfyldes. Saliggjørelsen er aabenbaret for og aaben for alle Mennesker. Alle kunne blive salige, naar de omvende sig og troe. Det beroer altsaa paa deres Villie. Der er ingen Hindring, uden Menneskets egen Villie. Men vi, som troe Udvælgelsen, troe, at Gud ikke alene har ladet Adgangen til Salighed aaben for Alle, men at han tvinger Nogle med almægtig uimodstaaelig Kjærlighed til at opfylde Betingelserne ved at give Menneskene, imod deres egen villie, en ny Villie, som de aldrig have bedet om. Efterat dette er skeet, komme de, som have faaet den nye Villie, til Christo, og saa viser det sig, hvem Gud har udvalgt.” (Købner 1869, p. 27)
”Jeg kan jo see, at der er en Udvælgelse, thi hvad er Udvælgelsen Andet, end at En vælger, hvad han vil, gjør, hvad han vil? I Guds Gjerninger finder jeg Alt forunderligt; men hvad skal jeg gjøre derved? Jeg maa lade det, som det er, og tro, at det er ret. Hvorfor er der Forskjel paa Dyr? Hvorfor har en Flue sex Been? Jeg havde sikkert skabt den med fire, fordi jeg synes, at det kunde være nok. Hvorfor ere vi ikke Dyr? Hvorfor behagede det Gud at gjøre mig til et Menneske? Hvorfor er jeg ikke født i Afrika, hvor Guds Ord ikke kjendes, og hvor Menneskene spise hverandre? Men om jeg end er født her, hvorfor da ikke paa et Sted, hvor Guds Ord ikke er bleven forkyndt? Hvordan kan det være, at jeg er født iblandt Jøderne og i Odense? Hvorfor gik den Jødedreng og spekulerede paa at elske Gud; medens hele Byen i sin aandelige Død tænkte paa noget Andet? Hvor stammer alt dette fra? Fra Gud. Men hvorfor? Det veed jeg ikke. Han gjør Alt, hvad han vil, hvad han har Behag i. Hvorfor omvendte han ikke hele Odense? Hvorfor mig? […] Det er saa Guds Valg. Han vil, vi skulle troe, at det er ret, som han gjør. Og naar vi nu kunne troe det, skjøndt det ofte forekommer os at være det Modsatte, saa er det ham, som har bragt os til at troe dette; det er ham, som har bragt mig til at tro Udvælgelsen, som jeg ligesaalidt kan forstaae som de kjære Brødre. Maaske jeg skal forstaae den i Himlen, jeg veed det ikke. Eet veed jeg: Vi skulle prise Gud for alle hans Gjerninger.” (Købner 1869, pp. 29-30)
”Jeg seer hen til Upartiskhed hos Gud. Naar Gud er anderledes mod Nogle, end han er mod Andre, saa synes jeg, at hans Væsen er imod en saadan dobbelt Stilling til Menneskene, især naar det angaaer Udvælgelse eller Fortabelse. Jeg kan ikke begribe denne dobbelte Stilling. Han dømmer, uden Persons Anseelse, og er barmhjertig, hvilket fremlyser deraf, at han vil ingen Synders Død; men at Synderen skal omvende sig og leve. Det hedder: Dersom Tyrus og Sidon havde seet de kraftige Gjerninger, som vare gjorde i Capernaum, havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. Det hedder: Jeg udstrakte mine Hænder den ganske Dag til et ulydigt og gjenstridigt Folk. Disse og lignende Skriftsteder kan jeg ikke forstaae, naar Gud særlig har udvalgt Nogle; thi naar Gud veed, at Mennesket ikke kan komme til ham, saa er det uforstaaeligt, hvorfor han stiller Fordringer til dem. Med Hensyn til Udvælgelsen, da skal jeg pege paa nogle Steder, paa hvilke jeg grunder min Overbeviisning. Det hedder, at Gud har udvalgt os i Christo, før Verdens Grundvold blev lagt. Gud har udvalgt Eder i Aandens Helliggjørelse og Sandheds Tro. Jeg troer ogsaa, at de Udvalgte ikke kunne fortabes; men at de skulle bevares formedelst Guds Magt. Paulus siger: Vi vide Eders Udvælgelse. Alligevel tilføier han: Jeg frygter for, at vort Arbeide blive forgjæves. – Jeg gjør herved en Forskjel paa menneskelige Begreber og Guds.” (Schmidt 1869, p. 30)
”Efter Skriftens Lære er der Ingen, som vil elske Gud eller annamme Evangeliet. Mennesket er efter Skriften Guds Fjende af Natur, men at en Fjende skulde elske sin Fjende, det skeer ikke. Havde der af Naturen været gode Mennesker som onde, saa havde Gud forudseet de Gode som saadanne, saa var det Mennesket, der med sin gode Villie valgte. Men der ere ingen gode Mennesker, de ere alle onde. Forud har Gud altsaa blot seet, at Ingen vilde antage Christus; men han saae ogsaa, hvad han selv vilde gjøre for at forhindre, at Christus skulde være død heelt forgjæves. Det er, hvad Gud foretog sig at gjøre, som er Aarsag til, at jeg er det, jeg er.” (Købner 1869, p. 31)
”Men Ingen ønsker at tro eller troer af sig selv. Hvordan skal jeg, som Guds Fjende, elske Gud! Og saa længe jeg ikke elsker ham, troer jeg ikke paa ham. Jeg kan, men jeg vil ikke. Gud giver os at ville og at udrette. Den gode Villie er fra ham, den onde er min egen, ham uvedkommende. Lidere end dette kan jeg ikke begribe noget i hele Sagen. Jeg kan prædike mig ihjel, uden at Menneskene derfor ville omvende sig, og troe paa Christus; men saa kan der komme en Tid, da Gud ved sin Aand virker paa dem, da han gjenføder dem. Jeg har ikke født mig selv, hvad mit Legeme angaaer. Det vilde være det Allerurimeligste, hvis jeg troede dette. Gud har ikke spurgt mig, om jeg vilde fødes; saaledes har han eiheller spurgt mig, om jeg vilde gjenfødes. Eller spurgte han mig, saa svarede jeg Nei!” (Købner 1869, p. 34)
”Udvælgelsen er Baptisternes Lærdom. At være Lærer blandt Baptisterne og saa træde op mod Baptisternes Tro, finder jeg ikke at være ret og billigt. For Ens eget Vedkommende kan man have en Mening, som andre ikke have; men man bør ikke træde op og gjøre Tilhængere for sin sag.” (Købner 1869, pp. 34-35)
”Jeg skammer mig ikke ved at blive kaldt Kalvinist. Jeg højagter Kalvin, og den reformerte Kirke har fra Begyndelsen været bedre end den lutherske. Vi Baptister var enige med den i de fleste Læresætninger.” (Købner, ??)
“Ingen kan troe paa Udvælgelsen, uden han er istand til aldeles at tage sin Fornuft til Fange og troe paa den menneskelige Naturs Fordærvelse i den Grad, at Mennesket ikke kan give sit Samtykke til sin egen Omvendelse, men fødes paa ny ved Guds Magt uden sit eget Samtykke, som først følger paa, naar vi allene ere gjenfødte. Naar man kan tro paa den menneskelige Fordærvelse i den Grad, at ingen Christen kan bevare sig selv til det evige Liv, men at dette udelukkende er Guds Gjerning, saa at i Virkeligheden intet Menneske blev salig, naar ikke Gud med sin Aands Vold og Magt gjorde dem salige, som han har udvalgt, da kan ingen tro paa Udvælgelsen. “Saa forbarmer han sig da over den, som han vil”. “Mange ere kaldede, men faa ere udvalgte”. Dog der er Guds Aand, som allene kan faa os til at tro dette uden at indvende: “Hvad klager han da over? Hvo haver kunnet imodstaae hans Villie?” (Rom 9,19) Menneskelig Beviisførelse gavner her lidet, ja mindst ved denne ubegribeligste af Skriftens Lærdomme.” (Købner, Til menigheden i Aalborg den 7. september 1852)
“The essence of Christianity, justification by Christ, and not by works, they clearly recognised and admitted; but they [grundtvigianerne] were perfectly in the dark on the sovereignty of God in the free choice of the objects of his redeeming grace; and, like the Lutheran Church, were Arminian in sentiment.” (Købner 1841, p. 1)
”Mennesker, Engle, Djævle kunne ikke. Himlen, Jorden, Afgrunden kunne ikke, og, som reent til Overflod (thi der gives jo ingen Skabning udenfor dette), lægger Paulus til: Eiheller nogen anden Skabning skal kunne osv. Men hvad er da dette for et lille Spøgelse, som reiser sig udenfor alt dette og siger: JEG kan – Jeg kan selv?” (Søren Hansen 1869, p. 40)
”Skal min Salighedssag betroes i min Haand, saa er Intet vissere, end at jeg gaaer fortabt. Var det end nok saa liden en Deel, jeg skulde bevare, jeg gik alligevel fortabt. Ja jeg paastaaer endog, at dersom vor Herre satte mig til at holde Styr, f. Ex. paa mine Tanker i blot en halv Time, saa holdt jeg dog ikke Prøven ud. Jeg kom paa Afvei, jeg blev paa Afvei og – fortabtes. Den store Trøst for de Udvalgte er derfor, at de bevares, ikke ved deres egen, men ved Guds Magt.” (Søren Hansen 1869, p. 42)
Om genfødslen
“[V]ed Gjenfødelse forstaaes et nyt Sind, og førend dette kan være til og vise sig ved Omvendelse eller i et helligt Levnet, maa der være skeet et Slags Undfangelse ved Ordets Sæd, hvorved det nye Menneske formedelst Aandens Virkning fremkommer.” (Laust Jakobsen 1870, p. 26)
”Hvad Udvælgelsen og Igjenfødelsen angaaer, saa er det vel sandt, at de ere to Ting, men de staae i den nøieste Forbindelse med hinanden. Udvælgelsen er skeet før Verdens Grundvold blev lagt, og er altsaa ikke endnu Igjenfødelse; men Igjenfødelse, som først kan finde Sted med et Menneske efter dets Tilblivelse, er ligesaavel som Udvælgelsen noget, der skeer uden os, ved Guds Kraft, og som skeer ifølge Udvælgelsen.” (Købner 1869, p. 37)
”Kan Nogen tro paa Christum, førend han bliver født paany, saa kan han ogsaa blive salig uden Gjenfødelse: thi hvo som troer, skal vorde salig. De tre Ting: Gjenfødelse, Tro og Omvendelse ere at ligne ved et Træ, som bestaaer af Rod, Stamme og Grene, hvilke høre tilsammen og egentlig udgjøre een og den samme Plante. Tale vi om Gjenfødelse, saa mene vi dermed det nye Sinds Indplantelse i Sjælen; tale vi om Tro, saa sigte vi til Sjælens Griben af Christus og tale vi om Omvendelse, saa tage vi Hensyn til det forandrede Levnet. Men ingen af de Tre kan tænkes for sig selv alene og uden de andre. Naar vi ikke kunne see Christum førmedelst Troen, saa kunne vi ikke søge ham; men for at søge og gribe ham, maa vi see ham, og for at see ham, maa vi være fødte paany. Man kan tale med en Uomvendt om Sandheden, saalænge man vil, men naar man har talet allerlængst, har man den Følelse, at han slet ikke har forstaaet, hvad man meente. Hvorfor? Fordi han ikke er født paany. Er dette derimod skeet, saa spørger han: Hvad skal jeg gjøre, at jeg kan blive salig? Saa er det først, at han paakalder Herrens Navn; thi kun det nye Hjerte kan paakalde Herrens Navn. Naar En vandrer paa en Vei og vil nu gaae i den modsatte Retning, saa har han allerede faaet et nyt Sind. Saaledes er det ogsaa med den, der omvender sig, han maa have faaet et nyt Sind, det vil sige, være født paany.” (Købner 1870, p. 27)
”Den Troende er altsaa født paany. Saalænge Een ikke er født, trænger han ikke til Næring, – han gisper ikke efter Aandedræt; men saasnart han er født, maa han drage Aande og have Næring for det nye Liv. Der er gjort den Bemærkning, at Skriften aldrig opfordrer Nogen til at gjenføde sig selv; men derimod til at omvende sig; og deraf slutte Nogle, at Omvendelsen maa skee førend Gjenfødelsen. Det er afgjort, at vi ikke kunne gjenføde os selv. Evangeliets glade Budskab om Jesus, hans forsonende Naade og altopoffrende Kjærlighed, skal først prædikes for en uigjenfødt Sjæl, paa det at denne guddommelige Sæd maa trænge ind i Hjertet og bevirke Gjenfødelse.” (Søren Hansen 1870, pp. 27-28)
”Nok er det muligt, at et Menneske kan være gjenfødt uden at vide det; men naar En ønsker at vende sig til Christus, saa er han allerede gjenfødt; thi var han det ikke, ønskede han Christus langt bort fra sig. Hos en Gjenfødt er allerede Alt, hvad der hører til et nyt Menneske, der er baade Omvendelse og Tro; men som et Barn har Alt, hvad der hører til et Menneske og dog endnu ikke kan Alt, men maa voxe, saaledes maa en Gjenfødt ogsaa først voxe i Guds Naade og Kundskab.” (Købner 1870, p. 28)
Om syndserkendelse
”Mennesker kunne nok indsee en enkelt fremragende Synd, som de have begaaet, uden at erkjende deres almindelige Syndighed. Der er f. Ex. Mennesker, som have gjort falsk Ed eller begaaet Mord, og komme til at indsee denne Uret; de kunne ikke faae Ro, førend de faae det aabenbaret for Øvrigheden, men de komme alligevel ikke til Jesus. Et Barn kan blive fortrydeligt paa sig selv, fordi det har gjort dette eller hiint, men gaaer endda ikke til Forældrene, som det egentlig har forseet sig imod. Nogle straffe sig selv som Judas med Strikken; med det, de burde gjøre, gjøre de ikke. Det gjør dem ikke ondt, at de ikke have elsket Jesus. Det er ikke det, at de have løiet, stjaalet og bedrevet Hoer osv., men at de ikke have elsket Jesus, der burde være dem saa skrækkeligt.” (Købner 1870, p. 30)
Om ydmyghed
”Man maa være bleven lille, naar man vil ind i Guds Huus, og ikke tænke, at man gjør Guds Børn en Tjeneste ved at slutte sig til dem. En, som vil optages i Menigheden, maa være glad ved at sidde i en Krog. En ydmyg og sønderknust Sjæl har med sig selv at gjøre og faaer ikke Tid til at see efter enhver Smaating i Andres Klædning eller Skikke; den agter i Ydmyghed Andre høiere end sig selv. En critiserende Smaaligheds-Aand er ikke god i en Menighed; den leder til Hovmod, idet den seer paa Andre og glemmer sig selv. Noget Andet bliver det med Hensyn til virkelige Synder.” (Købner 1871, p. 27)
Om forsoningslære
“Sæt f. Ex., at den prøisiske Konge gjorde en del danske Krigsfanger og den danske Konge i sin Vrede og Harme derover gaar hen og slaar en del af sine egne Folk ihjel – visselig vil Vildhelm le ham ud og ligefuldt beholde Fangerne. Men, dersom en dansk Mand formaar at kjøbe dem ud, eller han vover sig yderlig med Livsfare og det lykkes ham, skjøndt paa Livets Bekostning at udfri dem, saa er de frelste; saaledes har Christus kjøbt os fra Satan til Gud med sit Blod, der er forløsningen.” (Niels Hansen 1870, p. 11)
Om naturalisme
”Jeg overværede engang, mens jeg sloges med Materialismen, en Samtale mellem tre gamle Koner om ferske Sild. ”Ja, ferske Sild er re’nok dejlige!” erklærede en af dem, idet hun rokkede stille med Hovedet og vistnok i Tanken nød en. Og de andre sluttede sig med Inderlighed til hendes Udtalelse. Der skulde forresten holdes et kristeligt Møde paa Stedet. Jeg sad tavs og saa paa disse tre gamle ”Atomgrupper”, der i Fællesskab frydede sig ved Tanken om at sluge nogle andre, mindre ”Atomgrupper”, og som Missionæren nu snart skulde til at præke for. Jeg sad stille og betragtede dem, indtil den hele Situation forekom mig saa overvældende komisk – skønt den dog egentlig for mig var saa inderlig tragisk – at jeg følte Trang til at bryde ud i en befriende Latter over Tilværelsens Fjollethed.” (Johannes Bakkeby (P. Olsen), Gennem Tvivl, pp. 7-8)
Om tradition og traditionalisme
”Naar mange Præster er fuldblods Chauvanister, saa skyldes det ikke nogen Slags Blodtørst hos dem, men simpelthen, at de hænger fast i Synsmaader og Idealer fra femten eller seksten Hundrede og Hvidkaal. Om de strøg alt dette af sig og gav Kristendommen, som Jesus Kristus selv skabte den, og som Paulus og de andre forkyndte den, Rum i Hoved og Hjerte, uden nogen Slags Forbehold, da vilde der komme til at lyde en ny Slags Prædikener fra deres Prædikestole.” (Johannes Bakkeby (P. Olsen), Gennem Tvivl, p. 104)
Om enfoldighed
”Det er den allerskrækkeligste Ting at fremsætte Noget som Eenfoldighed, der netop er det Modsatte af virkelig Eenfoldighed. Den virkelige Eenfoldighed betager i, saaledes at være indtaget af vor Herre Jesus, at alle andre Ting synes ringe og ubetydelige. En saadan Eenfoldig er allerlængst fra at give sig af med Smaaligheder og Ting, som den Ene har en anden Mening om end den Anden. Den Eenfoldige lader Enhver i mange Ting handle efter sin Overbeviisning. Men at opkaste sig til Dommer over Alt, rette og mønstre og anke snart over det, snart over hiint, det er at tilintetgjøre den hellige, dyrebare Eenfoldighed; thi over al den Reformation faaer man jo ikke Tid til at glæde sig ved Jesus i Fred. Hiin Færd er ikke Andet end Selvkjærlighed og Hovmod under Eenfoldighedens Maske.” (Købner 1869, p. 45)
Om at prædike
”En christelig Taler bør være ydmyg, mere ydmyg end andre Folk. Gud har Mishag i Alt, hvad der ikke kommer af Ydmyghed, og af den, som Gud har mishag i, kan man umuligt vente nogen Velsignelse. Det er saa kosteligt at finde en Mand, som har ingen Tiltro til sig selv, som kjender sine Mangler og som ikke lægger Vægt paa sine Fortrin. Vil man have en saadan til at prædike, saa siger han: Du tager feil, jeg er aldeles ikke skikket til den Gjerning. Skal han frem, maa han drives som Moses og Andre; men det er netop Saadanne, vor Herre kan bruge. De, derimod, som trænge sig frem, af dem venter jeg intet Godt, og i ethvert Tilfælde er det et daarligt Tegn paa, at de ere skikkede til at være Prædikanter. Saadanne bør man slet ikke ansætte.” (Købner 1871, p. 11)
Om kirkens organisation
“Vi snakker for meget om vore organisationer, men er for lidt optaget af det, som skal fyldes i rammerne. Det er hændt iblandt os, at et udmærket forslag om en eller anden udmærket, men iøvrigt ganske lille forandring i vort arbejde er blevet stillet op som noget sensationelt nyt. Så snakkede vi og diskuterede for og imod istedet for stilfærdigt at handle. Vi skal tage os selv og vore rammer og vore organisationer noget mindre højtideligt og hellere undersøge, om gudsordet har en sømmelig plads i vort arbejde og i vor tankegang. Og så skal vi iøvrigt passe på, at vort vældige organisations-apparat ikke kvæler os. Vi viede os i en lykkelig stund i vort liv til Kristus og lovede at leve for ham. Bare vi ikke er kommet til at leve for vort arbejde.” (Niels Anhøj 1957, pp. 69-70)