En af de vigtigste danske teologer i det 19. århundrede var H.L. Martensen (1808-1884), biskop over Sjælland fra 1854. Martensen er i dag nok mest kendt som genstand for Søren Kierkegaards kritik af statskirken, men han spillede også en vigtig rolle i debatten om de danske baptister.
Martensen forsvarede danske baptisters ret til ikke at lade deres børn døbe, men han var samtidig en hård kritiker af deres dåbssyn. I 1843 kom således Martensens lille bog om dåben, med titlen ”Den christelige Daab betragtet med Hensyn paa det baptistiske Spørgsmaal”. Den baptistiske dåb er, skriver Martensen, lige så lidt som tvangsdåben udtryk for den sande dåb, hvor den ”skaberiske Naade begrunder den menneskelige Frihed” (pp. 35-36).
Martensen synes ikke helt at have et klart begreb om baptisternes begrundelse for bekendelsesdåben, men hans skrift rummer flere væsentlige betragtninger. Ikke mindst konstateringen af, at baptisternes dåbssyn kan udspringe af modsatte syn på menneskets fri vilje, er skarpsindig, for netop diskussionen om udvælgelseslæren og menneskets fri vilje eller mangel på samme kom til at spille en kæmpemæssig rolle for danske baptister i årene efter.
En ensidig, subjektiv kristendom
Martensens grundkarakteristik af baptisternes dåbssyn lyder sådan her:
”Baptisternes Forkastelse af Barnedaaben beroer paa den Anskuelse, at Daaben kun har Betydning som en frie, selvbevidst Handling, som Daab af Voxne, der allerede ere Gjenfødte og Troende, og for hvilke Daaben kun er en udvortes, sandselig Besegling paa den indre Naadegave, der uafhængig af hiin er bleven dem til Deel. Det bevidste, personlige Troesliv, umiddelbart undfanget af den Hellig Aands Virkninger i Sjælen, er for Baptismen Christendommens Kjærne og Væsen, medens Sacramenterne kun gjælde som sindbilledlige Tegn og Afskygninger af dette.” (p. 1)
Selvom denne opfattelse af sakramenterne findes klarest i den reformerte kirke, har den ”eensidige Fremhævelse af den subjective, blot personlige Christendom” for længst haft sit indtog i den lutherske kirke, bemærker Martensen (p. 1). Det skyldes pietismen, såvel som rationalismen (p. 2).
Det kommer blandt andet til udtryk i overvurderingen af konfirmationen, der er forbundet med et dåbssyn som er ”uimodsigelig baptistisk”, mener Martensen (p. 2). Baptismen er således resultatet af en ”Eensidighed, der er fremkommen i selve Kirken”, bemærker Martensen (p. 2). I sin stræben efter en fri, selvbevidst religiøsitet, har man glemt religiøsitetens betingelser og forudsætninger (p. 2).
”Baptismen søger at bringe sin Vildfarelse i Sikkerhed ved at udskille den af den historiske Udviklings store Strøm, og i et ydre Kirkesamfund at afslutte den til en fast, blivende Skikkelse for alle Tider.” (p. 3)
I stedet for at lade den subjektive kristendomsopfattelse være en del af ”det kirkelige Livs almindelige Strømninger”, må baptismen netop derfor ifølge Martensen ”ende med at gaa over i Rækken af historiske Forsteninger.” (p. 3). Martensen anerkender, at baptismen ”hænger sammen” med ”den sande Kirke” i dens bevidsthed om synd, nåde, tro på genfødslen af Guds Ånd og helliggørelsen (p. 3). Men i sit ”Sværmeris Hovmod” har baptismen fornægtet ”Moderen” (p. 3). Striden mellem barnedøbende kirker og baptister er altså ”en Strid mellem Moder og Datter angaaende det christelige Livs Fødsel og rette Begyndelse” (p. 3).
Stridens kerne er om den genfødte bevidsthed fremkommer ved en ”generatio æqvivoca”, eller om den har en ”ordentlig Moder, hvilken den skal vedkjende sig.”
”Spørgsmaalet er med andre Ord dette: om Troen er det Første, det Oprindelige, Daaben det Andet, det Afledede, eller om ikke meget mere det Modsatte finder Sted, at nemlig Troen er Daabens Frugt, og altsaa forudsætter Daaben” (p. 3)
Voksendåb er i henseende til formen en undtagelse fra reglen, altså barnedåben, men i realiteten er også voksendåben en barnedåb (p. 4; se også pp. 33-34).
Martensen gør det klart, at selvom barnedåben hører under den tredje trosartikel, skal den ikke blot betragtes i sammenhæng med nådevirkningerne. Den må også ses i forhold til nådevalget (prædestinationen) og nådens åbenbaring i Kristus (p. 4). Det er alene den levende personlige tro, der gør salig, men fordi troen ”bærer en Evighed i sig”, kan den ikke have et timeligt udspring, skriver Martensen (p. 5). Troen er ”et Værk af den guddommelige Naade”, skriver Martensen med reference til Luther (p. 5).
Baptisterne har med apostlen selvfølgelig ret i, skriver Martensen, at troen kommer af hørelsen, men den kristelige prædiken er andet og mere end blot en ”Privatmeddelelse af det ene Individ til andet angaaende sine christelige Stemninger og Tilstande” (p. 6). Prædikanten kan kun være ”Troens Organ” ved selv at være indlemmet i ”Christi Organisme” (p. 7).
”Kun gjennem Helheden staaer Christus i Forhold til den Enkelte, og ethvert virkelig Samfund med Christus er kun et Samfund med ham som Legemets d. e. som Kirkens Hoved.” (p. 7)
Sekternes vildfarelse består i, at de vil overspringe ”det store historiske Mellemled, nemlig Kirken” for derved at stå i et individuelt, direkte forhold til Kristus, skriver Martensen (p. 7). Sekterne består udelukkende af individer, der ikke kender kirken som forudsætning, men kun som resultat og produkt, af deres bestræbelser (p. 8). Sekterne vil frembringe helheden ved en ”atomistisk Sammensætning af Delene”, i stedet for at lade helheden være forudsætningen for delene.
”Det udenfor Kirken staaende Individ kan, saa at sige, kun tage et religiøst Tilløb, kan kun i en uendelig Tilnærmelse bevæge sig henimod Guds Rige, uden nogensinde paa denne Maade at komme derind.” (p. 8)
Troens uendelige grund
Den sande begyndelse kommer kun istand, idet kirken giver sig selv en begyndelse i individet, skriver Martensen (pp. 8-9). Gennem kirken er Kristus ikke blot troens genstand, men også troens ”Begrunder” (p. 9). Troen på Kristus er ingen privatsag (p. 10), men ”paa Christi Stiftelse bygger den Visheden om sin evige Udvælgelse”. Disciplenes tro var et produkt af Kristi stærke ”Personlighed” (p. 10), og deres tro var derfor i egentligste forstand en ”Auctoritetstro” (p. 11). Den personlige og frie tro udviklede sig kun efterfølgende.
”Hvad Christi personlige Udvælgelse var for den første Kreds af Disciple, det er Daaben for den efterfølgende Menighed, den guddommelige Kjendsgerning, ved hvilken Christus giver sin Kirke den sande, den evige Begyndelse i Individet.” (p. 11)
Det betyder, at når troen kommer af hørelsen må det forstås sådan, at troen kommer ”af den Prædiken, der udgaaer fra Daaben, og som kalder til Daaben” (p. 12).
Troen før dåben er kun en relativ, ”udvortes Begyndelse” (p. 12), et resultat af en ”foreløbig Receptivitet” (p. 26). Overalt i åndens verden kan vi skelne mellem en relativ, udvortes og derfor kun forberedende begyndelse og en evig, uendelig og derfor egentlig og ”genial” begyndelse (p. 12), hvor idéen selv tager sin begyndelse i subjektet (”det Geniale”) (p. 13). Troens ”uendelige Grund” kommer på samme måde af Kristi udvælgelse i dåben (p. 13). Uden dåben som forudsætning ville prædikenen være en ren subjektiv funktion, ”et Conventikelanliggende” (p. 13).
Baptismen, skriver Martensen, benægter troens mysterium idet den ”betragter Daaben som et Tillæg til Prædikenen, istedetfor at lade den christelige Prædiken udvikle sig af Daabens Grund.” (p. 14). Baptisterne har derfor heller ikke noget egentligt prædikeembede. Baptismen tror fejlagtigt, at ”den religiøse Cultus” udelukkende er, at ”Mennesket sætter sig til Gud”, men, skriver Martensen, ”Cultus” er i lige så høj grad et forhold, ”hvori Gud sætter sig til Mennesket” (p. 15).
Martensen beklager, at den opfattelse også er udbredt i ”kirken”, at Gud udelukkende er objekt for menneskets religiøse handlen (p. 15). Skal Kristus være mere end bare ”den historiske Forkynder af et Princip”, må han tænkes som det usynlige hoved, der selv handler og som sådan er den ”evige Begrunder” af kirkens kultus i sakramenterne (pp. 16-17). I sakramenterne åbenbarer sig den ”altorganiserende” og skabende ”Christusvillie” i ”sin Centralitet” (p. 17). Sakramenterne er ikke bare en anskueliggørelse af nåden, men nådens virkelige meddelelse, der muliggør en ”al christelig Livsudvikling” (p. 17).
Menighedens andagt, følelse og tanke indeholder Kristi ”mystiske Nærværelse”, men disse former finder en højere enhed i Kristi ”sacramentale Nærværelse” (p. 18). Den nye spekulative anskuelse, som Martensen forsvarer, vender sig mod rationalismens påstand om, at Kristus kun øver en symbolsk og moralsk indflydelse gennem sakramenterne (p. 19).
I sakramenterne træder ”Faderens evige Naadevalg” ind i den historiske virkelighed. Denne opfattelse svarer også til Luthers (pp. 20-23), mener Martensen. At kun bekendelsesdåb forekommer i Ny Testamente skyldes, at dåben må fremtræde anderledes, hvor Guds rige ved mission udefra ”skal bringes ind i Folkeaanderne”, end der hvor det forplantes ”formedelst Inhabitation” (p. 23).
Martensen diskuterer derpå Matt 28,19-20 (pp. 24-25), Mark 16,15-16 (pp. 25-26). Hvis apostlene som baptisterne mente, at genfødsel og tro går forud for dåben, ville de i en helt anden grad have randsaget ”Baptizandens indre Sjælstilstand indtil de ubetydeligste Enkeltheder” (p. 27). Men da de døbte straks og uden betænkning må apostlene ud fra baptismen anses for at være særdeles letsindige. Når tretusind lod sig døbe på en gang kunne apostlene jo naturligvis ikke sikre sig, at de alle sammen var genfødte og troende.
Også begrebet om Kristi efterfølgelse får kun sin fulde betydning ved barnedåb, da efterfølgelsen må tage sin begyndelse ved livets begyndelse, ligesom Kristus var hvem han var fra sin fødsel (pp. 36-37). Når fx kejser Konstantin udsatte sin dåb, var det altså også et udtryk for misforståelse (p. 36).
Prædestination vs. pelagianisme
Voksendåben udtrykker ligefrem enten en ”pelagiansk” eller ”manichæisk” ”Betragtning af Barndommen” (p. 37). Hvor barnedåben nægtes benægtes også inkarnationen (p. 37). Martensen når nu til afsnittet om prædestinationen, og det er her han er skarpest.
I barnedåben tager den evige rådslutning sin begyndelse i tiden (p. 38). Den sande (og det vil sige lutherske) prædestinationslære sætter, ifølge Martensen, ikke den guddommelige rådslutning som en ”hiinsidig, urandsagelig Magt, der gaadefuld svæver over det historiske Menneskeliv”. Guds evige rådslutning er derimod en ”velsignende villie, der er med os gjennem Historien”, heriblandt også (især) i sakramenterne (p. 38).
I calvinismen er prædestinationen derimod ”et færdigt, fra Evighed afsluttet og chrystalliseret Begreb”, mens den historiske åbenbaring kun er et uselvstændigt ”Gjenskin” (pp. 38-39).
Den lutherske anskuelse anerkender ifølge Martensen i modsætning til den calvinske, ”Tidens Realitet”, idet ”selve den guddommelige Raadslutning har en Historie.” (p. 39). Men den lutherske opfattelse adskiller sig også fra den pelagianske, for her er historien kun udtryk for ”de menneskelige Raadslutningers Historie.” (p. 39).
Og her er Martensens pointe, at:
”Enhver theoretisk Vildfarelse i Prædestinationslæren lægger sig practisk for Dagen i Læren om Daaben. Den Daabsbetragtning, der nemlig udvikler sig af den Calvinske Prædestination er Particularbaptismens, medens den pelagianske Prædestination føder Universalbaptismen af sig.” (p. 39)
(Om Martensen har rod i begreberne er ikke klart, men med ”universalbaptisme” menes det, der normalt kendes som ”generalbaptisme”.)
På grund af den dobbelt prædestinations evige karakter har ”Den lille Skare af Udvalgte” ingen anden vished for deres udvælgelse, ”end den, der ligger i deres egen mystiske Følelse.” (p. 40). Det ”religiøse Begreb om Tiden”, som menneskets mulighed for selv at træffe afgørelser om sine ”høieste Anliggender” falder bort (p. 40). Barnedåben bliver derfor i calvinismen en illusion.
”Her kjendes ingen anden Crisis end den evige Adskillelse af Udvalgte og Fordømte”, bemærker Martensen, og tilføjer intet nyt derfor begynder med dåben, som derfor er ligegyldig (p. 41).
Calvins prædestinationslære er ”i sin inderste Rod baptistisk”, da den logiske konklusion må være at udsætte dåben, til det bliver klart hvem, der er udvalgte (p. 41). Partikularbaptismen følger altså af den dobbelte prædestinationslære. At Calvin ikke selv tog konsekvensen skyldtes ”en priselig og christelig Inconseqvens” (p. 41). En lignende opfattelse følger, ifølge Martensen, af en naturhistorisk determinisme (pp. 41-42), der også må føre til baptistiske anskuelser.
Universalbaptismen (dvs. generalbaptismen) udvikler sig derimod af et pelagiansk frihedsbegreb (p. 43). Pelagianismen går i sin kamp for frihed så vidt, at den ikke bare benægter skæbnens, men også nådens almagt. Alle mennesker er ifølge denne opfattelse i princippet bestemt til salighed, men det enkelte menneske må selv udfolde sin frihed og arbejde sig til salighed (p. 44). Sakramenterne er derfor ikke ”Midler for den skaberiske Naade”, men kun opdragelsesmidler, befordringsmidler eller dannelsesmidler for den religiøse stræben (p. 44). Nåden er kun et udvortes middel for det frie menneskes egen virksomhed.
Nådemidlet har for pelagianismen kun betydning for så vidt det kan ”sættes som Middel af det menneskelige Jeg” (pp. 44-45). Den logiske konsekvens er igen, at dåben udsættes til, at barnet ”selv kan bestemme sig for Naaden” og selv oprette pagten (p. 45).
Den fatalistiske prædestinationslære ophæver med andre ord barnedåben fordi mennesket af naturen er prædestineret, mens den pelagianske prædestinationslære ophæver barnedåben fordi mennesket af naturen kan prædestinere sig selv (p. 45). Hvor baptismen er ”blevet fanatisk” vil den dog finde sin kraftigste næring i prædestinationslærens forestilling om en lille, udvalgt skare, mener Martensen (p. 45)
Derimod hævder altså Martensen, at barnet i barnedåben er ”ubetinget prædestineret”, hvad nok er et ”Paradox for den blotte Forstand” (p. 47), men sidenhen netop i kraft af dåben får friheden til at ”prædestinere sig selv til Friheden i Christo”. Prædestinationen er derfor på én gang den ubetingede og betingede rådslutning (p. 48).
Martensen afviser derfor også den ”abstracte Apokatasis”, der kun adskiller sig fra calvinismen, ved at udskifte dualismen med ”Eenhedens Form” (p. 50). Igen er dåben derfor kun et tegn, på det, som nødvendigt må indtræde også uden dåb (p. 50).
Det er, skriver Martensen, universalbaptismen i sin fatalistiske form (og her kan man med rette tale om universal- snarere end generalbaptisme!), som den fremtrådte hos den ”Deel af de gamle Gjendøbere paa Reformationstiden”, der fordømmes i CA §17. Hvem det er står endnu uklart (Denck?), og desværre udfoldes den tredje mulighed, at baptistiske anskuelser kan udspringe af en form for ubetinget frelsesuniversalisme ikke yderligere.
Martensen mener derimod, at den rette lære om barnedåben i hvert fald antyder ”en fri og dialectisk Apokatastasis som sit eschatologiske Gjenbillede”, fordi barnedåben har hele menneskeslægtens og alle nationers udvælgelse til formål (p. 50ff).
Genfødslen
Martensen går videre til at begrunde den traditionelle lutherske opfattelse, at genfødslen sker i dåben (p. 53). I dåben tilregnes Kristi retfærdighed det af natur syndige barn. Det rette begreb om dåben forudsætter derfor også det rette begreb om retfærdiggørelsen (p. 54).
For den reformerte tradition er dåben kun et sanseligt vidnesbyrd om Kristi retfærdiggørende handling. Men, skriver Martensen, den objektive syndsforladelse er netop indbefattet i tegnet (p. 55). Ellers vedbliver Kristi retfærdighed at være uden for individet. Dermed ikke sagt, at Kristi retfærdighed indgydes i individet, som den katolske kirke hævder (p. 56), for derved er igen den menneskelige frihed udslettet. Men i dåben bliver barnet en ”christophorus” (en ”kristusbærer”) uden at vide det (p. 57).
Retfærdiggørelsen er ikke troens produkt, men gennem troen tilegnes retfærdiggørelsen subjektet. Dette har baptismen misforstået: ”Al Pelagianisme, al falsk Mystik, al Rationalisme og Baptisme i denne Artikel, udspringer deraf, at man har løsrevet den fra sin levende Sammenhæng med Daabens Sacrament.” (p. 58).
Dåben er også det sted, hvor barnet modtager ånden (p. 59). At mange døbte ikke i deres voksenliv er troende og både i tænkemåde og levnet mere bærer ”Verdensaandens end den Hellig Aands Præg”, beviser intet mod dåbsnådens realitet (p. 60), som består i at individet i kraft af sin genfødsel ved dåben altid har muligheden for at vende tilbage til ”Samfundet med Herren” (pp. 60-61). Barnet har ved dåben fået ikke troen, men troens væsen og ånd (p. 63ff).
Martensen diskuterer derpå om dåben er en nødvendig betingelse for salighed (pp. 67-68), og bemærker at herren i princippet kan give det, som udgør dåbens væsen, uden nogen sanselig form. Var Kristus fanget i sakramentet, da ophørte at være nådemiddel (p. 68). Gud kan i princippet forvandle alt til et nådemiddel (p. 69), men mystikken overser, at den guddommelige vilje ikke er formløs, ”men en oekonomisk Villie” (p. 70), der derfor normalt virker igennem sakramenterne.
På de følgende sider udfolder Martensen, hvad det vil sige, at troen er historisk og vokser med kirkens opdragelse. Han diskuterer derpå trosbekendelse og konfirmation (p. 76ff): ”Hvad Daabsvidnerne gjøre paa Barnets Vegne, idet det begjære Kirkens Daab for Barnet, det begjærer Barnet i Grunden Selv.” (p. 77).
At betragte konfirmationen som barnedåbens supplement er egentlig at hævde, at voksendåben er det normale, skriver Martensen, og kritiserer derefter Schleiermachers reformerte og økumeniske (”unerende”) dåbssyn og syn på baptisterne (p. 79ff). Martensen lader derpå nogle spidse ord falde om hedenskabets tilbagekomst i kristenheden, måske med underforstået brod mod grundtvigianerne? (p. 84) og konstaterer, at en bedre konfirmationsundervisning (katekese) er nødvendig.
Martensens lille afhandling indeholder altså udover en redegørelse for hans eget dåbssyn en klar karakteristik af baptisternes dåbssyn – en karakteristik som man ikke behøver at være enig i, for at kunne bruge den som forståelsesredskab. I hvert fald er det nyttig læsning, hvis man interesserer sig for den væsentlige debat mellem partikular- og generalbaptister.
Download (pdf)