I 1871 holdt danske baptister deres årlige konference i Vejle. Julius Købner blev igen valgt til formand med Søren Hansen som stedfortræder. Niels Larsen og Jørgen B. Hansen blev valgt til at nedskrive konferencens forhandlinger.
Igen blev det diskuteret, hvordan man bør prædike og forberede en prædiken. Det altoverskyggende debatemne på konferencen var dog den såkaldte ”fuldkommenhedslære” og den svenske prædikant Helge Aaggeson. Spørgsmål om militærtjeneste blev også vendt.