I 1894 udgav den svenske baptistpræst John Ongman (1845-1931) et skrift med titlen Kvindens Ret til at forkynde Evangelium. I skriftet, der blev oversat til dansk og i 1897 udgivet af bornholmske baptister, diskuterer Ongman en række argumenter for og imod kvinders ret til at prædike. Forsiden prydes af Salme 68,12: ”Herren lader sit ord lyde, stor er skaren af kvinder med glædesbud”.
Ongman lægger ud med klare ord: ”Siden Syndefaldets Dage har Kvinden været mere eller mindre undertrykket og ringeagtet af Manden. Jo lavere det Standpunkt har været, paa hvilket Folkene have staaet, desto grusommere er Kvinden bleven behandlet.” (p. 3).
”Det er den sande Kristendom, som har gengivet Kvinden hendes tabte Rettigheder”, skriver Ongman (p.3). Derpå følger en række eksempler fra ”de nordamerikanske Fristater” samt nogle citater af en Dr. Boardman. Ongman bemærker, at hvis kvinder er ligestillet med mænd i åndelige spørgsmål, har de også ret og pligt til at gøre brug af deres evner og kald:
”Er det sandt, at Kvinden har en ligesaa fri og aaben Adgang til Frelsen, at hun kan tilegne sig Guds Ords Indhold, Kraft og Velsignelse ligesaa godt som Manden, og ejer samme Evne som han til at modtage Frelsen gennem Troen, saa følger ubestridelig deraf, at hun ogsaa deler med ham de samme evangeliske Fortrin og Pligter, alt efter hendes Evner og Kald.” (pp. 5-6)
Fordomme mod kvindens åndsevner skyldes ren vane og skik og brug (p. 6). Ongman kommer hurtigt frem til, at forbuddet mod at lade kvinder prædike ikke bare strider mod ”Kristendommens Aand og Væsen” (p. 9) og ”Guds særegne Husholdningsmaade”, men også mod ”tydelige Udsagn i den hellige Skrift”. Det primære argument for at lade kvinder prædike er pneumatologisk og består i en identifikation af profeti og forkyndelse:
”Efter Joels Profeti skulde der komme en Tid, da der ikke skulde være forskel paa Mand og Kvinde. Gud skulde udgyde sin Aand baade over Sønner og Døtre, og de skulde profetere. Joel 2. 28-29. Denne Profeti gik i Opfyldelse paa den 1ste Pintsedag efter Jesu Opstandelse. Se Apostl. Ger. 2. 16-18, og siden har dette Udsagn ikke længere været et Løfte, men en eksisterende Virkelighed. I snart 19 Aarhundreder er dette ved Joel givne Løfte blevet opfyldt. Denne Tid vedvarer endnu, hvilket dog vel ingen vil benægte. Følgelig maa der ogsaa i vore Dage findes Kvinder, som ere banaadede af den Helligaand til at forkynde Evangeliet offentlig, forsaavidt vi ikke ville sige, at den apostoliske Aand og Kraft er fremmed for vor Tid, en Erklæring, som sandelig ikke vilde hædre Guds Forsamling. De, som nægte Kvinden Ret til at forkynde Evangeliet, kommer altid med den Indvending, at det at profetere ikke er det samme som at prædike, en Indvending, som ingen kristelig sindet Bibelfortolker burde gøre. Ingen dødelig ved af sig selv, hvad det “at profetere” betyder. Kendskab til, hvad man skal forstaa ved ‘Profeti’ kan kun faas gennem det Lys, Skriften selv giver paa dette Punkt. Den siger os, hvorledes Profeterne bare sig ad, hvorfor de fik deres Aabenbarelser, og paa hvilken Maade de overleverede dem til Folket. De modtoge deres Aabenbarelser direkte fra Gud enten i Drømme, Syner eller vaagen Tilstand, ved at høre Herrens Røst tale tydelig til dem. Saa forkyndte de senere Herrens Ord dels for enkelte Personer, dels, og som oftest, for større eller mindre Forsamlinger. Profeten var saaledes en Person, der baade for den enkelte som offentlig forkyndte Guds Ord. Paa denne Maade findes ingen anden Forskel paa en Herrens Profet i G. T. og en Evangeliets Forkynder i N. T. end den, at den første modtog hidtil ukendte Aabenbarelser og forkyndte dem for Folket, medens den sidste forkynder en allerede given og gennem den hellige Skrift kendt Aabenbarelse. At den første saavel som den sidste forkynder Herrens Ord offentlig, kan ingen Bibellæser nægte.” (Ongman 1897, pp.10-11)
En profet er i Bibelen en person, der ”baade for den enkelte som offentlig forkyndte Guds Ord” (p. 11). Den eneste forskel på gammeltestamentlige og nytestamentlige profeter er, at hvor profeter i gammeltestamentlig tid modtog ”endnu ukendte Aabenbarelser”, der forkynder nytestamentlige profeter ”en allerede given og gennem den hellige Skrift kendt Aabenbarelse” (p. 11).
Derefter påviser Ongman, at kvinder i de første kristne menigheder profeterede, og det vil altså sige, at de prædikede (Ongmans argument er i parentes bemærket relevant ifht. karismatiske menigheder, der i dag forstår ”profeti” som en slags mere eller mindre udviklet evne til at modtage gode råd fra Gud, snarere end som forkyndelse af evangeliet – forståelsen blandt danske baptister i det 19. århundrede var også almindeligvis, at profeti i dag betyder at udlægge og forkynde evangeliet, men det er en anden sag).
Derudover diskuteres de passager fra NT, der sædvanligvis anvendes mod kvinders ret til at prædike, og Ongman hævder blandt andet, at når kvinder i 1 Kor 14,34 forbydes ”at tale” i forsamlingerne, skal der med ”tale” (lalein) forstås ”lade munden løbe, pjatte” og så videre (p. 25). Ingen af de typisk anførte bibelsteder kan anvendes om profeti og forkyndelse. En række udsagn og argumenter fra blandt andre Justin Martyr (p. 19f), I.H. Robinson (p. 26f), Parkhurst (p. 27), Dr. theol. Toft (p. 31) vendes.
Ifølge Toft, som Ongman tilslutter sig, er pointen med forbuddet i 1 Tim 2,12-13 mod, at kvinder underviser mænd, at kvinder ikke skal tiltage sig ”Myndighed over Manden” i kraft af deres undervisning – men pointen er ikke, at kvinder ikke må undervise (en fuldt tidssvarende, og i sandhed bibelsk, udlægning kunne tilføje, at det jo skyldes, at ingen må tiltage sig myndighed over hinanden gennem undervisning, jf. Matt 23,8). Sidst omtales en række eksempler på, at kvinder i praksis har vist sig som dygtige forkyndere.
Konklusionen er klar: Kvinder har ikke bare ret til at prædike. Kvinder har faktisk, mener Ongman, pligt til at prædike og forkynde evangeliet! Det blev da også snart en udbredt opfattelse blandt danske baptister.
Download (pdf)